Foragt!??

”Forbrydere har fået stjernestatus. Da afsløringerne af Stein Baggers bedrageri var på sit højeste, udkom der et væld af bøger, der satte fokus på hans person, og om få dage bliver hans guldur sat på aktion hos Bruun Rasmussen. Også en række andre forbrydere soler sig rampelyset og udgiver biografier, som ligger øverst på bestsellerlisten. Senest er det Brian Sandberg, Stein Baggers bodyguard, der er aktuel i bogen “Gangster”, men også morderne Peter Lundin og Jørn “Jønke” Nielsen har tidligere udgivet bøger om deres bedrifter. For slet ikke at tale om den bedrageridømte Kurt Thorsen, der fik sit eget tv-show, mens han endnu sad i fængsel.
Hvorfor så imponeret over disse ekstreme typer, som er sygeligt fokuserede på egne behov, og som ingen skrupler har med at snyde, bedrage, slå ihjel og lyve, så længe de får noget ud af det selv? Hvorfor fascineres af en person, der er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at være gennemført ond og snøre systemet? Hvem har ansvaret for, at disse typer sættes i centrum?
Grunden ér, at det for medierne udelukkende handler om den gode historie, men problemet er, at når forbrydere kommer på forsiden og får stjernestatus, så bliver de – om man vil det eller ej – eksempler til efterfølgelse. Selv politiet må stå tavst ved sidelinjen og se på, at lovovertrædere forherliges. Når moral er blevet til noget helt subjektivt, placeres ansvaret også alene hos den enkelte.  Men også den enkelte læser, lytter eller seer har et moralsk ansvar for, hvad man vil høre på!”

Ovenstående afsnit fra en klumme i KD, skrevet af Iben Thranholm sommeren 2010, randt mig i hu i forbindelse med denne søndags evangelium (30. søndag i årsrækken, år C): Jesu fortælling om farisæeren og tolderen. (Lukas 18, 9-14). For umiddelbart forekommer det mig, som om Jesus allerede i sin  tid promoverer, hvad Thranholm beskriver. Helt klart er det tolderen, der er historiens ’helt’, ham jøden, der som landsforræder lader sig ’prostituere’ til at arbejde for den romerske besættelsesmagt og som dagligt snyder og bedrager til personlig vinding. Oversæt ham til en nutidig pusher, som for at tjene penge, sælger narkotika til ågerpriser og koldblodigt gør mennesker stofafhængige. Han siger: ”Gud, vær mig synder nådig” og går ’retfærdiggjort’ hjem,. . . indtil han i morgen genoptager sin ’gerning’

Så er der farisæeren, som vi afviser, den skinhellige rad! Som står og praler med alt det gode, han gør. Må jeg henlede opmærksomheden på, at han ifølge Jesus bad stille, – for sig selv!  Oversæt ham til en religionslærer, der samtidig er medlem af det lokale katolske menighedsråd. Han siger til Vorherre, – lidt unødvendigt, for Vorherre véd det jo i forvejen, – men han siger jo kun, hvad der er sandt: ”Jeg overholder ikke bare fredagsboden (hvem gør efterhånden det??) jeg har osse onsdag som bodsdag! Jeg betaler ikke bare 2% i kirkeskat (hvem betaler overhovedet kirkeskat?), men hele 10%. Jeg har ikke skiftet konen ud (hvor mange katolikkers ægteskaber er intakte??). Jeg har aldrig snydt i skat og aldrig udnyttet nogen økonomisk!” Endelig takker han Gud for, at han ikke er som pusheren, der har sneget sig ind i kirken for en kort stund.

Helt ærligt, kære læser, har du aldrig bedt som farisæeren? Har du aldrig takket Gud, fordi du ikke er pyroman, pædofil, ludoman, alkoholist, narkoman m. m., og fordi du har fået en ægtefælle, som bare har været god for dig??? Er det egen fortjeneste, hvis du ikke må ligge under for netop nævnte tendenser? Nej. Det er ikke din fortjeneste, at du er blevet holdt fri, lisså lidt, som dem, der er ramt af nævnte tendenser, der fører til ovennævnte ’synderegister, har valgt det totalt frivilligt.

For at få fat i lignelsens pointe tror jeg, at vi skal se på indledningen: ”Til nogle, der stolede på, at de var helt i orden og som foragtede dem, de mente ikke var det”, fortalte Jesus denne lignelse. Ja foragt er slemt, netop af de netop nævnte grunde, for ingen har noget at rose sig af, alt er nåde. Men hvem siger, at farisæeren praler? Takker han ikke for den nåde, han har modtaget? Og tolderen: Er det ikke nåden, der får ham til at sukke og sige: ”Gud. Vær mig synder nådig”?

