“Følgerækken er ligegyldig!”?

”Følgerækken er ligegyldig!” , sagde Helsingørs dejlige, forlængst afdøde præst gennem 42 år,  pastor Gerard Coenen CM, – af nederlandsk afstamning, – under en diskussion, som vi havde om et ikke mere husket emne. Men jeg husker ganske tydeligt, at vi morede os over, at det netop var i ovenstående ord, at han byttede om på rækkefølgen. Ubevidst var det nok hans udlægning af den matematiske sætning ”Faktorernes orden er ligegyldig”.  Om man siger 5 plus 8, eller 8 plus 5, så gi’r det jo i begge tilfælde 13.

Men ér ’følgerækken’ altid ligegyldig? Der er dog en vis forskel på: ”Han gik ind i huset og slog konen ihjel” og ”Han slog konen ihjel og gik ind i huset!”

Hvorfor nu al den snak?? . . .  Fordi jeg i sidste uge under en messe blev slået af noget, som jeg umuligt kan være den første, der er blevet slået af, nemlig: ’følgerækken’.
Og det var endda  i forbindelsen med konsekrationens højtidelige øjeblik.

Jeg sagde, som jeg skulle i anden nadverbøn: ”Tog han brødet, takkede, delte det, rakte det til sine disciple og sagde: ”Tag det og spis det, dette er mit legeme” . . .  ”Tog han kalken, takkede, rakte den til sine disciple og sagde: ’Tag den og drik alle deraf . .  dette er kalken med mit blod’”.
Og så slog det mig:  Jamen sådan gør vi jo ikke! . . Vi gør: ”Tog han brødet og sagde;. Dette er mit legeme’.  Og så (tyve minutter senere) delte han det, rakte det til sine disciple: Tag det og spis det. . . Tog han vinen og sagde Dette er mit blod.  Og så, tyve minutter senere, rakte så kalken til sine disciple: Drik alle deraf  . .

Well! Jeg véd, at nogle præster, når de i konsekrationsordene siger: ’delte det’, de-facto gør det. Men det må de ikke, – siger de fra højeste sted!

Jeg besluttede mig til, efter messen,  at slå ’nadverens indstiftelse’ op i ny testamente, begyndende med det ældste, sluttende med det yngste udsagn:

Paulus til Korinth 1, 11, 23-26
tog et brød, v24  takkede, brød det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer; gør dette til ihukommelse af mig!« v25  Ligeså tog han også bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod; gør dette, hver gang I drikker det, til ihukommelse af mig!« v26  For hver gang I spiser dette brød og drikker bægeret, forkynder I Herrens død, indtil han kommer.

Markus 14, 22-24
– tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: »Tag det; dette er mit legeme.« v23  Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. v24  Og han sagde til dem: »Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange.

Matthæus 26, 26-28
– tog han et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« v27  Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; v28  dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse.

Lukas 22, 17-20
– tog han et bæger, takkede og sagde: »Tag det og del det imellem jer. v18  For jeg siger jer: Fra nu af skal jeg aldrig mere drikke af vintræets frugt, før Guds rige kommer.« v19  Og han tog et brød, takkede og brød det, gav dem det og sagde: »Dette er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til ihukommelse af mig!« v20  Ligeså tog han bægeret efter måltidet og sagde: »Dette bæger er den nye pagt ved mit blod, som udgydes for jer.

Konklusion:

Paulus
– den ældste beretning om nadveren i NT, – gengi’r indstftelsesordene.
At brødet og vinen spises og drikkes nævnes som en selvfølge.
Nok det sted i NT, som kommer vores  messe-praksis nærmest.
Og vel osse afspejler de ældste nadverfejringer.

Markus og Matthæus er fælles om rækkefølgen:
1. Jesus ta’r brød og vin. Takker og deler brødet
2. Gir sine disciple det med opfordring til at spise og drikke
3. Fortæller undervejs, hvad de spiser og drikker

Lucas har sin egen fortælling:
1. Jesus ta’r bægeret med vin, gir det til sine diciple og siger:  Del det mellem jer
2. Ta’r brød, takker, deler det, gi’r disciplene det og fortæller undervejs, hvad de modta’r.
3. Ta’r ved måltidets afslutning bægeret og fortæller først nu, hvad der ér i  bægeret. .Siger ikke direkte, kun underforstået, spis og drik.

Og kom så til at tænke på de evangelisk-lutherske, som kræver de to ting for fuldbyrdelse af ’forvandlingens’ mysterium,- som Luther fastholdt:
Tag det og spis det, dette er . .
Tag det og drik det, dette er . .
De to faktorer: tag og spis, tag og drik, kan ikke skilles ad.
Hvorfor nadver-elementer, der ikke konsummeres, heller ikke forvandles.
Og derfor heller ikke opbevares i et tabernakel!
Lyder umiddelbart logisk
Men de tilføjer så, at brødet og vinen skal modtages ’i tro’!?
Det lyder til gengæld lidt mærkeligt. . .  Jesus sagde dog ikke hin skærtorsdag til sine apostle: ”Dette er mit legeme, hvis I tror det!” Eller ”Dette er mit blod, hvis I tror det!”
Samtidig lægger de stor vægt på: “til syndernes foladelse!”

