Du skal fortælle det videre . . .

 

Det er den 11. februar i dag, – og kirken mindes jomfru Marias tilsynekomst i Lourdes i 1858.
I maj måned mindes vi hendes tilsynekomst i Fatima i 1917, og i november hendes tilsynekomst i Paris i 1830.
Jeg bruger med vilje det lidt tunge ord ’tilsynekomst’ for at undgå ordet ’åbenbarelse’, så jeg på ingen måde bruger det samme ord, som bruges om den 6. januar, når talen ér om Herrens ’åbenbarelse’

Men måske behøver vi ikke af gå så langt som til Lourdes, Fatima og Paris. . . . Har I hørt om jomfru Marias tilsynekomst i Nykøbing?? . .  Det havde en folkekirkepræst, og på Marias bebudelses-søndag for år tilbage, i læseår II, hvor evangeliet på denne dag er Marias lovsang fra Lucas 1, fortalte hun om det i sin prædiken.

Hun fortæller om en oplevelse, hun havde på en februar-dag, – en dag, som i dag. Jeg vil gerne på Lourdes-dagen dele hendes prædiken med jer, for det var dén opgave, præsten fik . . .

 

VOR FRUE AF NYKØBING

Lovsange kan ankomme på så mange måder.
På de mest uventede måder,
på de mest upassende og upraktiske tidspunkter og steder.
Det kan ske, at man slet ikke synes, man har tid til dem,
eller de lyder så mærkeligt, at man ikke véd, om man skal le eller græde.

Jeg var i København. Til møde. Fagforening. Ikke meget lovsang ved det.
Skulle bagefter spise middag hos en veninde sammen med andre. En godt fyldt dag. Overnatte til næste dag. Mere møde af samme skuffe.

Da jeg kom ud fra mødet opdagede jeg, at der lå en besked på min telefonsvarer. Den var fra en mand jeg kender. Han ringede på en andens vegne. På vegne af En, der havde oplevet noget, som han havde været nødt til at fortælle videre.
I første omgang fortalte han det altså til en bekendt,
som så mente, at det var bedst han talte med en præst. Med mig.
For der var sket noget som ingen af dem kunne rumme.
Min bekendts kammerat havde set Jomfru Maria!
Hun havde talt til ham, og han var rystet.

Det var jeg sådan set også.
Og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle stille op med det her.
Min bekendt er absolut tilregnelig, og hans kammerat, som jeg bare har truffet en enkelt gang virker også sådan.

Sommetider må man have tid for at noget kan undfanges i én,
om det så bare er modet til at lytte til en historie, der ikke er hverdagskost.

Jeg sagde til min bekendt, at hans kammerat var velkommen til at kontakte mig.  Det gjorde han så. Og jeg sagde til ham, at jeg telefonisk ville vende tilbage til ham næste dag. Havde en fornemmelse af at jeg måtte forberede mig på det, jeg skulle få at høre….  En god nats søvn ville ikke være af vejen.

Næste morgen ringede jeg så vedkommende op.
Og  jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forventet.
Måske at jeg skulle hjælpe ham? … Det var ikke dét, der var tale om . ..

Det drejede sig blot om, at Han måtte fortælle mig hvad han havde oplevet.
Han havde brug for et vidne.
Han er akupunktør og havde i flere år haft en midaldrende kvinde i behandling. Hovedpiner og smerter i kroppen led hun af.
Kvinden var meget tavs, knuget. forkrampet,
og behandlingernes virkning var det så som så med.
Ganske langsomt efter flere år, begyndte kvinden at tale en lille smule, og hér kom det frem, at hun havde været udsat for jævnlige overgreb fra hun var 6 til hun var 12 år.  Hun havde aldrig talt om det før. Ikke engang hendes mand, vidste besked.

Akupunktøren begyndte at ane en sammenhæng mellem det gamle traume og de uforklarlige smerter.
Så her for nylig kom kvinden igen til behandling.
Akupunktøren, satte nålene i hende og forlod behandlingsrummet,
så hun kunne ligge og hvile, den tid det tager for nålene at virke.
Da akupunktøren var blevet alene i det tilstødende lokale, fornemmer han pludselig et stort varmt lys, der kommer nærmere og nærmere og han ser, at det er jomfru Maria.

Han ved, at han er spilvågen, og samtidig tror han ikke sine egne øjne eller øren. For nu taler hun også til ham og siger: “Sig til hende, at jeg altid var hos hende!”.

