“Følgerækken er ligegyldig!”?

”Følgerækken er ligegyldig!” , sagde Helsingørs dejlige, forlængst afdøde præst gennem 42 år,  pastor Gerard Coenen CM, – af nederlandsk afstamning, – under en diskussion, som vi havde om et ikke mere husket emne. Men jeg husker ganske tydeligt, at vi morede os over, at det netop var i ovenstående ord, at han byttede om på rækkefølgen. Ubevidst var det nok hans udlægning af den matematiske sætning ”Faktorernes orden er ligegyldig”.  Om man siger 5 plus 8, eller 8 plus 5, så gi’r det jo i begge tilfælde 13.

Men ér ’følgerækken’ altid ligegyldig? Der er dog en vis forskel på: ”Han gik ind i huset og slog konen ihjel” og ”Han slog konen ihjel og gik ind i huset!”

Hvorfor nu al den snak?? . . .  Fordi jeg i sidste uge under en messe blev slået af noget, som jeg umuligt kan være den første, der er blevet slået af, nemlig: ’følgerækken’.
Og det var endda  i forbindelsen med konsekrationens højtidelige øjeblik.

Jeg sagde, som jeg skulle i anden nadverbøn: ”Tog han brødet, takkede, delte det, rakte det til sine disciple og sagde: ”Tag det og spis det, dette er mit legeme” . . .  ”Tog han kalken, takkede, rakte den til sine disciple og sagde: ’Tag den og drik alle deraf . .  dette er kalken med mit blod’”.
Og så slog det mig:  Jamen sådan gør vi jo ikke! . . Vi gør: ”Tog han brødet og sagde;. Dette er mit legeme’.  Og så (tyve minutter senere) delte han det, rakte det til sine disciple: Tag det og spis det. . . Tog han vinen og sagde Dette er mit blod.  Og så, tyve minutter senere, rakte så kalken til sine disciple: Drik alle deraf  . .

Well! Jeg véd, at nogle præster, når de i konsekrationsordene siger: ’delte det’, de-facto gør det. Men det må de ikke, – siger de fra højeste sted!

Jeg besluttede mig til, efter messen,  at slå ’nadverens indstiftelse’ op i ny testamente, begyndende med det ældste, sluttende med det yngste udsagn:

Paulus til Korinth 1, 11, 23-26
tog et brød, v24  takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« v25  Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« v26  For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Markus 14, 22-24
– tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.« v23  Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. v24  Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange.

Matthæus 26, 26-28
– tog han et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27  Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28  dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

Lukas 22, 17-20
– tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. v18  For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.« v19  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« v20  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

Konklusion:

Paulus
– den ældste beretning om nadveren i NT, – gengi’r indstftelsesordene.
At brødet og vinen spises og drikkes nævnes som en selvfølge.
Nok det sted i NT, som kommer vores  messe-praksis nærmest.
Og vel osse afspejler de ældste nadverfejringer.

Markus og Matthæus er fælles om rækkefølgen:
1. Jesus ta’r brød og vin. Takker og deler brødet
2. Gir sine disciple det med opfordring til at spise og drikke
3. Fortæller undervejs, hvad de spiser og drikker

Lucas har sin egen fortælling:
1. Jesus ta’r bægeret med vin, gir det til sine diciple og siger:  Del det mellem jer
2. Ta’r brød, takker, deler det, gi’r disciplene det og fortæller undervejs, hvad de modta’r.
3. Ta’r ved måltidets afslutning bægeret og fortæller først nu, hvad der ér i  bægeret. .Siger ikke direkte, kun underforstået, spis og drik.

Og kom så til at tænke på de evangelisk-lutherske, som kræver de to ting for fuldbyrdelse af ’forvandlingens’ mysterium,- som Luther fastholdt:
Tag det og spis det, dette er . .
Tag det og drik det, dette er . .
De to faktorer: tag og spis, tag og drik, kan ikke skilles ad.
Hvorfor nadver-elementer, der ikke konsummeres, heller ikke forvandles.
Og derfor heller ikke opbevares i et tabernakel!
Lyder umiddelbart logisk
Men de tilføjer så, at brødet og vinen skal modtages ’i tro’!?
Det lyder til gengæld lidt mærkeligt. . .  Jesus sagde dog ikke hin skærtorsdag til sine apostle: ”Dette er mit legeme, hvis I tror det!” Eller ”Dette er mit blod, hvis I tror det!”
Samtidig lægger de stor vægt på: “til syndernes foladelse!”

Men ’Tag og spis’, ’Tag og drik’ blev ved med at rumstere i mit hoved.  Snart skulle jeg jo uddele den hellige kommunion og jeg glædede mig over på forhånd at vide, at i det mindste  ’følgerækken’ udi det stykke overholdes i vores kapel.  De komminicerende ’tager og spiser’, de ’tager og drikker’. Fatter ikke, at der er katolikker, der stadigvæk helst vil ’mades’ (læs: mundkommunion). Under en af vore Montfort-valfarter var der én, der insisterede på mundkommunion. Jeg spurgte hende om det var afgørende vigtigt for hende, Hun ville overveje det. Næste morgen sagde hun:  ”Jeg modtager fra nu af den hellige kommununion i hånden. For jeg har erkendt, at jeg gør langt mere ondt med min tunge end med min hånd!”

Nu tilbage til det egentlige emne: Jeg elsker den hellige messe som den ér,  ganske særligt efter at den ved det seneste koncil er blevet renset efter firehundrede års fejludvikling.
Men ærligt: Under dén nævnte messe, hvor mine tanker kom på ’afveje’, spurgte jeg mig selv, om den var blevet renset nok???

Nå . . Hvorom alting måtte være, så stoler jeg på, at Vorherre, – som Jesus har lovet det,  – ved sin hellige  Ånd sørger for, at kirken har styr på det. Og jeg kom til at tænke på Grundtvigs sang fra 1839: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, hvor det i vers 2 hedder:

Og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled’ sig ved ’Fadervor’ at bede.

Netop på dét tidspunkt var jeg nået til nadverbønnens afsluning og istemte så Fadervor, slående mig til tåls med Grundtvig in mente.

Men ikke desto mindre valgte jeg efterfølgende at fastholde mine overvejelser på skrift, og her op til skærtorsdag vil jeg gerne dele dem med jer i dette blog-opslag.