Men ’Tag og spis’, ’Tag og drik’ blev ved med at rumstere i mit hoved.  Snart skulle jeg jo uddele den hellige kommunion og jeg glædede mig over på forhånd at vide, at i det mindste  ’følgerækken’ udi det stykke overholdes i vores kapel.  De komminicerende ’tager og spiser’, de ’tager og drikker’. Fatter ikke, at der er katolikker, der stadigvæk helst vil ’mades’ (læs: mundkommunion). Under en af vore Montfort-valfarter var der én, der insisterede på mundkommunion. Jeg spurgte hende om det var afgørende vigtigt for hende, Hun ville overveje det. Næste morgen sagde hun:  ”Jeg modtager fra nu af den hellige kommununion i hånden. For jeg har erkendt, at jeg gør langt mere ondt med min tunge end med min hånd!”

Nu tilbage til det egentlige emne: Jeg elsker den hellige messe som den ér,  ganske særligt efter at den ved det seneste koncil er blevet renset efter firehundrede års fejludvikling.
Men ærligt: Under dén nævnte messe, hvor mine tanker kom på ’afveje’, spurgte jeg mig selv, om den var blevet renset nok???

Nå . . Hvorom alting måtte være, så stoler jeg på, at Vorherre, – som Jesus har lovet det,  – ved sin hellige  Ånd sørger for, at kirken har styr på det. Og jeg kom til at tænke på Grundtvigs sang fra 1839: ”Et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”, hvor det i vers 2 hedder:

Og når min sjæl blev af sin grublen træt,
den hviled’ sig ved ’Fadervor’ at bede.

Netop på dét tidspunkt var jeg nået til nadverbønnens afsluning og istemte så Fadervor, slående mig til tåls med Grundtvig in mente.

Men ikke desto mindre valgte jeg efterfølgende at fastholde mine overvejelser på skrift, og her op til skærtorsdag vil jeg gerne dele dem med jer i dette blog-opslag.

 

 

 

 

 

 

 

 

– før julekrybben fjernes . . .

Jeg kan huske, at jeg som ganske ung, bosat i Svendborg, var med færgen fra Langeland til Ærø (Rudkøbing-Marstal). I opholdsstuen, som samtidig var en slags restaurant havde en fornemt udseende dame tilkaldt servetricen og spurgt efter forskelligt til servering. Niveauet må have været ret så fordringsfuldt, og ret hurtigt blev det servetricen for meget, hvorpå hun skar igennem og højlydt sagde: ”Nu ska’ je’ si’e dig en ting: Ser du, det hér, dét er M/F Afrodite, det s’gu’tte Kvin Mary!”

De samme proportioner falder mig ind, når vi anden søndag i november fejrer årsdagen for Lateran-domkirkens indvielse. Den selvsamme søndag fejrer vi nemlig her i Sorø årsdagen for indvielsen af vores Skt. Montforts kapel. Bortset fra, at dét, der fejres i de to helligdomme er nøjagtig det samme, findes der kun forskelle. Laterankirken skriver sin historie tilbage til 300-tallet og består nok til tidernes ende. Skt. Montforts kapel er indviet i 2011 og består efter al sandsynlighed ikke til tidernes ende. Laterankirken rummer kostelige kunstskatte. Det gør Skt. Montforts kapel ikke. Laterankirken er kæmpestor. Skt. Montforts kapel kan rummes tre gange i Laterankirkens sakristi, osv.

Disse ydmyge Sorø-rammer gør, at der juletiden igennem kun ét sted er plads til julekrybben, – bestående af bare tre figurer: Jesus, Maria og Josef, – og det ér ved påskelysets fod. Men det er blevet klart for mig, at denne ’tvungne’ placering egentlig er udtryk for en ret så god og gedigen teologi.

a) – for Guds søn i krybben blev jo ikke ved med at være et barn, der var overgivet til andres omsorg. Han blev en voksen mand, hvis liv blev lagt i hænderne på mennesker, der ydede alt andet end omsorg. De mishandlede ham og klyngede ham op på et kors. Han døde på korset (aftegnet på påskelyset) men opstod sejrrigt fra de døde (påskelysets flamme) og er aktuelt iblandt os som sådan:
Altså. Barnet fra Betlehem er tilstede i vor midte her og nu som den korsfæstede og den opstandne!

To julesalmer rinder mig ihu:

Brorson:   Velkommen fra din himmelsal til denne verdens tåredal,
hvor man dig intet andet bød end stald og krybbe, kors og død.

Grundtvig:   Ret i en salig tid, kom han hid
til levende og døde genløde de ord, der for så vide til alle tider hen.
Om ham, som tog vor kvide og gav os fryd igen,
gik ned for os i døden og sol i aftenrøden
og stod i påskegry op for os på ny.

b) – mens jeg var lærer på Mørdrupskolen i Espergærde var jeg organist og medsakristan i Skt. Vincent i Helsingør. Til julekrybben havde vi alle tilhørende figurer, undtagen – til Helligtrekonger, – en kamel. Pastor Coenen sagde, at den manglede ikke. ”Den står ved altret!” sagde han.

