‘Sankt’ Kim! Bed for os, – for fa’en

”Santo subito” (Helgen straks!) er folks tilråb ved begravelse af kendte fromme mennesker, som man ønsker helgenkårede omgående.

Jeg kom til at tænke på dette tilråb i fredags aftes, da jeg sad foran fjernsynsskærmen og så, hvorledes Københavns centrum på de nærmeste var blevet sat på den anden ende, ufremkommelig på grund af den sig nærmende ’oktavdag’ for Kim Larsens død. Aldrig har jeg set et lignende folkemylder, og som en kommentator nok rigtigt sagde, ligger hemmeligheden i de sociale medier, – som jo allerede i forbindelse med ikke overpopulære prins Henriks død skaffede et uhørt antal ‘publikum’. Som samme kommentator sagde: ”For ti år siden havde dette ikke været muligt!”

Lad det være hævet over enhver tvivl. Kim Larsen har givet os danskere en gave af danskhed. Vidunderlige danske tekster, – læs ikke: ’tekster på dansk’, for som franskfødte Jean-Pierre Duclos engang har sagt: ”Det er ikke alt på dansk, der ér dansk”. Larsens tekster er helt igennem danske og afspejler som ingen andens den aktuelle danske folkesjæl. Hvem kan ikke ‘spejle’ sig i hans tekster?? Og vidunderlige melodier, der smyger sig om dem på underfuld måde, har han komponeret. Hans talent er en Guds gave, hvilket han på sin måde vist heller ikke var i tvivl om. ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”, som han selv sagde. Da han engang blev spurgt om, hvor han hentede  inspiration fra, pegede han uden ord op mod himlen.

Samtidig var det aldeles velgørende, at han havde sine meningers mod. Han gjorde og sagde, hvad han fandt rigtigt, bedøvende ligeglad med reaktionerne, – fra såvel ’høj’ som ’lav’. Om han har kendt ham eller ej, gav han forfatteren Søren Robert Fauth, ret i sin påstand, (- som iøvrigt osse er gældende i flere katolske sammenhæng): ”Systemet er super-ensrettet. Tag en hvilken som helst arbejdsplads, og se hvor mange medløbere, der ér. Hvem tør give køb på følelsen af at være en del af flokken? Det nemmeste er at mene dét, de andre mener. Hykleriet er altomfattende!”.

Samtidig kom jeg til at tænke på en anden begivenhed, som jeg tidligere har skrevet om:
Det var dén junidag i 1984, hvor der foran Tårnby kirke på Amager holdt hærskarer af motorcykler parkeret, og en enorm folkemængde havde taget opstilling. En ældre dame, som tilfældigt kom forbi på Englandsvej, spurgte en avisdreng: “Hvad i alverden foregår der hér?” … “De begraver Makrellen!”, svarede han. Spontant udbrød den gamle dame: “Sikke dog et postyr for en død sild!”

(Til uvidendes oplysning: “Makrellen” var det almindeligt brugte navn for lederen af en rocker-bande)

Ja, sikke dog et postyr for en død Larsen, egentlig fuldstændig udenfor alle proportioner: 30.000 mennesker på gaden i hovedstaden og, omend mindre, kæmpemanifestationer i Odense, hvor Larsen døde, og i Aarhus, alle syngende og spillende Larsens sange, alle takkende for dét, som hver enkelt kunne fortælle om dén gave, Kim Larsen havde været for dem, råbende på deres individuelle måde og med deres individuelle forestilling: ”Santo subito!”

Men netop nævnte tilråb, – som naturligvis ikke blev formuleret med de nævnte ord, – lod mig atter sande, at reformationen osse her har slået fejl: Helgen’dyrkelsen’ (jeg kan godtnok ikke li’ ordet) ikke kan undværes. Den katolske kirkes fremhævelse af Guds gaver og Kristi efterfølgelse, som gennem visse mennesker stråler så klart og så tydeligt, at man ikke kan undgå at få øje på Gud selv gennem dem, er vigtig. Og netop showet omkring Kim Larsen viser det så tydeligt. Helgener er nødvendige for mennesker. Man så de med lukkede øjne (bedende?) mennesker med deres fakler i deres hænder! Og hvor fandt de det i Aarhus naturligt at lægge blomsterne, når der ikke var noget Sankt-Larsen-sakrofag??: Ved domkirken!

Og dette var så kun ’vigilien’. Nu afventer vi ’folkebegravelsen’ på oktavdagen for Kim Larsens død, i morgen søndag, på Rådhuspladsen i København, mindekoncerten – med efterfølgende indsatte særtog, så de mange ’pilgrimme’ efter koncerten kan komme hjem.

Der er vist ingen helgener, der, dengang de levede, ville bryde sig om, efter deres død at skulle æres som helgener. Tænk på den af så mange mennesker trængte pater Pio, som ønskede, at der ved indgangen til hans kloster blev opsat et skilt med inskriptionen: ”Tosseanstalt”. Og på fattige Vincent af Paul, som er endt i et sølvskrin højt over hovedaltret i Lazaristernes Kirke i Rue-des-Sevres i Paris. Og hvad ville Kim Larsen have sagt til fredagens show og mængden af blomster i de tre nævnte byer?? Nok gentaget sin ofte sagte sætning: ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”. Man kunne tydeligt høre Larsens stemme, da en deltager lagde ham følgende i munden: ”Man gi’r s’gu ikke blomster til en mand! Giv for fanden pengene til kræftens bekæmpelse!”

Når man nærmer sig de 75, har man ikke svært ved at synge med på:
”Om lidt er vi borte! . . Vi ses måske igen!”. . .Cirkussang eller ej. Ihvertfald langt mere evangelisk, end når de i det katolske Bayern skråler: ”Wir kommen alle, alle, alle in den Himmel”. Jeg mener, at dét, Kim Larsen synger, er dét, som Jesus har lovet os, – hvis vi vil. . .  Ikke garanteret os.

