Hold ud, hold ud, hold ud! (23)

–  fortsat

22.  Oliemesse i Skt. Ansgar, begravelse i Skt. Albani,
og mirakuløst  besøg i ‘Maison Montfort’!

” ‘Oliemessen’ i Pedersborg” – i 2014, – var overskriften på denne beretnings anden del kap. 12.. (maj 2017), hvor jeg osse beskriver, hvad begrebet ‘Oliemessen’, som fejres i domkirken, dækker.

I 2013 og 2014 havde jeg været udelukket fra deltagelse i denne messe og efterfølgende samvær.
I 2015 fik jeg den kollektive indbydelse og mødte op.
I 2016 var jeg igen udeladt af indbydelseslisten, men tilmeldte mig ikke desto mindre og mødte op, -som beskrevet i kap. 16.

Nu i 2017 får jeg indbydelsen, men tilmelder mig ikke, – framelder mig sågar hos ‘ceremonimesteren’, som rent faktisk, – forstyrrende for mange, –  virker som messens hovedcelebrant.  Hvorfor framelder jeg mig??   Fordi jeg, omend jeg opfatter mig selv som værende 105 % katolik, må erkende, at jeg har sværere og sværere ved at identificere mig med dén ‘kirke-ånd’, som biskop Kozon har fremelsket, og at jeg mere og mere føler mig fremmed i den. Hans fremtoning i pseudo-barok-udklædninger, hans ledelsesform, eller mangel på samme, hans pastorale og økonomiske dispositioner, hans respektløse omgang med vor hjemlige kirkes historie, læs: kirkelukninger, o. m. a. fylder mig mere og mere med et konkret ubehag.  Jeg erkender, at jeg har problemer med, – billedligt udtrykt, – at være blandt den blinde bisværm, hovedsageligt af  ‘småbierne’ fra neokatekumenatet, som summer omkring ‘dronningen’, når jeg er nået til dén opfattelse, at evangeliet og dét, der p. t. kendetegner det officielle bispedømme København, faktisk ikke har ret meget med hinanden at gøre. Jeg tror ikke, at pave Frans ville kunne overleve bare tre dage i dét klima, der er blevet vort hjemlige. Men, – det skal understreges, – det er min subjektive oplevelse.

Mødte jeg således ikke op til oliemessen i domkirken, meldte jeg mig til koncelebration i Skt. Albani Kirke i Odense ved redemptorist-pater Leo Drzals begravelse onsdag i påskeoktaven, – fordi jeg holder af redemptoristerne, og fordi jeg ganske godt har kendt pater Leo og respekteret ham hele mit præsteliv igennem, ja osse fra før jeg blev præst.  Det blev en god oplevelse, forstået på den måde, at det, – som det bør være, –  blev en ordensbegravelse. Redemptorist’chefen’ i Odense, p. Bernhard Kofod var naturligt requiemsmessens hovedcelebrant, – selvfølgelig i hvidt (påskeoktav), og provincialen fra Wien, p. Alfons Jästl, som havde begyndt sin ‘karriere’ i 80’erne gennem seks år på Amager, stod for selve begravelsen. Biskoppen var indbudt til at prædike, – og ikke andet. Sådan!

Der skulle være tre præster ved altret. Pater Bernhard, pater Alfons . .  og hvem som den tredje? Man havde kærligt og rigtigt valgt 81-årige pater Jerzy Kruk. Hvorfor skriver jeg sådan? Fordi han, i efterdønningerne af sexhysteriet, som drev bispedømmet til vanvid, i lighed med flere af os andre (Hans Esmark, Reinhold Sahner, Leo Kertz, Finn Arvé og jeg selv) , fik en nedværdigende behandling. Biskoppen havde firmet i Odense hvidesøndag 2012 og efterfølgende hygget sig i kommunitetet. To dage senere får Jerzy, der er sognepræst, et brev fra biskoppen, hvori det hedder, at han på stedet er suspenderet og skal forlade huset. – omend Redemptoristordenens ejendom , –  hurtigst muligt. . .Uhørt!
Jerzy havde været sognepræst i Svendborg og Nyborg. I Nyborg var der blevet bygget et nyt menighedshus/præstebolig, og Jerzy, som elskede Nyborg,  glædede sig til at tilbringe sin livsaften hér, havde han dog rundet de 70. Men det gik anderledes. I 2008 skulle sognepræsteembedet i Odense nybesættes og der var ingen. Provincialen bad Jerzy. Han sagde ‘nej’!  Biskoppen bad ham, og nu sagde han ‘ja’, – men, understregede han, for eét år! Det blev imidlertid til fire. Nu som 72-årig fik han, udover det lille Nyborg, ansvar for den kæmpemenighed, som Odense ér. Og ham ér det, der fire år senere, 76 år gammel, får netop skildrede behandling.  En gammel sag om evt. blufærdighedskrænkelse i en svømmehal af en 13-årig dreng, som for længst var overstået og som biskoppen kendte til, da han udnævnte ham til sognepræst i Odense, blev nu p. g. a. advokatundersøgelsen kogt op på ny. Og Jerzy, som fire år tidligere havde hjulpet biskoppen ud af hans aktuelle nød, kunne nu stå uden hjælper. Samtidig blev hans drøm om otium i Nyborg spoleret, ja, passivt måtte han i julen 2015, fra sin nyerhvervede lejlighed på Vognmandsvej i Nyborg, se på, at den økonomisk selvbærende Stella Maris kirke, netop restaureret, blev lukket, og at dén, sammen med menighedshus/præstebolig  blev afhændet og frasolgt.
Redemptoristernes provincial i Wien sendte Kruk-sagen til ordens-generalatet i Rom, som sørgede for, at sagen blev sendt til rette sted, og ret hurtigt faldt den ud til pater Kruks fordel. Man fortæller, at Kozon ‘gjorde store øjne’, da han blev konfronteret med  afgørelsen. Ikke desto mindre offentliggjorde han den ikke, og en redemptoristpræst fortæller, at da man til generalvikaren indvendte: “Jamen, han er jo frikendt’ , fik svaret: “Biskoppen er af en anden mening!” . . .
Sagt på dansk: Hold da kæft, hvor betryggende! . . .

Men ved denne begravelse blev Jerzy Kruk af sin orden rehabiliteret, og han glædede sig til, nu 81 år gammel, igen at stå ved altret i Sankt Albani. To meter fra ham sad biskoppen. Nadverbønnen begynder, vi passerer konsekrationen og kommer til det afsnit, hvor der skal bedes for hám, vi begraver. Jerzy skal bede bønnen. Men netop som han begynder den, bliver han afmægtig og falder bagover. Omend de nærtstående præster forsøger at gribe ham, ligger han på gulvet og slår baghovedet ned mod stengulvet. Menigheden er som lammet, og jeg må indrømme, at jeg troede, at vi nu skulle holde dobbeltbegravelse, Men de netop nævnte præster får ham på fode igen og mirakuløst, – og dét mener jeg helt bogstaveligt, – kan han fortsætte koncelebrationen og holder ud resten af messen. Det var Vorherres gave til denne mishandlede præst. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke tanker der løb gennem biskoppens hoved, da Jerzy faldt omkuld  . . ???
For, som Jerzy efterfølgende tolkede det skete: “Det var psykisk!”

Efter begravelsen var vi i Fjernøsten. Lidt mere præcist i restaurant ‘Hongkong’ i Overgade, hvor redemptoristerne bød på dejlig mad og drikke. Da vi forlod restauranten, glemte jeg min frakke, hvilket jeg først opdagede et par dage senere. Telefonopringning til såvel restauranten som til pater Bernhard løste problemet. “Jeg får den ved lejlighed”, sagde jeg til pater Bernhard.

Dén lejlighed blev før end anet, for søndagen efter firmede biskoppen i Odense og pater Bernhard foreslog ham,  måske i spøg, på hjemvejen at køre forbi Sorø og aflevere frakken til mig. Og minsandten,  om biskoppen ikke slog til! Efter at have boet her godt 5 år, skulle vi så endelig få besøg af vores umiddelbare chef og vort hus’s ejer. Indtil nu havde han vægret sig, bl. a. med henvisning til forståelig usikkerhed omkring, hvilken modtagelse der ville blive ham til del. I relation hertil havde jeg overfor ham påpeget, at vi havde haft  besøg af en person, der heller ikke m. h. t. velkomst følte sig sikker, hvorfor han havde garderet sig og ringede på vores dør, iført styrthjelm. Jeg havde anbefalet biskoppen at gøre det samme.

Nu kom han så.  Allerede fra vinduet i mit arbejdsværelse havde jeg set ham ankomme, så min overraskelse ved døråbningen var ikke den af ham forventede. Han så hus, kapel og have og virkede godt tilfreds. Men han siger jo aldrig noget, hverken positivt eller negativt, hverken buh eller bæh. Men en kop kaffe ville han gerne ha’, og i dén time han var her, fik vi  snakket om både dette og hint, og jeg følte, at han havde været glad for den givne anledning (frakken) til at komme til os. Jeg selv osse.

Til afsked sagde jeg til ham, omend han under sit besøg, – meget apropos, –  ikke havde undgået verbalt at ‘få nogle på frakken”: “Selv om jeg er skidesur på dig, ka’ du så se, at det gik glat, – helt uden styrthjelm?”. . . Dét indrømmede han med et smil.