Dét har jeg taget med mig. Der mangler ingen figurer ved vores beskedne julekrybbe i Skt. Montfort i Sorø. Alle er de i kapellet tilstede under messen: hyrder, vismænd, æsler, okser, kameler og får. De sidder i bænkene og på præstestolene.

Og det gør, at vi hos os slipper for pointen i følgende historie:
En ordenssøster, der virker som lærerinde på en søsterskole tager sin klasse med til kirken for at vise dem den opsatte krybbe, hvor absolut intet mangler. Efter at have dvælet et øjeblik i stilhed spørger søsteren eleverne: ”Har I lagt mærke til hvilken fred, harmoni og godhed, der hviler over det hele . . Hvad er grunden til dét??” En elev markerer. Søsteren regner nu med et svar, der relaterer til det lille Jesusbarn, så hun bi’r en smule betuttet, da eleven gi’r sit bud:
”Det er fordi de allesammen er af gips!”

 

IMG_1531 (002)

Én eller to dage??

”Jeg tror på de helliges samfund, på syndernes forladelse, på menneskets opstandelse og det evige liv”

Dette den apostoliske trosbekendelses sidste afsnit er overskriften på festen, som vi fejrer den første november eller den første søndag i november, nemlig:

ALLE HELGENS DAG

efterfulgt af
MINDEDAGEN FOR ALLE VORE AFDØDE

– fejring af, at man som kristen strengt taget ikke kan tale om døde, men om levende hér og levende dér! For Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg indrømme, at jeg ikke længere umiddelbart kan finde ud af det. . . .

Det var meget nemmere tidligere. Der talte man om den stridende, den lidende og den sejrende kirke. Mange vil fastholde: Det gør vi stadigvæk:
Den stridende kirke:  det er os her og nu, der i dette jordeliv jf. Paulus må stride den gode strid indtil vi har fuldført løbet.
Den lidende kirke:
det er dem, der efter deres død  er i skærsilden, ventende på udfrielsen fra dette renselsessted, – dém, som i denne proces har brug for vor forbøn. Dem, vi mindes dagen efter Allehelgen!
Den sejrende kirke: Det er ’den store hvide flok, som ingen kan tælle’. De utallige afdøde, som har lagt skærsilden bag sig og nu er hos Gud i himlen og hersker med ham i al evighed. Dem, vi fejrer på Allehelgens dag.

Som det så klart hedder i H. Kejsers fine Allehelgenssalme: ”Jeg tror på de helliges samfund”, – som ikke fik lov til at komme med en den ny Lovsang, på trods af bogens 17 blanke sider:

Jeg tror på de helliges samfund, hvorover ej døden har magt,
for vi, der må stride,
og de, der må lide
og de, der fik sæde i Himmerigs glæde,
er fælles om Frelserens pagt.

I folkekirken er de to dage smeltet sammen til Allehelgens-søndag, og fejres mere intens end tidligere.  De fleste steder er gudstjenesten henlagt til om eftermiddagen, – med lystænding for årets afdøde, hvis navne bli’r oplæst.

Og hos os katolikker?  Helt ærligt! Oplever vi ikke samme udvikling??
De allerfleste steder finder mindet om vore personlige afdøde sted i forbindelse med  Allehelgensdags-messe, – eller ved en kirkegårdsandagt samme dag om eftermiddagen.
På dagen efter Allehelgen, officielt: Mindedagen for alle afdøde,  er både udbuddet af messer og menigheds-deltagelse i samme, markant aftagende. Og dét på trods af, at enhver præst, som kun bør fejre én messe dagligt, på denne dag må fejre tre.

Må man beskæmmet konstatere, at katolikker af i dag ikke længere tager skærsildsopholdet alvorligt? Eller glæde sig over, at de er så overbeviste om Guds suveræne kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, at de har svært ved at forestille sig, at déres indsats, efter deres kæres død, skulle have nogensomhelst betydning? Og at de rent faktisk ikke længere tror på, at de med deres bøn skal overtale en vred og retfærdigt dømmende og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, jvf. Allesjæle-salmen i salmebogen fra 1951: “O Fader, vær ej længer vred, forbarm dig over hine!…O Gud, lad din retfærdighed formildes ved vor tåre” (nr. 336), – og for den sags skyld den gamle requiemsmesses sekvens og offertorium, som gudskelov ikke længere er at finde i det ny Missale Romanum?

Hvad skal man svare??

Jeg tror ikke, at det er fordi katolikker af i dag ikke accepterer kirkens lære om renselsesstedet. Vi véd, at intet ondt og urent kan indgå i Guds himmel, hvorfor en renselse i vor død afgørende er nødvendig, – og befriende.  Men kunne det være, at vi i dag forestiller os denne renselse som dybest set behagelig? Jeg husker som barn, når jeg under leg havde slået mig og var kommet til at bløde fra arm eller ben, hvordan min mor rensede såret og kom jod i. Det sved som bare pokker, men alligevel var det samtidig rart, fordi jeg vidste, at nu bli’r alt det dårlige passiviseret og første skridt på vejen til heling foretaget.

