Én eller to dage??

”Jeg tror på de helliges samfund, på syndernes forladelse, på menneskets opstandelse og det evige liv”

Dette den apostoliske trosbekendelses sidste afsnit er overskriften på festen, som vi fejrer den første november eller den første søndag i november, nemlig:

ALLE HELGENS DAG

efterfulgt af
MINDEDAGEN FOR ALLE VORE AFDØDE

– fejring af, at man som kristen strengt taget ikke kan tale om døde, men om levende hér og levende dér! For Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg indrømme, at jeg ikke længere umiddelbart kan finde ud af det. . . .

Det var meget nemmere tidligere. Der talte man om den stridende, den lidende og den sejrende kirke. Mange vil fastholde: Det gør vi stadigvæk:
Den stridende kirke:  det er os her og nu, der i dette jordeliv jf. Paulus må stride den gode strid indtil vi har fuldført løbet.
Den lidende kirke:
det er dem, der efter deres død  er i skærsilden, ventende på udfrielsen fra dette renselsessted, – dém, som i denne proces har brug for vor forbøn. Dem, vi mindes dagen efter Allehelgen!
Den sejrende kirke: Det er ’den store hvide flok, som ingen kan tælle’. De utallige afdøde, som har lagt skærsilden bag sig og nu er hos Gud i himlen og hersker med ham i al evighed. Dem, vi fejrer på Allehelgens dag.

Som det så klart hedder i H. Kejsers fine Allehelgenssalme: ”Jeg tror på de helliges samfund”, – som ikke fik lov til at komme med en den ny Lovsang, på trods af bogens 17 blanke sider:

Jeg tror på de helliges samfund, hvorover ej døden har magt,
for vi, der må stride,
og de, der må lide
og de, der fik sæde i Himmerigs glæde,
er fælles om Frelserens pagt.

I folkekirken er de to dage smeltet sammen til Allehelgens-søndag, og fejres mere intens end tidligere.  De fleste steder er gudstjenesten henlagt til om eftermiddagen, – med lystænding for årets afdøde, hvis navne bli’r oplæst.

Og hos os katolikker?  Helt ærligt! Oplever vi ikke samme udvikling??
De allerfleste steder finder mindet om vore personlige afdøde sted i forbindelse med  Allehelgensdags-messe, – eller ved en kirkegårdsandagt samme dag om eftermiddagen.
På dagen efter Allehelgen, officielt: Mindedagen for alle afdøde,  er både udbuddet af messer og menigheds-deltagelse i samme, markant aftagende. Og dét på trods af, at enhver præst, som kun bør fejre én messe dagligt, på denne dag må fejre tre.

Må man beskæmmet konstatere, at katolikker af i dag ikke længere tager skærsildsopholdet alvorligt? Eller glæde sig over, at de er så overbeviste om Guds suveræne kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, at de har svært ved at forestille sig, at déres indsats, efter deres kæres død, skulle have nogensomhelst betydning? Og at de rent faktisk ikke længere tror på, at de med deres bøn skal overtale en vred og retfærdigt dømmende og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, jvf. Allesjæle-salmen i salmebogen fra 1951: “O Fader, vær ej længer vred, forbarm dig over hine!…O Gud, lad din retfærdighed formildes ved vor tåre” (nr. 336), – og for den sags skyld den gamle requiemsmesses sekvens og offertorium, som gudskelov ikke længere er at finde i det ny Missale Romanum?

Hvad skal man svare??

Jeg tror ikke, at det er fordi katolikker af i dag ikke accepterer kirkens lære om renselsesstedet. Vi véd, at intet ondt og urent kan indgå i Guds himmel, hvorfor en renselse i vor død afgørende er nødvendig, – og befriende.  Men kunne det være, at vi i dag forestiller os denne renselse som dybest set behagelig? Jeg husker som barn, når jeg under leg havde slået mig og var kommet til at bløde fra arm eller ben, hvordan min mor rensede såret og kom jod i. Det sved som bare pokker, men alligevel var det samtidig rart, fordi jeg vidste, at nu bli’r alt det dårlige passiviseret og første skridt på vejen til heling foretaget.