’Helgendyrkelse’ på den ene eller på den anden måde.. . Jeg er bange for at måtte komme til at indrømme, at den folkelige manifestation omkring Kim Larsens død for mig har været en større åndelig oplevelse, end når de om en måneds tid slæber knoglerne af Therese af Lisieux og hendes forældre rundt i landet.

Så ’Santo subito’: ‘Sankt’ Kim, du, som åbent indrømmede: ”Jeg har syndet, så det stod i stænger”, og som kunne bede til din Herre og Skaber, som så rigt begavede dig, – og dermed os: ”Så vis mig nåde og miskundhed!” Til dig, som nu véd, at  “der er sol over Gudhjem i de dødes land”, til dig siger jeg helt privat, og uden for lov og ret: Bed for mig . . for fa’en!

 

Reklamer

Confiteor . . .

Sikke et ’Confiteor’, – Kim Larsens, – død 30. september.
Jeg brugte denne syndsbekendelse i messen i dag den 1. oktober, hvor den montfortanske association var samlet i Sorø.
Ja, altfor ofte ér det, som om ‘det går den anden vej’ . . .

 

Når mit regnskab det ska’ gøres op
så tror jeg nok Vor Herre får en prop.
For jeg har syndet så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke længer’

Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
– plus det løse, som ingen husker

Så vis mig nåde og miskundhed!
Der var momenter af kærlighed
og øjeblikke, hvor mit mismod
Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej: Op til himlen, op til dig!
Men for det meste
var det ligesom om
Det gik den anden vej.

https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU

 

Der bor en bager . . .

En af de ting jeg virkelig nød, da vi i 2011 kom til Sorø, vár, at der i byen fandtes et rigtigt, godt gammeldags posthus! Glæden herover delte jeg med stedets venlige ekspedient, men hun forstod at gøre skår i den, da hun fortalte mig grunden: “Det er fordi vi endnu ikke har fundet nogen, der vil huse os. Såsnart det sker, lukker vi!”

Der gik dog et lille års tid før man kunne læse i ugeavisen ‘Sorø Avis’, at postekspeditionen nu flyttede til ‘Svegaards Boghandel’ på byens hovedgade. . Resultatet kunne være meget værre: Bagest i den store boghandel havde et lille, beskedent  postkontor fundet plads: Med disk og bi-lokale til pakker m. m.  Når det nu skulle være, var det en nogenlunde æstetisk løsning, som ‘smagte’ af, hvad det skulle være.

Hvad der så siden gik galt, véd jeg ikke; kun, at boghandelen blev så læsterligt træt af postekspeditionen, så man efter relativ kort tid opsagde kontakten med postvæsenet og smed dem ud.

Jeg opdagede det, da jeg kom i boghandelen for en postekspedition. På mit spørgsmål om, hvor postekspeditionen var blevet af, fik jeg svaret: “De er flyttet op til Kongebro-bageren overfor restaurant ‘StøvletKatrine’! . .   ‘Jamen, det er jo det lille bageriudsalg, hvor jeg indimellem henter morgenbrød’, svarede jeg.

Nu skulle jeg så for første gang til bageren i post-øjemed, – i anledning af afsendelse af et anbefalet brev til Rom. . .  Jo, udenfor var der er blåt skilt, der signalerede: “Post Nord”. Postekspeditionen var nu i yderste ydmyghed indrettet bagest i forretningen, hvor der på bagvæggen var opslået nogle intermistiske hylder med postpakker, – grænsende op til bestående hylder med hvedemel, – og en disk med skuffer. I én af disse var frimærker, i en anden ‘plakater’ til breve af denne eller hin art,  i en tredje det allerhelligste, som man kun  nærmede sig i allerstørste ærbødighed: det autoriserede poststempel, der dokumenterede den ydmyge filials gyldighed.

Da jeg kom ind i forretningen drejede ekspeditionen sig om et lille landbrød og tre flødeskumskager, som ekspeditricen professionelt afviklede med den autoriserede plastikhandske på den ene hånd. Straks efter ekspeditionen fløj handsken af og ekspeditricen stod nu bag postdisken som postfunktionær, klar til formalia omkring det anbefalede brev, som skulle sendes.  Så manglede kun betalingen: 148 kr. Den fandt sted ved kasseapparatet i bageriafdelingen og, omend en postekspedition, fik jeg en kvittering med flot overskrift: “Kongebrogårdens Bageri” .

På vej ud spurgte jeg hende, om hun havde en ‘Håndværker’, – en gængs  betegnelse for et stykke solidt morgenbrød. Plastikhandsken var hurtigt på igen og stolt fiskede hun den sidste ‘Håndværker’ op og ville komme den i en pose, hvilket jeg dog straks forhindrede, idet jeg sagde til hende: “Nej, jeg skal ikke ha’ den, men ville bare give jer det tips, i denne forretning måske at omdøbe den til en ‘Postmester’? Hun kunne ikke lade være med at smile.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med, – dog uden at smile, – at drage en trist sammenligning med afviklingen af postvæsenet i Sorø og det katolske bispedømme København.

Hold ud, hold ud, hold ud!! (30)

– fortsat og afsluttet!