Jeg hælder til at tro på, at ovennævnte billede slet ikke er så ringe. Og at vi i dag derfor overvejende betragter skærsilden som noget positivt. Vi er jo på ret vej, vores opstandelse er jo i fuld udvikling. . . Osse fordi vi har fået en fornemmelse for, at tiden, som er måling af forandring,  er noget jordisk, hvor alt forandrer sig, – i modsætning til himlens Gud, som er uforanderlig og evig. Således kan man ikke efter døden tale om tid, sådan som det hed i en bøn fra sidste århundrede: Afkorter opholdet i skærsilden med 100 dage. Derimod kan hele livet i dødsøjeblikkets sekund ’passere revy’, hvori renselsesprocessen naturligt kunne være indbygget??

Jeg ved ikke, hvordan du, kære læser, har det, når du tænker på de afdøde, som har stået dig nær . . Ser du dem for dig som (endnu) værende i skærsilden? … Eller ser du dem for dig, som værende hos Gud i hans himmel? Jeg behøver nok ikke fortælle dig min personlige oplevelse.

Men hvordan genvinder vi så meningsfyldt fejringen af ikke bare én, men to dage. Hvordan fejrer vi: først Allehelgensdag og efterfølgende Mindedagen for alle kære afdøde??

Kunne man måske gøre det sådan:

Allehelgensdag, fejret i hvidt,  ser vi det fra de såkaldte afdødes side og glæder os med dém over, at de er i Guds hånd og han fører dem ind i sit himmelske rige. ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses”, skriver Paulus til Timoteus. Og Jesus siger: ”I min fars hus er der mange boliger. Jeg går forud for jer, for at forberede alt, og når alt er klart, kommer jeg og henter jer!”  Vi fejrer på denne festdag de relativt få, som kirken har helgenkåret og de mange, mange, mange, som ikke er blevet helgenkåret, men som ikke desto mindre ér helgener, – fuldt og helt. Fordi Gud helliger sig dem.
Vi ønsker dem tillykke og siger med Brorson:

“Tillykke, Kæmpesamling, ja, o tusindfold tillykke da,
at du var her så tro især og slap såvel  herfra”

Og glæder os så personligt over vores kaldelse til selv engang at tælles blandt alle helgen, når vi kommer til Gud i himlen, for, som apostlen Paulus siger:  ”Lever vi med Kristus, dør vi med ham, skal vi osse opstå med ham”. Faktisk kunne man som kommunionsvers på Allehelgenssøndag synge:

Vi skåler med vore venner og dém, som vi kender.
Og dém, som vi ikke kender: dém skåler vi med!

Dagen efter, – mindedagen for vore kære afdøde, fejret i violet, – ser vi det fra vores side. Vi tænker på vore personlige afdøde og sørger over, at vi ikke længere har dem iblandt os. Og takker samtidig for dét, der blev givet os, netop gennem dem. Vi lægger vores sorg og savn frem for Gud. Osse vores sorg over de gange, vi svigtede dem. Vi be’r for dem, for, – det siger den hellige skrift, – ”det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde”. (2.  Makk.) . . . Og dét kan vi gøre, – osse udenfor messen. Om det hjælper dem, tænker vi ikke over, men vi erfarer, at det hjælper os. For som Steen Steensen Blicher så rigtigt udtrykker det i sin novelle ”Hosekræmmeren”:

Den største sorg i verden her
er dog at miste dén, man har kær!

Vi ér i de helliges samfund!
Et samfund, hvor man ikke kan kommunikere med hinanden, er ikke et samfund.
Og som sagt til indledning: Døden findes som sådan ikke. Kun levende hér og levende dér. Så med tillid beder vi til dem og for dem:

Herre, gi’ dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.
Før dem frem til opstandelsens herlighed. Amen

Kunne det gi’ mening??

 

 

Foragt!??

”Forbrydere har fået stjernestatus. Da afsløringerne af Stein Baggers bedrageri var på sit højeste, udkom der et væld af bøger, der satte fokus på hans person, og om få dage bliver hans guldur sat på aktion hos Bruun Rasmussen. Også en række andre forbrydere soler sig rampelyset og udgiver biografier, som ligger øverst på bestsellerlisten. Senest er det Brian Sandberg, Stein Baggers bodyguard, der er aktuel i bogen “Gangster”, men også morderne Peter Lundin og Jørn “Jønke” Nielsen har tidligere udgivet bøger om deres bedrifter. For slet ikke at tale om den bedrageridømte Kurt Thorsen, der fik sit eget tv-show, mens han endnu sad i fængsel.
Hvorfor så imponeret over disse ekstreme typer, som er sygeligt fokuserede på egne behov, og som ingen skrupler har med at snyde, bedrage, slå ihjel og lyve, så længe de får noget ud af det selv? Hvorfor fascineres af en person, der er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at være gennemført ond og snøre systemet? Hvem har ansvaret for, at disse typer sættes i centrum?
Grunden ér, at det for medierne udelukkende handler om den gode historie, men problemet er, at når forbrydere kommer på forsiden og får stjernestatus, så bliver de – om man vil det eller ej – eksempler til efterfølgelse. Selv politiet må stå tavst ved sidelinjen og se på, at lovovertrædere forherliges. Når moral er blevet til noget helt subjektivt, placeres ansvaret også alene hos den enkelte.  Men også den enkelte læser, lytter eller seer har et moralsk ansvar for, hvad man vil høre på!”

