Højre og Venstre

FESTEN FOR APOSTLENE SKT. PETER OG SKT. POUL

  • sidste weekend i juni

 Året igennem fejrer kirken mange helgenfester. Og oftest har hver hel­gen sin egen mindedag. Man kan umiddelbart undres over, at de to stør­ste apostelskikkelser, Sankt Peter og Sankt Poul, må deles om en festdag. Men jeg tror, at det har en dyb og afgørende be­tydning.

Kunne man sige, at vi kirkeåret igennem næsten kronologisk fejrer trosbekendelsens elementer? Jul: Jeg tror på Gud, den almægtige fader, der ved Helligånden og jomfru Maria gi’r os sin enbårne Søn. Påske: Jeg tror på Jesus Kristus, pint, korsfæstet, død og begravet, op­standen og opfaret til himmels. Pinse: Jeg tror på Helligånden… Og hvad kommer så, – i slutningen af juni? Jeg tror på én, hellig, katolsk og apostolisk kirke….

Jeg mener godt, at man kunne sige, at festen for apostlene Peter og Poul er festen for den ene, hellige katolske og apostoliske kirke. Katolsk betyder jo altomfattende, – det hele, – og alt er kun méd, når vi har både apostlene Peter og Poul. Der var nem­lig i apostel­kollegiet ikke større modsætninger end netop de to. Og dét så at sige på alle punkter! Når vi derfor i én fest fejrer yderpunk­terne Peter og Poul, fejrer vi strengt taget osse alle de andre apostle som den mere bløde mellemvare.

Spændingen mellem de to yderpunkter gi’r uro. Men en uro, som er en livsnødvendighed for kirken, ligesom spændingsforskellen i en stikkontakt er en forudsætning for strøm. Tillad mig to cita­ter i den anledning. Mario af Galli: “Hvis spændinger i kirken skulle mar­kere, at kirkens enhed er i krise, så har kirkens enhed aldrig eksiste­ret, for spændinger har der altid været!”. Og en nu­tidig kirkehisto­riker: “Splittet kirke idag? Det er kun romanti­kere, der tror, at den første kirke ikke måtte kæmpe hårdt for en­heden!”.

Så forskellige var Peter og Poul, at man i kirkens begyndelse rent faktisk talte om en petrinsk og en paulinsk kirke. Og de kristne dis­kuterede helt åbent, i hvilken af de to kirker man fandt den sande og autentiske kristendom, som vandringsprædikanten fra Nazareth havde forkyndt. Lad os se på de to:

Peter: egentlig Simon. Fisker fra det jødiske bøh-land ved Gene­zareth Sø, med almindelig begavelse, omend lidt langsom i for­stå­elsen. Opdraget rent jødisk og kaldet direkte af Jesus, hvem han siden undervejs fornægtede, men dog elskede af hele sit hjerte. Konservativ og snæversynet natur og ofte unuanceret. Alt eller in­tet. Og alligevel: Hám gjorde Jesus til Peter, til klippen, hvorpå han ville bygge sin kirke, og hám overdrog Jesus på særlig måde nøg­lemagten, så han kunne binde og løse på hans vegne.

Poul: egentlig jødisk Saul. Fra Tarsus. Højt begavet, intellektuel og international. Uddannet af den lærde Gamaliel. Farisæer med et indædt had mod de kristne, som han nådesløst forfulgte. Slået af hesten ved Damaskus, kaldet af den Opstandne til omven­delse. Gjort til verdensmanden Poul. Benådet med Helligåndens glød. Overbevisende prædikant og en inspirationens mand. Im­pulsivt handlende. Og alligevel: Til trods for hans fortid som kristen­forføl­ger og til trods for hans vedblivende utæmmede na­tur, kaldte den opstandne Kristus ham til at være apostel og hed­ninge-missionær.

Vi kender det danske ordsprog: “Modsætninger mødes og sød mu­sik opstår!”. Ordet “mødes” skal i dén forbindelse forstås rig­tigt. Det betyder ikke et flygtigt træf som i sætningen: “Jeg mødte ham, da jeg var på vej til byen”. Meningen er dén, der kommer til udtryk, når to uenige parter skal forhandle og så ud­trykker: “Nu håber vi, det lykkes os at mødes”. Altså at man kan finde et fælles ståsted, til trods for, at man ikke er enige. At mod­sætnin­gerne Peter og Poul i dén forstand kunne mødes, var afgø­rende for den unge kirkes skæbne og forhindrede dens splittelse.

Det ny testamente beretter om fire møder mellem Peter og Poul. Fire gange, hvor de mødes “face to face”. Og mon ikke menig­he­derne hvergang har spurgt sig selv: “Finder de hinanden, kan de mødes?”. Eller vil kirken falde fra hinanden i en konservativ ret­ning under Peter, der kun ser tilbage på begyndelsen og for­bliver en jødisk sekt, og en progressiv under Poul, der glemmer den vel­signede begyndelse og søger nye og uprøvede græsgange, løsrevet fra dén grund, som Jesus har lagt? Vil kirken gå fra hin­anden under kampråbene fra den ene side: “Vi holder med Pe­ter”, og fra den anden side: “Vi holder med Poul!”? Vil de to ride hver deres kæp­hest, eller vil de, med deres forskellige nådegaver og kvaliteter tjene den korsfæstede og opstandne Herres sag i den ene og samme kirke. Sådan at begges kræfter forenes til én kraft? Hvordan går det, når klippe og storm mødes?

Lad os se på de enkelte møder.

Første gang

– er tre år efter Paulus’ omvendelse. I tre år har han uden “kirke­lig autorisation” arbejdet for Kristus og hans kirke, i sikker be­vidst­hed om sit apostelkald. Men nu vil han, ung-apostlen, kaldet af lysstrå­len ved Damaskus, anerkendes af gammel-apostlen Pe­ter, som per­sonligt har kendt Jesus før dennes død og opstan­delse. Og som Je­sus på særlig måde har overdraget nøglemagten.

Et vovet eksperiment: Vil den fåmælte fisker Peter anerkende den veltalende “professor Poul”, som besidder alle de sprudlende nåde­gaver, han ikke selv har? Vil han, der var øjenvidne til Jesu åben­baring af sin herlighed på Taborbjerget og som ved Kæsarea Filippi fik overdraget nøglemagten, være i stand til at anerkende en kirke­lig komet af en opkomling, der ikke har gået i Jesu per­sonlige skole, og som tilmed har en uheldig kristenforfølgelse på sit gene­ralieblad??? Og tage ham alvorligt, når han siger: “Jeg har ikke modtaget evangeliet fra noget menneske, men gennem en di­rekte åbenbaring fra den opstandne Kristus!”? (Gal. 1,12). Kort sagt: Vil Klippe-Peter, der står for cementeret ro og orden, aner­kende balla­demageren og vildbassen Saul-Poul?? Hvad sker der?? Man holder vejret af spænding, når man betænker, hvilket afgø­rende øjeblik man er vidne til. Og underet sker! Den af Jesus lo­vede Helligånd hjælper Peter til at anerkende den ham i ånd og vi­den langt over­legne Poul. Han erkender, at Poul ikke vil bygge en ny kirke, men bygge méd på Peters kirke, selv om Pouls stil er ny og helt ander­ledes. Denne beslutning, truffet af den første blandt ligemænd, er al vor beundring og taknemmelighed værd. Her var angst for det ny og ukendte ikke bestemmende, heller ikke misun­delse overfor den bedre begavede og mere succesom­bruste. Be­stemmende var alene frihedens og rummelighedens Ånd, Jesu Kristi Ånd.

