Den hellige Families fest

Mette Marie Trankjær er sognepræst i Horbelev på Falster. På et tidpunkt har dette spændende menneske i KD skrevet bl. a. nedenstående tekst, som jeg har gemt. Nu er hun 56 og jeg små tyve år ældre. Jeg bruger hendes tekst som prædiken nu på den hellige Families fest, – søndag ml. jul og nytår, – og vil gerne dele den med jer.
Og med den ønske jer, mine læsere en glædelig jul, – den er jo først lige begyndt, – og et lykkeligt og velsignet 2019.

TO GANGE med ti års mellemrum har jeg holdt juletale
på den samme efterskole.
Første gang voldte det ikke problemer.
Men anden gang blev jeg frygtelig nervøs. Forsøgte at berolige mig selv.
Havde jeg gjort det én gang, kunne jeg vel gøre det igen?
Nej, det var det, jeg kom mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg kunne?
Og det var episoden med frimærket, der for alvor fik mig til at indse,
at jeg i mellemtiden ikke bare er blevet midaldrende.
Jeg er slet og ret blevet en dinosaur, – et fortidslevn.

Det handler ikke om det ydre.
Det er alt dét inde bagved, den er helt gal med,
og det var altså episoden med frimærket, der fik mig på sporet.

Det begyndte med, at min søn på 19 år kom blæsende ind i mit kontor med en kuvert i hånden og spurgte: ”Hvor skal frimærket sidde?”.
Jeg blev chokeret, sur og flov!
Vidste min ellers kvikke, velinformerede søn virkelige ikke, hvor frimærket skulle sidde på et brev?

Samtidig med at jeg surt klaskede frimærket fast i øverste højre hjørne på kuverten, slog det mig, at uvidenheden vel skyldtes en mangel i den stakkels drengs opdragelse, og jeg blev flov. For så faldt det tilbage på mig, og lidt forfængelig er man jo altid både på sine børns og egne vegne.
På stedet besluttede jeg at lægge låg på den historie.
Dét hér var der ingen, der skulle få at vide!

Men det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til at være flov,
og der var heller ikke nogen grund til at være sur.
Til gengæld var der god grund til at være chokeret,
for hvordan tror I det er at opdage, at man skal ud at holde tale for unge og i mellemtiden, helt umærkeligt, er blevet forvandlet til en dinosaur, der ikke har opdaget, at breve var noget, man skrev i meget gamle dage, og at dem, man skal tale til, ikke er dinosaurer og heller ikke forstår dinosauer-sprog….

Selv véd man faktisk godt, at man heller ikke taler deres sprog
og man skal heller ikke skal tro, at man kan lære det,
for det udvikler sig hurtigere end noget andet sprog.
Det ville være lettere at komme til at tale kinesisk
end at lære sig unge menneskers sprog.
Og mens kinesere måske ville være taknemlige for, at man havde lært deres sprog, så er det mit indtryk, at der ikke findes noget mere pinligt end dinosaurer, der forsøger at tale unge-sprog.
Så dét lader jeg være med at forsøge og konstaterer nøgternt følgende:

Intet af det, jeg regner for selvfølgeligt, er selvfølgeligt for de unge
og omvendt.
Det er slut med selvfølgelighederne.
Det må vi gøre os klart, før vi overhovedet begynder at kommunikere.

Unge mennesker kommunikerer ikke pr. brev, men på sms, facebook, twitter. Der er ikke meget brug for at vide, hvor frimærket på et brev sidder. Brevfænomenet er kraftigt på retur, nærmest dødt.

Så her står jeg altså, og kan ikke andet end at erkende, at jeg er blevet en dinosaur fra brevskrivningens nu allerede meget fjerne tidsalder, – og nu i aften skal tale til en flok unge, som måske nok kan høre, at jeg taler dansk,
– men i øvrigt ikke forstår mit sprog
– for slet ikke at tale om min verdensopfattelse eller mine selvfølgeligheder.

Jeg har osse engang været 16 år, –  men jeg har aldrig været i deres alder, for verden så meget anderledes ud, da jeg var 16 år i 1978.

Jeg var ikke på efterskole, men i USA som udvekslingsstudent.
Dér havde vi sådan en postkasse som dém, man ser på film: En aluminiumsboks med et rødt flag, der var oppe, hvis posten havde lagt noget i. Når jeg kom hjem fra skole, og flaget var oppe, løb jeg med bankende hjerte ud til postkassen, for det kunne jo være, der var noget til mig – og skønt vár det, når der mellem de amerikanske breve og aviser, tittede en kuvert frem, hvor jeg i øverste højre hjørne kunne se et dansk frimærke.
Så var dagen reddet! Der var brev hjemmefra.

Intet internet, ingen sms, ingen facebook eller twitter,
– og jeg savnede det ikke, for det fandtes jo ikke.
Bare disse dejlige kuverter med frimærker på.
Så derfor véd jeg godt, hvor frimærket skal sidde!
En kuvert med et frimærke talte jo sit helt eget sprog.
Fortalte om, at der var nogen, der holdt af mig og tænkte på mig.
Ikke mindst mine forældre, som havde ladet mig tage af sted.