35. Jeg ÉR ude, – omend uden manér!

Den af biskoppen foreslåede samtale med min advokat, – ang. biskoppens passivitet overfor dele af dommen fra Rom, – fandt sted den 04. juni og endte ud i, at biskoppen skriftligt skulle meddele advokaten forslag til, hvilke tiltag, der konkret kunne igangsættes, – for en værdig afslutning!? For at holde ham fast på det, afgik der den 08. juni et fornemt brev med klar argumentation fra min advokat. Først en god måneds tid senere, den 06. juli, umiddelbart før hans Excellence drager på ferie til Brasilien, har min advokat modtaget et ‘tomt’ svar fra ham, – selvfølgelig uden forslag, – sådan, som det vár at forvente.  Efter atter engang at have luftet sine personlige frustrationer omkring mine af ham så ivrigt læste blogindlæg,  som han samtidig medtager som en grund  til, ikke at fortage sig yderligere, skriver han:

“Jeg ser ikke noget til hinder for, at jeg tager din klients aktiviteter på sin blog med i mine overvejelser” 

– og fortsætter så:

“Jeg må tage klart afstand fra dine antydninger om, at min undladelse af yderligere opfølgning på Signaturas dom er at tolke som en fortsat opretholdelse af pålæggene fra min side”

Jo, det er lige netop, hvad det de-facto ér, når mine nabopræster,- som begge er blandt de ‘rådgivere’, som, – ifølge biskoppen selv, – i 2012 rådede ham til at begå ulovligheder og fastholde dem, – med hans helhjertede velsignelse, hvis ikke på hans anbefaling?,  hellere aflyser messer ( i det ene nabosogn hverdagsmesser gennem hele fem uger) end spørger mig, om jeg vil træde til som afløser, lissom man i min aktuelle sognekirke hellere holder festmesser uden orgel end spørger mig, om jeg vil spille.
(I parentes bemærket: Rådgivere, der tilråder ulovligheder bli’r i det normale liv fyret,-  for ikke at tale om dén, der begår ulovligheden, jvf. Ninn-Hansen og tamilsagen. Men det sker ikke i vort lokale ‘juridiske galehus’. Her bli’r sågar visse af de nævnte rådgivere genvalgt og ta’r imod valg)

Kozon afslutter:

“Jeg tror ikke, at yderligere tilkendegivelser fra min side vil påvirke andres fastlagte meninger i nogen som helst retning!. . Jeg mener således, at der ikke er behov for yderligere tilkendegivelser fra min side som opfølgning på Signaturas dom. . .  Hvis det skønnes ønskeligt mødes jeg gerne med din klient senere på sommeren for mundtligt at gøre rede for mine bevæggrunde”.

Nej, det ‘skønnes ikke ønskeligt’ at udbede mig flere møder med en person, som til fulde har vist, at han ikke kan ‘se’, hverken med øjne eller hjerte, og som over for min advokat kalder sin præst for ‘din klient’… Sikkert har han ret i, at han ved eventuelle positive tiltag i forhold til mig  vil få over nakken af dém, som stadig hár det bedst med at dømme mig, – præster såvel som lægfolk. Men det er nu engang en leders lod.  Skulle han modsat skønne det ønskeligt at tale med mig, hvis han finder det hensigtsmæssigt, véd han, hvor jeg bor. En enkelt gang  gennem de seneste syv år har han jo kikket ind hos os her i Sorø.

Altså: Kort og godt! VI vender tilbage til 23. april, hvor jeg, – som det fremgår af kap. 33, – foreslog, at vi lissågodt først som sidst kan meddele statssekretæren om biskoppens afslag på at iagttage vægtige passager i dommen, som kun svært kan overses:

Vigtigt forbliver biskoppens forpligtigelse overfor præsten, som med skrivelser til bispedømmet med urette blev anklaget for svære fejl, samt forpligtelsen af samme biskop til på ret måde at informere de troende om den uretfærdigt beskyldte præsts uskyld  (jvf. Can. 384), – desto mere, da der var en offentlig negativ reaktion mod præsten.

Ingen kan overse, at biskoppens restriktioner har ladet præsten tilbage uden nogensomhelst form for forsvar, og at biskoppen intet har foretaget sig for at rehabilitere præstens rygte. I stedet blev hans rygte forværret, fordi alle sognepræster blev opfordret til, ikke at invitere ham. På dén måde blev det endnu sværere at genoprette præstens gode rygte.
Når alt tages i betragtning står det med moralsk sikkerhed fast, at de proportionsforhold, som ér at iagttage ved enhver afgørelse og ved ethvert dekret, er blevet tilsidesat.

Bemærkelsesværdigt ér det, at dommen fra Rom ikke direkte påbyder biskoppen nogetsomhelst konkret, – bortset at informere korrekt om dommens udfald, hvilken har i sandhed IKKE har gjort, idet han på intet tidspunkt har meldt ud, at Signaturaen har dømt ham for at handle kirkeretsligt ulovligt:
1. dels med henblik på de seks-årige uhyrlige restriktioner overfor mig = han har gjort noget, som han bestemt ikke skulle have gjort
2. dels med henblik på den totalt manglede beskyttelse af mig og mit rygte. = han har undladt noget, som han bestemt skulle have gjort.
Implicit ligger det således i udtalelserne, at han, for ikke fortsat at være ‘ulovlig’, må rette ind!
Pkt. 1 har han accepteret og handlet på. Pkt. 2 negligerer han ganske og aldeles!!

På den anden side, – helt privat . . Hvorfor søge ‘æres-sanering’ hos en person, – omend biskop, – der ikke selv er ær-lig, og som ikke evner at leve op til sit selvvalgte motto om, i kærlighed at være sandheden tro?? . . . Måske var det klogere at tage ved lære af nogle Jesus-ord, som evangelisten Johannes videregiver, og gøre dém til sine egne:

“Min ære vil jeg ikke have fra mennesker. Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden? Jeg søger ikke min egen ære, – der er én, der søger den, og han dømmer! ” (5, 41+44, 8, 50) ??

Ikke desto mindre: At biskoppen intetsomhelst vil gøre for at rette op på sidstnævnte forsømmelser, har min herværende advokat nu, i en vægtig skrivelse af 13. august,  tilsendt pave Frans, læs: statssekretæren = kardinal Paulo Parolin, – med kopi til Signaturaen og til min romerske advokat Frau Wegan.