Ovenstående afsnit fra en klumme i KD, skrevet af Iben Thranholm sommeren 2010, randt mig i hu i forbindelse med denne søndags evangelium (30. søndag i årsrækken, år C): Jesu fortælling om farisæeren og tolderen. (Lukas 18, 9-14). For umiddelbart forekommer det mig, som om Jesus allerede i sin  tid promoverer, hvad Thranholm beskriver. Helt klart er det tolderen, der er historiens ’helt’, ham jøden, der som landsforræder lader sig ’prostituere’ til at arbejde for den romerske besættelsesmagt og som dagligt snyder og bedrager til personlig vinding. Oversæt ham til en nutidig pusher, som for at tjene penge, sælger narkotika til ågerpriser og koldblodigt gør mennesker stofafhængige. Han siger: ”Gud, vær mig synder nådig” og går ’retfærdiggjort’ hjem,. . . indtil han i morgen genoptager sin ’gerning’

Så er der farisæeren, som vi afviser, den skinhellige rad! Som står og praler med alt det gode, han gør. Må jeg henlede opmærksomheden på, at han ifølge Jesus bad stille, – for sig selv!  Oversæt ham til en religionslærer, der samtidig er medlem af det lokale katolske menighedsråd. Han siger til Vorherre, – lidt unødvendigt, for Vorherre véd det jo i forvejen, – men han siger jo kun, hvad der er sandt: ”Jeg overholder ikke bare fredagsboden (hvem gør efterhånden det??) jeg har osse onsdag som bodsdag! Jeg betaler ikke bare 2% i kirkeskat (hvem betaler overhovedet kirkeskat?), men hele 10%. Jeg har ikke skiftet konen ud (hvor mange katolikkers ægteskaber er intakte??). Jeg har aldrig snydt i skat og aldrig udnyttet nogen økonomisk!” Endelig takker han Gud for, at han ikke er som pusheren, der har sneget sig ind i kirken for en kort stund.

Helt ærligt, kære læser, har du aldrig bedt som farisæeren? Har du aldrig takket Gud, fordi du ikke er pyroman, pædofil, ludoman, alkoholist, narkoman m. m., og fordi du har fået en ægtefælle, som bare har været god for dig??? Er det egen fortjeneste, hvis du ikke må ligge under for netop nævnte tendenser? Nej. Det er ikke din fortjeneste, at du er blevet holdt fri, lisså lidt, som dem, der er ramt af nævnte tendenser, der fører til ovennævnte ’synderegister, har valgt det totalt frivilligt.

For at få fat i lignelsens pointe tror jeg, at vi skal se på indledningen: ”Til nogle, der stolede på, at de var helt i orden og som foragtede dem, de mente ikke var det”, fortalte Jesus denne lignelse. Ja foragt er slemt, netop af de netop nævnte grunde, for ingen har noget at rose sig af, alt er nåde. Men hvem siger, at farisæeren praler? Takker han ikke for den nåde, han har modtaget? Og tolderen: Er det ikke nåden, der får ham til at sukke og sige: ”Gud. Vær mig synder nådig”?

Kun én er retfærdig, og det er Gud. Gud er den retfærdige dommer, som vi hører det i søndagens første læsning fra Siraks bog. Når vi sympatiser med tolderen, – i øvrigt fordi han ligner os, – og foragter farisæeren, – fordi vores middelmådighed harmoniserer fint med janteloven, – så gør vi os til dommere og må lytte til apostlen Jakob, når han i sit brev siger: »Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; – men du, hvem er du, som dømmer din næste?« (Jak. 4,12)

Derfor: Det er aldrig i vor lod at foragte: Hverken tolderen eller farisæeren.

Og så kan jeg sluttelig ikke nære mig for at citere Jesus-ordet fra Matthæus 7,21, hvor han siger: ” Ikke enhver, som siger: ’Herre, Herre!’ til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.”
Tolderen sagde: ”Herre, Herre!”, – helt fint! . . Men dén, der gjorde sin himmelske fars vilje, – var farisæeren!

 

 

I disse dage er det 35 år siden . . .

. . . . at den unge, engagerede og frygtløse polske præst
JERZY POPIELUSZKO
på forfærdeligste måde led martyrdøden, – bare 37 år gammel.