Synet varer en tid lang, men langsomt fortoner det sig og akupunktøren går tilbage til sin patient, der ligger og ser meget mere afslappet og fredfyldt ud end han nogensinde før har set hende.
Hun har tilsyneladende ikke bemærket noget.
Akupunktøren kan ikke lade være med at spørge hende, hvordan hun har det netop nu?
Hun har det bedre end hun længe har haft det, siger hun.
Akupunktøren spørger så kvinden: “I alle de år da du var en lille pige og overgrebene stod på, kaldte du da på nogen??”.

“Ja”, svarede kvinden, “jeg kaldte på Jomfru Maria, men hun kom aldrig!”

Nu kunne akupunktøren så fortælle hende, hvad Jomfru Maria netop havde sagt:
Hun havde hele tiden været der – og dét var hun kommet for at fortælle, – over 40 år senere.

Akupunktøren havde efterfølgende talt flere gange med kvinden
og hun var som forvandlet, hun talte og lo – og han havde aldrig før hørt hende le.
Og det var ikke en hånlatter som Saras,
det var den forløsende overgivne latter, som lyder, når man har fået livet tilbage.

Mens akupunktøren talte til mig i telefonen, sagde jeg ikke mange ord,
for man kan jo ikke sådan bryde ind i en lovsang, og det var præcis, hvad det var. En lovsang, der var et ekko, af den linje i Marias lovsang,  hvor hun synger:
“Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig,
for den Mægtige har gjort store ting imod mig,  Hans navn er helligt!”

Akupunktøren er ikke vokset op som kristen  og er ikke i udgangspunktet religiøs inden for sin egen tradition og kultur.  Men dét hér kunne han ikke undslå sig,  dét hér kunne han ikke undsige sig.
Og det var hám, der prædikede for mig.

Mirakler findes, sagde han, og du skal fortælle det videre!

Så var samtalen slut.
Veninden,  jeg havde overnattet hos, var allerede taget på arbejde, jeg skulle først møde senere.

Nu stod jeg med min I-phone i hånden,  alene ved vinduet i en lejlighed på Frederiksberg og så ud over Frederiksberg have og tænkte, hvad skal jeg dog stille op med det her ? Det stod mig helt klart at manden i den anden ende af røret hverken havde været, fuld, gal eller tosset eller på anden måde utilregnelig.

Hvorfor skulle jeg vide det her? Og fortælle det videre, var jeg nu ikke meget for…

Men hvorfor landede den fortælling, der lød som en lovsang, i mine øren?

For det første skulle jeg vide det, fordi man har brug for vidner, når man oplever noget, der er så skelsættende.  Man har brug for, at nogen får at vide, at dette her  rent  faktisk er sket, er oplevet. Brug for at blive modtaget uden at blive leet ud. Der var blevet vist mig den tillid  at jeg ville modtage og lytte til lovsangen
– uden at le hånligt af dét, jeg skulle få at høre.

For det andet føltes det som et strejf  en lun forårsbrise på en kold februardag.
Det trængte jeg ærligt talt til.
Midt i alt det høj- og lavpraktiske, der var ved at slide mig op,
i de dage, hvor timerne ikke slog til, åbnede der sig et rum i tiden,
hvor jeg blev budt inden for, – sammen med Jomfru Maria, akupunktøren den fremmede kvinde, – og mange flere.

Alle slægter inviteres ind i det rum, hvor den lovsang bor.
Og hvor Guds nærhed erfares. Det rum, hvor han splitter os, når vi er hovmodige i vores hjerters tanker.

Jeg ved ikke hvad I tænker om det her??  Jeg ved knap endnu, hvad jeg selv tænker. .  . .

Vi ved jo dybest set aldrig, hvad andre tænker, og. som Paulus siger det: Vi er og skal ikke være herre over hinandens tro og tanker, men vi skal være medarbejdere på hinandens glæde.

Måske kan Maria komme tilstede hos en nødlidende, fordi hun selv kender skammen, smerten, forvirringen – ja “overgrebet” på det liv, hun havde forestillet sig skulle blive hendes.

Sådan som hun havde forestillet sig det, blev det ikke. Det blev anderledes.
Hun kom til at føde i en stald. Hun kom til at stå under sin søns kors.
Og da var dét moderhjerte hun havde båret ham under helt gennemboret af smerte.
Hvorfor skulle hun ikke kunne komme til os i vores smerte?
Nu alle slægter skal prise hende salig?

Ja, jeg kan egentlig  ikke se hvorfor ikke, og alligevel havde jeg glemt historien lidt.
Indtil jeg skulle forberede prædiken til denne Mariadag.
Da lød akupunktørens ord for mit indre øre: ” Du skal fortælle det videre ” –

Det har jeg gjort nu. Som et ekko af en evig lovsang.
Amen.

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s