 

  1. Kozons ‘speciale’: Ulige behandling

Jeg husker ikke, hvem det vár, der sagde til mig: “Hvis man vil behandle folk éns, skal man behandle dem forskelligt, – fordi folk ér forskellige!” Der er en stor del sandhed i dét udsagn, men osse dét har sine grænser. Jeg vil her fremdrage to mig bekendte grænseoverskridende eksempler, som ikke direkte har med mig at gøre, men samtidig vedstå, at jeg selv i mine negative forhold osse positivt oplever mig forskelsbehandlet, for de excellente boligforhold, – som  Kozon, efter sin modbydelige moppen-os-ud fra vores bolig i Kalundborg ,  – slutteligt har ladet blive min medbroder og mig selv til del,  finder vist ikke noget sidestykke. ‘Maison Montfort’ har vi navngivet stedet, omend flere har tilkendegivet over for os, at ‘Samvittighedshuset’ ville være det rigtige.

Eksempel 1:
Min i det jyske værende medbroders fem-årige sognepræsteudnævnelse udløber 01. august 2017,  og biskoppen skriver i begyndelsen af marts til ham, at der er mulighed for forlængelse. Han spørger ham skriftligt om hans indstilling til dette og meddeler samtidig, at han vil forhøre sig om menighedsrådets ditto.  En lidt mærkelig fremgangsmåde, når det drejer sig om en ikke-konstitueret, men de-facto sognepræst. I slutningen af april meddeler biskoppen ham, at han vil forhøre sig separat hos hvert MR-medlem og bede den enkelte sende sit svar direkte. En uhørt fremgangsmåde, som kun kan skabe utryghed og misstemning, idet min medbroder oplever, at alt foregår bag hans ryg. Samlet går der tre måneder, – indtil et firmelsesbesøg i begyndelsen af juni, – hvor han ikke véd, om han er ‘købt eller solgt, hvilket for denne præst medfører helbredsmæssige problemer, så han søger læge…
Personlig bliver jeg irriteret, fordi jeg igen skal opleve en leder uden lederevner, og fordi jeg skimter forskelsbehandling.
Og ganske rigtigt:  En på Sjælland for biskoppen trofast logrende sognepræst fik sin sognepræstetjeneste for flere menigheder fornyet sidste år. Jeg gætter på, at menighedsrådene i dette tilfælde ikke er blevet udbedt nogen udtalelse og får hos medlemmer af  samme råd min formodning bekræftet . . .
Modsat: Et flertal i et menighedsråd i en forstad til København  oplevede uoverskuelige problemer med deres sognepræst, som tilhører det hos biskoppen så populære neokatekumenat.  Ultimo 2015 var det blevet så belastende, at de bad biskoppen om at give dem en ny sognepræst. Efter flere samtaler måtte samme flertal imidlertid erkende, at deres anmodning blev totalt negliceret, hvilket så medførte, at samme flertal i begyndelsen af 2016 trak sig fra menighedsrådet og en tid senere alle løste sognebånd.
Og vi véd det jo efterhånden allesammen: Hvad de forskellige råd udtaler, er reelt komplet ligegyldigt. Det drejer sig om, hvad biskoppen vil og ikke vil, om hans sympatier og antipatier. Kun, hvis rådsudtalelser er parallelle med det af ham i forvejen besluttede, bli’r de taget til indtægt.
Rent ‘spil for galleriet’, hvilket jeg i en skriftlig henvendelse lod biskoppen vide.

Eksempel 2:
I slutningen af april 2017 blev jeg gjort bekendt med følgende: Kort før påske havde klasser fra landets eneste katolske gymnasium været på lejrskole (retræte) på en kirken tilhørende kursusejendom.   Den relativt nye lokalsuperior fra det ordenssamfund, som faktisk ‘tegner’ gymnasiet, deltog som præst. Under opholdet aflurer han, – ved at kikke gennem et vindue, –  nøgne pige-elever, mens de er i bad.  Dette bli’r meddelt rektor, som samtidig orienteres om, at noget lignende faktisk havde fundet sted året tidligere. Det kan forståeligt ikke accepteres, og rektor gør det rigtige: Politianmelder! Og orienterer forældre og lærere, – med bøn om diskretion af hensyn til skolens omdømme. Den bemeldte præst vedstår det skete, opsiger sin stilling på skolen og forlader kommunitetet ved skolen.
Nu er bemeldte præst imidlertid medlem af biskoppeligt råd og suppleant i præsterådet. – det fremgår af ‘katolsk lommebog’  Så jeg forespørger pr. mail, den 01. maj Excellencen, om medlemmerne af det ‘kun rådgivende’ biskoppelige råd pr. 01. maj  17 er identisk med de i katolsk lommebog 2017 nævnte??
Den 03, maj svarer han mig:

Kære Stephen,
Jeg undrer mig lidt over din forespørgsel, men skal da gerne svare. En ændring i forhold til den i lommebogen angivne liste over medlemmer af bp. råd består i, at pater Paul Marx fra i går efter eget ønske ikke længere er medlem af samme råd.
Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Således bekræfter biskoppen indirekte, at den nævnte præst stadig er medlem af de to råd.

Understreges skal det naturligvis, at politianmeldelsen på indeværende tidspunkt ikke har ført til sigtelse, langt mindre til dom. Og glædeligt ér det, at biskoppen endelig har lært at overholde Canon 1717 stk. 1.  Men der bør vel være forskel på konsekvenserne af en ‘blot’ politianmeldt, men ubevist beskyldning og et de-facto fastslået og af den beskyldte vedstået forløb??

Den 05. maj sender jeg biskoppen en mail, hvori jeg sluttelig skriver:

– et PS, – som ikke kræver besvarelse:
Nedenstående skal læses i forbindelse med en oplevelse, som jeg havde lørdag d. 10. april 2010 ved 18-tiden, hvor min biskop ringede til mig og sagde:  “Jeg har en ke’elig mæ’delelse til dig. Du er blevet politianmeldt!! .. Så jeg bli’r nø’ til at suspendere dig!”
Hvilket så straks skete i fuld offentlighed.
Kirkens hjemmeside er i skrivende stund samstemmende med din indirekte bekræftelse af i forgårs.
Diskret beskyttelse af anklagede og anklager ér, indtil noget konkret foreligger, kirkejuridisk foreskrevet.  Men lad mig alligevel erindre dig om en sætning i en tidligere mail til dig, “Dét, der er en uorden, ér, at der i din forretning er ulige behandling.  Det kommer an på, hvem det ér, der skal ‘behandles’.”  Og dette er temaet for mit PS til dig, – ikke et angreb på præsten”.

I begyndelsen af juni er sagen imidlertid nået frem til offentlighedens kendskab, hvilket ‘tvinger’ biskoppen til en meddelelse på kirkens officielle hjemmeside. – den 05. juni. Her skriver han bl. a.: Den pågældende præst blev umiddelbart suspenderet fra sin stilling på skolen og anmeldt til politiet.  Jeg kan tilføje, at den pågældende præst heller ikke længere udøver nogen funktioner i bispedømmet”.

Samme dag kan man på den private, men ganske udmærkede hjemmeside “katolikker i dialog” læse ret så udførligt om ‘nyheden’. Men først en måned senere bemærker samme hjemmeside, under overskriften “Ikke i dette tilfælde”, at bemeldte præst, til trods for biskoppens udtalelse af 05. juni, stadig figurerer som medlem af biskoppeligt råd og præsteråd på kirkens officielle hjemmeside.

Endelig erfarer vi den 01. august, – over samme officielle hjemmeside, – at nævnte præst den 24. juni har forladt Danmark og er vendt tilbage til Polen. Det passer bare ikke, erfarer jeg fra pålidelig kilde. På skrivende tidspunkt bor han i sin ordens sommerhus i Gilleleje. Men samme hjemmeside lod os jo tidligere vide, at en anden pater fra samme selskab, – som hurtigt var slettet fra hjemmesidens præsteliste, – var flyttet til Bruxelles, hvilket heller ikke er sandt.  Nok er han overgået fra den tyske til den nederlandske ordensprovins, men, – selvfølgelig efter aftale med hans ny provincial, – er hans bopæl stadig i Danmark, i Norvegus-fondens Inigo-Center ved Nykøbing Sj, og hans adresse kan slås op på ‘krak’.

– fortsættes

 

 

 

Reklamer

Hold ud, hold ud, hold ud! (22)

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

 Udenfor ‘nummer’: BREAKING NEWS

– thi kendes for ret!

Ovenstående tykke streg er ikke den af biskoppen befalede, men min egen.
Jeg indsætter nemlig her dét, de i TV kalder ‘breaking news’, i min fortløbende beretning, fordi jeg mener at skylde de mange, som interesseret spørger ind til ‘det romerske forløb’, nu at fortælle følgende:

At jeg i Rom har indklaget biskop Kozons begrænsninger af mit virke som katolsk præst turde være almindelig bekendt. Forløbet er beskrevet her på min blog i min beretnings anden del kap. 15  (juli 2017) og kap. 17 (september 2017).

For halvanden måned siden, den 24. oktober, modtog jeg fra min advokat i Rom denne e-mail:

Alleluja! Alleluja!