Jerzy blev født i 1947 i en lille landsby i det nordøstlige Polen. Hans forældre opdrog ham i den katolske tro og som polsk patriot.

Efter fuldført skolegang trådte han i 1965 ind i præsteseminaret i Warszawa og begyndte sine teologiske studier. Men snart måtte han afbryde dem på grund af obligatorisk militærtjeneste. Sammen med andre præstestudenter blev han sendt til en specialenhed, hvor unge præstestudenters moral og værdier skulle brydes ned. De blev tvunget til at høre på politiske foredrag, og om søndagen til at se propagandafilm eller film med erotisk indhold. Men gennem lokale sjælesørgere blev præstestudenternes tro og håb næret.

Etter endt militærtjeneste kunne Jerzy fuldende studierne, og i maj 1972 blev han præsteviet af kardinal Stefan Wyszyński ærkebiskop af Warszawa og polsk primas. Som ny præst virkede han først i forskellige menigheder, siden ved katedralen i Warszawa.

I 1980 blev han forflyttet til menigheden St. Stanislaw Kostka i bydelen Zoliborz i Warszawa, og dér tilbragte han den sidste del af sit liv. I august samme år udbrød der strejker i flere byer og regioner i Polen. Pastor Jerzy knyttede sig til arbejderne ved Støberiet Warszawa, fejrede messer for dem og hørte skriftemål, – tog kort sagt ansvar for deres åndelige liv og førte mange søgende arbejdere til troen på Gud. Pastor Jerzy var også til stede ved næsten alle retssager mod arbejderne efter strejken.

Et af resultaterne af strejkerne var grundlæggelsen af fagforeningen Solidaritet, med Lech Walesa som leder. Pastor Jerzy var med i bevægelsen helt fra dens begyndelse. Den fik hurtigt enorm tilslutning og bragte det kommunistiske regime i Polen til randen af sammenbrud. Det endte med, at Polens statsminister indførte undtagelsestilstand i Polen, hvilket betød at de gældende lovene blev sat ud af kraft og at ledelsen fik fuldmagter, som den ellers kun ville have i krigstid.

Jerzy var glødende antikommunist, og han motiverede de troende til protest.

Da myndighederne slog ned på Solidaritets medlemmer, prædikede pastor Jerzy åbent mod regimet, og til sine ugentlige prædikener i sine «messer for hjemlandet» kunne han samle op til 50 000 mennesker. Han krævede retfærdighed og frihed, men han var langt mere end en politisk agitator. Han forkyndte enkle sandheder som for eksempel at frihed er bedre end slaveri, at sandhed er bedre end løgn, at det gode er bedre end det onde. Men alene dette var provokerende for et regime som forlængst havde forladt grundlæggende menneskelige værdier.

Engang blev han spurgt: “Når du taler om ondskab, hvorfor sætter du så ikke navne på?” Pastor Jerzy gemte sit ansigt i hænderne, var næsten grædefærdig og sagde: “Har I slet ikke forstået, hvad jeg prædiker? Jeg kæmper mod det onde, ikke mod mennesker, som i endnu højere grad er det ondes ofre, end vi, som forfølges af dem.”

Pastor Jerzys prædikener blev regelmæssigt transmitteret af ’Radio Free Europe’, og derigennem blev han ’berømt’ i hele Polen for sin kompromisløse holdning mod regimet. Under trusler prøvede man at bringe ham til tavshed, men uden held. Regimet arresterede ham i 1983, men han blev ret hurtigt sat fri efter indgriben fra kirken, – han blev benådet ved et amnesti.

Men systemet gav ikke op. Der blev planlagt en bilulykke for at dræbe ham den 13. oktober 1984, men han undslap. Den alternative plan var at kidnappe ham, og den blev så iværksat. Den 19. oktober var han inviteret til et møde som blev holdt af Foreningen for pastoral omsorg for arbejdere i en lille by nord for Warszawa. Han fejrede messe for de mange fremmødte, hvorefter han mediterede rosenkransens smertefulde mysterier.

Han sluttede med følgende ord: «Lad os bede Gud om at sætte os fri fra frygt og terror, men først og fremmest fra længsel efter vold og hævn». Efter mødet bestemte pastor Jerzy sig for at tage hjem, selv om det var sent. En ven, han havde haft méd til mødet, kørte bilen

På vej hjem til Warszawa blev bilen standset nær landsbyen Górsk, – af officerer fra det hemmelige politi, forklædt som færdselspoliti. Etter at have givet chaufføren håndjern på, slog de præsten bevidstløs med slag i hovedet, kneblede ham og kastede ham i bilens bagagerum. Det lykkedes chaufføren at komme ud af bilen og slå alarm, men hans flugt fik ikke politiofficererne til at ændre planer. De sparkede og slog Jerzy så hårdt, at lægen, som senere foretog obduktionen, sagde, at han aldrig havde set et menneske med så svære indre læsioner. Derefter bandt de hans hænder og fødder og kastede ham i floden Wisla med en sæk, fyldt med sten, bundet til hans ene fod. Sandsynligvis var han endnu i live. da han blev kastet i floden, 80 km. nord for Warszawa. Han blev 37 år gammel.