Igen og igen har kirken i løbet af historien stået i lignende situa­tioner, men ikke magtet at klare den i apostlen Peters ånd. Havde pave Leo X været en sand Peter og Martin Luther en sand Poul havde de rakt hinanden hånden, og i stedet for at splitte Kristi kirke havde de reformeret den i ånd og sandhed.

Anden gang

– er fjorten år efter, i forbindelse med apostelkoncilet i Jerusa­lem, hvis afholdelse Poul for en stor del var skyld i, idet han, til trods for almindelig kirkelig praksis, havde optaget masser af hedninger i kirken uden at forpligte dem på “omvejen” over jøde­dommen. Atter truede en splittelse: I en traditionel kirke, der sagde: Kristen kan man kun blive, hvis man er jøde. Og i en pro­gressiv kirke, som sagde: Vi optager alle, der tror på Kristus, uanset deres baggrund! Paulus drager til koncilet i håb om, at autoriteterne vil godkende min forkyndelse og min måde at ar­bejde på” (Gal. 2, 2b). Koncilet arbejder og Peter forkynder re­sultatet: “Helligånden og vi har be­sluttet, at kirken er for alle, altså katolsk” (jvf. ApG. 15, 28). Poul ville ikke arbejde uden Peters godkendelse, og Peter anerkendte, at Poul nåede menne­sker, som han ikke selv kunne nå.

I en leder i “katolsk orientering” for mange år siden, skrev nu afdøde Oluf Bohn: “Hvis vi ikke véd, hvad mennesker mener, kan vi ikke sætte kon­struktivt ind. Det er rigtigt, at vort udgangspunkt skal være for­an­kringen i Guds liv, men evangeliet skal leves og for­kyndes sådan, at det bli’r forståeligt for vore medmennesker!”. Ingen sognepræster kan arbejde uden deres biskops accept og anerken­delse. Men biskopperne må have forståelse for, at det ikke i før­ste række er i bispe-palæerne og i generalvikariaterne, at man mærker, hvor ‘skoen trykker’ og hvordan trykket afhjæl­pes. Det mærker som de første sognepræsterne i arbejdsmarken.

Tredie gang

– ér, da Peter efter apostelkoncilet besøger Pouls menighed i An­tiokia og i praksis “glemmer” at føre koncilets bestemmelser ud i livet. Poul siger da ligeud til Peter: “Du har uret, du handler for­kert og du er for fej til at leve koncilets beslutninger!” (Gal. 2, 11f.).

Der har altså fra kirkens begyndelse været åbenhed overfor klar kritik, osse kritik af dem, hvis autoritet med selvfølgelighed blev anerkendt. Det ville være godt, hvis man idag forstod, at en så­dan kritik er livsnødvendig for kirken og ikke kan undværes, omend den naturligvis har sine grænser. Ligesom man må have forståelse for, at en autoritet, som kan sige: “Hertil og ikke læn­gere!”, er lige så uundværlig, men osse har sine grænser.

Fjerde og sidste gang

– er i verdenshovedstaden Rom. Hvor ondskabens trone er rejst, og kejser Nero udøver sit rædselsherredømme, skal nu Kristi herre­dømme finde fodfæste. Al uoverensstemmelse mellem Peter og Poul er ophørt, og i broderlig forening vidner de om Kristus og besegler ved deres martyrdød deres kærlighed til ham og hans kirke. Nu helliges og velsignes Rom ved de to apostles blod. Fra nu af er Rom Peters by, og fra nu af er Rom Pouls by, den katol­ske kirkes by.

I præfationen i messen på Peters og Pouls fest hedder det om de to apostle: “Her på jorden arbejdede de, hver med deres nådega­ver, for at samle den ene kirke. Nu er de forenede hos dig og har modtaget den samme sejrens laurbærkrans!”.

Festen for Peter og Poul er som sagt festen for den hellige katolske kirke. Ka­tolsk, – ikke forstået som et navn på dén kirke, som vi kalder vores, men: som en kva­litet, der skal kendetegne den! Den fælles fest for Peter og Poul belærer os om følgende: En petrinsk kirke uden plads til Poul er ikke katolsk! Og en paulinsk kirke uden anerkendelse af Peter er heller ikke katolsk. Katolsk er kirken kun, når den er såvel petrinsk som paulinsk.

Vi må nok sige, at den kirke, der voksede ud af det efter-reformatoriske koncil i Trient var en overvejende Pe­terskirke. Liturgien vidner om det. Der lå på den 30. juni en minde­dag, som hed: “Ihukom­melse af Sankt Poul”. Hvorfor dog det? Fordi det var blevet skik, på højfesten for Peter og Poul den 29. juni, udelukkende at fejre Sankt Peter og pavedømmet. Den dårlige samvittighed skulle så renvaskes dagen efter (en hverdag, hvor in­gen kom til messe!). Det sidste koncil har gudskelov igen sat tin­gene på plads. De, som mente, at de var katolikker, fordi de tilhørte Peters kirke, har vrangvil­ligt måttet finde sig i, at de først ér det, når de tager Pouls kirke med. Og Poul-typerne har måt­tet finde sig i, at de ikke kan kalde sig katolikker, hvis de ikke i deres kirkesyn har Peters autoritet og myndighed med!

Modsætninger mødes og sød musik opstår! Måtte det være vor bøn på denne fest, at det altid må være sådan! At Peter bøjer sig mod Poul, og Poul mod Peter. For hvis modsætningerne i Kristi Kirke ikke mødes, opstår der ingen musik, – kun mislyde og grel skratten, som ingen har glæde af.

 

 

Reklamer

Theo er død . . .

– og dét uden at ‘advare’ mig først! Na sowas . . .

Hvem er Theo?? Theo er professor em. DDr. Theo Schäfer, præst i bispedømmet Trier og regens (‘skoleinspektør’) på præsteseminariet i Lantershofen ved Bonn fra 1976 – 2000, – på det tidspunkt, hvor jeg ’studerede´ på seminariet, – fra 1979 – 1982.

Han døde nu i februar, 88 år gammel.

I montfortansk regi, fra vores ’Niederlassung’ i Bonn, blev jeg, med præsteuddannelse for øje, i 1979 sendt til det nyligt oprettede præsteseminarium St. Lambert i Lantershofen ved Ahrweiler/Bad Neuenahr, 35 km fra Bonn. Det særlige ved dét seminarium vár og ér, at man optager kandidater ”reiferen Alters” (med professorer ”überreiferen Alters”), – på dansk: at man optager kandidater uden studentereksamen, mén: med en færdiggjort anden uddannelse i rygsækken, – akademisk såvel som ikke-akademisk. Og man skal være fyldt 25 år for at kunne begynde der. Og at man på dette seminarium ikke har ’semestre’, men ’trimestre’, dvs. tre klasser pr. år, hvilket reducerer de normale tolv klasser, der strækker sig over seks år,  fra seks til fire år. Ferierne er så tilsvarende kortere.

Når jeg ser tilbage på min studietid, må jeg sige, at dét seminarium var alle tiders. Vi fik en grundig syntese, hvilket vil sige, at vi ikke gik til bunds i nogetsomhelst, – til gengæld blev vi all-round orienteret, hvilket var så udmærket. Ingen student blev bortvist p. g. a. svagheder i tilegnelse af stof. Regens fandt altid én eller anden medstudent, som var ’stærk’ i det pågældende fag, og som kunne hjælpe den ’tilbagestående’ kandidat, – hvorimod vurderet uegnethed til gejstligt liv flere gange medførte bortsendelse.