Hermed ‘færdigt arbejde’ herfra. Sagen har fyldt mere end rigeligt og været ret så udmattende, – ikke bare for mig selv, men osse for mine nærmeste omgivelser. Hvordan Rom vil reagere på biskop Kozons påtalte forsømmelser = fortsatte ulovligheder, – eller ikke reagere, – bliver Roms sag!

Efter Kozons forfalskede “Meddelelse om pastor Stephen Holm” på såvel kirkens hjemmeside som efterfølgende i ‘katolsk orientering’, og efter, – som tidligere fortalt,  – at jeg i samme censurerede blad, af  CHEFredaktøren (?) blev forhindret i, på korrekt måde at fortælle om dommen fra Rom, har sidste tiltag fra min side været at gøre et par seriøse (!!)  journalister opmærksom på, at en artikel med overskriften “Dansk, katolsk biskop sat på plads af Rom!”, – som jeg har nævnt det i kap. 32, – har manglet. Jeg har haft en behagelig samtale med en behagelig journalist fra KD, som i første række bør være dén avis, der bringer dén nyhed, bladet har forsømt at bringe, – ganske særligt på grund af avisens effektivitet i juni 2012. Men jeg har holdt samme journalist for øje, at han skal sikre sig, at hans chefer, først og fremmest katolske Jeppe Duvå,  ikke spænder ben for den.  En anden seriøs og kendt journalist, som i en række artikler i Weekendavisen omkring årsskiftet 2010/2011 afslørede hjerneforskeren Milena Penkowas videnskabelige uredelighed, og som i februar 2013 i samme avis bragte en rammende helside-artikel om biskop Kozons virke under overskriften “Bare måden han er biskop på . . .” , har jeg osse haft kontakt med.  Jeg har afgjort ikke brudt mig om at føle mig nødt til at gøre det, men det er ikke rimeligt, at avisartikler fra 2012 med overskrifter som “Biskop undsiger anklaget katolsk præst” og “Biskop bandlyser sexanklaget præst”,  ikke, – nu efter dommen fra Rom, – skal følges til dørs!!  Det var de to nævnte journalister helt enige med mig i, og det affødte så en artikel i Weekendavisen den 20. juli: “Den endelige dom”, og i Kristeligt Dagblad den  27. juli: “Vatikanet underkender katolsk biskop i sag om dansk præst”. I sidstnævnte artikel kan man læse, at klager over biskopper ikke længere er ‘gæstemad’ i den romerske Signatura.

Offentliggørelsen af de to artikler udløste på en såkaldt katolsk facebook-side nogle hadreplikker imod mig.  Artikler, som handler om Roms kendelse over biskop Kozon, blev på den mest modbydelige måde drejet til en hetz mod mig, –  med injuriegrænsende indhold. Det har åbnet mine øjne for, hvad disse ‘katolske’ sider i virkeligheden ér. Og  jeg har indset, at min medvirken på en sådan side, – efter at jeg nu igen fejrer messer i kirker rundt om i Danmark, – mildt sagt ikke er optimal. Jeg har derfor den 29. juli trukket mig fra den ellers så udmærkede facebook-side ‘Ucensurerede katolske stemmer”,  som jeg med glæde og fornøjelse gennem mine ‘forbandelses-år’ har været et absolut aktivt medlem af.

At sammenfatte og afslutte:

Dét, jeg højst havde turdet håbe på, men dybest set ikke forventede, er sket: At en lille, pensioneret sognepræst i det lille og fjerne danske bispedømme, ved den katolske kirkes højesteret i Rom har vundet en af ham anlagt sag mod sin biskop! Dét er vist aldrig før hørt i vor hjemlige kirkes historie? Og jeg tror ikke, at det var sket, hvis paven ikke havde heddet Frans. Han har udvirket, at biskoppen af København er blevet dømt som overtræder af kirkeloven og følgelig har måttet standse sin ulovlige kirkelige ‘fængsling’ af mig og tilbagesætte mig i frihed. Resten af dommen har han ikke respekteret.

Foreløbig må jeg give mig tilfreds med det opnåede. Og glæde mig over, at der i dén kirke, jeg elsker, gudskelov overordnet findes lov, ret og anstændighed. Seende tilbage på seksogtyve lykkelige år som sognepræst og nu gående mod de 75,  med den velsignelse, der ligger i, – trods dét, jeg de seneste otte år har været udsat for, – at kunne leve et dagligt præste-liv, være ved ganske godt helbred og have mit gode humør i behold,  så glæder jeg mig dagligt over vores herværende fællesskab, vores vidunderlige Sorø-domicil,  som biskoppen i 2011,  i forbindelse med  tvangsforflyttelse lod os erhverve, vores gudstjenester i vores skønne Montfort-kapel, tjenesten for medlemmerne af den montfortanske association, vores lille trofaste ‘søndags-valgmenighed’, de relativt mange organistforespørgsler fra folkekirken og de nu begyndende ‘katolske tiltag’, hvor der sendes bud efter mig.

Glæder mig ikke bare over vores domicil, – osse over vores bevægelsesmuligheder. I juni måned sprang en hjort ud fra skovkanten, direkte indover den Fiat Punto, som min medbror og jeg siden min pensionering som sognepræst har haft til rådighed. – med en sådan kraft, så endog passagersædets air-back udløstes. Samlet reparation vurderet til 60,000 kr, hvilket fra Ansgarstiftelsens forsikringsselskab udløste for den  375.000 km kørte kære bil, en dødsattest.. Men se! I løbet af no-time, – netop som jeg skulle vikariere i tre kirker i Sønderjylland og derefter på retræte i Tyskland, – er vi af stiftelsen blevet hjulpet på vej til et nyt, gedigent køretøj. Fantastisk!