Jeg hælder til at tro på, at ovennævnte billede slet ikke er så ringe. Og at vi i dag derfor overvejende betragter skærsilden som noget positivt. Vi er jo på ret vej, vores opstandelse er jo i fuld udvikling. . . Osse fordi vi har fået en fornemmelse for, at tiden, som er måling af forandring,  er noget jordisk, hvor alt forandrer sig, – i modsætning til himlens Gud, som er uforanderlig og evig. Således kan man ikke efter døden tale om tid, sådan som det hed i en bøn fra sidste århundrede: Afkorter opholdet i skærsilden med 100 dage. Derimod kan hele livet i dødsøjeblikkets sekund ’passere revy’, hvori renselsesprocessen naturligt kunne være indbygget??

Jeg ved ikke, hvordan du, kære læser, har det, når du tænker på de afdøde, som har stået dig nær . . Ser du dem for dig som (endnu) værende i skærsilden? … Eller ser du dem for dig, som værende hos Gud i hans himmel? Jeg behøver nok ikke fortælle dig min personlige oplevelse.

Men hvordan genvinder vi så meningsfyldt fejringen af ikke bare én, men to dage. Hvordan fejrer vi: først Allehelgensdag og efterfølgende Mindedagen for alle kære afdøde??

Kunne man måske gøre det sådan:

Allehelgensdag, fejret i hvidt,  ser vi det fra de såkaldte afdødes side og glæder os med dém over, at de er i Guds hånd og han fører dem ind i sit himmelske rige. ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses”, skriver Paulus til Timoteus. Og Jesus siger: ”I min fars hus er der mange boliger. Jeg går forud for jer, for at forberede alt, og når alt er klart, kommer jeg og henter jer!”  Vi fejrer på denne festdag de relativt få, som kirken har helgenkåret og de mange, mange, mange, som ikke er blevet helgenkåret, men som ikke desto mindre ér helgener, – fuldt og helt. Fordi Gud helliger sig dem.
Vi ønsker dem tillykke og siger med Brorson:

“Tillykke, Kæmpesamling, ja, o tusindfold tillykke da,
at du var her så tro især og slap såvel  herfra”

Og glæder os så personligt over vores kaldelse til selv engang at tælles blandt alle helgen, når vi kommer til Gud i himlen, for, som apostlen Paulus siger:  ”Lever vi med Kristus, dør vi med ham, skal vi osse opstå med ham”. Faktisk kunne man som kommunionsvers på Allehelgenssøndag synge:

Vi skåler med vore venner og dém, som vi kender.
Og dém, som vi ikke kender: dém skåler vi med!

Dagen efter, – mindedagen for vore kære afdøde, fejret i violet, – ser vi det fra vores side. Vi tænker på vore personlige afdøde og sørger over, at vi ikke længere har dem iblandt os. Og takker samtidig for dét, der blev givet os, netop gennem dem. Vi lægger vores sorg og savn frem for Gud. Osse vores sorg over de gange, vi svigtede dem. Vi be’r for dem, for, – det siger den hellige skrift, – ”det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde”. (2.  Makk.) . . . Og dét kan vi gøre, – osse udenfor messen. Om det hjælper dem, tænker vi ikke over, men vi erfarer, at det hjælper os. For som Steen Steensen Blicher så rigtigt udtrykker det i sin novelle ”Hosekræmmeren”:

Den største sorg i verden her
er dog at miste dén, man har kær!

Vi ér i de helliges samfund!
Et samfund, hvor man ikke kan kommunikere med hinanden, er ikke et samfund.
Og som sagt til indledning: Døden findes som sådan ikke. Kun levende hér og levende dér. Så med tillid beder vi til dem og for dem:

Herre, gi’ dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.
Før dem frem til opstandelsens herlighed. Amen

Kunne det gi’ mening??