Og nu kommer vi til sagen: For ét er tilbageblik, noget andet ér at være i situationen. Som 36-årig skandinav, med en læreruddannelse som baggrund og med efterfølgende elleve års lærervirksomhed, er en omplantning som dén, jeg måtte opleve, utålelig. På skolebænken under to totalitære systemer: den katolske kirke og den tyske mentalitet, var for mig som skandinav en udrikkelig cocktail. Og som bekendt har jeg aldrig, – heller ikke dengang, – lagt skjul på, hvad jeg mener. Jeg var en prøvelse for dét seminarium, og først og fremmest for min regens, som var en inkarnation af dét, vi danskere forbinder med ægte tysk mentalitet. Egentlig hadede vi hinanden. Og der var flere lejligheder, hvor det havde været oplagt for ham at bortvise mig. Men han gjorde det ikke! Og hvorfor ikke? Fordi han var overbevist om mit kald. Og dét er hans storhed: At han kunne holde sine personlige ’Neigungen’ i ave, og holde sig til det af ham erkendte fakta.

For ikke helt at underminere institutionen og for, på min superior pater Harry Herberighs’ anmodning, blev jeg sendt hjem et halvt år før tiden og skulle via selvstudium, – fra Slagelse, – klare det sidste trimester og tage til Lantershofen mhp. to afsluttende eksamina. Beståelses-karaktererne var dengang fra 1 til 4. Fik man 5 eller 6 var man dumpet. Omend jeg var rimelig uforberedt, gik det perfekt. I pastoralteologi fik jeg 1, – emne: blandede ægteskaber, – i kirkeret, som jeg på daværende tidspunkt anede ganske lidt om, fik jeg 2. Og regens var stolt. Men han var bestemt ikke begejsteret, da jeg i min afskedstale i de forsamlede studenters midte, nok lidt uklogt sagde: ”Herr Regens! Ich habe Sie geliebt und gehasst!”

Ikke desto mindre. Han kunne have spoleret min fremtid, men han gjorde det ikke. Og i fuld bevidsthed om dette har jeg hvert år siden ringet ham op på hans navnedag, den 09. november, – dagen før min fødselsdag, – det hjæper mig til at huske. Og ønsket ham tillykke.

Jeg forlod Lantershofen før jul 1982. Gik til afsluttende eksamen juni 1983. Et tidspunkt efter at vi var passeret år 2000, sagde Theo til mig: ”De er den eneste, som er forblevet mig tro! Deres opringning på denne dag er hvert år min største glæde” . Og et par år senere: ”Nu synes jeg, vi skal være dus!”. Vi kom vist til at kunne li’ hinanden . . .

Det var en svækket og indimellem grædende Theo, jeg havde i telefonen den 09. november sidste år. For 35. gang. Problemer med hjertet og flere længerevarende hospitalsophold havde naturligvis sat deres spor. At det var sidste gang, vi talte sammen, viste jeg ikke, – men det vár det.

Nu er han død og begravet, erfarer jeg fra præseseminariets informationsblad, som jeg stadig modta’r. Den 09. november i år bli’r messen i Sorø for ham. Det er en fantastisk oplevelse at have kendt og have været ’underlagt’ et ’kirkeligt’ menneske, der kunne tæmme sine personlige patier og antipatier og lade sin nøgterne erkendelse vinde. Nyligt har jeg oplevet det absolut modsatte.

Faktisk skylder jeg Theo, at jeg er blevet præst. Den 05. maj i år har jeg været det i 35 år. Gudskelov nåede jeg at tilkendegive det overfor ham. Hvis kirken havde flere ledere af hans type, ville kirken have det meget bedre.

Tak, Theo! Så længe jeg lever, glemmer jeg dig ikke. In Dankbarkeit!

 

 

Er Vatikanet en retsstat ?

 

– spørger Kaare Rübner Jørgensen i en mail, – sendt til mig og andre for en tre ugers tid siden. Han skriver bl.a. ”Det spørgsmål synes jeg nok man kan stille sig, efter at McCarrick (amerikansk kardinal, beskyldt for sexuelle overgreb) er blevet frataget sit præsteembede. Paven har truffet en afgørelse uden at Mc Carrick har været stillet for en dommer og har haft mulighed for at forsvare sig.  Pavens afgørelse er definitiv, hedder det, så Mc.Carrick har heller ikke nogen mulighed for at anke afgørelsen, for en sådan findes ikke i Vatikanet. For mig at se, synes det, at Vatikanet (paven) her optræder som både anklager og dommer. . .”

Hvis Kaare havde stillet sit spørgsmål for et år siden, havde jeg med begejstret overbevisning svaret JAAAH! For dét vár, hvad jeg personlig netop havde erfaret.

Men nu et år efter ér det, at Kaare Rübner stiller sit spørgsmål, og i dag véd jeg ikke helt rigtigt, hvad jeg skal svare. . .Ikke p. g. a. McCarrick-sagen, – kun husker jeg, at paven, inden der vár en sag, afgørende holdt hånden over McCarrick.

I mellemtiden har der, – under overmassiv pressebevågenhed, – været STORMØDE I ROM  (21. – 24. februar) omkring de altfor mange overgrebssager i kirken. På mødet er alt er blevet vendt og drejet, – undtagen fænomenet FALSKE ANKLAGER! . . . Intetsteds har jeg hørt/læst omtale om de omkostninger, falske anklager har påført dé ofre, som har været udsat og udsættes for dem.

Lokalt var der en enkelt bemærkning i september 2015, hvor journalist og forfatter Erik Meier Carlsen i en debat i domkirken komprimeret udtalte:

“For nogle år siden engagerede jeg mig i debatten om den moralske panik i anledning af påståede seksuelle overgreb indenfor den katolske kirke, osse i Danmark. Kendetegnende for en sådan panik ér, at den på tragisk vis drukner alle hensyn til saglighed, kendsgerninger og de anklagedes retssikkerhed . . “

Men ellers måtte jeg, for at finde emnet berørt, helt tilbage til maj 2010, hvor Andreas Rude i en klog artikel i KD skrev bl. a. følgende under overskriften :

MISBRUGSSKANDALERNES OVERSETE OFRE:

Ifølge kirkeretten bør en biskop gøre alt, hvad han kan, for at hjælpe en præst, der er falsk anklaget. Det kunne ske ved at læse messe sammen med præsten og bruge prædikenen til at fortælle, at anklagerne mod ham var uberettigede. Eller biskoppen kunne tale med medierne og søge at give præsten oprejsning ad den vej.
Men det sker sjældent, og det er nemt at forstå, for i de fleste anklager om overgreb er det ofte svært at afgøre skyld eller uskyld. Endelig er tiltalefrafald og frifindelse ved domstolene ikke nogen garanti for, at den anklagede er uskyldig. Og hvad nu hvis der dukker nye anklager op?  Så risikerer biskoppen at blive slagtet af medierne.

Advokater for mistænkte præster erklærer, at falske anklager er taget voldsomt til efter 2002, hvor skandalen i USA for alvor brød ud, og domstolene begyndte at tildele ofrene store erstatninger.

Personligt må jeg sige, at jeg synes, atter at konstatere i kirken at savne en parallel til dét, vi i Danmark kender som ’den uvildige politiklagemyndighed’. Dén bruger man, hvis man vil klage over politiet, for politiet har forlængst indset, at klager over politiet ikke kan behandles af politiet. Men kirken har endnu ikke indset, at klager over kirken ikke kan behandles .. af kirken, – at en klage over en biskop ikke kan behandles af andre biskopper.