Mange siger til mig, at jeg er dén af de i 2010 af biskoppen udhængte, der har klaret mig bedst igennem, til trods for, at jeg har været den hårdest ramte. Den yngste af os forlod klogeligt bispedømmet og har, såvidt jeg er orienteret, nu kronede dage i Langtbortistan, en anden er gået totalt i stykker, en tredje og fjerde bærer tydeligt præg af mishandlingen, en femte gør det samme, men klarer sig igennem ved fuldt og helt at hellige sig sin lokal-opgave og ellers faktisk totalt at isolere sig fra bispedømmet. Hvis det er rigtigt, at jeg er dén, der har klaret mig bedst, skyldes det i allerhøjeste grad min herboende medbroder: br. Poul-Erik Jensen. Jeg har ikke været alene, men haft – og hár, –  en uvurderlig støtte ved min side, – loyal, osse dér, hvor det må være svært for ham at være det. Jeg kan ikke takke ham nok! Netop mens jeg sidder og skriver dette, kommer budskabet om Benny Andersens død til os gennem fjernsynet,  – Benny Andersen, som det fåtal af herboende katolikker, der har lidt føling med dansk kultur, véd, hvem ér. Og jeg kommer til at tænke på dét citat fra hans ‘Vennesang’ , som jeg læste for min medbroder på hans 70-års fødselsdagsfest:

“Jeg elsker at sidde alene, og drømme og fantasere,
men har jeg været længe nok alene, vil jeg ikke være alene mere,
så er det godt at ha’ en rigtig ven  og ha’ nogen at snakke med igen.
Enten én med bukser eller kjole på,  bare det er én, som man kan stole på!
Det er rart at være alene,  men!  Det er bedst at ha’ en ven!”

Beklageligvis har forløbet taget mere på ham end på mig og ikke befordret hans sundhedstilstand. Han anfører, at han får det dårligt, når han genopfrisker de forskellige hændelser ved at læse mine blogindlæg. Han er ikke enig med mig og én af mine gode præstekolleger, når vi overfor hinanden igen og igen fastslår, at underholdningsværdien i det hele har været i topklasse. Mine advokater er overbeviste om, at det er min humoristiske sans, der har reddet mig igennem. Ihvertfald er det dém, der har bøjet nakken, der har klaret sig dårligst. Jeg selv gjorde det til at begynde med, men da de biskoppelige overgreb blev utålelige, var det slut. Siden har jeg bidt fra mig og parallelt skrevet mig ud af mine frustrationer.

Nu ønsker jeg ikke længere, at Kozon skal ‘fylde’ i mit personlige liv. Nu skal han skal ‘bare’ være min biskop, – med sine fejl og mangler, – sådan som han ér,  – og jeg hans præst, – med mine fejl og mangler, – sådan som jeg ér!  Ingen af os kan lave om på hinanden, men jeg håber, at vi fremover kan leve i fred ved-siden-af-hinanden, for méd-hinanden opnår vi nok aldrig. . .

Jeg har vundet over min biskop. Nu mangler jeg at vinde over mig selv og lære at acceptere min magtesløshed i forbindelse med de uhyrligheder og den middelmådighed, ja opløsning i min hjemlige kirke, som jeg igen og igen passivt må være vidne til, og som gør ondt langt ind i sjælen. Og, – dét mærker jeg tydeligt, – dét er et projekt, som vil tage sin tid, og som kun ved Guds nådes hjælp,-  på forbøn af jomfru Maria og Sankt Montfort, – overhovedet vil kunne lykkes.

Hermed afsluttes min fortløbende beretning. Ikke alle, der har valgt af følge den – heller ikke alle blandt dem, der personligt er mig venligt stemt, – har syntes lige godt om dens form. Flere hár, som biskoppen har formuleret det, i forskellige forbindelser, savnet ‘den præstelige tone’, mens andre til fulde har nydt dens nok så ‘kontante’ stil. For atter andre har den været en kærkommen anledning til behagelig cementering af deres fordomme m. h. t. mig. Nogle mener, at jeg har været for hård overfor biskoppen, andre det modsatte, men sagen ér, at biskoppen kun har én at ‘takke’ for, at denne følgeton overhovedet er blevet skrevet: Sig selv! For mig personligt har min blog været min eneste mulighed for i mine trængsler at komme til orde og fremlægge forholdene, som jeg har oplevet dem, og, omend jeg har en vis forståelse for den kritik, som mine indlæg af flere personer er blevet mødt med, må jeg alligevel tilkendegive en tilfredsstillelse véd, at otte års mildt sagt ikke-behagelige kirke-oplevelser skriftligt er blevet fastholdt. Måske vil jeg, som en slags testamente, udgive den i bogform .  Da teksten jo bli’r stående hér på min blog, vil jeg gerne gøres opmærksom på evt. faktuelle fejl, som så omgående vil blive rettede.

I øvrigt er mit testamente som sådant på plads. Det skál det være i en alder som min. På plads er osse, – mine medbrødre bekendt, – forholdene omkring min begravelse. Mit gravkors (plus min medbrors) ligger i kælderen her i Maison ‘Montfort’, Sangblads-originalen er udskrevet, – ingen grund til at belaste de efterladte med den slags ting, – og bestemt er det ligeledes, hvem der skal forestå begravelsen. Min biskop har siden 2010 to  gange på det nærmeste slået mig ihjel. Tredje gang, hvor det bliver afgørende, vil jeg være ham foruden!  Og dem, som møder frem, skal helst ikke kede sig og irriteres af idelig mitra-trafik.

Undervejs, mens jeg afsluttede første del af min beretning, udgav Birthe Rønn Hornbech sine fyldige erindringer om tre års ministertid. I sin anmeldelse af Rønns beretning skrev KD’s chefredaktør Erik Bjerager:

“Hvor ville det have løftet disse erindringer over dagligt vande, hvis hun havde haft blik for bjælken i sit eget øje! Erindringer er en vanskelig genre. Når den selvkritiske refleksion ikke ér der, falder projektet til jorden!”

Jeg håber ikke, at det er tilfældet med min beretning.

 

Sorø, 18. august 2018
p. Stephen Holm SMMass

 

 

“KOM! Vi går for vort folk!”