NÅR VI FÅR BØRN, må vi sande, at de kommer véd os, men ikke áf os,
og selvom de er hós os, tilhører de os ikke.
Kærlighed kan vi give dem,
men ikke vores tanker, for de har deres egne tanker.
Deres kroppe kan vi give husly, men ikke deres sjæle,
for de bor allerede i huset af i morgen, som vi ikke kan besøge,
– end ikke i vore drømme.

Vi er flitsbuer, hvorfra vores børn sendes ud som levende pile,
Men Ham, der spænder pilen,
og som altså både buerne og pilene er afhængige af,
– ja, det er selvfølgelig Gud,
Gud, som har os i sin hule hånd, på mange måder.. . .
forældre såvel som børn.

Gud nøjes ikke med at sende os en sms
eller skrive på facebook eller twitter,
han sender ikke engang et brev med frimærket i det rigtige hjørne.
For hvad er egentlig en besked på sms eller facebook eller twitter
eller for den sags skyld et brev, andet end:
erstatning for nærvær.
Man sender brev eller sms, når man ikke kan eller ikke vil komme selv.

Sådan var det ikke med Gud!
Han kunne og ville komme selv.
Han kom selv, og han kommer selv.
Gud sendte ikke bare ord, hverken digitalt eller pr. brev med frimærke på,
nej, han lod ordet blive kød, – i barnet i krybben.

Lad os huske det, når vi mødes i al vores forskellighed.
De unge fra en allerede fjern fremtid,
og os dinosaurer,
der tumler rundt med vores uforståelige, men velmente pinligheder
Lad os huske, at bag alt dét, vi ikke forstår ved hinanden,
er der er tale om
mennesker, der er Guds,
– og som han elsker så højt, at han kom til verden for dem.

Glædelig jul på den hellige Families fest!

 

Reklamer

200 år: “Stille Nacht, heilige Nacht”

 – opdateret 24. januar 2019, – på månedsdagen!

VI VÁR DER . . .

– min medbror og jeg, i Oberndorf ved Salzachfloden, en by i Østrig. lidt mindre end Sorø, 18 km. nord for Salzburg. Jeg som koncelebrant i julenats midnatsmesse, – min medbroder i korstolene t. h.

Hvorfor? Fordi vi simpelthen ville være på ’gerningsstedet’: på dét sted, hvor verdens nu mest kendte og mest elskede julesalme ”Stille Nacht, heilige Nacht”, oversat til alverdens sprog, i 1818, – altså for 200 år siden, – under beskedne forhold blev sunget for første gang af tekstforfatter og komponist: landsbyens kapellan og organist.

Det var en hård tid i Oberndorf dengang. Grænsen til Bayern var efter Wienerkongressen blevet rykket frem til Salzachfloden og havde alvorligt amputeret Oberndorfs opland og indtjeningsmuligheder. Fattigdom og sygdom kendetegnede landsbyen. Kort før jul 1818 kunne det konstateres, at sognekirkens orgel var brudt sammen og man måtte imødese en julenatsmesse uden orgel.

Sognets kapellan, Joseph Mohr var vokset op under de ydmygende omstændigheder, som en person, født udenfor ægteskab, dengang havde som vilkår. Han blev en engageret præst, som indlevede sig i sognebørnenes liv og solidariserede sig med dem i deres sociale forhold i en sådan grad, at det medførte ham de største vanskeligheder, såvel i forhold til sine vekslende sognepræster som til de kirkelige myndigheder i Salzburg, for hvem han igen og igen måtte stå skoleret. Kun kort tid holdt sognepræsterne i de enkelte sogne ham ud. Således nåede han i sit relativt korte liv, – han blev 58 år, – at være kapellan i 15 forskellige kirker i bispedømmet. Men hám var det, der kom til at skrive teksten til verdens mest elskede julesalme. Det gjorde han op til jul i 1816, i Mariapfarr syd for Salzburg, hvor han havde sin første kapellanstilling. I Oberndorf var han fra 1817-1819, og det var kort før jul i 1818, at han bragte sin tekst med til kirkens organist. Om han kunne lave en melodi til digtet, så man kunne byde kirkegængerne noget alternativt efter messen, nu orgelet var blevet stumt??

Det kunne han, Franz Xaver Gruber, – fra 1816 til 1829 stedets lærer og organist. Osse han havde sine problemer, idet hans kære omkring ham døde på stribe. Selv blev han 76 år og nåede at være gift tre gange, – de to første hustruer døde. Han fik i alt 12 børn, hvoraf han måtte bære de 8 til graven, før de nåede voksenalderen. Men hám var det, der kom til at komponere den ganske enkle, nu verdenselskede melodi. De største kunstnere er dém, der på enkel måde kan udtrykke meget. De sidste 28 år af sit liv var han organist og korleder i Hallein, syd for Salzburg.