Nedenstående til belysning af min konstatering, – i anledning af et ’jubilæum’:

NETOP I DAG er det et år siden, – den 07. marts 2018, – at Højesterets (Signaturas) dom over biskop Kozons overgreb på min person gennem seks år, – siden 20. juni 2012, – blev udskrevet, og fra Rom tilsendt ham og mig, – dén dom, som i kortform var fældet allerede 04. december 2017, – på dét tidspunkt uden indvirkning på biskoppen.

I dommen blev det klart og tydeligt slået fast:
a) at biskoppens dispositioner af 20. juli 2012 overfor mig var ulovlige
b) at biskoppen, i ulydighed mod par. 384 i kirkeretten, siden min supensions ophør ultimo marts 2011 har ladet mig være uden nogetsomhelst forsvar og skadet mit rygte
c) at biskoppen nu skulle meddele alle implicerede denne doms indhold.

Da biskoppen konkret kun har reageret på dommens pkt a, totalt negligeret pkt. b og kun ’sløret’ efterkommet pkt. c, meddelte min advokat og jeg selv dette til henholdsvis statssekretæren (pavens ’statsminister’) / højesteret i august 2018, – som det fremgår af afslutningen af min blog-følgeton ”Hold ud . . .”

Efterfølgende er følgende sket, – i kortform:

1. Vores henvendelse til statssekretæren/Højesteret ang. mangel på biskoppens opfølgelse af dommen har affødt et spørgsmål til Kleruskongregationen, hvor sagen begyndte i 2014: ”Er det rigtigt, at Kozon ikke har fulgt op på dommen?”
Kleruskongregtionen videresender spørgsmålet til Kozon den 10. oktober: ”Er det rigtigt, at du ikke har fulgt op på dommen?”

2. Kozon svarer den 28. oktober Kleruskongregationen: ”Jo det har jeg da så absolut!”
I en ’redegørelse’ kredser biskoppen, egentlig sagen uvedkommende, om denne min strengt taget private blog og overser totalt, at den først er blevet ’født’ EFTER udstedelsen af hans forbandelser over mig i 2012. Og at ’Føljetonen’ om mine oplevelser med hans Excellence først er indledt på bloggen i 2016. Han anfører, at denne blog ”fremtræder i et fornærmende og bagtalerisk sprog, og at den mere end rigeligt alene havde retfærdiggjort en videre eksklusion fra offentlig tjeneste’ Endelig beklager han sig over ”i den grad at have været holdt udenfor det hele”.

3. Kleruskongregationens formand, kardinal Beniamino Stella (77 år) takker den 08. november i brev til Cezlaw Kozon (han kan ikke stave hans navn) for hans redegørelse.
Samtidig skriver samme kardinal til Højesteret, – at Kozon siger, at alt er i orden!!  Og at Kozon i denne forbindelse ’skriftligt og mundtligt” har meddelt kongregationen,  at advokatens og min fremstilling af sagen ’ikke er i overensstemmelse med virkeligheden’ Med andre ord: Vi lyver! Og biskoppen taler ’automatisk’ sandt, – for han er jo biskop!!!?? Omend man netop har dømt ham for at handle ulovligt??

4. Den 12. december skriver Højesteret tilbage til Kleruskongregationen: ”Jamen, det er fint!”

5. Den 26. januar 2019 ringer Kozon til Kleruskongregationen og be’r om en kopi af Højesterets accept-brev fra 12. december

6. Det afsendes til ham den 29. januar med ledsagebrev fra Stella: ”Tak for godt samarbejde!”.

7. Jeg tilsendes den 05. februar kopier af ovenstående fra Kozon, – med ledsagebrev om, at han håber, – efter denne afgørelse, – at al fremtidig korrespondance m. h. t. emnet nu kan indstilles.

8. Såvel min advokat som jeg selv har intet hørt fra Rom . . Derfor havde min advokat, efter et lille halvt år uden svar, den 28. januar 2019 tilskrevet statssekretæren og bedt om en reaktion/udtalelse m. h. p. vores henvendelse af august 2018, . . hvorpå svar nu afventes. Således var biskoppens håb om indstilling af korrespondence automatisk gjort til skamme

Det ’tragi-komiske’ forløb får mig til at tænke på følgende ordveksling:

A: Vidste du, at Jens Christian er julemanden?
B: Pjat, julemanden findes ikke. Hvem har bildt dig ind, at han er julemanden??
A: Det har han selv sagt!

Mon en fremgangsmåde a-la-ovenstående ville kunne accepteres i en dansk retssag?

Og hvad er det mest groteske? At kardinal Beniamino Stella, hin samme kardinal, som kludrede gevaldigt i det, da jeg i april 2014 klagede til Kleruskongregationen og hvis kludderi på pavelig anordning medførte, at min sag overgik til Højesteret, nu optræder som mellemmand mellem Signaturaen og  Kozon. Har de da i Rom ingenting lært angående den gamle mand???

– – – – – – –

Alt overstående har jeg færdigredigeret i søndags, – efter i to messer i samme søndags evangelium at være blevet konfronteret med Jesusordene: ”Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje?  Hvordan kan du sige til din broder: Broder, lad mig tage den splint ud, som er i dit øje! når du ikke ser bjælken i dit eget øje? Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage den splint ud, som er i din broders øje!”

Jeg véd, der er flere, der bebrejder mig, at jeg, – siger de, – på ukærlig og ukristelig måde –’udstiller’ min næste. Ydermere, – tilføjer de, – fordi denne min næste egentlig har været så god ved mig! . .   På en måde forstår jeg godt denne tankegang, for hvilken pensioneret sognepræst i bispedømmet har fået så gode materielle forhold som jeg?? Et centralt sted på Sjælland, – i dét Sorø, som jeg har peget på og er kommet til at elske, – har jeg, sammen med min medbroder, som der på det fornemste er taget hånd om, fået lov til at udvælge mig en bolig for os begge, som efterfølgende er blevet erhvervet af bispedømmet. Det er et smukt hus med optimal beliggenhed og som rummer, hvad vi har brug for, og hvor vi i et stort anneks har kunnet indrette det smukkeste kapel med plads til tyve mennesker, – en perfekt ramme om vores daglige messe, tidebøn og rosenkrans, elsket af vores lille søndagsmenighed og af medlemmerne af den montfortanske association, som mødes hos os en gang om måneden . .  .Og i vores indkørsel holder dén bil, der er stillet os til rådighed.

Vi har nu boet her i syv år, allerede en fjerdel af den tid vi havde bopæl i Slagelse, og tro mig: Hver eneste dag, – op til flere gange, – afsender jeg dybt taknemmelige tanker over de priviligerede vilkår, som er blevet vores. Ikke kun i retning mod himlen, osse i retning mod København, mod dén næste, der som min foresatte har muliggjort det. Det er et kæmpe-kæmpe-plaster på de sår, som mangelfuld embedsførelse samtidig er blevet mig tilføjet, og som visse af mine kolleger sørger for at holde åbne, – en offentlig beklagelig embedsførelse, som jeg mener det er både min ret og min pligt, så sagligt som mig muligt, at gøre opmærksom på.

Til sidst et lille kuriosum: Bispedømmets statistik for 2018 er udkommet. Under rubrikken ’Uddelte kommunioner’ fremgår ikke, omend meddelt, de i Skt. Montforts kapel i Sorø uddelte 1810 kommunioner, – plus ca. 15 sygekommunioner, flere end i tre mindre sognekirker i DK.
Privatkapel eller ej . . Der uddeles altså i bispedømmet ’hemmelige kommunioner’ . . Hertil mangler en rubrik i statistik-skemaet.

