Du skal fortælle det videre . . .

 

Det er den 11. februar i dag, – og kirken mindes jomfru Marias tilsynekomst i Lourdes i 1858.
I maj måned mindes vi hendes tilsynekomst i Fatima i 1917, og i november hendes tilsynekomst i Paris i 1830.
Jeg bruger med vilje det lidt tunge ord ’tilsynekomst’ for at undgå ordet ’åbenbarelse’, så jeg på ingen måde bruger det samme ord, som bruges om den 6. januar, når talen ér om Herrens ’åbenbarelse’

Men måske behøver vi ikke af gå så langt som til Lourdes, Fatima og Paris. . . . Har I hørt om jomfru Marias tilsynekomst i Nykøbing?? . .  Det havde en folkekirkepræst, og på Marias bebudelses-søndag for år tilbage, i læseår II, hvor evangeliet på denne dag er Marias lovsang fra Lucas 1, fortalte hun om det i sin prædiken.

Hun fortæller om en oplevelse, hun havde på en februar-dag, – en dag, som i dag. Jeg vil gerne på Lourdes-dagen dele hendes prædiken med jer, for det var dén opgave, præsten fik . . .

 

VOR FRUE AF NYKØBING

Lovsange kan ankomme på så mange måder.
På de mest uventede måder,
på de mest upassende og upraktiske tidspunkter og steder.
Det kan ske, at man slet ikke synes, man har tid til dem,
eller de lyder så mærkeligt, at man ikke véd, om man skal le eller græde.

Jeg var i København. Til møde. Fagforening. Ikke meget lovsang ved det.
Skulle bagefter spise middag hos en veninde sammen med andre. En godt fyldt dag. Overnatte til næste dag. Mere møde af samme skuffe.

Da jeg kom ud fra mødet opdagede jeg, at der lå en besked på min telefonsvarer. Den var fra en mand jeg kender. Han ringede på en andens vegne. På vegne af En, der havde oplevet noget, som han havde været nødt til at fortælle videre.
I første omgang fortalte han det altså til en bekendt,
som så mente, at det var bedst han talte med en præst. Med mig.
For der var sket noget som ingen af dem kunne rumme.
Min bekendts kammerat havde set Jomfru Maria!
Hun havde talt til ham, og han var rystet.

Det var jeg sådan set også.
Og jeg kunne ikke finde ud af, hvad jeg skulle stille op med det her.
Min bekendt er absolut tilregnelig, og hans kammerat, som jeg bare har truffet en enkelt gang virker også sådan.

Sommetider må man have tid for at noget kan undfanges i én,
om det så bare er modet til at lytte til en historie, der ikke er hverdagskost.

Jeg sagde til min bekendt, at hans kammerat var velkommen til at kontakte mig.  Det gjorde han så. Og jeg sagde til ham, at jeg telefonisk ville vende tilbage til ham næste dag. Havde en fornemmelse af at jeg måtte forberede mig på det, jeg skulle få at høre….  En god nats søvn ville ikke være af vejen.

Næste morgen ringede jeg så vedkommende op.
Og  jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde forventet.
Måske at jeg skulle hjælpe ham? … Det var ikke dét, der var tale om . ..

Det drejede sig blot om, at Han måtte fortælle mig hvad han havde oplevet.
Han havde brug for et vidne.
Han er akupunktør og havde i flere år haft en midaldrende kvinde i behandling. Hovedpiner og smerter i kroppen led hun af.
Kvinden var meget tavs, knuget. forkrampet,
og behandlingernes virkning var det så som så med.
Ganske langsomt efter flere år, begyndte kvinden at tale en lille smule, og hér kom det frem, at hun havde været udsat for jævnlige overgreb fra hun var 6 til hun var 12 år.  Hun havde aldrig talt om det før. Ikke engang hendes mand, vidste besked.