– sådan sagde Edith Stein, karmelitnonne i Echt i Holland, til Rosa, sin søster og medsøster i klostret, da de i 1942 blev arresteret af Gestapo.

Begge var de født i Breslau, som dengang hørte til Tyskland, i en jødisk familie. Fra jødedommen konverterede de til kristendommen. De havde gennem læsning af Teresa af Avila valgt den katolske kirke og var endt som nonner i karmelitordenen, hvor de havde fundet det liv,  de længtes efter.

Edith Stein var en velrenommeret professor i filosofi og havde kunnet flygte til  f. eks. USA, da tiden endnu var til det, men hun valgte at forblive i Tyskland og indtrådte i ordenen i Köln. Da jorden begyndte at brænde under hende p. g. a. hendes jødiske herkomst, omplantedes hun og hendes søster til et hollandsk kloster, men her kunne Gestapo udmærket finde dem, – ganske særligt efter at de hollandske biskopper officielt havde fordømt nazisterne jødeforfølgelse. Den 02. august 1942 blev de to arresteret og straks deporteret til Auschwitz, hvor de, sandsynligvis den 09. august, blev dræbt i gaskammeret.
Vi fejrer i dag i liturgien  Edith Stein, saligkåret 1987, helgenkåret 1998.

Jeg mener, at man, hvis man skal være helt ærlig, må sige, at Edith og hendes søster Rosa ikke blev myrdet p. g. a. deres bekendelse til Kristus, men ret og slet fordi de var jøder og således indgik i den pulje af seks millioner jøder, som blev myrdet af nazisterne. For Edith selv, der fra jødedommen over en periode som ateist, var nået frem til kristendommen, var det af stor betydning,  at Jesus Messias var jøde, hvorfor hun mente, at hun aldrig havde været nødt til at forlade sine jødiske rødder, fordi hun var blevet kristen. Tværtimod.

Men Ediths ord til sin søster, da nazisterne hentede dem i klostret: “Kom, vi går for vort folk!” har printet sig ind i mit sind og er igennem de seneste otte år igen og igen poppet op, omend i et ganske andet ‘Sitz  im Leben’. Mere og mere oplevet mig moppet ud af dén kirke, som jeg i min ungdom sluttede mig til, som jeg elsker og som jeg uden et gran af tvivl nu som snart gammel mand, – og præst, – vedvarende betragter som ‘Kristi sande kirke,’ har dét, som den gennem samme årrække har udviklet sig til herhjemme, hvor danskere efterhånden er fremmedgjorte og skal høre på forkyndere med en helt anden baggrund end vor og som betragter os ‘indfødte’ med skepsis og som samtidig , – af naturlige grunde, – maltrakterer vort sprog, – og så oplevelserne i folkekirken, hvor man i gudstjenesten sidder i sit eget folk og lytter til udmærkede forkyndere, der i et klart dansk øser ud af vort folks baggrund og kultur, og samtidig konfronteres med gedigne organister, – der er da ikke søndagsgudstjeneste uden musik!!, – gjort, at jeg  har været fristet til at sige til min medbror hér, som har samme oplevelse: “Kom! Vi går for vort folk”. Osse selvom vi ville være bevidste om, at vi ville gå til(bage) til en kirke, som ikke har ‘det hele’.

Nu er de otte år forbi, og ulovlighederne overfor mig fra min lokale kirkes side, – stoppet af Rom, – er teoretisk set omme.  Men i praksis er intet forandret, dér, hvor jeg bor. Jeg er stadig udelukket.

Mange danske katolikker i den velbegavede ende, som ikke holder de aktuelle forhold ud, forbli’r teoretisk i kirken, men går til gudstjeneste i folkekirken. Uden at være sig det bevidst, siger de faktisk med Edith Stein: “Kom! Vi går for vort folk”.

Og jeg selv og min medbroder hér?? . .  Vi bli’r!!  Uanset, hvor meget vi indimellem kunne have lyst til at gøre Edith Steins ord til vore egne.

ret og vrang

Ikke fordi jeg orker det. Måske heller ikke du, som læser. Efterhånden er emnet trættende, – for os alle sammen. På den anden side nytter det jo ikke, at man ender som apatisk. Der er åbenbart stadig begreber, der trænger til refleksion, – så altså:

På Franz Josef Meyers ellers på mange måder udmærkede hjemmeside “Katolikker i Dialog” kan man læse følgende

24. juli:
I det katolske miljø florerer der misinformation – idet det forlyder at Stephen Holm er frikendt for de beskyldninger der blev indgivet imod ham, men det er ikke sandt. Fakta er at sagerne var forældet da de blev overgivet til politiet, af kirken i 2010, efter der var kommet medie spot på kirkens overgrebssager og dens håndteringen af disse sager.
Deri ligger der ikke en frikendelse af Stephen Holm”

Man kunne selvfølgelig spørge: Hvad er ‘det katolske miljø’?? Og hvem ‘sår misinformation’, – så den endda i disse tørketider kan blomstre?

Jeg har tidligere været ude for en sådan mis-forståelse i et facebook-opslag umiddelbart efter, at kernen i Kozons dom fra Signaturaen i december 17 var blevet kendt. Der stod vist noget a-la: “Hvorfor har ingen skrevet, at Stephen Holm er blevet frikendt af Rom?”
En person kommenterede lidt sarkastik, men sandt, at da det jo var mig, der havde ført retssag mod biskoppen og ikke omvendt, kunne der jo logisk ikke være tale om, at jeg var blevet frikendt.

Men nu til sagen:

I en retsstat, – sågar osse i den katolske kirke, – er det sådan, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og at der ved en domstol afsluttende er fældet dom.