Am 29. November 2017 wird das Richterkollegium der Ap. Signatur Ihre Causa entscheiden.

Die Richter sind:
Card. Leonardo Sandri,
Exc. Philippo Iannone O.Carm.,

Exc. Ioannes Villibrordo Maria Hendriks
Card. Mamberti, Praefekt
Der Ponens, Hauptrichter, ist Card. Joseph Versaldi

Das Ergebnis wird zuerst muendlich bekanntgegeben, und dann nach ein paar Tagen wird die “pars dispositiva”, also das Ergebnis, schriftlich auf mich zukommen.
Dann muessen wir einige Monate warten, bis das ganze schriftliche Urteil, in Latein, veroeffentlicht wird.

Gottes Muehlen malen langsam.

Mit allen guten Wuenschen
Martha Wegan

Min sag = min klage over biskop Kozon, er således den 29. november blevet afgjort af Signaturaen, som er den katolske kirkes Højesteret, faktisk paven selv,
Og den 04. december har jeg fra Frau Wegan modtaget “pars dispositiva”:

Also der Urteilsspruch lautet:

”Affirmative, seu constare de violatione legis in decernendo relate ad decisiones per recursum diei 2 aprilis 2014 apud Congregationem pro Clericis impugnatas”.
Die 29 novembris 2017

Herzlichen Glueckwunsch!
Es dauert einige Zeit bis das geschriebene Urteil erscheint.

Martha Wegan

Jeg har fået det oversat således:

Domsformuleringen lyder:
Positivt svar. Der er tale om lovovertrædelse med hensyn til de beslutninger, der den 2. april 2014 gøres indsigelse imod overfor kleruskongregationen.
29. november 2017

Straks samme dag videresender jeg ‘der Urteilsspruch’ til min herværende advokat og til hám, som hjalp mig igang med det hele: kirkeretsprofessor ved Universitetet i Münster, dr. Thomas Schüller:

Min herværende advokat svarer:

Jeg synes at kunne forstå at det bekræftes, at de forhold, der blev påklaget af 2. april 2014 til Clerus Kongregationen, ikke er lovlige.
Det forklarer lykønskningerne fra Frau Wegan.

Til Thomas Schüller skriver jeg:

Lieber Thomas.
Du hast mir gut geholfen. Danke! Hast du ein Wort zum folgenden?
LG
Stephen

En time efter modtager jeg følgende fra ham:

Lieber Stephen,

Das ist großartig !
Du hast auf der ganzen Linie Recht bekommen
und Dein Bischof muss seine Entscheidung revidieren.

Herzliche Grüße
Thomas Schüller

Lige nu vil jeg ikke kommentere, – og véd strengt taget heller ikke, hvad jeg skal kommentere . . . .
I skrivende stund lader jeg det stå, som det står, for det er klart nok: Affimative!  Jeg har fået medhold i min klage, Sagt lidt ‘brutalt’: Jeg har vundet sagen! Og dermed er det fastslået, at biskop Kozon overfor mig har  handlet kirkeligt ulovligt siden min suspension april 2010.

‘Breaking news’  slut!
Opslaget slettes, når jeg i min fortløbende beretning omkring mine forhold når frem til netop ovenstående og dér naturligt lader det indgå.

xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx

– fortsat

  1. Intermezzo I: Penge lugter ikke! – eller gør de??

Omkring 01. december 2016 kunne man læse i Vor Frue Kirkes sogneblad / menighedsrådsreferat, at ringemotoren til den største af Slagelse-kirkens tre smukke klokker var ‘brændt sammen’. Mens noget sådant i min tid blev bragt i orden øjeblikkeligt, var der nu tale om ‘ikke råd til’, ‘vente til næste års budget’ o. lign., – det drejede sig, stod der, om en udgift på 15.000 kr.

En person i vores omgangskreds havde ganske særligt i julen irriteret sig over den manglende klokkes klang.- den, der gi’r festringningen dybde,  – i så høj grad, at han i juleugen spontant sagde, at han ville betale en ny motor! Men totalt anonym, udenom alting:  præst, menighedsråd, bispekontor, som p. t. hang ham ud af halsen.  Det var alene en motor til en klokke, det drejede sig om for ham, – intet andet!  Det er personen bekendt, at jeg havde god kontakt til klokkefirmaet, al den stund, at jeg har haft jævnlig kontakt med det, allerede fra min ungdom af, hvor jeg sørgede for ny knebler til klokkerne i Svendborg, så igen, da jeg i kraft af en rig dames financiering på 100.000 kr, – i 1990 kunne lade klokkerne i Slagelse påmontere elektriske ringemaskiner, efterfulgt af anskaffelse af en ny klokke med motor  til Holbæk,  senest levering af vores lille kapel-klokke her til Sorø, plus Montfortkommunitetets tilskud til reetablering af det udtjente ringeanlæg på de tre fine Otto-klokker hos vores medbror i Skt. Josefs Kirke i Horsens.

Uden at det skal frem, at jeg er kontaktmellemmand, ringer jeg kort før nytår til firmaet og siger, at de bare kan erstatte den sammenbrændte maskine med en ny og sende regningen til mig (til videregivelse) , men ikke nævne nogetsomhelst om, hvor pengene er kommet fra, blot dette: at maskinen er betalt.

Da firmaet i slutningen af januar vil montere maskinen, får montøren af sognepræsten at vide, at man ikke ønsker det, fordi “man har på fornemmelsen, hvor pengene kommer fra!!”. . . “Jeg ka’ lisså godt sige det, som det ér” siger min kontakt til mig. Rystet gi’r jeg dén besked videre til giveren, som bliver såvel vred som såret.  Men selv er jeg lisså rystet. For ‘fornemmelsen’ må vel være mig?? Jeg kommer til at tænke på, hvordan jeg tidligere har tilbudt sognepræsten, via vores kommunitet, at afholde udgiften vedrørende fornyelse af kirkens nu katastrofale korbelysning,  men blev afvist med begrundelsen, at så ville det hedde sig, at jeg ville bestemme. Så altså: Fordi man formoder, at pengene kunne komme fra mig (?), vil man ikke modtage dem ???  Stor forargelse hos enhver, som får kendskab til afvisningen, for naturligvis er det ikke kendt blandt almindelige menighedsmedlemmer, – de kender heller ikke biskoppens ordre efter vi forlod Slagelse: “Der skal slås en tyk streg”. Åbenbart så tyk, at den osse skal spærre for økonomisk hjælp, hvis den skulle komme fra mig/os. Tigger de dog vedvarende om penge og vil så ikke modtage dem, når de, omend indirekte,  er for hånden, – p. g. a. en ‘fornemmelse’!!??  Hvor er vi dog nået hen???

Efter at have sundet sig beslutter giveren at sig til kende og afsender en mail til menighedsrådsformanden, hvori han, – uden at åbenbare min funktion som kontaktmellemmand, – udtrykker sin frustration.  I svaret fra samme formand, – som jeg iøvrigt personligt har optaget i kirken efter forudgående undervisning, – hedder det:

“Med hensyn til klokkerne kan jeg forsikre dig om, at vi ikke har haft nogen anelse om, at du har talt med klokkefirmaet. Derfor har du personligt heller ikke fået en afvisning fra os.  Sådan må det i hvert fald ikke opfattes!”

Hvordan i alverden må det så opfattes?? . . . Dét forklarer en dame mig med en sammenligning fra Tyskland i 1938. Hun siger: “Her handler man ikke med ’jøder’”.

Sluttelig hedder det i formandens mail til den afslåede giver:

“N! – det kan nås endnu, og hvis du har lyst, kan vi godt drøfte tingene nærmere, enten pr. telefon eller ved at vi mødes”

N. lader formanden forstå, at ‘toget er kørt’, og at der fra hans side ikke er mere at tale om, – overhovedet  . . .

Personligt  bliver jeg mindet om det hele igen under en hverdagsmesse sidst i februar.  Læsningen er en tekst fra Siraks bog, og jeg tænker ved mig selv: “Dér har vi det!” Det afføder et skriv på min blog under overskriften “Tag dig i agt for dine venner!”  Jeg skriver bl. a. følgende:

Som sognepræst har jeg altid oplevet mine menigheder som mine venner.  Men siden jeg i 2011 ophørte som sognepræst har jeg gjort en erfaring, som for mig var overraskende. Og i skrivende stund har jeg en nylig oplevelse bag mig, som jeg ganske enkelt ikke forstår. Men måske har jeg netop i dag fået en forklaring. . . Gennem  messens  læsning,  fredag i 7. års-uge, læseår 1. Jeg tror aldrig, at jeg har set/hørt dén tekst før, men den gjorde mig stille og eftertænksom, – så eftertænksom, at jeg efter messe og vesper måtte begå dette lille skriv.

Her er lidt af teksten fra nævnte læsning, – fra Siraks bog, kapitel 6:

“Nogle er venner, så længe det tjener dem selv,
men på nødens dag er de ikke længere dine venner;
nogle er venner, men forvandler sig til fjender og smæder dig gennem afsløring af jeres strid;
Så længe det går dig godt, er de som du og taler åbent til dine husfolk;
men går det tilbage for dig, er de imod dig og skjuler sig for dig.
Hold dig på afstand af dine fjender,
og tag dig i agt for dine venner”.

