Theo er død . . .

– og dét uden at ‘advare’ mig først! Na sowas . . .

Hvem er Theo?? Theo er professor em. DDr. Theo Schäfer, præst i bispedømmet Trier og regens (‘skoleinspektør’) på præsteseminariet i Lantershofen ved Bonn fra 1976 – 2000, – på det tidspunkt, hvor jeg ’studerede´ på seminariet, – fra 1979 – 1982.

Han døde nu i februar, 88 år gammel.

I montfortansk regi, fra vores ’Niederlassung’ i Bonn, blev jeg, med præsteuddannelse for øje, i 1979 sendt til det nyligt oprettede præsteseminarium St. Lambert i Lantershofen ved Ahrweiler/Bad Neuenahr, 35 km fra Bonn. Det særlige ved dét seminarium vár og ér, at man optager kandidater ”reiferen Alters” (med professorer ”überreiferen Alters”), – på dansk: at man optager kandidater uden studentereksamen, mén: med en færdiggjort anden uddannelse i rygsækken, – akademisk såvel som ikke-akademisk. Og man skal være fyldt 25 år for at kunne begynde der. Og at man på dette seminarium ikke har ’semestre’, men ’trimestre’, dvs. tre klasser pr. år, hvilket reducerer de normale tolv klasser, der strækker sig over seks år,  fra seks til fire år. Ferierne er så tilsvarende kortere.

Når jeg ser tilbage på min studietid, må jeg sige, at dét seminarium var alle tiders. Vi fik en grundig syntese, hvilket vil sige, at vi ikke gik til bunds i nogetsomhelst, – til gengæld blev vi all-round orienteret, hvilket var så udmærket. Ingen student blev bortvist p. g. a. svagheder i tilegnelse af stof. Regens fandt altid én eller anden medstudent, som var ’stærk’ i det pågældende fag, og som kunne hjælpe den ’tilbagestående’ kandidat, – hvorimod vurderet uegnethed til gejstligt liv flere gange medførte bortsendelse.

Og nu kommer vi til sagen: For ét er tilbageblik, noget andet ér at være i situationen. Som 36-årig skandinav, med en læreruddannelse som baggrund og med efterfølgende elleve års lærervirksomhed, er en omplantning som dén, jeg måtte opleve, utålelig. På skolebænken under to totalitære systemer: den katolske kirke og den tyske mentalitet, var for mig som skandinav en udrikkelig cocktail. Og som bekendt har jeg aldrig, – heller ikke dengang, – lagt skjul på, hvad jeg mener. Jeg var en prøvelse for dét seminarium, og først og fremmest for min regens, som var en inkarnation af dét, vi danskere forbinder med ægte tysk mentalitet. Egentlig hadede vi hinanden. Og der var flere lejligheder, hvor det havde været oplagt for ham at bortvise mig. Men han gjorde det ikke! Og hvorfor ikke? Fordi han var overbevist om mit kald. Og dét er hans storhed: At han kunne holde sine personlige ’Neigungen’ i ave, og holde sig til det af ham erkendte fakta.

For ikke helt at underminere institutionen og for, på min superior pater Harry Herberighs’ anmodning, blev jeg sendt hjem et halvt år før tiden og skulle via selvstudium, – fra Slagelse, – klare det sidste trimester og tage til Lantershofen mhp. to afsluttende eksamina. Beståelses-karaktererne var dengang fra 1 til 4. Fik man 5 eller 6 var man dumpet. Omend jeg var rimelig uforberedt, gik det perfekt. I pastoralteologi fik jeg 1, – emne: blandede ægteskaber, – i kirkeret, som jeg på daværende tidspunkt anede ganske lidt om, fik jeg 2. Og regens var stolt. Men han var bestemt ikke begejsteret, da jeg i min afskedstale i de forsamlede studenters midte, nok lidt uklogt sagde: ”Herr Regens! Ich habe Sie geliebt und gehasst!”

Ikke desto mindre. Han kunne have spoleret min fremtid, men han gjorde det ikke. Og i fuld bevidsthed om dette har jeg hvert år siden ringet ham op på hans navnedag, den 09. november, – dagen før min fødselsdag, – det hjæper mig til at huske. Og ønsket ham tillykke.

Jeg forlod Lantershofen før jul 1982. Gik til afsluttende eksamen juni 1983. Et tidspunkt efter at vi var passeret år 2000, sagde Theo til mig: ”De er den eneste, som er forblevet mig tro! Deres opringning på denne dag er hvert år min største glæde” . Og et par år senere: ”Nu synes jeg, vi skal være dus!”. Vi kom vist til at kunne li’ hinanden . . .

Det var en svækket og indimellem grædende Theo, jeg havde i telefonen den 09. november sidste år. For 35. gang. Problemer med hjertet og flere længerevarende hospitalsophold havde naturligvis sat deres spor. At det var sidste gang, vi talte sammen, viste jeg ikke, – men det vár det.

Nu er han død og begravet, erfarer jeg fra præseseminariets informationsblad, som jeg stadig modta’r. Den 09. november i år bli’r messen i Sorø for ham. Det er en fantastisk oplevelse at have kendt og have været ’underlagt’ et ’kirkeligt’ menneske, der kunne tæmme sine personlige patier og antipatier og lade sin nøgterne erkendelse vinde. Nyligt har jeg oplevet det absolut modsatte.

Faktisk skylder jeg Theo, at jeg er blevet præst. Den 05. maj i år har jeg været det i 35 år. Gudskelov nåede jeg at tilkendegive det overfor ham. Hvis kirken havde flere ledere af hans type, ville kirken have det meget bedre.

Tak, Theo! Så længe jeg lever, glemmer jeg dig ikke. In Dankbarkeit!

 

 

Reklamer