Kun én er retfærdig, og det er Gud. Gud er den retfærdige dommer, som vi hører det i søndagens første læsning fra Siraks bog. Når vi sympatiser med tolderen, – i øvrigt fordi han ligner os, – og foragter farisæeren, – fordi vores middelmådighed harmoniserer fint med janteloven, – så gør vi os til dommere og må lytte til apostlen Jakob, når han i sit brev siger: »Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; – men du, hvem er du, som dømmer din næste?« (Jak. 4,12)

Derfor: Det er aldrig i vor lod at foragte: Hverken tolderen eller farisæeren.

Og så kan jeg sluttelig ikke nære mig for at citere Jesus-ordet fra Matthæus 7,21, hvor han siger: ” Ikke enhver, som siger: ’Herre, Herre!’ til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.”
Tolderen sagde: ”Herre, Herre!”, – helt fint! . . Men dén, der gjorde sin himmelske fars vilje, – var farisæeren!

 

 

I disse dage er det 35 år siden . . .

. . . . at den unge, engagerede og frygtløse polske præst
JERZY POPIELUSZKO
på forfærdeligste måde led martyrdøden, – bare 37 år gammel.

Jerzy blev født i 1947 i en lille landsby i det nordøstlige Polen. Hans forældre opdrog ham i den katolske tro og som polsk patriot.

Efter fuldført skolegang trådte han i 1965 ind i præsteseminaret i Warszawa og begyndte sine teologiske studier. Men snart måtte han afbryde dem på grund af obligatorisk militærtjeneste. Sammen med andre præstestudenter blev han sendt til en specialenhed, hvor unge præstestudenters moral og værdier skulle brydes ned. De blev tvunget til at høre på politiske foredrag, og om søndagen til at se propagandafilm eller film med erotisk indhold. Men gennem lokale sjælesørgere blev præstestudenternes tro og håb næret.

Etter endt militærtjeneste kunne Jerzy fuldende studierne, og i maj 1972 blev han præsteviet af kardinal Stefan Wyszyński ærkebiskop af Warszawa og polsk primas. Som ny præst virkede han først i forskellige menigheder, siden ved katedralen i Warszawa.

I 1980 blev han forflyttet til menigheden St. Stanislaw Kostka i bydelen Zoliborz i Warszawa, og dér tilbragte han den sidste del af sit liv. I august samme år udbrød der strejker i flere byer og regioner i Polen. Pastor Jerzy knyttede sig til arbejderne ved Støberiet Warszawa, fejrede messer for dem og hørte skriftemål, – tog kort sagt ansvar for deres åndelige liv og førte mange søgende arbejdere til troen på Gud. Pastor Jerzy var også til stede ved næsten alle retssager mod arbejderne efter strejken.

Et af resultaterne af strejkerne var grundlæggelsen af fagforeningen Solidaritet, med Lech Walesa som leder. Pastor Jerzy var med i bevægelsen helt fra dens begyndelse. Den fik hurtigt enorm tilslutning og bragte det kommunistiske regime i Polen til randen af sammenbrud. Det endte med, at Polens statsminister indførte undtagelsestilstand i Polen, hvilket betød at de gældende lovene blev sat ud af kraft og at ledelsen fik fuldmagter, som den ellers kun ville have i krigstid.

Jerzy var glødende antikommunist, og han motiverede de troende til protest.

Da myndighederne slog ned på Solidaritets medlemmer, prædikede pastor Jerzy åbent mod regimet, og til sine ugentlige prædikener i sine «messer for hjemlandet» kunne han samle op til 50 000 mennesker. Han krævede retfærdighed og frihed, men han var langt mere end en politisk agitator. Han forkyndte enkle sandheder som for eksempel at frihed er bedre end slaveri, at sandhed er bedre end løgn, at det gode er bedre end det onde. Men alene dette var provokerende for et regime som forlængst havde forladt grundlæggende menneskelige værdier.

Engang blev han spurgt: “Når du taler om ondskab, hvorfor sætter du så ikke navne på?” Pastor Jerzy gemte sit ansigt i hænderne, var næsten grædefærdig og sagde: “Har I slet ikke forstået, hvad jeg prædiker? Jeg kæmper mod det onde, ikke mod mennesker, som i endnu højere grad er det ondes ofre, end vi, som forfølges af dem.”

