Højre og Venstre

FESTEN FOR APOSTLENE SKT. PETER OG SKT. POUL

  • sidste weekend i juni

 Året igennem fejrer kirken mange helgenfester. Og oftest har hver hel­gen sin egen mindedag. Man kan umiddelbart undres over, at de to stør­ste apostelskikkelser, Sankt Peter og Sankt Poul, må deles om en festdag. Men jeg tror, at det har en dyb og afgørende be­tydning.

Kunne man sige, at vi kirkeåret igennem næsten kronologisk fejrer trosbekendelsens elementer? Jul: Jeg tror på Gud, den almægtige fader, der ved Helligånden og jomfru Maria gi’r os sin enbårne Søn. Påske: Jeg tror på Jesus Kristus, pint, korsfæstet, død og begravet, op­standen og opfaret til himmels. Pinse: Jeg tror på Helligånden… Og hvad kommer så, – i slutningen af juni? Jeg tror på én, hellig, katolsk og apostolisk kirke….

Jeg mener godt, at man kunne sige, at festen for apostlene Peter og Poul er festen for den ene, hellige katolske og apostoliske kirke. Katolsk betyder jo altomfattende, – det hele, – og alt er kun méd, når vi har både apostlene Peter og Poul. Der var nem­lig i apostel­kollegiet ikke større modsætninger end netop de to. Og dét så at sige på alle punkter! Når vi derfor i én fest fejrer yderpunk­terne Peter og Poul, fejrer vi strengt taget osse alle de andre apostle som den mere bløde mellemvare.

Spændingen mellem de to yderpunkter gi’r uro. Men en uro, som er en livsnødvendighed for kirken, ligesom spændingsforskellen i en stikkontakt er en forudsætning for strøm. Tillad mig to cita­ter i den anledning. Mario af Galli: “Hvis spændinger i kirken skulle mar­kere, at kirkens enhed er i krise, så har kirkens enhed aldrig eksiste­ret, for spændinger har der altid været!”. Og en nu­tidig kirkehisto­riker: “Splittet kirke idag? Det er kun romanti­kere, der tror, at den første kirke ikke måtte kæmpe hårdt for en­heden!”.

Så forskellige var Peter og Poul, at man i kirkens begyndelse rent faktisk talte om en petrinsk og en paulinsk kirke. Og de kristne dis­kuterede helt åbent, i hvilken af de to kirker man fandt den sande og autentiske kristendom, som vandringsprædikanten fra Nazareth havde forkyndt. Lad os se på de to:

Peter: egentlig Simon. Fisker fra det jødiske bøh-land ved Gene­zareth Sø, med almindelig begavelse, omend lidt langsom i for­stå­elsen. Opdraget rent jødisk og kaldet direkte af Jesus, hvem han siden undervejs fornægtede, men dog elskede af hele sit hjerte. Konservativ og snæversynet natur og ofte unuanceret. Alt eller in­tet. Og alligevel: Hám gjorde Jesus til Peter, til klippen, hvorpå han ville bygge sin kirke, og hám overdrog Jesus på særlig måde nøg­lemagten, så han kunne binde og løse på hans vegne.

Poul: egentlig jødisk Saul. Fra Tarsus. Højt begavet, intellektuel og international. Uddannet af den lærde Gamaliel. Farisæer med et indædt had mod de kristne, som han nådesløst forfulgte. Slået af hesten ved Damaskus, kaldet af den Opstandne til omven­delse. Gjort til verdensmanden Poul. Benådet med Helligåndens glød. Overbevisende prædikant og en inspirationens mand. Im­pulsivt handlende. Og alligevel: Til trods for hans fortid som kristen­forføl­ger og til trods for hans vedblivende utæmmede na­tur, kaldte den opstandne Kristus ham til at være apostel og hed­ninge-missionær.

Vi kender det danske ordsprog: “Modsætninger mødes og sød mu­sik opstår!”. Ordet “mødes” skal i dén forbindelse forstås rig­tigt. Det betyder ikke et flygtigt træf som i sætningen: “Jeg mødte ham, da jeg var på vej til byen”. Meningen er dén, der kommer til udtryk, når to uenige parter skal forhandle og så ud­trykker: “Nu håber vi, det lykkes os at mødes”. Altså at man kan finde et fælles ståsted, til trods for, at man ikke er enige. At mod­sætnin­gerne Peter og Poul i dén forstand kunne mødes, var afgø­rende for den unge kirkes skæbne og forhindrede dens splittelse.