Som det skete julenat 1818 i sognekirken i Oberndorf, hvor Frans Gruber, bas, og Joseph Mohr, tenor, sidstnævnte med sin guitar, foran julekrybben ved et sidealter, efter messen sang ”Stille Nacht”, således gentog det sig nu julenat 2018: En tenor og en bas, – til guitarledsagelse. Den jubilæumsfejrende julesalme, – i originalversion, -lød denne gang efter juleevangeliets forkyndelse. Det var som om man i den musestille, stopfyldte kirke, kunne høre hjerterne åbne sig. Og ved messens slutning fik vi lov til, allesammen at synge salmen.

Det var en pragtfuld midnatsmesse, – hvor det lokale kirkekor i øvrigt professionelt sang ‘Oberndorfer Stille Nacht Messe’ med orgel og orkesterledsagelse,

Et pat bemærkninger til denne ’Oberndorfer Stille-Nacht-Messe’: Den har samtlige elementer: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus-Benedictus, Agnus Dei, – og er komponeret af Hans Klier, som var født i 1874 i Laufen, – den bayerske by overfor Oberndorf. Musikuddannelse i Salzburg og efterfølgende ansættelse forskellige steder, indtil han i 1938, godt hundrede år efter Franz Xavier Grubers ophør, blev organist og korleder i Oberndorf, en stilling, som han bestred næsten til sin død i 1957.
I 1950 skrev han sin ‘Oberndorfer-Stille Nacht-messe’ for kor, orgel og orkester, – til ære for sin nu berømte forgænger. Det er en meget smuk messe, hvor elementer af kendte østrigske julesange på fineste måde dukker op her og der i de forskellige satser Således er f. eks. i Kyrie-satsen Stille-Nat-motivet klart genkendeligt.

Iøvrigt blev midnatsmessen nturligt transmitteret af den østrigske radios program 1, hvilket medførte, at hele Østrig blev bevidst om, at Dänemark var repræsenteret, idet sognepræsten ved messens begyndelse bød os velkommen. Den er osse at finde på YouTube. Her er to link:

https://www.youtube.com/watch?v=4p_x_wfPefM&t=362s

Fejringen af jubilæet var i øvrigt begyndt allerede kl. 17, – men ikke i kirken. Det er nemlig sådan, at sognekirken i Oberndorf 2018 ikke er den samme som 1818. Den daværende kirke blev skadet af bl. a. fire oversvømmelser og måtte i begyndelsen af 1900-tallet rives ned. Den nuværende og større er på mere sikker grund bygget og indviet i 1906. Men på dét sted, hvor den gamle kirke lå, er opført et ganske lille ”Stille Nat Kapel” med to glasmosaikker af dels Joseph Mohr, dels Frans Gruber, indviet i 1937. Året igennem besøges det af folk fra hele verden. De mange færdselspoliti-biler nu den 24, december 2018 vidnede om, at 7000 mennesker var ventet til jubilæumshøjtideligheden, hvor borgmesteren holdt tale og sognepræsten sang juleevangeliet, og hvor flere kor og musikgrupper medvirkede. Alle fremmødte var dygtigere til at udholde vinterkulde på 1 grad i 50 minutter end vi tilrejste vikinger fra Norden, der havde fået fornemme pladser ved siden af sognepræsten,

Salmens ikke forventede sejrsgang ud over hele jorden er en historie for sig. Et sødt lille ordskifte viser, hvordan alle nationer har taget ”Stille nat” til sig: En østrigsk redemptoristpræst havde fået udnævnelse for Brasilien og var ankommet kort før jul. Julenat synger menigheden; ”Noite feliz! Noite feliz!“ Og præsten, som endnu ikke er helt méd på det portugisiske, synger med, – på tysk. Efter messen spørger en ministrant ham: “Denne dejlige brazilianske julesalme . . Kender I osse den i Østrig??

Jeg elsker mit Sorø-bysbarn B. S. Ingemann. Men jeg tilgi’r ham aldrig hans danske udgave af hér omtalte julesalme, skrevet i 1850! ”Glade jul, dejlige jul” er ikke ”Stille nat, hellige nat”, er ikke ”Silent Night, holy Night”, er ikke ”Douce nuit, sainte nuit” osv. . . Christian Nørgaard past. em. har i en kronik i Kristeligt Dagblad skrevet: ”Ingemanns tekst har udvirket, at man i folkekirkens salmebog aldrig har villet give plads til en egentlig oversættelse af ”Stille Nacht”. Til den nyeste udgave fra 2003 havde jeg foreslået, at vi ved siden af Ingemanns salme også havde fået ”Stille nat, hellige nat”, men det blev der desværre ikke afset plads til. Var man mon bange for, at den østrigske salme skulle udkonkurrere Ingemanns???

Godt, at vi i vores katolske salmebog har en anstændig gengivelse.

