– før julekrybben fjernes . . .

Jeg kan huske, at jeg som ganske ung, bosat i Svendborg, var med færgen fra Langeland til Ærø (Rudkøbing-Marstal). I opholdsstuen, som samtidig var en slags restaurant havde en fornemt udseende dame tilkaldt servetricen og spurgt efter forskelligt til servering. Niveauet må have været ret så fordringsfuldt, og ret hurtigt blev det servetricen for meget, hvorpå hun skar igennem og højlydt sagde: ”Nu ska’ je’ si’e dig en ting: Ser du, det hér, dét er M/F Afrodite, det s’gu’tte Kvin Mary!”

De samme proportioner falder mig ind, når vi anden søndag i november fejrer årsdagen for Lateran-domkirkens indvielse. Den selvsamme søndag fejrer vi nemlig her i Sorø årsdagen for indvielsen af vores Skt. Montforts kapel. Bortset fra, at dét, der fejres i de to helligdomme er nøjagtig det samme, findes der kun forskelle. Laterankirken skriver sin historie tilbage til 300-tallet og består nok til tidernes ende. Skt. Montforts kapel er indviet i 2011 og består efter al sandsynlighed ikke til tidernes ende. Laterankirken rummer kostelige kunstskatte. Det gør Skt. Montforts kapel ikke. Laterankirken er kæmpestor. Skt. Montforts kapel kan rummes tre gange i Laterankirkens sakristi, osv.

Disse ydmyge Sorø-rammer gør, at der juletiden igennem kun ét sted er plads til julekrybben, – bestående af bare tre figurer: Jesus, Maria og Josef, – og det ér ved påskelysets fod. Men det er blevet klart for mig, at denne ’tvungne’ placering egentlig er udtryk for en ret så god og gedigen teologi.

a) – for Guds søn i krybben blev jo ikke ved med at være et barn, der var overgivet til andres omsorg. Han blev en voksen mand, hvis liv blev lagt i hænderne på mennesker, der ydede alt andet end omsorg. De mishandlede ham og klyngede ham op på et kors. Han døde på korset (aftegnet på påskelyset) men opstod sejrrigt fra de døde (påskelysets flamme) og er aktuelt iblandt os som sådan:
Altså. Barnet fra Betlehem er tilstede i vor midte her og nu som den korsfæstede og den opstandne!

To julesalmer rinder mig ihu:

Brorson:   Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal,
hvor man dig intet andet bød end stald og krybbe, kors og død.

Grundtvig:   Ret i en salig tid, kom han hid
til levende og døde genløde de ord, der for så vide til alle tider hen.
Om ham, som tog vor kvide og gav os fryd igen,
gik ned for os i døden og sol i aftenrøden
og stod i påskegry op for os på ny.

b) – mens jeg var lærer på Mørdrupskolen i Espergærde var jeg organist og medsakristan i Skt. Vincent i Helsingør. Til julekrybben havde vi alle tilhørende figurer, undtagen – til Helligtrekonger, – en kamel. Pastor Coenen sagde, at den manglede ikke. ”Den står ved altret!” sagde han.

Dét har jeg taget med mig. Der mangler ingen figurer ved vores beskedne julekrybbe i Skt. Montfort i Sorø. Alle er de i kapellet tilstede under messen: hyrder, vismænd, æsler, okser, kameler og får. De sidder i bænkene og på præstestolene.

Og det gør, at vi hos os slipper for pointen i følgende historie:
En ordenssøster, der virker som lærerinde på en søsterskole tager sin klasse med til kirken for at vise dem den opsatte krybbe, hvor absolut intet mangler. Efter at have dvælet et øjeblik i stilhed spørger søsteren eleverne: ”Har I lagt mærke til hvilken fred, harmoni og godhed, der hviler over det hele . . Hvad er grunden til dét??” En elev markerer. Søsteren regner nu med et svar, der relaterer til det lille Jesusbarn, så hun bi’r en smule betuttet, da eleven gi’r sit bud:
”Det er fordi de allesammen er af gips!”

 

IMG_1531 (002)