Politi/kirke-anmeldelser med beskyldninger om dette eller hint finder sted dagligt.
Hvis politiet/kirken finder det opportunt, igangsættes en politi-efterforskning/ en kirkelig for-undersøgelse.
Er disse ‘frugtbare’, kan de føre de til sigtelse/tiltale/anklage, til rejsning af en sag, hvis anklagemyndigheden, – ikke efterforsknings- eller forundersøgelsesfolkene, – og slet ikke en advokatundersøgelse – beslutter, at der skal rejses en sag, som så vil udmunde i en afgørelse om, om vedkommende er skyldig og dømmes, – eller frikendes.

Kun folkedomstole, eller dém, der ligner en sådan, springer samtlige led over og dømmer skyldig straks efter fremsatte beskyldninger og kræver, at den beskyldte skal ‘bevise’ sin uskyld, og fastslår, at hvis forældelse gør sig gældende, så hár den beskyldte ‘automatisk’ begået det beskyldte.

Det er sandt, at jeg aldrig er blevet frikendt/frifundet, – ganske enkelt, fordi jeg aldrig har været sigtet/tiltalt/anklaget og som sådan stillet for en dommer. Og af samme grund er jeg heller aldrig blevet dømt. Og i et retssystem gælder det, at man, hvis man ikke er dømt, ér at erklære som uskyldig. Rent teknisk. Underkendelse af dette er mis-respekt for retssystemet og krænkelse af den uskyldige.

Men det ér på en måde osse sandt, – dét med misinformationer.

Det ér nemlig sådan, at politiets efterforskning sker i stilhed, og dens resultat offentliggøres ikke. Kun meddeles det, enten at efterforskningen er blevet indstillet, eller at politiet er  kommet til dét resultat, at der er stof til rejsning af en sigtelse. I så fald overgives dokumenterne til anklagemyndigheden, som så afgørende vurderer, om man vil sigte/anklage vedkommende og føre en retssag, som så vil munde ud i dom/frifindelse.

I mit tilfælde blev beskyldningerne imod mig (naturligvis)  korrekt af politiet.. På trods af forældelse efterforskede man grundigt gennem fem måneder, – måske for se, om der kunne findes andre, ikke-forældede tilfælde, – og indstillede derefter efterforskningen. Det til politiet anmeldte nåede aldrig frem til anklagemyndigheden. Der har således aldrig været tale om ‘sager’.

Når det derimod kommer til parallellen: den kirkelige efterforskning = forundersøgelsen, gik alting galt.
I kirkeretten hedder det i Canon 1717, – understregningerne er mine:

Hvis Biskoppen modtager kendskab til,  der kunne være sandsynlighed for, at noget strafbart kunne være begået, skal han selv eller gennem en anden egnet person forsigtigt indsamle oplysninger omkring de nærmere omstændigheder om det muligvis begåede.
Der skal drages omsorg for, at denne forundersøgelse ikke bringer nogens gode navn og rygte i fare.

Allerede her knækkede kæden første gang, da jeg (og andre) på grund af beskyldninger ulovligt blev suspenderet og dermed stillet til skue i offentligheden og af flere allerede dømt. Det kunne i hvert fald konstateres af visse tilråb på gaden.

Senere knækkede kæden for alvor, da forundersøgelsens resultat i enkeltheder blev offentliggjort med dét efterhånden ret kendte udsagn om, at ‘de beskyldendes udsagn var troværdige og at der fra min side var risiko for gentagelse’, endelig formuleret af Niels Engelbrecht og Stig Sørensen, senere gentaget af den mere eller mindre ligegyldige advokatundersøgelse, som var planlagt til 2 millioner, men endte ud med at koste bispedømmet 3,8.
Det offentliggjorte udsagn om de beskydendes troværdighed udsiger samtidig, at den beskyldte, – mig, – er utroværdig, når jeg nægter. Og man anfører gentagelsesrisiko for noget, som ikke er bevist  (noget den romerske dom over biskoppen i øvrigt nævner). Hér er der bestemt tale om ‘mis-information i det katolske miljø!’

Forundersøgelses-dokumenterne burde være overgivet til biskoppen (= anklagemyndigheden) i en lukket konvolut med forundersøgernes opfordring til sigtelse eller frafald af samme. Manglende beviser umuliggjorde naturligvis, – som hos politiet, – rejsning af en sigtelse/sag. Ikke desto mindre offentligjordes forundersøgelsens resultat med næsten domsagtig karakter, til udbredelse i aviser, og dét til trods for, at det i  kirkeretsparagraffen, som taler om beskyttelse af den beskyldte, samtidig hedder, at forundersøger ved en evt. retssag ikke kan komme i betragtning som dommer.

Intet at sige til, at en kendt dansk advokat har betegnet den katolske kirke i Danmark som et ‘juridisk galehus’. Og intet at sige til, at Roms dom over biskoppen nu fastslår, at biskoppen har handlet ulovligt, ikke bare gennem sine restriktioner mod mig gennem seks år, – det har han bragt på plads, – men ligesåmeget påpeger forsømmelser i henhold til kirkerettens can. 384, hvor det hedder, at biskoppen med særlig omhu skal beskytte sine præster og dermed deres rygte. I mit tilfælde har han gjort det direkte modsatte, og omend Rom påpeger, at der er noget at rette op på, har han ikke i sinde på nogensomhelst måde at efterkomme det. Men herom nærmere i afslutningen på min følgeton “Hold ud, hold ud . .”, som kommer her på bloggen i  overskuelig fremtid.

‘Sagerne’ ang. mig, som aldrig blev sager,  er siden 11. oktober 2010 (politiet) og siden 31. marts 2011 (kirken) retsligt på plads. Og en vedvarende mis-respekt for dette, –  vi skriver nu 2018, – kan medføre politianmeldelse iflg. straffelovens § 266 c, hvor det hedder:

“Den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse, straffes, når oplysningerne er egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

 

 

FARVEL, – til ‘katolsk’ facebook!