Billedresultat for stille nacht kapelle

* * * * * * * *

Mange nye publikationer er naturligvis udgivet i anledning af jubilæet. Salzburg-præsten Roland Kerschbaum har skrevet et smukt lille hæfte ”Stille Nat! Hvad salmen kan sige os i dag”. Her mediterer han bl. a. over salmens to første ord: ”Stille” ”Nat”, som indleder hvert af de oprindelige seks vers. Normalt synges nu kun vers 1, 2 og 6.
Jeg gengiver Kerschbaums betragtninger på dansk:

”Stille”

. . thi således taler Herren, Israels hellige: Gennem omvendelse og stilhed vil I blive frelst, for i stihed og tillid ligger jeres kraft” (Es. 30,15)’

”Velkommen, stille adventstid” synger vi i mange af vore kirker 1. søndag i advent. For de fleste mennesker er det imidlertid årets mest støjende og hektiske tid.
Men med ordet ”stille” begynder den nu 200-årige julesalme.
At være stille, at være i stilhed er noget, de fleste mennesker af i dag ikke kan holde ud. Hele tiden må der ske et eller andet, hele tiden må mobiltelefonen, computeren eller TV-apparatet være online.
Selv udendørs kan man ikke færdes uden øretelefoner.

Men stilhed er ikke, ikke at høre noget. Den, der er stille, hører ting, som ellers undgår opmærksomheden: sit eget åndedræt og hjerteslag, træernes susen, bækkenes klukken, fuglenes sang, snefnuggenes bløde fald.
For dén, der er stille, dukker indre billeder op.
Man hører sit indre og fornemmer, hvor man ér og hvem, man er!
Osse i musikken er stilheden er vigtigt element:
En pause skaber spænding, leder over til noget nyt, skaber åndehul, den er dynamisk og om end lydløs, dog en høre-oplevelse.
Flere gange hedder det i bibelen: ”Den, der har ører at høre méd, skal høre!”
Folk med fysisk nedsat hørelse kan hjælpes med mere og mere moderne høreapparater.
Men stilhed kan hjælpe med til, at man ikke mister evnen til at kunne høre med hjertet.
”Stille” er ordet, som hvert vers i salmen begynder med.
Den synger om Hám, der blev født som menneske på vor jord om natten, på det tidspunkt, hvor døgnet i gamle dage var mest stille.
Dette guddommelige menneske elskede sit jordiske liv igennem menneskelivets ’fest og farver’. Men han elskede osse stilheden i sin personlige bøn på bjerget, natten igennem.

Stilhed giver orientering og ny kraft.
Jesus vidste om salmistens ord: ”Min sjæl er stille for Gud alene. Han blev mig til frelse. Hos Gud alene finder min sjæl sin ro, fra ham kommer mit håb” (Sl. 62, 2. 6.)


”Nat”

”Da dyb stilhed herskede overalt og natten i sit løb var nået til sin midte, da sprang dit almægtige Ord fra din kongelige trone i himlen som en kriger ned midt i det fortabte land.” (Visd. 18, 14 ff)

Jul bliver, på samme måde som påske, fejret om natten.
Julenat og påskenat er hellige, lægende og frelsebringende nætter.
Nattens mørke blev i antikken betragtet som ulykkernes, dæmonernes og dødens forum. Salme 91 taler om ’nattens rædsler’ (v. 5) og Jesus taler om en nat, hvor ingen mere kan påvirke noget som helst (sml. Joh. 9, 5a). Det var i nattens mulm og mørke, at Jesus blev taget til fange og mishandlet af de romerske soldater. Men når Gud kalder sin nye skabning til live, vil nat og mørke ikke længere eksistere (Åb. 22,5)

Nat kan osse i vor tid være mange ting:
Sygdom og sorg, problemer, kriser i vore medmenneskelige relationer, situationer, som lammer og fylder os med angst. På trods af, at vort elektriske lyshav er tændt natten igennem, er der mange mørke nætter i et menneskes liv. Den store mystiker, karmelitpræsten Johannes af Korset, taler, ligesom Moder Teresa af Calcutta har gjort det, om sindets mørke nat. Men netop i mørke er man usigelig taknemmelig for lyset. Derfor skrev Johannes engang: ”Himmeriget er indeni jer! Elsk, hvor der ikke er kærlighed, og du har lært at elske!” Denne hellige præst, som blev hjemsøgt af så meget mørke, skrev henimod slutningen af sit liv:
”Når vi når til vores livs aften vil vi blive dømt efter kærligheden!”

Barnet er ikke bange i natten, når en voksen er hos det.
Børn har en ur-tillid i sig, når de bli’r holdt og båret af voksne.
Og dette er tro i en nøddeskal:
At have tillid til, at jeg i mit mørke bli’r holdt og båret, – af Gud!

”Nat!” Dette ord bliver i første linje i hvert vers af salmen nævnt to gange. Jul fremtryller ingen livstom romantik, men vil tænde lys i vore livs nætter. Natten er, på grund af jul, blevet hellig nat,
for natten er blevet broen mellem Gud og mennesker,
lægende og styrkende.