Jeg slutter mit ‘skriv’ af med sætningen: “Der står ret så mange sandheder i dén bog, vi kalder Bibelen!”

 

  1. “Herre, jeg tror! . . Hjælp min vantro!”

Bibel-citatet rinder mig ihu, nu, hvor vi er i slutningen af marts 2017. Påsken står for døren, men endnu har vi ikke hørt fra Rom, bortset fra, at Frau Wegan for fjorten dagen siden indleverede sit endegyldige forsvarsskrift, som er vokset fra seks til ni A-4 sider, – på latin. Jeg har spurgt hende, om Pontius Pilatus er mere kontant end Signaturaen, for, – sådan hedder det i den hellige skrift, – han lod i det mindste hvert år i forbindelse med påskehøjtiden en fange frigive. Min oversætter, pastor Erling Brodersen, siger, at juridisk står det hele så klart, at jeg ikke kan undgå at få min ret. Nu må vi se. . .

– fortsættes

Hold ud, hold ud, hold ud! (21)

– fortsat

 

  1. Fem år i Sorø

Vi er i slutningen af oktober 2016, og fem-års-dagen for vores indflytning i Sorø nærmer sig (09. november). Hvis ikke den biskoppelige forbandelses skygge havde hængt over mig så at sige hele Sorø-tiden igennem, ville det have været en rigtig god tid at se tilbage på, for vi har hér på Lærkevej en vidunderlig ramme om vores nu langt mere end tidligere afslappede hverdag. Vi har virkelig fået optimale forhold og glæder os daglig over dem. En virkelig gave er blevet os til del!

Men den biskoppelige forbandelse har indbyggede internerende, isolerende konsekvenser, og under den vinkel oplever vi parallelt vort hjem som et slags kirkeligt fængsel, som ‘farligt område’ for ægte katolikker, og vi oplever os selv, næsten som varetægtsfængslede med besøgskontrol, – bedre udtrykt: med besøgendes-selv-kontrol, idet det ser ud til, at vort fem-års-jubilæum samtidig bliver et fem-års-jubilæum, ikke bare for manglende besøg af vores biskop, men osse af de vekslende sognepræster og kapellaner i Ringsted, hvis sogn vi tilhører, –  og af sammesteds boende ordenssøstre.  Heller ikke min efterfølger, sognepræsten vest for vort domicil, føler øjensynlig bare mindste trang til, ‘lige at kikke forbi’. Spontane gejstlige besøg hos os holdt op med omsorgsfulde pastor Dieter Timmermanns død.

To søndage forud for ‘jubilæumsdagen’ er evangeliet, – mærkeligt sammentræf, – Lukas’ beretning om Zakækus, og jeg kan, inspireret heraf, ikke dy mig for at begå et opslag på min blog, – under overskriften “I dag vil jeg være gæst i dit hus!”.  Andetsteds på denne blog’en kan det læses i sin helhed, – her blot et uddrag:

I weekenden, som begynder i morgen (31. søndag, år C), skal de til søndagsmessen fremmødte høre evangeliet  om Zakæus.  Af flere grunde er denne Zakæus isoleret fra det ‘gode’ selskab.  Men Jesus vil ikke denne isolation. Uopfordret siger han til ham: “I dag vil jeg være gæst i dit hus!” (Lk. 19,6)

Da vi for fem år siden flyttede ind her, gik vi ud fra, at ihvertfald de professionelt hellige i bispedømme og sogn ville  følge Jesu eksempel og sige til os: “I dag vil jeg være gæst i jeres hus”. Men nej!   Efter nu at have været på stedet i fem år, kan vi nøgternt konstatere det modsatte:

– at vores biskop, – der jvf. kirkerettens canon 384 har som fornemste opgave at “ledsage sine præster og bistå dem som deres hjælper”, gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang. Han kan jvf. sin aktuelle kalender finde vej til Monaco, det hellige land, Rom og Bruxelles, – men ikke til Sorø.

– at vores på stedet vekslende sognepræster/andenpræst, – bortset fra dybtsavnede sognepræst Torsten Jortzick, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang, – heller ikke, da sognepræsten var identisk med biskoppens generalvikar. Og dét, omend det i kirkerettens canon 529 stk. 1 bl. a. hedder: “For på ret måde at varetage sin hyrdegerning, bør sognepræsten være optaget af at lære og kende dém, som er overgivet til hans omsorg. Derfor skal han besøge dem og dele deres sorger og bekymringer med dem, ganske særligt de betrængte, dém, som er blevet fordrevet fra deres hjemstavn og dém, som er i særlige vanskeligheder”.

–  at de i vores sogn residerende ikke-klausurerede ordenssøstre, som i deres konstitutioner har følgende bestemmelse: “Vi har et arbejdsfelt, som strækker sig fra at bede med og for mennesker til sjælesorg af enhver art . .til den mest beskedne tjeneste, man kan yde et menneske, der længes efter at vide sig elsket”, – gennem nævnte fem år ikke har besøgt os én eneste gang.

Indrømmet: Omend jeg som Zakæus er ‘lille af vækst’ (ihvertfald vertikalt) er jeg ikke klatret op i noget træ, men jeg har da igen og igen været til at få øje på, når jeg med mellemrum har vovet mig indenfor i domkirken eller i min sognekirke.
Og naturligvis har jeg meget mere end én gang inviteret.

Dog! Gennem det seneste år har vi haft en god portion forståelse for ‘de helliges’ udeblivelse. De har naturligvis alle været fuldt op beskæftigede med at fejre “Barmhjertighedens År”!

 

  1. Biskoppelig julehilsen 2016 og romersk nytårshilsen 2017

Årets traditionelle, biskoppelige julehilsen til præsterne har nu osse fået påklistret etiketten ‘Jeg beklager den sene fremsendelse’, så umiddelbart før jul får vi hans julehilsen elektronisk med løfte om samme hilsen efter jul i fysisk form, – med julegave! Julegaven er et eksemplar af ‘katolsk lommebog’ for det kommende år, – egentlig et arbejdsredskab, som ikke bør ‘optræde’ som gave. Til gengæld har vi nu gennem de seneste år fået julegave fra Ansgarstiftelsens kontorchef, som vi præster jo på ingen måde sorterer under, – som regel dyr chokolade, hvor portoen nærmer sig at koste lisså meget som selve gaven. Men sådan er der jo så meget mærkeligt.

På sin trykte fælleshilsen, – i år omhandlende barmhjertighed som en udløber af det afsluttede ‘barmhjertighedens år’, – plejer biskoppen til, tror jeg, hver enkelt præst at tilføje et par personlige håndskrevne ord, – færre eller flere, og her har den elektroniske hilsen den ikke ubetydelige fordel, at tilføjelsen umiddelbart kan læses, hvilket sjældent er tilfældet med den håndskrevne. I år er så følgende omsorgsfulde ord blevet mig til del:

Kære Stephen,   

Lidt sent og først elektronisk modtager du dette års julehilsen. Denne gang lykkedes det mig at fordele stort set alle hilsener til præster manuel, og jeg havde ikke udelukket at se dig ved præstemødet i mandags (hos mig). Den sædvanlige julegave får du så nok først efter jul.

Det er lidt svært for mig at vide, hvad jeg specielt skal ønske dig, for at du ikke skal opfatte mine ønsker som hule. Ønsket om en glædelig julefest og et velsignet nytår kan du dog sikkert godt bruge, det være hermed overbragt.

Selv om jeg til dels godt kan sætte mig ind i, hvordan du har det, så tror jeg også, at det ville forbedre stemningen, hvis du i de forskellige sammenhæng udtrykte dig mindre bittert. Jeg tænker på dine udmeldinger på blog og facebook. Du har selvfølgelig lov til at have din mening og give den videre; men jeg ved ikke, hvor fremmende det er dine relationer med omgivelserne. Opfat ikke dette som en bebrejdelse eller irriteret kritik, men som et forsøg på, at ikke at lade dig gå til i bitterhed. Du vil måske sige, at jeg er årsag til dine fortrædeligheder; men selv om visse divergenser nok vil bestå, tror jeg at en opblødning af retorikken vil virke gavne.

 Med disse ord ønsker jeg dig en glædelig jul og et godt og velsignet nytår og sender de  venligste hilsener

+Czeslaw
              

Samme dag svarer jeg således:

Kære Czeslaw

Tak for elektronisk julehilsen.  Det kan ikke have overrasket dig, at jeg ikke kom til Ehlersvej, heller ikke i mandags, – det er jo som bekendt  ikke mig, der ’skylder’ dig et besøg??

Jeg ser, at din julehilsen opkoger floskler om barmhjertighed fra det netop afsluttede jubelår.  Jeg tror, at du er på det rene med, at jeg  p. t. ikke holder ud at høre mere i dén retning, hvis jeg skal bevare den gode adventsånd, vi ellers p. t. har i huset.

Sluttelig skriver du til mig ’Det er lidt svært for mig at vide, hvad jeg specielt skal ønske dig, for at du ikke skal opfatte mine ønsker som hule’

Jamen, så er det til gengæld  ganske let for mig at svare dig. Nemlig:  At fra dén,  der kan vise barmhjertighed og  lette ens byrder, men ikke gør det, – og vel næppe heller tænker på at gøre det,  bli’r formulerede gode ønsker helt automatisk hule.