Det ny testamente beretter om fire møder mellem Peter og Poul. Fire gange, hvor de mødes “face to face”. Og mon ikke menig­he­derne hvergang har spurgt sig selv: “Finder de hinanden, kan de mødes?”. Eller vil kirken falde fra hinanden i en konservativ ret­ning under Peter, der kun ser tilbage på begyndelsen og for­bliver en jødisk sekt, og en progressiv under Poul, der glemmer den vel­signede begyndelse og søger nye og uprøvede græsgange, løsrevet fra dén grund, som Jesus har lagt? Vil kirken gå fra hin­anden under kampråbene fra den ene side: “Vi holder med Pe­ter”, og fra den anden side: “Vi holder med Poul!”? Vil de to ride hver deres kæp­hest, eller vil de, med deres forskellige nådegaver og kvaliteter tjene den korsfæstede og opstandne Herres sag i den ene og samme kirke. Sådan at begges kræfter forenes til én kraft? Hvordan går det, når klippe og storm mødes?

Lad os se på de enkelte møder.

Første gang

– er tre år efter Paulus’ omvendelse. I tre år har han uden “kirke­lig autorisation” arbejdet for Kristus og hans kirke, i sikker be­vidst­hed om sit apostelkald. Men nu vil han, ung-apostlen, kaldet af lysstrå­len ved Damaskus, anerkendes af gammel-apostlen Pe­ter, som per­sonligt har kendt Jesus før dennes død og opstan­delse. Og som Je­sus på særlig måde har overdraget nøglemagten.

Et vovet eksperiment: Vil den fåmælte fisker Peter anerkende den veltalende “professor Poul”, som besidder alle de sprudlende nåde­gaver, han ikke selv har? Vil han, der var øjenvidne til Jesu åben­baring af sin herlighed på Taborbjerget og som ved Kæsarea Filippi fik overdraget nøglemagten, være i stand til at anerkende en kirke­lig komet af en opkomling, der ikke har gået i Jesu per­sonlige skole, og som tilmed har en uheldig kristenforfølgelse på sit gene­ralieblad??? Og tage ham alvorligt, når han siger: “Jeg har ikke modtaget evangeliet fra noget menneske, men gennem en di­rekte åbenbaring fra den opstandne Kristus!”? (Gal. 1,12). Kort sagt: Vil Klippe-Peter, der står for cementeret ro og orden, aner­kende balla­demageren og vildbassen Saul-Poul?? Hvad sker der?? Man holder vejret af spænding, når man betænker, hvilket afgø­rende øjeblik man er vidne til. Og underet sker! Den af Jesus lo­vede Helligånd hjælper Peter til at anerkende den ham i ånd og vi­den langt over­legne Poul. Han erkender, at Poul ikke vil bygge en ny kirke, men bygge méd på Peters kirke, selv om Pouls stil er ny og helt ander­ledes. Denne beslutning, truffet af den første blandt ligemænd, er al vor beundring og taknemmelighed værd. Her var angst for det ny og ukendte ikke bestemmende, heller ikke misun­delse overfor den bedre begavede og mere succesom­bruste. Be­stemmende var alene frihedens og rummelighedens Ånd, Jesu Kristi Ånd.

Igen og igen har kirken i løbet af historien stået i lignende situa­tioner, men ikke magtet at klare den i apostlen Peters ånd. Havde pave Leo X været en sand Peter og Martin Luther en sand Poul havde de rakt hinanden hånden, og i stedet for at splitte Kristi kirke havde de reformeret den i ånd og sandhed.

Anden gang

– er fjorten år efter, i forbindelse med apostelkoncilet i Jerusa­lem, hvis afholdelse Poul for en stor del var skyld i, idet han, til trods for almindelig kirkelig praksis, havde optaget masser af hedninger i kirken uden at forpligte dem på “omvejen” over jøde­dommen. Atter truede en splittelse: I en traditionel kirke, der sagde: Kristen kan man kun blive, hvis man er jøde. Og i en pro­gressiv kirke, som sagde: Vi optager alle, der tror på Kristus, uanset deres baggrund! Paulus drager til koncilet i håb om, at autoriteterne vil godkende min forkyndelse og min måde at ar­bejde på” (Gal. 2, 2b). Koncilet arbejder og Peter forkynder re­sultatet: “Helligånden og vi har be­sluttet, at kirken er for alle, altså katolsk” (jvf. ApG. 15, 28). Poul ville ikke arbejde uden Peters godkendelse, og Peter anerkendte, at Poul nåede menne­sker, som han ikke selv kunne nå.