 

 

 

Du skal fortælle det videre . . .

 

Det er den 11. februar i dag, – og kirken mindes jomfru Marias tilsynekomst i Lourdes i 1858.
I maj måned mindes vi hendes tilsynekomst i Fatima i 1917, og i november hendes tilsynekomst i Paris i 1830.
Jeg bruger med vilje det lidt tunge ord ’tilsynekomst’ for at undgå ordet ’åbenbarelse’, så jeg på ingen måde bruger det samme ord, som bruges om den 6. januar, når talen ér om Herrens ’åbenbarelse’

Men måske behøver vi ikke af gå så langt som til Lourdes, Fatima og Paris. . . . Har I hørt om jomfru Marias tilsynekomst i Nykøbing?? . .  Det havde en folkekirkepræst, og på Marias bebudelses-søndag for år tilbage, i læseår II, hvor evangeliet på denne dag er Marias lovsang fra Lucas 1, fortalte hun om det i sin prædiken.

Hun fortæller om en oplevelse, hun havde på en februar-dag, – en dag, som i dag. Jeg vil gerne på Lourdes-dagen dele hendes prædiken med jer, for det var dén opgave, præsten fik . . .

 

VOR FRUE AF NYKØBING

Lovsange kan ankomme på så mange måder.
På de mest uventede måder,
på de mest upassende og upraktiske tidspunkter og steder.
Det kan ske, at man slet ikke synes, man har tid til dem,
eller de lyder så mærkeligt, at man ikke véd, om man skal le eller græde.

Jeg var i København. Til møde. Fagforening. Ikke meget lovsang ved det.
Skulle bagefter spise middag hos en veninde sammen med andre. En godt fyldt dag. Overnatte til næste dag. Mere møde af samme skuffe.

Da jeg kom ud fra mødet opdagede jeg, at der lå en besked på min telefonsvarer. Den var fra en mand jeg kender. Han ringede på en andens vegne. På vegne af En, der havde oplevet noget, som han havde været nødt til at fortælle videre.
I første omgang fortalte han det altså til en bekendt,
som så mente, at det var bedst han talte med en præst. Med mig.
For der var sket noget som ingen af dem kunne rumme.
Min bekendts kammerat havde set Jomfru Maria!
Hun havde talt til ham, og han var rystet.

Det var jeg sådan set også.
Og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle stille op med det her.
Min bekendt er absolut tilregnelig, og hans kammerat, som jeg bare har truffet en enkelt gang virker også sådan.

Sommetider må man have tid for at noget kan undfanges i én,
om det så bare er modet til at lytte til en historie, der ikke er hverdagskost.

Jeg sagde til min bekendt, at hans kammerat var velkommen til at kontakte mig.  Det gjorde han så. Og jeg sagde til ham, at jeg telefonisk ville vende tilbage til ham næste dag. Havde en fornemmelse af at jeg måtte forberede mig på det, jeg skulle få at høre….  En god nats søvn ville ikke være af vejen.

Næste morgen ringede jeg så vedkommende op.
Og  jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forventet.
Måske at jeg skulle hjælpe ham? … Det var ikke dét, der var tale om . ..

Det drejede sig blot om, at Han måtte fortælle mig hvad han havde oplevet.
Han havde brug for et vidne.
Han er akupunktør og havde i flere år haft en midaldrende kvinde i behandling. Hovedpiner og smerter i kroppen led hun af.
Kvinden var meget tavs, knuget. forkrampet,
og behandlingernes virkning var det så som så med.
Ganske langsomt efter flere år, begyndte kvinden at tale en lille smule, og hér kom det frem, at hun havde været udsat for jævnlige overgreb fra hun var 6 til hun var 12 år.  Hun havde aldrig talt om det før. Ikke engang hendes mand, vidste besked.

Akupunktøren begyndte at ane en sammenhæng mellem det gamle traume og de uforklarlige smerter.
Så her for nylig kom kvinden igen til behandling.
Akupunktøren, satte nålene i hende og forlod behandlingsrummet,
så hun kunne ligge og hvile, den tid det tager for nålene at virke.
Da akupunktøren var blevet alene i det tilstødende lokale, fornemmer han pludselig et stort varmt lys, der kommer nærmere og nærmere og han ser, at det er jomfru Maria.

Han ved, at han er spilvågen, og samtidig tror han ikke sine egne øjne eller øren. For nu taler hun også til ham og siger: “Sig til hende, at jeg altid var hos hende!”.

Synet varer en tid lang, men langsomt fortoner det sig og akupunktøren går tilbage til sin patient, der ligger og ser meget mere afslappet og fredfyldt ud end han nogensinde før har set hende.
Hun har tilsyneladende ikke bemærket noget.
Akupunktøren kan ikke lade være med at spørge hende, hvordan hun har det netop nu?
Hun har det bedre end hun længe har haft det, siger hun.
Akupunktøren spørger så kvinden: “I alle de år da du var en lille pige og overgrebene stod på, kaldte du da på nogen??”.

“Ja”, svarede kvinden, “jeg kaldte på Jomfru Maria, men hun kom aldrig!”

Nu kunne akupunktøren så fortælle hende, hvad Jomfru Maria netop havde sagt:
Hun havde hele tiden været der – og dét var hun kommet for at fortælle, – over 40 år senere.

Akupunktøren havde efterfølgende talt flere gange med kvinden
og hun var som forvandlet, hun talte og lo – og han havde aldrig før hørt hende le.
Og det var ikke en hånlatter som Saras,
det var den forløsende overgivne latter, som lyder, når man har fået livet tilbage.

Mens akupunktøren talte til mig i telefonen, sagde jeg ikke mange ord,
for man kan jo ikke sådan bryde ind i en lovsang, og det var præcis, hvad det var. En lovsang, der var et ekko, af den linje i Marias lovsang,  hvor hun synger:
“Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig,
for den Mægtige har gjort store ting imod mig,  Hans navn er helligt!”

Akupunktøren er ikke vokset op som kristen  og er ikke i udgangspunktet religiøs inden for sin egen tradition og kultur.  Men dét hér kunne han ikke undslå sig,  dét hér kunne han ikke undsige sig.
Og det var hám, der prædikede for mig.

Mirakler findes, sagde han, og du skal fortælle det videre!

Så var samtalen slut.
Veninden,  jeg havde overnattet hos, var allerede taget på arbejde, jeg skulle først møde senere.

Nu stod jeg med min I-phone i hånden,  alene ved vinduet i en lejlighed på Frederiksberg og så ud over Frederiksberg have og tænkte, hvad skal jeg dog stille op med det her ? Det stod mig helt klart at manden i den anden ende af røret hverken havde været, fuld, gal eller tosset eller på anden måde utilregnelig.

Hvorfor skulle jeg vide det her? Og fortælle det videre, var jeg nu ikke meget for…

Men hvorfor landede den fortælling, der lød som en lovsang, i mine øren?

For det første skulle jeg vide det, fordi man har brug for vidner, når man oplever noget, der er så skelsættende.  Man har brug for, at nogen får at vide, at dette her  rent  faktisk er sket, er oplevet. Brug for at blive modtaget uden at blive leet ud. Der var blevet vist mig den tillid  at jeg ville modtage og lytte til lovsangen
– uden at le hånligt af dét, jeg skulle få at høre.