 

 

Det bar’ en lille melodi . . .

Hvor meget kan man klare, når man er fyldt 75?? Kommer nok an på, hvem man ér! . . .   Denne Krist-Konges-lørdag var ihvertfald for mig med fuldt program: Festmesse i Sorø 10,30. Dåb af et familiemedlem i Slagelse 13,30. Organist ved et bryllup i Ringsted kl. 16.

Var taknemmelig over en god nats søvn forinden. Og alle tre opgaver blev løst med, – fra min side, – overskud. Messen i Sorø gik fint. Messe-deltagernes bevidsthed om, at de var kaldede til at være medkonger og meddronninger med Krist Konge i hans rige, gav dem smil på læben. Det samme oplevede jeg ved dåben i Slagelse med en del kirkefremmede: Smil og glæde fra alles ansigter og en intens medleven i dåbsritualet. Og endelig vielsen i Ringsted med det glade brudepar i den lille lyse og varme kirke og den aktivt medfejrende menighed, som sang af hjertens lyst . . .
Kl. 18,30 hjemme i Sorø. Første vesper til Krist Konges fest kl. 19 i kapellet. Aftensmad, – og ro i huset. . .

Sidder foran fjernsynet, zapper tilfældigt ind på et banalt slagerprogram på DK 4 og konfronteres med en sang, som jeg har hørt mindst hundrede gange, og som aldrig har gjort noget indryk. Men det gjorde den i dén grad nu til aften! Den vandt genklang, fordi jeg ved alle tre gudstjenester havde oplevet, hvor lidt, der egentlig skal til, for at Gud kan gøre det det ganske enkle til noget mega-stort. Og det var jo lige, hvad denne sang bekræftede. Læs teksten igennem og dvæl iøvrigt ved linjen: ’Alle har vi lånt den samme jord’. Det udtryk kan jeg godt li’: Vi har alt til låns. Og: ’En sang ka’ bli’ til mere end du tror’. Lige, hvad jeg netop oplever! Hvor smukt udtrykt:

Jorden er din og min, det sted vi holder af
Pas godt på den, det er en fælles sag
Der skal mere til end blot at sige ’Vi vil’
Prøv engang med denne sang

Det bar’ en lille melodi vi synger her
Men syng kun med, og se så hvad der sker
Til sammen ka’ vi sikkert bli’ det største kor
En sang kan bli’ til mere end du tror

Ligegyldigt hvem vi er og ligegyldigt, hvor vi bor
Så har vi alle lånt den samme jord
Men husk alligevel: Det starter altid med dig selv
Prøv engang med denne sang

Det bar’ en lille melodi, et nemt refrain
som godt kan synges om og om igen
Til sammen ka’ vi sikkert bli’ det største kor
En sang kan bli’ til mere end du tror

Følg nu méd i teksten, mens Anne Herdorf synger. Hun gi’r mig i denne nattetime energi til mit organistvikariat i Tømmerup Kirke i morgen søndag kl. 10,30, – efter laudes i vores kapel kl. 09,00.

https://www.youtube.com/watch?v=-dNxpAh_LeA

 

 

‘Tømmerup-præsten’, – endnu engang

Omend boende i Sorø har jeg har for øjeblikket et par vikariater som organist i Tømmerup Kirke ved Kalundborg og blev derigennem opmærksom på, at der den 15. november skulle være et foredrag i kirken af én af de unge personer, som af den tidligere sognepræst har været udsat for seksuelle overgreb.

Det var ikke for at høre den unge mands ’foredrag’, at jeg mødte op nu i torsdags. Jeg har flere steder læst hans beretninger og osse hørt ham fortælle i den tre-delte radio-dokumentation ’Man stoler vel på præsten’, som DR1 har lavet om ham og som første gang blev sendt i januar 2017. En forfærdelig historie.

Det var kombinationen, der interesserede mig: Kombinationen Tømmerup kirkerum / én af de unge mennesker, som sognepræst fra 2006  – 2016:  Dan Pedersen, senere Peschack  efter grundig politi-efterforskning vedrørende påståede, senere veldokumenterede seksuelle overgreb på børn og unge med efterfølgende rejst sigtelse i først byret, senere i landsret, er blevet dømt skyldig og hårdt straffet for.

Jeg ankom til et kirkerum med tændte alterlys og tændte lys i bænkene, – som til en festgudstjeneste?? Ved indgangen stod der en indsamlingsblok med indskriften DAN-mission, som fik flere til at trække på smilebåndet Jeg var kommet fem minutter før tiden og satte mig på bænken lige ved indgangen, – ved siden af kirketjeneren.

Så gik med ét det elektriske lys ud: I alterrummet og i våbenhuset! ”Et profetisk tegn?” spurgte jeg kirketjeneren, som selvfølgelig i embeds medfør straks rejste sig for evt. udskiftning af en sprunget sikring. Det klarede hun fint.