Pastor Jerzys prædikener blev regelmæssigt transmitteret af ’Radio Free Europe’, og derigennem blev han ’berømt’ i hele Polen for sin kompromisløse holdning mod regimet. Under trusler prøvede man at bringe ham til tavshed, men uden held. Regimet arresterede ham i 1983, men han blev ret hurtigt sat fri efter indgriben fra kirken, – han blev benådet ved et amnesti.

Men systemet gav ikke op. Der blev planlagt en bilulykke for at dræbe ham den 13. oktober 1984, men han undslap. Den alternative plan var at kidnappe ham, og den blev så iværksat. Den 19. oktober var han inviteret til et møde som blev holdt af Foreningen for pastoral omsorg for arbejdere i en lille by nord for Warszawa. Han fejrede messe for de mange fremmødte, hvorefter han mediterede rosenkransens smertefulde mysterier.

Han sluttede med følgende ord: «Lad os bede Gud om at sætte os fri fra frygt og terror, men først og fremmest fra længsel efter vold og hævn». Efter mødet bestemte pastor Jerzy sig for at tage hjem, selv om det var sent. En ven, han havde haft méd til mødet, kørte bilen

På vej hjem til Warszawa blev bilen standset nær landsbyen Górsk, – af officerer fra det hemmelige politi, forklædt som færdselspoliti. Etter at have givet chaufføren håndjern på, slog de præsten bevidstløs med slag i hovedet, kneblede ham og kastede ham i bilens bagagerum. Det lykkedes chaufføren at komme ud af bilen og slå alarm, men hans flugt fik ikke politiofficererne til at ændre planer. De sparkede og slog Jerzy så hårdt, at lægen, som senere foretog obduktionen, sagde, at han aldrig havde set et menneske med så svære indre læsioner. Derefter bandt de hans hænder og fødder og kastede ham i floden Wisla med en sæk, fyldt med sten, bundet til hans ene fod. Sandsynligvis var han endnu i live. da han blev kastet i floden, 80 km. nord for Warszawa. Han blev 37 år gammel.

Den 30. oktober blev hans lig bjerget op fra floden, og nyheden om det politiske mord udløste et voldsomt spektakel i hele Polen. Mere end 250.000 mennesker deltog i begravelsen den 3. november. Efter chaufførens identifikation af de tre sikkerheds-politiofficerer blev de og én af deres overordnede arresteret og dømt til fængsel mellem 14 og 25 år for mordet. Senere blev de sat fri som en del af et amnesti. Ingen højtstående tjenestemænd blev kendt skyldige. De blev frikendt på grund af manglende bevis.

Jerzys grav ved kirken St Stanislaw blev et samlingspunkt for Solidaritet men også et katolsk valfartsmål. I dag vidner et museum i kirkens kælder om pastor Jerzys såvel politiske som åndelige betydning

Ikke overraskende var det pave Johannes Paul II, som i 1997 satte gang i pastor Jerzys saligkåringsproces. I 2009 gav pave Benedikt XVI ham titlen Venerabilis, «Ærværdig». Den 6. juni 2010 blev han saligkåret i Warszawa. Næsten 150.000 mennesker havde samlet sig til friluftsmessen på byens centrale torv. Omkring hundrede biskopper var til stede.

Ved afslutningen af den to timer lange messe blev pastor Jerzys relikvier båret i procession gennem Warszawa til Det guddommelige Forsyns Kirke i forstaden Wilanow, cirka tolv kilometer fra torvepladsen. Denne imponerende kirke er fortsat under udbygning,

Det polske postvæsen udgav et særligt frimærke for at markere saligkåringen.
73 polske byer har en gade, som bærer Jerzy Popieluszkos navn.

Evige Gud,
I dit forsyn gjorde du den salige præst og martyr Jerzy Popiełuszko
til et standhaftigt vidne om kærlighedens evangelium
og til en forsvarer for den menneskelige værdighed.
Vi, som mindes hans voldelige martyrdød, be’r dig:
Lad os på hans forbøn og efter hans eksempel leve i sand frihed
og gør os i stand til at overvinde denne verdens ondskab med det gode.
Ved vor Herre Jesus Kristus…

 

 

Godt, at psykisk vold nu resulterer i dom !

Under denne overskrift bragte Kristeligt Dagblad i forgårs, den 15. oktober, en kronik, hvori det bl. a. hedder:

Straffeloven er for nyligt ændret, så psykisk vold nu sidestilles fysisk vold, og i sidste uge faldt den første dom.