Fra april 2010, da du imod kirkerettens krav om diskretion udstillede mig (og andre) i offentligheden, og til og med  juni 2012 sagde jeg i offentligheden  IKKE ET ORD, hverken mundtligt eller skriftligt. Omend opfordringer så sandelig ikke manglede.

Siden dit overgreb på mig som præst, ja, som almen katolik, sidst i juni 2012, er jeg holdt op med at holde kæft! Jeg siger, hvad jeg mener, der bør siges, og jeg siger det på dén måde, jeg mener, det bør gøres. Og jeg kan modsiges. Glæder mig, at du tælles méd blandt mine flittige læsere på blog og facebook, men selvfølgelig:  Det er jo, siger ret så mange mennesker, spændende og godt skrevne tekster.

BITTERHED er noget, ingen mit liv igennem har villet påskrive mig.  Men der er nok et gran af sandhed i, at det er en tilstand,  jeg kunne være på vej ind i. Og du har ihvertfald  helt  ret i, at du er årsagen! Gennem nu  4½ år  fastholder du mig i en for mig (og for mange) totalt urimelig situation og dermed fremmer du selv, hvad du godt ville være foruden.

Hvis en voksende bitterhed hos mig VIRKELIG skulle være dig et problem, – og ikke bare en hælden-vand-ud-af-ørerne, – SÅ GØR NOGET VED DET!! . . .
DÉT kunne måske føre ad vejen til dét, du udtrykker ønske om.
Og gi’ dig selv en ærligere, en glædelig jul.
For ingen, der piner andre, – og  jeg er jo ikke den eneste,  – kan vel have en glædelig jul??

Stephen

 

Frau Wegan, min romerske advokat, havde stillet mig i udsigt, at Signaturaen nok ville være klar med en udtalelse inden jul, men forsinkende elementer dukker igen og igen op, og i en nytårshilsen 2017 taler hun om medio februar, – som i begyndelsen af februar forskydes  til medio marts. Når jeg tænker på, at sagen i Rom for alvor blev indledt juli 2015, så må jeg nok sige, som Gitte Hænning sang det midt i 60’erne, at de skynder sig langsomt. Og lad mig roligt tilføje: For langsomt!  Faktisk uanstændigt langsomt. Frau Wegan fortæller, at hun aldrig før har oplevet noget lignende og er helt enig med mig. Hun fortæller, at blandt dém i domstolen, som skal behandle sagen, har dén og dén fået influenza, den anden er p. t. i udlandet, den tredje er faldet ned af trappen og har brækket benet og så fremdeles. . . Vel brugte biskop Kozon ti måneder til at få de udbedte dokumenter oversat (hvad har dét mon kostet??) og afleveret.  Han har bestemt osse overholdt princippet “Eile mit Weile”,  men hele den langsommelige proces kan retfærdigvis ikke alene tilskrives ham.

https://www.youtube.com/watch?v=JDYRiu1g05U

– fortsættes

– man runder de hundrede . . .

 

Ligesom jeg over et blogindlæg i juni skrev:KUN og aldeles KUN for liturgiske fagidioter”,  så vil jeg over dette opslag skrive:

KUN for dém, som er interesserede i montfortanernes virke i Dannmark
– og iøvrigt i den katolske kirke i Danmarks postreformatoriske historie.
Alle andre frarådes læsning. De vil kede sig!


HOLBÆK KATOLSKE MENIGHEDS HISTORIE

Den postreformatoriske katolske menighed i Holbæk er grundlagt af hollandske montfortanere. De var kaldt til Danmark af biskop von Euch. De ankom i 1901. De havde fået anvist Roskilde og af biskoppen samtidig fået tildelt alt, hvad der lå nord for den gamle Korsør-Roskilde landevej. Og, – dét må man sige, – ret hurtigt begyndte de at se sig omkring. Allerede i 1902 begyndte de i Ringsted, i 1905 i Slagelse, i 1912 i Kalundborg og i 1914 begyndte de at snuse i Holbæk. I 1915 talte man 10 katolikker i byen og lovede dem en messe om måneden. I 1916 taler man om ‘ikke så få katolikker i denne by og dens omegn’, nok til at man lejer en stuelejlighed i en villa på en sidevej til Kalundborgvej og indretter et kapel til messe hveranden søndag, som superior fra Roskilde, pater Alfons Kerckhoffs indvier den 25. juli. Pateren, der har gjort forarbejdet i Holbæk, er Jan Quaedvlieg. Han forbli’r, – ambulant fra Roskilde, – holbækkernes præst, indtil pater Jan Wijnen i januar 1917 forflyttes fra Ringsted til Holbæk, hvor han ta’r fast ophold og Holbæk så samtidig får sognestatus. I december samme år køber han en loge-bygning på Kastanievej nær stationen,  som indrettes til præstebolig og kirke, og den 02. juni 1918 indvier han sin nye Skt. Lucii Kirke med en, – subjektiv bemærkning, – pompøs stentrappe der lover mere end man bli’r præsenteret for, når man kommer indendørs.

Det er således helt rigtigt, netop i 2017 at fejre 100-året for Holbæk menigheds grundlæggelse.

Og, – sagt i parentes, – ikke forbudt at lade den tanke suse gennem sit hoved, at for hundrede år siden var i dette bispedømme 30 katolikker nok til, optimistisk på fremtiden, at grundlægge en menighed og bygge en kirke. I dag, hundrede år efter, får menigheder med under 300 katolikker stemplet ‘no future’, og ligemeget, hvor meget medlemmerne protesterer, tvangslukkes de, og deres kirker frasælges for øjnene af dem!  Osse selv om de økonomisk bærer sig selv! – Parentes slut.

Er grundlæggelsen af menigheden i Holbæk således ganske klar, er det lidt mere tåget, når man i 2017 fejrer 60-års-dagen for indvielsen af sognekirken, Rigtigt ér det, at det er 60 år siden, at biskop Suhr den 03. december 1957 indviede kirkebygningen, men han indviede den ikke som Holbæk menigheds sognekirke, derimod som Elisabethiner-søstrenes privatkapel. Søstrene havde på dét tidpunkt været i Holbæk i 25 år, tjenende byens syge i det af dem oprettede Skt. Elisabeths Hospital. Selv havde de først boet under loftet i hospitalsbygningen. Senere, da de blev flere søstre, havde de taget en nærliggende bygning til hjælp som bolig for søstrene. I 1957 udvidede de for alvor. En første sal blev bygget på omtalte bygning, så den kunne rumme samtlige søstre, og i forbindelse med bygningen blev opført et nyt, rummeligt kapel, så søstrene nu helt kunne leve deres kommunitetsliv uden for hospitalsbygningen.

Mon de gode søstre i 1957 havde haft bare en anelse om, at de i løbet af relativ kort tid ville ‘indskumpe’ så meget, at de i begyndelsen af 70’erne måtte opgive hospitalet og i 1974 forlade Holbæk for at vende tilbage til deres moderhus i Bad Kissingen i Bayern? Wohl kaum! Ikke desto mindre blev det således.

Nu stod så den daværende lille katolske menighed i Holbæk med to kirkebygninger på hånden. De var nogenlunde lige store: Den gamle ‘ærværdige’, lavloftede, mørke Skt. Lucii  sognekirke på Kastanievej,  ejet af montfortanerne og, – en subjektiv vurdering, – bestemt mere sjælden end køn. Og det til Skt. Elisabeth af Thüringen viede nyere lyse og luftige kapel, som søstrene, sammen med deres kommunitetshus, kvit og frit havde overdraget til bispedømmet (Ansgarstiftelsen).
Én af kirkebygningerne skulle afhændes.

Klogeligt besluttede man at skille sig af med den gamle sognekirke, som montfortanerne solgte til en ungdomsorganisation. Den havde jo som nævnt, før den blev kirke, haft en fortid som logebygning, så den havde intet problem med atter at omstille sig. Sankt Elisabeths Kapel blev nu ‘ophøjet’ til fremtidig sognekirke i Holbæk. Og menigheden var således med ét slag forvandlet fra en Skt. Lucii menighed til en Skt. Elisabeths menighed. Det var som sagt i 1974, – i øvrigt uden dokumentation. Der findes intet biskoppeligt dekret, der stadfæster denne ændring.

Det var imidlertid kun kirken, med sakristi og et enkelt værelse, der af bispedømmet blev overgivet til menighedens brug. Søsterhuset blev af Ansgarstiftelsen udlejet til Holbæk kommune, der brugte det som en slags plejehjem. Derfor indrettede menigheden sig praktisk i søstrenes tidligere kartoffelkælder. En sådan katakombeagtig menighedssal fandt man vist ikke andre steder i Danmark, men den tjente trofast sit formål og dannede ramme om talrige succesrige sammenkomster indtil det i 1995 lykkedes p. Stephen Holm (sognepræst fra 1985- 2011, – med bopæl i Slagelse) og det daværende menighedsråd at få Søsterhuset stillet til menighedens disposition, – dog først efter en festlig retssag mellem stiftelsen og Holbæk kommune angående det økonomiske mellemværende, en sag, som strakte sig over et år og underholdende fyldte avisspalterne i den lokale Holbæk-avis. Sagen faldt ud til kirkens fordel, hvorfor Ansgarstiftelsen herefter smukt kunne gøre afbigt for menighedens 20 år i kartoffel-eksil, idet man pumpede et temmelig stort beløb i huset, som nu smukt indrettedes med menighedsfaciliteter med lys og luft, præstebolig og, – for økonomiens skyld, – med en udlejningsafdeling. I 1996 blev huset nyindviet af biskop Hans Martensen, – meget passende på festen for jomfru Marias optagelse i himlen.