For det andet føltes det som et strejf  en lun forårsbrise på en kold februardag.
Det trængte jeg ærligt talt til.
Midt i alt det høj- og lavpraktiske, der var ved at slide mig op,
i de dage, hvor timerne ikke slog til, åbnede der sig et rum i tiden,
hvor jeg blev budt inden for, – sammen med Jomfru Maria, akupunktøren den fremmede kvinde, – og mange flere.

Alle slægter inviteres ind i det rum, hvor den lovsang bor.
Og hvor Guds nærhed erfares. Det rum, hvor han splitter os, når vi er hovmodige i vores hjerters tanker.

Jeg ved ikke hvad I tænker om det her??  Jeg ved knap endnu, hvad jeg selv tænker. .  . .

Vi ved jo dybest set aldrig, hvad andre tænker, og. som Paulus siger det: Vi er og skal ikke være herre over hinandens tro og tanker, men vi skal være medarbejdere på hinandens glæde.

Måske kan Maria komme tilstede hos en nødlidende, fordi hun selv kender skammen, smerten, forvirringen – ja “overgrebet” på det liv, hun havde forestillet sig skulle blive hendes.

Sådan som hun havde forestillet sig det, blev det ikke. Det blev anderledes.
Hun kom til at føde i en stald. Hun kom til at stå under sin søns kors.
Og da var dét moderhjerte hun havde båret ham under helt gennemboret af smerte.
Hvorfor skulle hun ikke kunne komme til os i vores smerte?
Nu alle slægter skal prise hende salig?

Ja, jeg kan egentlig  ikke se hvorfor ikke, og alligevel havde jeg glemt historien lidt.
Indtil jeg skulle forberede prædiken til denne Mariadag.
Da lød akupunktørens ord for mit indre øre: ” Du skal fortælle det videre ” –

Det har jeg gjort nu. Som et ekko af en evig lovsang.
Amen.

 

Brylluppet i Kana

I ‘gamle dage’ hørte vi hvert år på 2. søndag efter Helligtrekonger i messen Johannes’ beretning om Brylluppet i Kana. I den ny litugiske kalender, hvor 2. søndag efter Helligtrekonger er blevet til 2. søndag i årsrækken, hører vi den kun hvert tredje år, nemlig i læseår C, som vi har i år. Faktisk lidt ærgerligt, for det er en vidunderlig evangelie-perikope.

Evangelisten Johannes begynder, – inspireret af skabelsesberet­ningen i begyndelsen af første Mosebog, – sin evangelieversion med en mesterlig “afhandling” om Guds evige Ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. For derefter at beskrive, hvorledes dette men­neskevordne Ord, vor Herre Jesus Kristus, kalder sine første disciple. Så følger  beret­ningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør sit første ‘tegn’. Denne begivenhed “åbner” så at sige Jesu offentlige virke.

Nu er det imidlertid et spørgsmål, om Johannes blot vil referere en stedfunden begivenhed i Jesu liv, eller om han, – i en begi­venheds klædedragt, – præsenterer os for noget, der kunne ligne endnu en teologisk afhandling??

Jeg er overbevist om, at det er det sidste, der rent faktisk er til­fæl­det. Hvis historiens pointe skulle være dén, at Jesus ved brylluppet i Kana “beviste”, at han var noget særligt, fordi han kunne for­vandle masser af vand til masser af vin, så gæsterne, – der på dét tidspunkt forøvrigt havde fået, så hatten passer, – ydermere kunne få en ordentlig kæp i øret, så måtte vores reak­tion vel være denne: De var heldige dengang! Gratis vin til festen! Gratis brandert til alle! Men, helt ærligt, hvad hjælper det os idag? Vi er nødt til at betale vores vin, når vi skal holde fest.

Nej, Johannes vil ikke fortælle os om noget, der skete dengang. Det er ikke en øjenvidneskildring “fra vor udsendte medarbejder i Kana”, vi har foran os. I en begivenheds klædedragt, i et sym­bolsk sprog, i et ‘tegn’-sprog, fortæller evangelisten os om no­get, som har vedvarende betydning, altså om noget, der osse sker idag!

Allerede beretningens åbningsord burde gøre os opmærksomme: “Tre dage derefter…” Hvem hører ikke i disse ord trosbekendel­sens ord: “På tredie dag opstanden fra de døde!”? Drejer beret­ningen sig om den opstandne Kristus? Godt nok hører vi i be­gyndelsen af Kana-fortællingen Jesus sige til sin moder Maria: “Min time er endnu ikke kommet!”, – altså timen for hans død og opstandelse. Men i løbet af fortællingen forudgriber så at sige “sin time”!

Ihvertfald er det mærkeligt: Der er tale om et bryllup, men vi hører så at sige intet om  brudgom og brud. Med min­dre vi i overført betydning betragter Kana-fortællingens hovedper­soner som brudgom og brud: nemlig Jesus og Maria. Så genkender vi i Jesus den opstandne Kristus som holder bryllup med det ny gudsfolk kirken, som Maria jo er et billede på.

Når det gamle testamentes profeter forkyndte dén frelsens tid, som gudsfolket skulle opleve med Messias’ komme, valgte de ofte brylluppet som billede. Vi hører det i søndagens første læsning fra profe­ten Esajas’ bog: “Du, Guds folk, skal kaldes hustru, for Her­ren el­sker dig! Som en mand gifter sig med en kvinde, således ta’r din Forløser dig, – sit folk, – til ægtehustru! Som en brudgom fryder sig over sin brud, således fryder Gud Herren sig over sit folk!”.

Altså: Så tæt som brudgom og brud hører sammen, så tæt vil Gud gå i forbindelse med sit folk. For os er det således lykkelig, aktuel nutid: At Gud, i Vor Herre Jesus Kristus, har forbundet sig så in­derligt med os, sin kirke, som en brudgom med sin brud!

For en orientaler er brylluppet et billede på den allerstørste glæde. Og bryllupsmåltidet er et glædesmåltid. Derfor skildrede profeterne tiden, hvor den så længe ventede Messias ville komme, som ét langt og lykkeligt festmåltid. Med bryllupsberet­ningen fra Kana vil evangelisten Johannes dermed sige til os: Med Jesu Kristi komme til vor jord, er den messianske tid be­gyndt! Men samtidig korrige­rer Johannes jødefolkets Messias-forventning, idet han i sin beret­ning understreger, at Gud virker i det skjulte, – helt anderledes end man havde forestillet sig. Det var jo, siger evangelisten, kun ganske få, der oplevede dét, der fandt sted i Kana. Johannes lader Marias holdning afspejle, hvilken holdning vi skal indtage, nemlig troens, tillidens og for­ventningens holdning. Hun, der er kirkens moder, siger til os, Jesu Kristi kirke og brud: “Alt, hvad Hán siger til jer, dét skal I gøre!”.

Når vi tager alt dette som udgangspunkt, bliver Kana-beretnin­gens vin og vand fyldt med dyb betydning.

Vi er vant til at betragte vand positivt. Vi véd, at vand er en grundlæggende livsbetingelse, vi véd, at alt liv er opstået i vand og at der uden vand ikke er noget liv … På den anden side kender vi osse til vand som symbol på noget negativt. Det er ikke ro­sende, hvis man efter en middag om husmoderen siger, at hun havde hældt for meget vand i suppen. En vittighed er ikke særlig god, hvis den får prædikatet “vandet”, og en tilværelse, der ka­rakteriseres som “udvandet”, er ikke særlig attråværdig! Vi kan gå endnu videre og se vandet som et tegn på død, altså vand som et dødssymbol. Tænk på syndfloden på Noas tid, hvor vandet dræbte alt liv på jorden, tænk på ægypternes skæbne, da de for­fulgte Israel ud i det røde hav, ja, tænk på dåben! Døbefontene i vore gamle landsbykirker har en anselig dybde, fordi børnene ved dåben skulle helt ned i vandet, symbolsk druknes, dels fordi synden skulle druknes, men først og fremmest fordi den, der blev døbt, blev døbt til at dø med Kristus.