Præcis kl. 19 bød den aktuelle, ganske unge sognepræst-inde, velkommen. Og gav ord og mikrofon til den unge mand.

Det er vist svært at så tvivl om, at Dan, der som præst har gjort meget godt,- i sin ’sjælesorg’ overfor unge har været mere end alternativ ’avanceret’, hvilket hans to domme jo osse enstemmigt stadfæster.

Der skal heller ikke herske tvivl om, at den unge mand fremførte sin oplevelses-historie på aldeles nobel og nydelig måde, hvor svære passager blev videregivet med nænsomt sprogbrug, som f. eks. ”  . . hvor der så skete noget, som ikke burde ske”.

Men det gik galt, da han, – egentlig i et smukt forsvar, – fremførte ”Det er ikke kommunens skyld, det er ikke kirkens skyld, det er ikke skolens skyld, det er ikke mine forældres skyld. Altsammen er alene Dans skyld. Det er Dan, der er skurken!”

Uden på nogen måde at udelukke, at dette udsagn kan være sandt, må det i min optik ikke lyde i en bygning, som ’ejes’ af Hám, som vi bekender som Gud af Gud, som lys af lys, som sand Gud af den sande Gud, nemlig Vor Herre Jesus Kristus! For Han har sagt: ”Døm ikke, at I selv skal blive dømt”. Og: ”Den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten.”

 En kirkebygning er ikke, – som det vist blev fremført, – et neutralt rum, der kan bære alt.  Det er dét rum, hvor tilgivelsens ord har hjemme, idet husets ’ejer’ siger til os: ”Tilgiv, så skal I selv blive tilgivet”. Og, til kvinden, grebet i hor:  ”Var der ingen, der fordømte dig? Heller ikke jeg fordømmer dig  . . .”

En klog mand har engang sagt:  ”Et menneske er mere end summen af dets forkerte handlinger.” 

Mennesket og præsten Dan har i dét rum, hvor vi sad torsdag aften, holdt fortræffelige prædikener og, – efter evangelisk-luthersk lære, – forvaltet sakramenterne gyldigt. Alle, som Dan har døbt i Tømmerup Kirke er gyldigt døbte og dermed indpodet i Kristus. Alle, som har været til alters hos Dan i Tømmerup Kirke har modtaget Kristus under brødets og vinens skikkelser. Alle, som Dan har viet  i Tømmerup Kirke, har en gyldig vielsesattest. Alle, hvis kære, under Dans ledelse er blevet stedt til hvile på Tømmerup Kirkegård, har fået en kristen begravelse. Alle, som har Dan har ‘betjent’ som præst, skal være forsikrede om dette!!

I sit foredrag nævnte den unge mand Dans ‘overudviklede’ evne til at være dybt manipulerende. . .  Ved foredragets afslutning blev den unge mand mødt med faste klapsalver. Hvorunder enkelte rejste sig op . . .  og blev fulgt at den næste . ..  og den næste.  . . tilsidst alle sammen, – undtagen mig, der blev siddende, mens jeg mediterede over begrebet ’manipulation’.

Afslutningsvis blev der åbnet for spørgsmål. Først meldte sig ingen, men så rejste en dame sig  . . Hvordan dét udviklede sig, véd jeg ikke, for på dét tidspunkt forlod jeg kirken.

Dette essay sætter ikke spørgsmålstegn ved fakta. Heller ikke ved, at overgreb på personer ganske klart ikke må finde sted. Og det er på ingen måde en kritik af den unge mand, som jo ikke har bedt om, men som er blevet bedt om at holde sit foredrag, – ikke bare i en kirke, men netop i dén kirke, hvor Dan har været præst.

At dét skete, synes jeg er forkert!

Det havde jeg ikke mod til at sige i torsdags, – af skræk for at blive lynchet. Nu råder jeg så lidt bod på min fejhed ved i det mindste at skrive det!

 

‘Sankt’ Kim! Bed for os, – for fa’en

”Santo subito” (Helgen straks!) er folks tilråb ved begravelse af kendte fromme mennesker, som man ønsker helgenkårede omgående.

Jeg kom til at tænke på dette tilråb i fredags aftes, da jeg sad foran fjernsynsskærmen og så, hvorledes Københavns centrum på de nærmeste var blevet sat på den anden ende, ufremkommelig på grund af den sig nærmende ’oktavdag’ for Kim Larsens død. Aldrig har jeg set et lignende folkemylder, og som en kommentator nok rigtigt sagde, ligger hemmeligheden i de sociale medier, – som jo allerede i forbindelse med ikke overpopulære prins Henriks død skaffede et uhørt antal ‘publikum’. Som samme kommentator sagde: ”For ti år siden havde dette ikke været muligt!”