Præsteboligen er osse et emne. Pater Jan Wijnen, som man må betragte som Holbæk menigheds grundlægger, – omend pater Jan Quaedvlieg var den første på banen, – var sognepræst i Holbæk gennem 25 år, fra 1917-1942. Han boede under tag med kirken på Kastanievej. Hans efterfølger, p. Joseph Mesters (1942-1957), erhvervede ejendommene Bakken 9 og 11, som lå midtvejs mellem sognekirken og søstrenes hospital og indrettede præstebolig dér. Pater Mesters var ikke begejstret for kirken på Kastanievej. Han ville bygge en ny og ‘rigtig’ kirke, som skulle indvies til netop helgenkårede Louis-Marie de Montfort, og den skulle ligge på søstrenes grundstykke. En kendt hollandsk arkitekt havde fået til opgave at tegne kirken, og disse tegninger foreligger. Men det blev ikke til noget, idet han ikke kunne enes med søstrene om, hvor på deres grundstykke kirken skulle ligge. I stedet byggede han så mellem de to huse på Bakken en sal, som han vistnok havde planer om skulle afløse kirken på Kastanievej, – men i stedet endte den som menighedssal.

Da en ny kirke således ikke blev til noget, opførte Elisabethinersøstrene deres eget kapel, – dér, hvor de synes, det skulle ligge. Montfortanerne beholdt deres ejendomme i Holbæk indtil den sidste fastboende sognepræst i Holbæk, p. Jan van den Hoek (1967-1985), efterfølger til p. Harry Herberighs (1957-1967) forlod Holbæk. Det var sidst i 80’erne. Hermed var Holbæk menighed indtil 1996 uden præstebolig og uden menighedssal. Men i et lille værelse i tilslutning til kirken, som kommunen havde stillet til rådighed, tog Karl Borromæussøstrenes sr. Engeline van Zijl ophold og gjorde værdifuld tjeneste i  menigheden fra 1990 -1999, – efter at søstre fra samme kongregation, bosat i Kalundborg, ambulant havde hjulpet gennem tre år.

Så nu i 2017 fejrer en siden 1974 talmæssigt mere end fordoblet menighed (ca. 450 medl.) dobbeltjubilæum. Dens vækst er ikke kun et resultat af ivrig pastoral indsats, men mindst lisså meget af udenlandsk indvandring, af tamilske, irakiske og polske katolikker.

Heller ikke kirkens indre ér som det vár ved overtagelsen i 1974. I årene omkring 1990 blev der foretaget en grundig restaurering af Sankt Elisabeths Kir­ke. Alterrummets podium blev udbygget og seks store gulv-kande­labre an­skaf­fet, – fra Skt. Josefs Kirke i Horsens. Den til højre for altret placerede Maria-statue, hentet til Holbæk fra Slagelse, erstatter siden 1987 en tidli­gere træfigur med forkerte proportioner. De noget udtryksløse korsvejs­stationer blev udskif­tet med fine kors­vejsre­lieffer, givet af Skt. Joseph-søstrene, som havde haft dem hængende i deres store kirke i det nu ned­lagte Skt. Josephs Hospital i Griffenfeldtsgade i Køben­havn. Mini-klok­ken, som hang ved sa­kristidøren, blev erstattet af den tidli­gere klokke fra kirken på Ka­stanievej, lige­som det elektroniske orgel fra søstrenes tid udskif­tedes med et 4-stemmers posi­tiv, der senere igen er blevet udskiftet med et bedre, placeret på et nyopført pulpitur på kirkens bag­væg over ind­gangsdøren (1993). Pulpitu­rets opførelse muliggjordes ved en pen­gegave fra de hollandske Karl Bor­romæ­us-søstre, der som nævnt fra 1986 til 1999 var repræsenteret i Holbæk. I forbin­delse med åb­ningen af det ny menigheds­hus i “Søsterhuset” (1996), nymalede menigheden kirken ved egne kræfter, og den på det store kors hængende lidende Kristus, som indtil da havde væ­ret blik­fang midt i koret, blev udskif­tet med en statue, fore­stil­lende den kors­fæstede og opstandne Kristus, som med åbne arme tager imod menighe­den. Statuen blev givet til Holbæk af me­nighe­den i Nyborg, som havde haft den stående på en gang ved sakristiet, hvorefter Mads Wille fra Kalundborg menighed farvemæssigt tilpassede den kirkens øv­rige figurer. Fra den gamle kirke på Kastanievej stammer, – ligesom kor-klokken, der marke­rer gudstjenestens begyndelse, – den store, smukke romanske dø­befont, hugget i fransk kalksten. I 1996 er den blevet rette­lig placeret ved kirkens indgang. Seks kul-tegninger, som benediktinerin­derne i København (Sr. Gabrielle) på et tids­punkt tegnede til Sankt Elisabeths Hospital i Holbæk, hænger nu rundt omkring i menighedshuset, med undtagelse af to bille­der, som findes i kirken: Den hel­lige Louis-Marie de Montfort (1673-1716), mont­forta­nernes stifter, ses på kor-indgangens højre side, og i våbenhuset kirkens værne­helgen, den hellige Elisabeth af Thüringen (1207-31), som giver de sultne at spise. På orgelpulpituret står en statue af hende, forestil­lende det så­kaldte rosen­under. På korindgangens venstre side ses et lille billede af den hellige Frans af Assisi (1181-1226), hvis spiritualitet blev af afgørende betydning for Elisabeth af Thüringens liv og virke.

I tagrytteren, – det lille kirketårn, som i år 2000 blev forhøjet til det dobbelte, – hænger to klokker: Skt. Elisabeth (1946) og  Skt. Montfort (2000).

Op til  50-året for Skt. Elisabeth Kirkes indvielse i 2007 financierede Elisabethinersøstrene en vejrfast statue af den hellige Elisabeth, som Montfortkommunitetet afhentede i Kevelaer i Tyskland og som kommunen velvilligst havde givet plads til, til opstilling udenfor kirken til venstre, – til afløsning af en mindre heldig.  En procession på Elisabethfesten i november fra kirken til statuen var blevet indført og hvert år blev deltagerne påny berørt, når processionen ved aftenens frembrud nåede til fakkelflankerede statue og Raquel Rastenni elektronisk sang sin udgave af den kendte “Elisabeth-serenade”. hvis tekst med lethed kunne associeres til Elisabeth af Thüringen. (link 1)

Med p. Stephen Holms ophør som sognepræst april 2011 afsluttedes den montfortanske æra på stedet. Treoghalvfems år af de hundrede.

På de vestsjællandske menigheders aktuelle hjemmeside er der yderst vellykkede fotos af Skt. Elisabeths kirke. (link 2)

https://www.youtube.com/watch?v=PVsy7T_ZhXA

http://katolsk-vestsj.dk/kirkerne/skt-elisabeth/foto.html

 

 

 

 

– post ‘festum’

31.10. morgen

Fin begyndelse på 500-dagen for Reformationens begyndelse.

Kristeligt Dagblads forside:
500 ÅR EFTER LUTHER: Danmark må besinde sig på den kristne arv!
Reformationsjubilæet: Der er grund til at fokusere ikke bare på den protestantiske, men på hele den kristne arv.
Chefredaktøren uddybede i en sekvens på Facebook:

 

31.10. formiddag

Svindende begejstring. Igen skal man lægge øre til fornyede opkog af gamle skrøner om aflad, skærsild og bibel, der ”sælges’ som værende fakta, og som nødvendigvis må provokere en katolik.

TV2NEWS: Folketingets fejring af reformations-jubilæet!
I sig selv rigtig fint, at en sådan dag afføder et sådant arrangement i netop dette forum, – men indlæggene??  . . . Parallelt med dém interviewede studieværtinden to gæster: en folkekirkepræst , Andreas Christensen fra Helligkors på Nørrebro og en historiker Morten Buch Jensen, – suppleret over telefon fra Aalborg: historikeren Frederik Stjernfelt. Det var slemt at høre på indlæggene fra Christiansborg: Pia Kjærsgaard, som i denne sammenhæng er komplet blank for saglig viden, sikkert uden at være klar over det,  og statsministeren, som ikke var stort bedre. Æresgæsten Dronning Margrethe talte osse. Hun var den bedste af de tre, – men der skulle heller ikke meget til at overgå de netop to nævnte.
Men næsten værre end de tre indlæg var det at høre på præsten, som måtte forventes at vide bedre. Gudskelov var de to  historikere i stand til at  sætte tingene på plads.
Ingen katolik var indkaldt. Men hvem skulle osse tænke på det?? Atter et tegn på, at den katolske kirke i DK af idag er en ubetydelig størrelse.