Anderledes med vin! Selv om vin kan sløve og vi udmærket kender udtrykket om “at sove rusen ud”, så står vin dog helt og umisken­deligt for liv og glæde! “Skænk vin, skænk glæde!” ly­der et vin­handler-slogan. I modsætning til vand har vin fylde, smag og bou­quet. Vin får et dødt og reserveret selskab til at blive levende og varmt. Vinen løfter stemningen og glæden, “udvider” livet.

Kort sagt: Vandet i Kana-beretningen er døden. Vinen er livet!
Når evangelisten erklærer, at Jesus forvandler vand til vin, mener han, at Jesus forvandler død til liv. Og dét er evangelium: glæ­deligt bud­skab! Johannes forkynder med andre ord: Uden Jesus Kristus, uden troen på ham, er mennesket overladt til en udvan­det tilværelse uden ægte glæde, med udsigt alene til en udslet­tende død. Men når troen på Jesus Kristus holder sit indtog i et menneske, forvandler Kristus udvandethed til dybt og ægte livs­indhold, bekymring og tristhed til glæde og jubel, undergang i død til fuldendelse i liv!

Det egentlige Kana-under nævnes således først ved beretningens afslutning, hvor det hedder: “Han åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham!” Med andre ord: Kana-beretningen begynder med van(d)tro og slutter med “vin”tro!  Salmeforfatteren har ret, når han siger: “Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin!” (bryllupssalmen “Jert hus skal I bygge”, v. 3).

Altså: Brylluppet i Kana er ikke en historisk, men en evig begi­ven­hed. Brylluppet i Kana er et faktum, når mennesker kommer til tro på Jesus Kristus som den menneskevordne Gud og manife­sterer denne tro i dåben. I dåben finder “brylluppet” sted, og livet som døbt er lig med bryllupsfesten. Men tilføjes må det, at dén forbin­delse, som den døbte har indgået med Kristus, er stærkere end æg­teskab. For i ægteskabet lover man: “til døden jer skil­ler!”. Men i dåben forener man sig med Kristus “i liv, død og opstandelse!”. Bryllupsmåltidet er nadveren, fejringen af den hellige messe. “Sa­lige er de, som er indbudte til Lammets bryl­lupsmåltid” hedder det, – med ordene fra Johannes Åbenbarings bog, – ved fremvisning af nadverelementerne umiddelbart før kommunionen.

“Den ny og evige pagt!” – siger præsten ved messens forvand­ling, når bryllupsmåltidet tilberedes! I Kana var sten-vandkar­rene til brug for gennemførelse af jødisk trospraksis tomme, be­retter Jo­hannes. Vil han dermed sige, at den jødiske lovreligion, – sten-tav­lerne, – med Kristi komme er udtømt og har nået sin af­slutning? Kunne det være dét tema, Maria berører, når hun siger: “De har ikke mere vin!”?. . .  Ihvertfald fremgår det klart: Nu er Messias kom­met, og med ham ér frelsen begyndt! Sagt med Jo­hannes’ ord: “Og de fyldte de tomme kar med vand”, – dét vand, som Jesus forvand­ler til vin, billedet på den livgivende frelse, som Messias tilsiger: Syndernes forladelse, Helligåndens glæde og fred, ham selv i alt­rets sakramente!

Har Johannes i sin Kana-beretning osse villet lede vore tanker hen på den forvandlede vin, som vi nyder i hver messes livgi­vende måltid? Hvordan det end måtte være, kan vi kristne af idag ikke lade være med, i Kana-brylluppets vin osse at se et billede på dén vin, i hvilken Kristus skænker sig selv til os, – igen og igen. I mes­sen erfarer vi noget af det messianske glæ­desmåltid, fordi vi dér på særlig måde fejrer “ægteskabet” mel­lem brudgommen Kristus og bruden, vort kirkelige fællesskab. Vi drages ind i mysteriet om Vor Herres død og opstandelse.

Vores lægbroder havde en søndag dén opgave at køre en ældre se­nil-dement ordenssøster, som var på besøg i vores område, og som ikke længere havde styr på nogetsomhelst, til søndagsmes­sen i Sla­gelse. Da hun træder ind ad kirkedøren og ser den til søndagen smukt pyntede kirke, udbryder hun begejstret: “Ihh!! Skal her være bryllup?”. Og med sandheden i behold kunne min medbroder svare hende: “Jah, det kan man godt sige!”

Og alt er osse idag som dengang ledet på vej ved jomfru Marias medvirken, dén Maria, som var méd, da Jesus ved brylluppet i Kana foregreb “sin time”, dén Maria, som stod under korset, da nævnte “time” var inde. Vedvarende siger hun til os mennesker: “Alt, hvad Hán siger til jer, det skal I gøre!”.

 

 

 

 

‘Skråt op’ med Herodes!

 

Jeg påkalder gerne, når jeg synger en hymne,  den hellige Treenighed: Gud Fader, Søn og Helligånd, jomfru Maria og alle helgener. Men jeg nægter at påkalde kong Herodes, som, – såvidt jeg ved, – ikke er blevet helgenkåret. Manglede osse bare med de masser af lig, den despot har i lasten . .

Så siden Helligtrekongerssøndag har jeg haft et problem. Jeg vil nemlig gerne, i hverdagene efter Helligtrekongerssøndag i vesper synge hymnen ”Crudelis Herodes”, fordi den så fint indeslutter Epiphanifestens tre aspekter: 1) Vismændenes tilbedelse, 2) Jesu dåb i Jordan, 3) Brylluppet i Kana”

Men jeg undlader det første vers, fordi jeg ganske enkelt ikke vil tiltale Herodes! Og tænker så ved mig selv: Er der noget galt med den danske oversættelse!?? Men denne mistanke afkræftes, når jeg læser tysk og engelsk oversættelse. Så på latin må hymnen de facto tiltale kong Herodes. . .   Men ham, – latin eller ej, – nægter jeg at tiltale indenfor kirkebygningens fire vægge.

Godt nok er det et kedeligt spørgsmål, som hymnen stiller ham. Ikke desto mindre vil jeg ikke være méd . . .   Lovsang nr. 348:

Hvor kan, Herodes, på dit slot,
du frygte for en nyfødt drot?
Han røver ingen jordisk glans,
han skænker himlens sejrskrans.

De følgende tre vers af hymnen henvender sig bemærkelsesvis ikke direkte, men fortæller om de før nævnte tre aspekter: Vismændenes tilbedelse, Jesu dåb i Jordan og Brylluppet i Kana.

Først vers 5 bliver en personlig henvendelse:

Lov være dig, vor Frelser bragt
at hedningfolk har set din magt.
Gud Fader pris og herlighed
med Ånden i al evighed.

Hvem er dig?  Da ingen ny person i de følgende vers er blevet tiltalt, må det jo logisk være hám, der er tiltalt i første vers. Om man må da osse medgi’ Herodes, at han har gjort alt for at vose sin magt . . .