Er det rimeligt? Ja, for volden resulterer i en kaskade af problemer, skriver professor Ask Elklit og ph.d.-studerende Sarah Dokkedahl

I foråret 2019 vedtog et stort flertal af partierne en ændring af straffeloven, som kriminaliserer psykisk vold. Det er en stor ændring, som mange kommer til at forholde sig til. Der er kommet en ny form for forbrydelse, som i virkeligheden er et ældgammelt fænomen, og som ofte er forekommet, uden at nogen har tænkt på det som kriminelt

Der er to mulige grundformer af den psykiske vold: en aktiv og en passiv.
Ved den aktive udsætter en person en anden person for vedvarende ydmygelse og nedgørelse, som har det budskab i sig, at den anden er forkert, værdiløs, uønsket eller foragtelig.
Ved den passive form bliver den anden overset, ignoreret, holdt udenfor og modtager ikke den følelsesmæssige opmærksomhed og næring, som får os til at gro som mennesker. Dén form kan udøves uden et ønske om at skade, – på grund af manglende evne eller kapacitet, psykisk sygdom, dårlig begavelse og andet.
De to grundformer har dét tilfælles, at de angriber vores selv, vores identitet hvorfra vores selvfølelse udgår.

Hvis den psykiske vold kommer fra vores nærmeste rammer den selvfølelsen meget stærkere, end hvis den kommer fra mere perifere relationer. Når psykisk vold indgår som del af mobning, slår den også hårdt, fordi den ødelægger muligheden for at knytte sig til f. eks. kolleger på arbejdspladsen.

Den citerede artikel berørte mig ret så meget, fordi ovenstående ér, hvad jeg som præst fra min lokale kirkelige myndighed har oplevet siden april 2010, hvor misbrugssager skyllede indover bispedømmet og jeg et år igennem blev udsat for dét, som journalist og forfatter Erik Meier Carlsen har beskrevet som ”kirkelig panik, der på tragisk vis drukner alle hensyn til saglighed, kendsgerninger og de anklagedes retssikkerhed

En pause indtrådte herefter, men fra juni 2012, hvor der fra officiel side, – som i pressen formuleret af menighedsmedlemmer fra én af mine tidligere menigheder: – blev åbnet for fri mobning af mig, tog det for alvor fat. Påtale af dét, som jeg kaldte et overgreb, ændrede intet. Heller ikke en anmeldelse til Kleruskongregationen i 2014. Først da kirkens højeste retsinstans, den romerske Signatura i 2016 modtog sagen, blev der reageret, og ovennævnte lokale kirkelige myndighed fik i begyndelsen af 2018 fra Rom kirkerets-dommen: Der er handlet ulovligt (voilatione legis), – egentlig: øvet vold mod loven, – og dermed mod dén person, som gennem næsten seks år har måttet ligge under for det.

Men nu kommer det mærkelige:
Når man i et ’normalt’ retssamfund er blevet dømt skyldig i en lovovertrædelse, medfører det en straf, – mindre eller større, betinget eller ubetinget, – men en straf! Omend et helt afsnit i kirkeretten handler om strafbestemmelser, lader det til, at ingen straf er blevet pålagt i denne sag? En overordnet er af Højesteret blevet dømt for en begået lovovertrædelse uden at modtage nogensomhelst form for straf!? Dette svækker naturligvis domsafsigelsen, – osse, når flere af de rådgivere, som ifølge samme overordnede skulle have anbefalet ulovlighederne, fortsætter som rådgivere!? Så omend de ulovlige forhold overfor mig ved dommens udskrivelse objektivt blev bragt til ophør, så er de det subjektivt ikke, og jeg oplever tydeligt fortsat de faktorer, som udtrykkes i ovennævnte citerede artikel-afsnit.

De næsten overperfekte fysiske rammer, som undervejs er blevet mig til del, eliminerer ikke årelang psykisk mishandling, som ifølge artiklen ”angriber vores selv, vores identitet, hvorfra vores selvfølelse udgår!”, og, som ifølge citeret kronik, siden foråret nu civilretsligt sidestilles fysisk mishandling.

Kronik-artiklen, – plus dét evangelie-stykke, som vi skal høre på søndag (29. sø. i året, år C) om enken, der vedblivende fordrer sin ret, – bestyrker mig i, ligeledes vedblivende ikke at acceptere ulovlig, personlig mobning, – og slet ikke i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!