Lad det være hævet over enhver tvivl. Kim Larsen har givet os danskere en gave af danskhed. Vidunderlige danske tekster, – læs ikke: ’tekster på dansk’, for som franskfødte Jean-Pierre Duclos engang har sagt: ”Det er ikke alt på dansk, der ér dansk”. Larsens tekster er helt igennem danske og afspejler som ingen andens den aktuelle danske folkesjæl. Hvem kan ikke ‘spejle’ sig i hans tekster?? Og vidunderlige melodier, der smyger sig om dem på underfuld måde, har han komponeret. Hans talent er en Guds gave, hvilket han på sin måde vist heller ikke var i tvivl om. ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”, som han selv sagde. Da han engang blev spurgt om, hvor han hentede  inspiration fra, pegede han uden ord op mod himlen.

Samtidig var det aldeles velgørende, at han havde sine meningers mod. Han gjorde og sagde, hvad han fandt rigtigt, bedøvende ligeglad med reaktionerne, – fra såvel ’høj’ som ’lav’. Om han har kendt ham eller ej, gav han forfatteren Søren Robert Fauth, ret i sin påstand, (- som iøvrigt osse er gældende i flere katolske sammenhæng): ”Systemet er super-ensrettet. Tag en hvilken som helst arbejdsplads, og se hvor mange medløbere, der ér. Hvem tør give køb på følelsen af at være en del af flokken? Det nemmeste er at mene dét, de andre mener. Hykleriet er altomfattende!”.

Samtidig kom jeg til at tænke på en anden begivenhed, som jeg tidligere har skrevet om:
Det var dén junidag i 1984, hvor der foran Tårnby kirke på Amager holdt hærskarer af motorcykler parkeret, og en enorm folkemængde havde taget opstilling. En ældre dame, som tilfældigt kom forbi på Englandsvej, spurgte en avisdreng: “Hvad i alverden foregår der hér?” … “De begraver Makrellen!”, svarede han. Spontant udbrød den gamle dame: “Sikke dog et postyr for en død sild!”

(Til uvidendes oplysning: “Makrellen” var det almindeligt brugte navn for lederen af en rocker-bande)

Ja, sikke dog et postyr for en død Larsen, egentlig fuldstændig udenfor alle proportioner: 30.000 mennesker på gaden i hovedstaden og, omend mindre, kæmpemanifestationer i Odense, hvor Larsen døde, og i Aarhus, alle syngende og spillende Larsens sange, alle takkende for dét, som hver enkelt kunne fortælle om dén gave, Kim Larsen havde været for dem, råbende på deres individuelle måde og med deres individuelle forestilling: ”Santo subito!”

Men netop nævnte tilråb, – som naturligvis ikke blev formuleret med de nævnte ord, – lod mig atter sande, at reformationen osse her har slået fejl: Helgen’dyrkelsen’ (jeg kan godtnok ikke li’ ordet) ikke kan undværes. Den katolske kirkes fremhævelse af Guds gaver og Kristi efterfølgelse, som gennem visse mennesker stråler så klart og så tydeligt, at man ikke kan undgå at få øje på Gud selv gennem dem, er vigtig. Og netop showet omkring Kim Larsen viser det så tydeligt. Helgener er nødvendige for mennesker. Man så de med lukkede øjne (bedende?) mennesker med deres fakler i deres hænder! Og hvor fandt de det i Aarhus naturligt at lægge blomsterne, når der ikke var noget Sankt-Larsen-sakrofag??: Ved domkirken!

Og dette var så kun ’vigilien’. Nu afventer vi ’folkebegravelsen’ på oktavdagen for Kim Larsens død, i morgen søndag, på Rådhuspladsen i København, mindekoncerten – med efterfølgende indsatte særtog, så de mange ’pilgrimme’ efter koncerten kan komme hjem.

Der er vist ingen helgener, der, dengang de levede, ville bryde sig om, efter deres død at skulle æres som helgener. Tænk på den af så mange mennesker trængte pater Pio, som ønskede, at der ved indgangen til hans kloster blev opsat et skilt med inskriptionen: ”Tosseanstalt”. Og på fattige Vincent af Paul, som er endt i et sølvskrin højt over hovedaltret i Lazaristernes Kirke i Rue-des-Sevres i Paris. Og hvad ville Kim Larsen have sagt til fredagens show og mængden af blomster i de tre nævnte byer?? Nok gentaget sin ofte sagte sætning: ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”. Man kunne tydeligt høre Larsens stemme, da en deltager lagde ham følgende i munden: ”Man gi’r s’gu ikke blomster til en mand! Giv for fanden pengene til kræftens bekæmpelse!”

Når man nærmer sig de 75, har man ikke svært ved at synge med på:
”Om lidt er vi borte! . . Vi ses måske igen!”. . .Cirkussang eller ej. Ihvertfald langt mere evangelisk, end når de i det katolske Bayern skråler: ”Wir kommen alle, alle, alle in den Himmel”. Jeg mener, at dét, Kim Larsen synger, er dét, som Jesus har lovet os, – hvis vi vil. . .  Ikke garanteret os.