Den 30. oktober blev hans lig bjerget op fra floden, og nyheden om det politiske mord udløste et voldsomt spektakel i hele Polen. Mere end 250.000 mennesker deltog i begravelsen den 3. november. Efter chaufførens identifikation af de tre sikkerheds-politiofficerer blev de og én af deres overordnede arresteret og dømt til fængsel mellem 14 og 25 år for mordet. Senere blev de sat fri som en del af et amnesti. Ingen højtstående tjenestemænd blev kendt skyldige. De blev frikendt på grund af manglende bevis.

Jerzys grav ved kirken St Stanislaw blev et samlingspunkt for Solidaritet men også et katolsk valfartsmål. I dag vidner et museum i kirkens kælder om pastor Jerzys såvel politiske som åndelige betydning

Ikke overraskende var det pave Johannes Paul II, som i 1997 satte gang i pastor Jerzys saligkåringsproces. I 2009 gav pave Benedikt XVI ham titlen Venerabilis, «Ærværdig». Den 6. juni 2010 blev han saligkåret i Warszawa. Næsten 150.000 mennesker havde samlet sig til friluftsmessen på byens centrale torv. Omkring hundrede biskopper var til stede.

Ved afslutningen af den to timer lange messe blev pastor Jerzys relikvier båret i procession gennem Warszawa til Det guddommelige Forsyns Kirke i forstaden Wilanow, cirka tolv kilometer fra torvepladsen. Denne imponerende kirke er fortsat under udbygning,

Det polske postvæsen udgav et særligt frimærke for at markere saligkåringen.
73 polske byer har en gade, som bærer Jerzy Popieluszkos navn.

Evige Gud,
I dit forsyn gjorde du den salige præst og martyr Jerzy Popiełuszko
til et standhaftigt vidne om kærlighedens evangelium
og til en forsvarer for den menneskelige værdighed.
Vi, som mindes hans voldelige martyrdød, be’r dig:
Lad os på hans forbøn og efter hans eksempel leve i sand frihed
og gør os i stand til at overvinde denne verdens ondskab med det gode.
Ved vor Herre Jesus Kristus…

 

 

Godt, at psykisk vold nu resulterer i dom !

Under denne overskrift bragte Kristeligt Dagblad i forgårs, den 15. oktober, en kronik, hvori det bl. a. hedder:

Straffeloven er for nyligt ændret, så psykisk vold nu sidestilles fysisk vold, og i sidste uge faldt den første dom.

Er det rimeligt? Ja, for volden resulterer i en kaskade af problemer, skriver professor Ask Elklit og ph.d.-studerende Sarah Dokkedahl

I foråret 2019 vedtog et stort flertal af partierne en ændring af straffeloven, som kriminaliserer psykisk vold. Det er en stor ændring, som mange kommer til at forholde sig til. Der er kommet en ny form for forbrydelse, som i virkeligheden er et ældgammelt fænomen, og som ofte er forekommet, uden at nogen har tænkt på det som kriminelt

Der er to mulige grundformer af den psykiske vold: en aktiv og en passiv.
Ved den aktive udsætter en person en anden person for vedvarende ydmygelse og nedgørelse, som har det budskab i sig, at den anden er forkert, værdiløs, uønsket eller foragtelig.
Ved den passive form bliver den anden overset, ignoreret, holdt udenfor og modtager ikke den følelsesmæssige opmærksomhed og næring, som får os til at gro som mennesker. Dén form kan udøves uden et ønske om at skade, – på grund af manglende evne eller kapacitet, psykisk sygdom, dårlig begavelse og andet.
De to grundformer har dét tilfælles, at de angriber vores selv, vores identitet hvorfra vores selvfølelse udgår.

Hvis den psykiske vold kommer fra vores nærmeste rammer den selvfølelsen meget stærkere, end hvis den kommer fra mere perifere relationer. Når psykisk vold indgår som del af mobning, slår den også hårdt, fordi den ødelægger muligheden for at knytte sig til f. eks. kolleger på arbejdspladsen.

Den citerede artikel berørte mig ret så meget, fordi ovenstående ér, hvad jeg som præst fra min lokale kirkelige myndighed har oplevet siden april 2010, hvor misbrugssager skyllede indover bispedømmet og jeg et år igennem blev udsat for dét, som journalist og forfatter Erik Meier Carlsen har beskrevet som ”kirkelig panik, der på tragisk vis drukner alle hensyn til saglighed, kendsgerninger og de anklagedes retssikkerhed

En pause indtrådte herefter, men fra juni 2012, hvor der fra officiel side, – som i pressen formuleret af menighedsmedlemmer fra én af mine tidligere menigheder: – blev åbnet for fri mobning af mig, tog det for alvor fat. Påtale af dét, som jeg kaldte et overgreb, ændrede intet. Heller ikke en anmeldelse til Kleruskongregationen i 2014. Først da kirkens højeste retsinstans, den romerske Signatura i 2016 modtog sagen, blev der reageret, og ovennævnte lokale kirkelige myndighed fik i begyndelsen af 2018 fra Rom kirkerets-dommen: Der er handlet ulovligt (voilatione legis), – egentlig: øvet vold mod loven, – og dermed mod dén person, som gennem næsten seks år har måttet ligge under for det.