Tænk, hvor let første vers, – og dermed osse det sidste, –  kunne gøres ’stuerent’, ved at gøre det fortællende, – som vers 2, 3 og 4 . Bare en mini-ændring, og det bli’r helt accaptabelt. Således burde det hedde:

Hvor kan, Herodes, på sit slot,
dog frygte for en nyfødt drot?
Han røver ingen jordisk glans,
han skænker himlens sejrskrans.

Jeg husker ikke, om jeg foreslog denne ændring ved udgivelsen af den seneste udgave af ’Lovsang’. Men det er osse fuldstændig ligegyldigt, for hvis et forslag kommer fra Stephen Holm, underkendes det helt automatisk,-  uanset om det har mening eller ej. Læs janteloven.

God afslutning på juletiden!

Den hellige Families fest

Mette Marie Trankjær er sognepræst i Horbelev på Falster. På et tidpunkt har dette spændende menneske i KD skrevet bl. a. nedenstående tekst, som jeg har gemt. Nu er hun 56 og jeg små tyve år ældre. Jeg bruger hendes tekst som prædiken nu på den hellige Families fest, – søndag ml. jul og nytår, – og vil gerne dele den med jer.
Og med den ønske jer, mine læsere en glædelig jul, – den er jo først lige begyndt, – og et lykkeligt og velsignet 2019.

TO GANGE med ti års mellemrum har jeg holdt juletale
på den samme efterskole.
Første gang voldte det ikke problemer.
Men anden gang blev jeg frygtelig nervøs. Forsøgte at berolige mig selv.
Havde jeg gjort det én gang, kunne jeg vel gøre det igen?
Nej, det var det, jeg kom mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg kunne?
Og det var episoden med frimærket, der for alvor fik mig til at indse,
at jeg i mellemtiden ikke bare er blevet midaldrende.
Jeg er slet og ret blevet en dinosaur, – et fortidslevn.

Det handler ikke om det ydre.
Det er alt dét inde bagved, den er helt gal med,
og det var altså episoden med frimærket, der fik mig på sporet.

Det begyndte med, at min søn på 19 år kom blæsende ind i mit kontor med en kuvert i hånden og spurgte: ”Hvor skal frimærket sidde?”.
Jeg blev chokeret, sur og flov!
Vidste min ellers kvikke, velinformerede søn virkelige ikke, hvor frimærket skulle sidde på et brev?

Samtidig med at jeg surt klaskede frimærket fast i øverste højre hjørne på kuverten, slog det mig, at uvidenheden vel skyldtes en mangel i den stakkels drengs opdragelse, og jeg blev flov. For så faldt det tilbage på mig, og lidt forfængelig er man jo altid både på sine børns og egne vegne.
På stedet besluttede jeg at lægge låg på den historie.
Dét hér var der ingen, der skulle få at vide!

Men det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til at være flov,
og der var heller ikke nogen grund til at være sur.
Til gengæld var der god grund til at være chokeret,
for hvordan tror I det er at opdage, at man skal ud at holde tale for unge og i mellemtiden, helt umærkeligt, er blevet forvandlet til en dinosaur, der ikke har opdaget, at breve var noget, man skrev i meget gamle dage, og at dem, man skal tale til, ikke er dinosaurer og heller ikke forstår dinosauer-sprog….

Selv véd man faktisk godt, at man heller ikke taler deres sprog
og man skal heller ikke skal tro, at man kan lære det,
for det udvikler sig hurtigere end noget andet sprog.
Det ville være lettere at komme til at tale kinesisk
end at lære sig unge menneskers sprog.
Og mens kinesere måske ville være taknemlige for, at man havde lært deres sprog, så er det mit indtryk, at der ikke findes noget mere pinligt end dinosaurer, der forsøger at tale unge-sprog.
Så dét lader jeg være med at forsøge og konstaterer nøgternt følgende:

Intet af det, jeg regner for selvfølgeligt, er selvfølgeligt for de unge
og omvendt.
Det er slut med selvfølgelighederne.
Det må vi gøre os klart, før vi overhovedet begynder at kommunikere.

Unge mennesker kommunikerer ikke pr. brev, men på sms, facebook, twitter. Der er ikke meget brug for at vide, hvor frimærket på et brev sidder. Brevfænomenet er kraftigt på retur, nærmest dødt.

Så her står jeg altså, og kan ikke andet end at erkende, at jeg er blevet en dinosaur fra brevskrivningens nu allerede meget fjerne tidsalder, – og nu i aften skal tale til en flok unge, som måske nok kan høre, at jeg taler dansk,
– men i øvrigt ikke forstår mit sprog
– for slet ikke at tale om min verdensopfattelse eller mine selvfølgeligheder.

Jeg har osse engang været 16 år, –  men jeg har aldrig været i deres alder, for verden så meget anderledes ud, da jeg var 16 år i 1978.

Jeg var ikke på efterskole, men i USA som udvekslingsstudent.
Dér havde vi sådan en postkasse som dém, man ser på film: En aluminiumsboks med et rødt flag, der var oppe, hvis posten havde lagt noget i. Når jeg kom hjem fra skole, og flaget var oppe, løb jeg med bankende hjerte ud til postkassen, for det kunne jo være, der var noget til mig – og skønt vár det, når der mellem de amerikanske breve og aviser, tittede en kuvert frem, hvor jeg i øverste højre hjørne kunne se et dansk frimærke.
Så var dagen reddet! Der var brev hjemmefra.

Intet internet, ingen sms, ingen facebook eller twitter,
– og jeg savnede det ikke, for det fandtes jo ikke.
Bare disse dejlige kuverter med frimærker på.
Så derfor véd jeg godt, hvor frimærket skal sidde!
En kuvert med et frimærke talte jo sit helt eget sprog.
Fortalte om, at der var nogen, der holdt af mig og tænkte på mig.
Ikke mindst mine forældre, som havde ladet mig tage af sted.

NÅR VI FÅR BØRN, må vi sande, at de kommer véd os, men ikke áf os,
og selvom de er hós os, tilhører de os ikke.
Kærlighed kan vi give dem,
men ikke vores tanker, for de har deres egne tanker.
Deres kroppe kan vi give husly, men ikke deres sjæle,
for de bor allerede i huset af i morgen, som vi ikke kan besøge,
– end ikke i vore drømme.

Vi er flitsbuer, hvorfra vores børn sendes ud som levende pile,
Men Ham, der spænder pilen,
og som altså både buerne og pilene er afhængige af,
– ja, det er selvfølgelig Gud,
Gud, som har os i sin hule hånd, på mange måder.. . .
forældre såvel som børn.

Gud nøjes ikke med at sende os en sms
eller skrive på facebook eller twitter,
han sender ikke engang et brev med frimærket i det rigtige hjørne.
For hvad er egentlig en besked på sms eller facebook eller twitter
eller for den sags skyld et brev, andet end:
erstatning for nærvær.
Man sender brev eller sms, når man ikke kan eller ikke vil komme selv.

Sådan var det ikke med Gud!
Han kunne og ville komme selv.
Han kom selv, og han kommer selv.
Gud sendte ikke bare ord, hverken digitalt eller pr. brev med frimærke på,
nej, han lod ordet blive kød, – i barnet i krybben.

Lad os huske det, når vi mødes i al vores forskellighed.
De unge fra en allerede fjern fremtid,
og os dinosaurer,
der tumler rundt med vores uforståelige, men velmente pinligheder
Lad os huske, at bag alt dét, vi ikke forstår ved hinanden,
er der er tale om
mennesker, der er Guds,
– og som han elsker så højt, at han kom til verden for dem.

Glædelig jul på den hellige Families fest!