Der findes en hel del af dem, såkaldt ‘katolske’ facebook-grupper. Der er vist fire ‘store’:  to åbne og to lukkede.
I en åben gruppe er alle opslag tilgængelige for alle, som har en facebook-profil, i en lukket gruppe skal man være medlem af den for at kunne se, hvad der sker på siden. Medlem bli’r man derved, at sidens administrator lukker én ind.
De enkelte grupper har mellem 150 og 250 medlemmer, men ret så mange er medlem af flere grupper samtidig og melder sig gerne til orde, – mens man fra  de allerfleste intet hører.

Siden Steffen Lund og Anne Wille grundlagde  ‘Ucensurerede, katolske stemmer’ (2012) har jeg været méd i den gruppe og har haft fornøjelse af det, ganske særligt, fordi biskop Kozon som bekendt på dét tidspunkt kirkeretsstridigt satte mig ud på et sidespor.  I gruppen har jeg frit kunnet melde mig til orde, og det har været velgørende. Selvfølgelig: Når man stikker næsen frem, risikerer man, at nogen slår én over den, men det har altid på denne side været under rimelige vilkår.

Men jeg må nok indrømme, at jeg sidste uge blev overrasket. Lisså overrasket, som jeg blev det, da det sidst i marts blev bekendt, at biskoppens ‘forbandelser’ over mig efter Roms indvirken var blevet ophævet, og hvor jeg skulle se mig selv og Roms afgørelse uhæmmet haglet igennem af en ordenssøster på en ‘katolsk’ facebook-side.
Efter at Weekendavisen nu den 20. juli  i en artikel har rettet op på biskoppens ukorrekte i ‘katolsk orientering’ givne “Meddelelse om pastor Stephen Holm” og klarlagt, at det faktisk drejer sig om en ‘Meddelelse om biskop Kozon’, er det gået  løs med overfald på mig på den lukkede side, som på det tidspunkt hed ‘Katolsk Danmark’,- egentlig en opfølgning af den største, nu nedlagte gruppe ‘Katolikker i Danmark’.  Opslagene (fra to personer, som ‘lever’ af at forfølge mig) var så perfide og injuriegrænsende, ja ærekrænkende, at jeg måtte meddele sidens administrator, at tråden var en direkte afkræftelse af sidens formålsparagraf. Spontant tilbød administrator mig at slette tråden, hvilket jeg syntes var en rimelig løsning. Efterfølgende blev han imidlertid overfaldet af de pågældende gruppemedlemmer i en sådan grad, at han ændrede gruppens navn, – yderst passende og humoristisk, –  til ‘Kværulante og besværlige katolikker’. Nu fik han for alvor på puklen, og hvad der i mellemtiden er sket, ved jeg ikke, blot tilsendte han mig nu nogle faktisk upassende spørgsmål, som han ‘var nødt til at stille mig’ . Tre gange har jeg tilbudt ham at besvare dem, men pludselig virker han uinteresseret. I stedet har han givet gruppen atter et nyt navn: ‘Katolikker herhjemme i Danmark’, og, hører jeg, nu med udsendte spørgeskemaer, der nærmer sig det komiske og som så at sige ingen svarer på. Ydermere kan jeg på en anden side læse fra min ærke-forfølger, som ikke respekterer lov og ret, og som  grupperer mig med den nu dømte kardinal McCarrick, følgende : ” – og dette vil nogen kunne nikke genkendende til at de har oplevet og oplever, også i DK – hvor en præst i denne uge truede en katolik til at slette et facebook opslag. . . Løgn!

Hele dette forløb har fået mig til at indse, at katolske facebook-grupper egentlig ikke er andet end sandkasser for en ganske lille gruppe katolikker, som åbenbart har for megen tid til overs. Og næsten som en åbenbaring stod det helt klart for mig, at det for mig som nu igen offentligt fungerende  præst, ganske enkelt er uværdigt længere at lege med . . .

Det affødte følgende skriv på  ‘Ucensurede katolske stemmer’:

TAK FOR NU!

Det er vist almindelig kendt, at biskoppen og jeg ikke er de bedste venner. Og uenige om mange ting.
Flere gange har han overfor mig udtrykt, at han er ikke glad for mine skriverier, hverken på min blog eller på Facebook.
Jeg selv har imidlertid været glad for at være méd, og har da osse frit givet mine meninger til kende.
Men én ting har længe undret mig:
At jeg stort set er den eneste præst i DK, hvis replikker yderst regelmæssigt dukker op i en åben Facebook-gruppe, omend kun i en enkelt .
Den sidste uges oplevelser, med et niveau, som ikke er et niveau, har været en yderst blandet fornøjelse og har på en eller anden måde været en øjenåbner for mig med henblik på såkaldte ‘katolske’ Facebook-grupper.
Og jeg har overvejet, – efter, at Roms indflydelse har sat mig fri og jeg igen fejrer messer i forskellige kirker, – om tiden for min aktive medvirken i en sådan gruppe, – nu bør bringes til ophør?
Helt tydeligt bringer det jo ikke noget godt med sig. Måske derfor holder mine med-præster sig osse generelt fra dette Forum ?? Og måske har biskoppen ret på dette punkt, når han udtrykker, at jeg som præst bør overveje min facebook-medvirken ??
Det har været hjælpsomt og underholdende i dén tid, hvor jeg var bundet på hænder og fødder, men de tider er nu forbi.
Jeg har stadig min blog, hvis der er noget, jeg vil meddele. Og den søges af dem, der gerne vil læse. Min følgeton om mine oplevelser siden 2010 afsluttes snarest.
Med disse forklarende ord trækker jeg mig fra fænomenet ‘katolsk’ facebook- gruppe og ønsker, at det præg, denne gruppe indtil nu har haft, må fortsætte.
Og for klarheds skyld: Ovenstående beslutning er truffet af mig selv. INGEN, – heller ikke biskoppen, – har tvunget mig til det.

Min beslutning har jeg ikke fortrudt!