Men nu kommer det mærkelige:
Når man i et ’normalt’ retssamfund er blevet dømt skyldig i en lovovertrædelse, medfører det en straf, – mindre eller større, betinget eller ubetinget, – men en straf! Omend et helt afsnit i kirkeretten handler om strafbestemmelser, lader det til, at ingen straf er blevet pålagt i denne sag? En overordnet er af Højesteret blevet dømt for en begået lovovertrædelse uden at modtage nogensomhelst form for straf!? Dette svækker naturligvis domsafsigelsen, – osse, når flere af de rådgivere, som ifølge samme overordnede skulle have anbefalet ulovlighederne, fortsætter som rådgivere!? Så omend de ulovlige forhold overfor mig ved dommens udskrivelse objektivt blev bragt til ophør, så er de det subjektivt ikke, og jeg oplever tydeligt fortsat de faktorer, som udtrykkes i ovennævnte citerede artikel-afsnit.

De næsten overperfekte fysiske rammer, som undervejs er blevet mig til del, eliminerer ikke årelang psykisk mishandling, som ifølge artiklen ”angriber vores selv, vores identitet, hvorfra vores selvfølelse udgår!”, og, som ifølge citeret kronik, siden foråret nu civilretsligt sidestilles fysisk mishandling.

Kronik-artiklen, – plus dét evangelie-stykke, som vi skal høre på søndag (29. sø. i året, år C) om enken, der vedblivende fordrer sin ret, – bestyrker mig i, ligeledes vedblivende ikke at acceptere ulovlig, personlig mobning, – og slet ikke i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

 

Tomhed???

”Endeløs tomhed, siger Prædikeren, endeløs tomhed,
Alt er tomhed”.

Således begynder første læsning, – fra Prædikerens bog, – i messen i dag på den nu snart afsluttede søndag: 18. søndag i årsrækken, år C.

Jeg kan meget bedre li’ den tyske udgave:
”Windhauch, alles ist Windhauch”,
– altså: ”Som et vindpust! Alt ér som et vindpust”,
– forbigående, flygtigt ..

Tanken præger faktisk Adam Oehlenschlägers digt ‘Bjarkemål’, hvor de første to linjer er velbekendte:

Hvad er vel Livet?
Et pust i sivet
som synker ned.
Et spil af kræfter
som higer efter
en evighed.
Til evigheden
så morgenrød
går vej herneden
kun gennem død.

Hjemkommet fra søndagsmessen i en københavnsk kirke faldt jeg over et interview i KD med Jørgen Carlsen, som har været forstander på Testrup højskole syd for Aarhus og fra 2011- 2016 medlem af etisk råd. Det drejer sig i interview’et om Ludvig Holsteins sommersang ”Fyldt med blomster blusser æbletræets gren”.
Nogle udtalelser fra ham falder så fint i tråd med den tyske udgave af første læsning. Og jeg vil gerne dele disse hans tanker med jer, mine læsere:

”Vi har en alt for snæver forståelse af, hvad en pessimist er.
Vi tror, at det bare en, der ser sort på alting. Det kan det selvfølgelig også godt være, men pointen her er, at den sande pessimist i filosofisk forstand er den, der venter sig så meget af livet, at man ikke kan undgå at blive skuffet. Man kan sige, at pessimistens problem er, at han eller hun har en overfrankeret forventning til livet, og fordi den er overfrankeret, kan man næsten ikke undgå at blive vemodig eller melankolsk.
Glæden er så kort. Den varer ikke ved.
Glæden og skønhedsdrømmen fordufter:
Drømmen stiger op mod himlens sky med et dyb af lykke,
som den ikke kan nå.
Lykken er uopnåelig.
Den kan indfinde sig i glimt, men forsvinder så igen.
Vi bliver mindet om, at intet varer véd.
Ethvert møde rummer en afsked.
Enhver glæde rummer en senere sorg.
Nu, hvor jeg har rundet 70 år og nærmer mig min udløbsdato, skyldes melankolien, at jeg véd, at livet ikke er uendeligt. Min egen forventning til livet er også lidt overfrankeret, så måske er det medvirkende til, at jeg sidder på min altan og tænker på, hvor mange somre jeg mon har tilbage? Jeg håber selvfølgelig meget på den evige sommer, som forskellige salmedigtere jo også skriver om – i for eksempel ”Det dufter lysegrønt af græs”, men det er kun en trøst, for jeg foretrækker de virkelige somre.
Men lykken er lunefuld og kan ikke fastholdes.
Den smuldrer mellem fingrene på os.
Til gengæld har Holstein begået et digt, der er blevet til en sang, som på smukkeste vis besynger både sommeren og livets sårbarhed.”

Tomhed? Nej!
Som et vindpust: JA!