31.10. eftermiddag
:

Så var det noget HELT ANDET at være méd på selve  gerningsstedet, – dér, hvor der virkelig er 500 år at fejre:- nemlig i det tyske WITTENBERG, til festgudstjenesten i Slotskirken kl. 15, – transmitteret af tysk TV. Dét var kvalitet!  Vidunderlig musik, levende liturgi,  økumenisk, skuende fremad, ikke tilbage. Ånden fra Lund-arrangementet ved åbningen af reformations-jubilæums-året den 31. oktober sidste år, var tilbage. Katolske biskopper og præster var tilstede. Som formand for den katolske bispekonference fik kardinal Marx ordet. Men for mig var clou’et, da den protestantiske biskop, der prædikede fremragende, fra prædikestolen direkte tiltalte ‘Mein lieber Bruder’ pave Frans og takkede ham for hans vidnesbyrd om levet kristendom. Og hér skulle man ikke lægge øre til skrøner, heller ikke præsenteres for påstanden  om, at Luther var den første, der oversatte Ny Testamente til tysk. Hans bibel-indsats blev naturligvis omtalt, men det blev talt om en ‘Neuübersetzung’
Jeg bringer her et link til gudstjenesten. Det var storslået og opløftende.
Og lad så dette være nok!

– når galt SKAL være, – atter engang!

På denne sidste oktober-søndag i året 2017 og i de nærmeste dage op til den 01. november, – den autentiske Allehelgensdag, – er der i så at sige alle landets folkekirker, særlige gudstjenester i anledning af 500-års-dagen for den lutherske reformations begyndelse Allehelgensaften den 31. oktober.  Osse TV og radio markerer ret flittigt begivenheden, – omend den lutherske kirkeordning først blev (tvangs)indført i Danmark i 1536, umiddelbart efter Christian IIIs ‘tronbestigelse’.
Så om 19 år skal de i gang igen.

Begivenheden har været ‘fejret’, – vi katolikker vil hellere sige: ‘markeret’ – et år igennem, – lige siden paven sidste år i disse dage i Lunds Domkirke under stor mediebevågenhed mødtes med  repræsentanter fra det lutherske verdensforbund.

Jeg begik dengang et lident skriv på min blog og vil nu, foranlediget af jubilæumsårets clou/afslutning henvise til det, idet jeg mener, at teksten osse kan læses nu, og at jeg faktisk intet har at ændre eller tilføje.
Her er link’et:

https://stephenholm.wordpress.com/2016/10/31/naar-galt-skal-vaere/

Hold ud, hold ud, hold ud !! (20)

 – fortsat

  1. I Rom, – og hjemme igen, – afventende . . .

Mine lovede tilsendelser til Signaturaen var på plads 01. august 2015. Biskoppen havde lovet min herværende advokat, – og vist osse Signaturaen, – at han ville tilsende før jul 2015. Men først i slutningen af maj 2016 sker det. Biskoppen er i andet øjemed i Rom og overbringer personligt de oversatte dokumenter. “Deres biskop har medbragteine Unmenge von Papiren'”, fortæller Frau Wegan mig i en e-mail primo juni 2016 og indbyder mig til, idet hun taler om en ukompliceret sag med tydelig proportionsforvrængning, at gennemse de af ham afleverede akter, et tilbud, jeg ikke vil afslå. Jeg indfinder mig således i Rom medio juni og bor som vanligt i vores Casa Generalizia på Monte Mario. Frau Wegan bor tæt ved Peterskirken, og man kommer let fra Stazione Monte Mario til Stazione San Pietro. . . Ja! Så sandelig ’eine Unmenge’!!  Fireenhalv centimeter tyk var stakken af afleverede dokumenter, øverst biskoppens ledsagebrev med den stereotype formulering: ”Jeg beklager den sene tilsendelse”.

Gennemsynet af “die Unmenge von Papiren” bereder mig ingen direkte overraskelser, men alligevel var der lidt, jeg ikke vidste. Således undrer jeg mig over, hvorfor nogle dokumenter har været sendt i kopi til Erling Tiedemann, – ham,  de i sin tid, – gu’ ve’ hvorfor?, – kaldte ‘ærkebiskoppen’ . .  Hvad havde han med mine sager at gøre??? Og jeg bryder mig ikke om erfare, at Lars Messerschmidt, som efter Torsten Jortzichs tilbagevenden til Tyskland var blevet konstitueret sognepræst i Køge, har været inde på computeren i Køge og ‘sniffet’ i Torstens og min privat-korrespondance og videresendt sekvenser til biskoppen, omend det objektivt er hans ret, idet Torsten har brugt sognets computer og ikke en egen privat. I øvrigt er der naturligvis intet i denne korrespondance, som ikke tåler dagens lys.

Men mest interessant for mig ér det imidlertid: Nu overraskende at erfare, hvém de ’rettroende, retskafne og fromme katolikker’, – nævnt i kapitel  2. , – er! . . .  dém, biskoppen nævner i sit ’forbandelsesbrev’ til mig af 20. juni 2012, hvor det indledningsvis hedder: “Gennem længere tid . . er der fra flere menigheder kommet henvendelse fra folk, som har følt sig skandaliserede over din tilstedeværelse . . Jeg kan ikke sidde de ovennævnte henvendelser overhørig . . “. .  Aldrig er kopi af disse henvendelser blevet mig tilsendt. Men nu bli’r det åbenbaret for mig, hvilke henvendelser det ér, den så omsorgsfulde hyrde ikke har kunnet sidde overhørig: Det drejer sig om bare fem. Og henvendelserne går alene på, at disse mennesker, når jeg som vikar fejrer messe eller blot koncelebrerer, svært kan leve med at skulle udsættes for synet af en stor-forbryder ved alter og ambo  (‘degne-syndromet’ fra H. C. Andersens  “Lille Claus og store Claus” beskrevet i begyndelsen af kap. 19) : To af klagerne kommer fra personer, der ikke har været ‘til stede’, hvor jeg har fejret messe! Hvor må deres ord dog være tungtvejende: Elisabeth Andersen fra Holbæk, løgnagtige Nadia Teczas mor (- hun undlader mellemnavnet ‘Tecza’ i sin klage), og yderst tvivlsomme Bodil Sindt fra Hørsholm menighed, der tidligere til biskoppen havde indgivet falsk anmeldelse af såvel min medbror som mig selv  (beskrevet i denne bogs 1. del, kapitel 5) , Lise Bjørn, en gammel dame fra Jesu Hjerte sogn, som intet kender til mig, men måske har set mig ved en koncelebration i Stenosgade og hendes karmelit-veninde (dem, der dyrker spiritualiteten ‘Tavshed er guld’) Katalin Nørgaard, hvis datter i en bog ”Nonne tur-retur” har beskrevet, hvorfor hun lagde sine evige løfter på hylden og måtte forlade den af hende oplevede terror på daværende Sostrup Kloster, og hvis præstesøn i en længere doktorafhandling a’ la Søren Kierkegaard har fortalt om sit dame-eventyr, der rystede hans præstekald,  plus en mand fra Hørsholm menighed,  hvis navn jeg ikke bed mærke i. De to sidstnævnte har deltaget i messer, som jeg som vikar celebrerede.

Men forgæves må jeg i ‘die Unmege von Papieren’ søge kopier af breve med rosende ord, som jeg véd, biskoppen har modtaget vedrørende mine vikariater, herunder en længere, positiv skrivelse fra menighedsrådsformanden i Birkerød, – kan læses på blogindlæg fra juli 2012: “katolsk præst fortsætter . .”.   Ingen af disse positive udtalelser er at finde blandt det tilsendte.

Og nok så fantastisk: Signaturaen har bedt om oplysning omkring kommunikation af forholdene omkring mig. Biskoppen sender naturligvis kopi af sit ‘forbandelsesbrev’ af 20. juni 2012, der bærer overskriften: Til sognepræsterne, menighedsrådsformændene og ordenshusene. Hvad han imidlertid undlader at oplyse Signaturaen om, ér, at han ikke bare har ladet brevet tilgå de i overskriften nævnte, men samtidig har offentliggjort skrivelsen på bispedømmets hjemmeside, – suppleret af et Erling Tiedemann-indlæg på ‘katpod’, – så denne personalesag er blevet udbasuneret for hele Danmark og har medført æreskrænkende avisoverskrifter og artikler, der igen ‘sværter mig til’ – som nævnt i kapitel 3. Og hvor bispeembedet på ingensomhelst måde har taget til genmæle.

Ved gennemlæsning af de mange papirer kan jeg afsløre en del mangler og fejl, som jeg på Frau Wegans opfordring påfører dokumenterne, samtidig med at jeg, – som allerede nævnt, – konstaterer, at kun negativt er tilsendt, – intet positivt, som er blevet biskoppen tilsendt.  Dette gør jeg Frau Wegan opmærksom på og tilsender hende påfølgende kopier af positiv omtale, som hun vedhæfter sagen.  Men: Med hensyn til fejlene, – om det var dén eller dén dato, eller om dét eller dét var blevet sagt, – siger hun sluttelig til mig: “Det er altsammen uden betydning. Dét, vi har brug for at vide, ér: 1) Har der været foretaget en kirkelig undersøgelse efter § 1717? : Svaret er ja! 2) Har denne undersøgelse resulteret i rejsning af en sag, hvor De bli’r tiltalt for en forbrydelse? Svaret er nej. Hvorpå hun så konkluderer: “Das ist, was wir brauchen” = “Dét ér, hvad vi behøver!”