’Helgendyrkelse’ på den ene eller på den anden måde.. . Jeg er bange for at måtte komme til at indrømme, at den folkelige manifestation omkring Kim Larsens død for mig har været en større åndelig oplevelse, end når de om en måneds tid slæber knoglerne af Therese af Lisieux og hendes forældre rundt i landet.

Så ’Santo subito’: ‘Sankt’ Kim, du, som åbent indrømmede: ”Jeg har syndet, så det stod i stænger”, og som kunne bede til din Herre og Skaber, som så rigt begavede dig, – og dermed os: ”Så vis mig nåde og miskundhed!” Til dig, som nu véd, at  “der er sol over Gudhjem i de dødes land”, til dig siger jeg helt privat, og uden for lov og ret: Bed for mig . . for fa’en!

 

Confiteor . . .

Sikke et ’Confiteor’, – Kim Larsens, – død 30. september.
Jeg brugte denne syndsbekendelse i messen i dag den 1. oktober, hvor den montfortanske association var samlet i Sorø.
Ja, altfor ofte ér det, som om ‘det går den anden vej’ . . .

 

Når mit regnskab det ska’ gøres op
så tror jeg nok Vor Herre får en prop.
For jeg har syndet så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke længer’

Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
– plus det løse, som ingen husker

Så vis mig nåde og miskundhed!
Der var momenter af kærlighed
og øjeblikke, hvor mit mismod
Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej: Op til himlen, op til dig!
Men for det meste
var det ligesom om
Det gik den anden vej.

https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU

 

Der bor en bager . . .

En af de ting jeg virkelig nød, da vi i 2011 kom til Sorø, vár, at der i byen fandtes et rigtigt, godt gammeldags posthus! Glæden herover delte jeg med stedets venlige ekspedient, men hun forstod at gøre skår i den, da hun fortalte mig grunden: “Det er fordi vi endnu ikke har fundet nogen, der vil huse os. Såsnart det sker, lukker vi!”

Der gik dog et lille års tid før man kunne læse i ugeavisen ‘Sorø Avis’, at postekspeditionen nu flyttede til ‘Svegaards Boghandel’ på byens hovedgade. . Resultatet kunne være meget værre: Bagest i den store boghandel havde et lille, beskedent  postkontor fundet plads: Med disk og bi-lokale til pakker m. m.  Når det nu skulle være, var det en nogenlunde æstetisk løsning, som ‘smagte’ af, hvad det skulle være.

Hvad der så siden gik galt, véd jeg ikke; kun, at boghandelen blev så læsterligt træt af postekspeditionen, så man efter relativ kort tid opsagde kontakten med postvæsenet og smed dem ud.

Jeg opdagede det, da jeg kom i boghandelen for en postekspedition. På mit spørgsmål om, hvor postekspeditionen var blevet af, fik jeg svaret: “De er flyttet op til Kongebro-bageren overfor restaurant ‘StøvletKatrine’! . .   ‘Jamen, det er jo det lille bageriudsalg, hvor jeg indimellem henter morgenbrød’, svarede jeg.

Nu skulle jeg så for første gang til bageren i post-øjemed, – i anledning af afsendelse af et anbefalet brev til Rom. . .  Jo, udenfor var der er blåt skilt, der signalerede: “Post Nord”. Postekspeditionen var nu i yderste ydmyghed indrettet bagest i forretningen, hvor der på bagvæggen var opslået nogle intermistiske hylder med postpakker, – grænsende op til bestående hylder med hvedemel, – og en disk med skuffer. I én af disse var frimærker, i en anden ‘plakater’ til breve af denne eller hin art,  i en tredje det allerhelligste, som man kun  nærmede sig i allerstørste ærbødighed: det autoriserede poststempel, der dokumenterede den ydmyge filials gyldighed.

Da jeg kom ind i forretningen drejede ekspeditionen sig om et lille landbrød og tre flødeskumskager, som ekspeditricen professionelt afviklede med den autoriserede plastikhandske på den ene hånd. Straks efter ekspeditionen fløj handsken af og ekspeditricen stod nu bag postdisken som postfunktionær, klar til formalia omkring det anbefalede brev, som skulle sendes.  Så manglede kun betalingen: 148 kr. Den fandt sted ved kasseapparatet i bageriafdelingen og, omend en postekspedition, fik jeg en kvittering med flot overskrift: “Kongebrogårdens Bageri” .

På vej ud spurgte jeg hende, om hun havde en ‘Håndværker’, – en gængs  betegnelse for et stykke solidt morgenbrød. Plastikhandsken var hurtigt på igen og stolt fiskede hun den sidste ‘Håndværker’ op og ville komme den i en pose, hvilket jeg dog straks forhindrede, idet jeg sagde til hende: “Nej, jeg skal ikke ha’ den, men ville bare give jer det tips, i denne forretning måske at omdøbe den til en ‘Postmester’? Hun kunne ikke lade være med at smile.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med, – dog uden at smile, – at drage en trist sammenligning med afviklingen af postvæsenet i Sorø og det katolske bispedømme København.