I en leder i “katolsk orientering” for mange år siden, skrev nu afdøde Oluf Bohn: “Hvis vi ikke véd, hvad mennesker mener, kan vi ikke sætte kon­struktivt ind. Det er rigtigt, at vort udgangspunkt skal være for­an­kringen i Guds liv, men evangeliet skal leves og for­kyndes sådan, at det bli’r forståeligt for vore medmennesker!”. Ingen sognepræster kan arbejde uden deres biskops accept og anerken­delse. Men biskopperne må have forståelse for, at det ikke i før­ste række er i bispe-palæerne og i generalvikariaterne, at man mærker, hvor ‘skoen trykker’ og hvordan trykket afhjæl­pes. Det mærker som de første sognepræsterne i arbejdsmarken.

Tredie gang

– ér, da Peter efter apostelkoncilet besøger Pouls menighed i An­tiokia og i praksis “glemmer” at føre koncilets bestemmelser ud i livet. Poul siger da ligeud til Peter: “Du har uret, du handler for­kert og du er for fej til at leve koncilets beslutninger!” (Gal. 2, 11f.).

Der har altså fra kirkens begyndelse været åbenhed overfor klar kritik, osse kritik af dem, hvis autoritet med selvfølgelighed blev anerkendt. Det ville være godt, hvis man idag forstod, at en så­dan kritik er livsnødvendig for kirken og ikke kan undværes, omend den naturligvis har sine grænser. Ligesom man må have forståelse for, at en autoritet, som kan sige: “Hertil og ikke læn­gere!”, er lige så uundværlig, men osse har sine grænser.

Fjerde og sidste gang

– er i verdenshovedstaden Rom. Hvor ondskabens trone er rejst, og kejser Nero udøver sit rædselsherredømme, skal nu Kristi herre­dømme finde fodfæste. Al uoverensstemmelse mellem Peter og Poul er ophørt, og i broderlig forening vidner de om Kristus og besegler ved deres martyrdød deres kærlighed til ham og hans kirke. Nu helliges og velsignes Rom ved de to apostles blod. Fra nu af er Rom Peters by, og fra nu af er Rom Pouls by, den katol­ske kirkes by.

I præfationen i messen på Peters og Pouls fest hedder det om de to apostle: “Her på jorden arbejdede de, hver med deres nådega­ver, for at samle den ene kirke. Nu er de forenede hos dig og har modtaget den samme sejrens laurbærkrans!”.

Festen for Peter og Poul er som sagt festen for den hellige katolske kirke. Ka­tolsk, – ikke forstået som et navn på dén kirke, som vi kalder vores, men: som en kva­litet, der skal kendetegne den! Den fælles fest for Peter og Poul belærer os om følgende: En petrinsk kirke uden plads til Poul er ikke katolsk! Og en paulinsk kirke uden anerkendelse af Peter er heller ikke katolsk. Katolsk er kirken kun, når den er såvel petrinsk som paulinsk.

Vi må nok sige, at den kirke, der voksede ud af det efter-reformatoriske koncil i Trient var en overvejende Pe­terskirke. Liturgien vidner om det. Der lå på den 30. juni en minde­dag, som hed: “Ihukom­melse af Sankt Poul”. Hvorfor dog det? Fordi det var blevet skik, på højfesten for Peter og Poul den 29. juni, udelukkende at fejre Sankt Peter og pavedømmet. Den dårlige samvittighed skulle så renvaskes dagen efter (en hverdag, hvor in­gen kom til messe!). Det sidste koncil har gudskelov igen sat tin­gene på plads. De, som mente, at de var katolikker, fordi de tilhørte Peters kirke, har vrangvil­ligt måttet finde sig i, at de først ér det, når de tager Pouls kirke med. Og Poul-typerne har måt­tet finde sig i, at de ikke kan kalde sig katolikker, hvis de ikke i deres kirkesyn har Peters autoritet og myndighed med!

Modsætninger mødes og sød musik opstår! Måtte det være vor bøn på denne fest, at det altid må være sådan! At Peter bøjer sig mod Poul, og Poul mod Peter. For hvis modsætningerne i Kristi Kirke ikke mødes, opstår der ingen musik, – kun mislyde og grel skratten, som ingen har glæde af.