Hun skal nu skrive mit forsvar til Signaturaen. “De skal nok på en kopi“, siger hun. “På hvilket sprog?”, spørger jeg . . .  og med bange anelser. . .  Hun ser på mig, som var jeg faldet ned fra månen: “På latin, naturligvis. Her foregår alt på latin!”  Jeg be’r hende så så mindelig om sende mig et summery på tysk, – det må vel hedde ‘Zusammenfassung’ –  hvilket hun uden større begejstring lover.

Den 28. juni 2016 afleverer hun mit forsvarsskrift til Signatuaen: Seks fulde A4-sider, rummende 28 punkter – på latin. Samme dag får jeg tilmailet kopi. Hvad skal jeg stille op? Hvem af vore aktuelle præster kan endnu ‘kirke-latin’? Og hvem af disse få har jeg lyst til at give det modtagne til gennemsyn? Og hvem gider oversætte??? Jeg prøver min trofaste ven gennem mange år, pastor Erling Brodersen, som ydermere en tid har siddet i den kirkelige domstol. Han er nu over 80 år, men efter bare to dage modtager jeg to A4-sider med overskriften: “Hér følger dét, du har brug for”” Han giver mig en oversigt over indholdet i de 28 punkter med direkte oversættelse af det vigtigste.  Jeg er benovet over Frau Wegans arbejde. Hun taler som nævnt, om ”proportionsforvrængning” og om “personforfølgelse”. Jeg mailer til hende og siger hende tak, – samtidig med, at jeg med glæde løser hende fra hendes løfte om tilsendelse af et tysk summery.

Men et spørgsmål sidder jeg tilbage méd hos mig selv. . . Hvorfor har biskoppen tilsendt Signaturaen kopi af de nys nævnte fem klager fra de nævnte rettroende, retskafne og fromme katolikker’? Disse klager er ikke nævnt i Signaturaens liste over, hvad man ønsker tilsendt. Dette foreholder jeg biskoppen ved Haraldsted-valfarten den første søndag i juli. (Ærligt må jeg her tilstå, at vi fra vor side ikke længere deltager. Når jeg tænker på, hvilken smuk valfart vi gennem 25 år har stået i spidsen for, udgående fra kirkerne i Ringsted, sluttende i Haraldsted, og påfølgende har oplevet den discount-udgave, der er tilbage af valfarten, så holder vi simpelthen ikke til det. Men på opfordring fra Knud-Lavard-husets beboere, som regelmæssigt kommer til messe hos os i Sorø, møder vi op til det afsluttende pølsegilde i husets have. Hyggeligt er det dér, som regel at møde biskoppens yngre bror, Jan Kozon, journalistuddannet, som tidligere i sit liv har været lidt hård ved sig selv, men nu med fred i landskabet. En talentfuld tegne/akvarelmaler ér han, et absolut dejligt sympatisk, normalt tænkende og ligetil menneske. Denne gang sagde jeg til ham: “Bare det dog var dig, der var blevet biskop, så var alting gået meget nemmere!” Hvorpå han replicerede: “Det er flere, der siger!

M. h. t. sagen i Rom ytrer biskoppen, at det eneste jeg jo reelt klager over, ér, at han ikke havde besøgt mig??? Udsagnet lyder så tåbeligt, at jeg undlader at svare. M. h. t. de ovennævnte klager mener han, at Signaturaen har bedt ham om at sende dem. Han vil slå det efter, når han kommer hjem. Det viser sig, at han har ret. . . Og dog? – –
Følgende korrespondance udveksles mellem os dagen derpå:

Kære Stephen,
Som opfølgning på vor samtale i går og som præcisering af, hvad du sagde om de dokumenter, Signaturaen har udbedt sig, kan jeg sige, at der i et brev til mig  fra selv samme domstol af 8. september 2015 står, at man ud over 1717-undersøgelserne og advokatundersøgelsen også ønsker ”Fidelium querimonia on actiones liturgicas a Rev.do Holm nuper peractis,” altså klager over optræden i liturgisk sammenhæng. Med de venligste hilsener  +Czeslaw

Hertil svarer jeg:

Kære biskop.

Så har jeg øjensynlig gjort dig uret.  Jeg har holdt mig til, hvad Signaturaen den 02.  juni 2015 tilskrev mig: ”You will find attached a list of the documents that this  Suprime Tribunal intends to seek from the Most Reverend Bishop of Copenhagen” Man beder mig bidrage med tilsendelser jvf. denne liste. I listen nævnes ikke det af dig nu nævnte efterspurgte.

Men du rammer med dine tilsendelser ved siden af, bortset fra, at du, som jeg nævnte det, skulle holde dig for god til at sende skrivelser fra yderst  tvivlsomme Bodil Sindt, som iøvrigt IKKE var blandt kirkegængerne i Hørsholm og fra løgnhalsen Nadia Teczas mor, Elisabeth Andersen (hun undlader at underskrive Tecza Andersen) 

Der bli’r spurgt om ’actiones liturgicas’. Der er ingen klager over mine gudstjenester, (derimod ros fra flere sider, som du ikke har tilsendt). Dét, der alene klages over, ér, at jeg, som den store forbryder, jeg ér, kan tillades at fejre messe.  Og rum for sådanne klager skyldes ene og alene din kontinuerlige, totalt manglende opbakning omkring mig som din præst, såvel under som efter min suspensions ophævelse. Lad mig i samme forbindelse henvise til en sætning i den af dig sluttelig redigerede advokatrapport på s. 162: ”Der var ikke et forkyndelses-/liturgiproblem”

Med de venligste hilsener

En måned efter Haraldstedvalfarten er Vestsjællands sognepræst på ferie. Den sidste feriesøndag er det biskoppen selv, der i fuldt skrud er vikar: i Slagelse kl. 10 og senere, kl. 15,30 i Kalundborg. Mon han dukker op hos os i pausen mellem de to messer? Immervæk er jo omsorgen for præsterne, jvf. kirkeretten, én af biskoppens hovedopgaver. Og vi bor jo kun et kvarters kørsel fra Slagelse? Men nej. Siden erfarer jeg, at han, sammen med sine to medbragte ham tjenende ordenssøstre havde spist frokost sammen med menighedsrådet i Slagelse, hvilket jo osse er naturligt, når han besøger en menighed. Jeg bli’r så iøvrigt fortalt, at messen i Slagelse havde været uden orgel, – mens jeg som organistvikar på samme tidspunkt havde spillet ved folkekirkegudstjenesten i Reersø Kirke 20 km. nord for Slagelse og fået kastet dét honorar efter mig, som i folkekirken udbetales til en vikar. Til messen i Slagelse havde jeg, hvis jeg var kommet på tale, selvfølgelig spillet gratis.

Alt dette fortæller jeg telefonisk pastor Michael Hornbech, som så kan fortælle mig, at én af de seneste søndage var ingen præst mødt frem til hovedmessen i Jesu Hjerte kirke, hvorpå man febrilsk blandt de tilstedeværende havde søgt én, der kunne forestå en ordets gudstjeneste, ‘mens jeg som præst, der fra mine vinduer kan se ned på Jesu Hjerte kirke, ikke kommer på tale!”, afslutter han.

Apropos netop nævnte organist’mangel’: I Kolding den 21. august (2016), – festen for jomfru Marias optagelse i himlen, – hvor sognepræsten efter over 20 års tjeneste skal afslutte sit virke, og embedet overgi’s til en ny. Fordi jeg denne søndag intet organist-vikariat har i folkekirken, fordi jeg har svært ved at gå i folkekirken, netop på denne Maria-søndag og fordi jeg sætter pris på den sognepræst, der skal sige farvel, kører min medbroder og  jeg til Kolding. Forud havde jeg læst, at kirkens orgel netop var blevet restaureret for et større beløb og var lidt spændt på at høre det. Til vores overraskelse er biskoppen kommet. Det havde ikke været meningen, men et par dage før havde han meldt sin ankomst. Til vores lisså store overraskelse er der på denne tredobbelte festdag ingen organist.  Det bli’r klart for mig et par minutter før messens begyndelse, hvorpå jeg meddeler sakristanen, at hun i sakristiet kan meddele, at jeg er parat til at spille. Glad går hun ind, slukøret kommer hun tilbage og fortæller, at ‘man’ (læs biskoppen) synes, at “jeg bare skal sidde i bænken og nyde det”. Excellencen undsiger den fratrædende (og den nyudnævnte) sognepræst og hele menigheden at få en festmesse med orgel. Princippet: Stephen Holm må ingenting, er det absolut vigtigste og skal fastholdes. Nydelsen i bænken, som jeg så storsindet blev tilbudt . . .? Lad dét emne være uomtalt. . . .

– fortsættes

PS:  Mit 6-dages ophold i Rom affødte et lident skriv på min blog, som jeg opslog den 25. juni 2016, umiddelbart efter at jeg var kommet hjem. Jeg sætter her et link til det, hvis nogen skulle have lyst til at læse det.

https://stephenholm.wordpress.com/2016/06/25/naar-jeg-blot-kan-beholde-mit-soroe/