Akupunktøren begyndte at ane en sammenhæng mellem det gamle traume og de uforklarlige smerter.
Så her for nylig kom kvinden igen til behandling.
Akupunktøren, satte nålene i hende og forlod behandlingsrummet,
så hun kunne ligge og hvile, den tid det tager for nålene at virke.
Da akupunktøren var blevet alene i det tilstødende lokale, fornemmer han pludselig et stort varmt lys, der kommer nærmere og nærmere og han ser, at det er jomfru Maria.

Han ved, at han er spilvågen, og samtidig tror han ikke sine egne øjne eller øren. For nu taler hun også til ham og siger: “Sig til hende, at jeg altid var hos hende!”.

Synet varer en tid lang, men langsomt fortoner det sig og akupunktøren går tilbage til sin patient, der ligger og ser meget mere afslappet og fredfyldt ud end han nogensinde før har set hende.
Hun har tilsyneladende ikke bemærket noget.
Akupunktøren kan ikke lade være med at spørge hende, hvordan hun har det netop nu?
Hun har det bedre end hun længe har haft det, siger hun.
Akupunktøren spørger så kvinden: “I alle de år da du var en lille pige og overgrebene stod på, kaldte du da på nogen??”.

“Ja”, svarede kvinden, “jeg kaldte på Jomfru Maria, men hun kom aldrig!”

Nu kunne akupunktøren så fortælle hende, hvad Jomfru Maria netop havde sagt:
Hun havde hele tiden været der – og dét var hun kommet for at fortælle, – over 40 år senere.

Akupunktøren havde efterfølgende talt flere gange med kvinden
og hun var som forvandlet, hun talte og lo – og han havde aldrig før hørt hende le.
Og det var ikke en hånlatter som Saras,
det var den forløsende overgivne latter, som lyder, når man har fået livet tilbage.

Mens akupunktøren talte til mig i telefonen, sagde jeg ikke mange ord,
for man kan jo ikke sådan bryde ind i en lovsang, og det var præcis, hvad det var. En lovsang, der var et ekko, af den linje i Marias lovsang,  hvor hun synger:
“Se! Fra nu af skal alle slægter prise mig salig,
for den Mægtige har gjort store ting imod mig,  Hans navn er helligt!”

Akupunktøren er ikke vokset op som kristen  og er ikke i udgangspunktet religiøs inden for sin egen tradition og kultur.  Men dét hér kunne han ikke undslå sig,  dét hér kunne han ikke undsige sig.
Og det var hám, der prædikede for mig.

Mirakler findes, sagde han, og du skal fortælle det videre!

Så var samtalen slut.
Veninden,  jeg havde overnattet hos, var allerede taget på arbejde, jeg skulle først møde senere.

Nu stod jeg med min I-phone i hånden,  alene ved vinduet i en lejlighed på Frederiksberg og så ud over Frederiksberg have og tænkte, hvad skal jeg dog stille op med det her ? Det stod mig helt klart at manden i den anden ende af røret hverken havde været, fuld, gal eller tosset eller på anden måde utilregnelig.

Hvorfor skulle jeg vide det her? Og fortælle det videre, var jeg nu ikke meget for…

Men hvorfor landede den fortælling, der lød som en lovsang, i mine øren?

For det første skulle jeg vide det, fordi man har brug for vidner, når man oplever noget, der er så skelsættende.  Man har brug for, at nogen får at vide, at dette her  rent  faktisk er sket, er oplevet. Brug for at blive modtaget uden at blive leet ud. Der var blevet vist mig den tillid  at jeg ville modtage og lytte til lovsangen
– uden at le hånligt af dét, jeg skulle få at høre.

For det andet føltes det som et strejf  en lun forårsbrise på en kold februardag.
Det trængte jeg ærligt talt til.
Midt i alt det høj- og lavpraktiske, der var ved at slide mig op,
i de dage, hvor timerne ikke slog til, åbnede der sig et rum i tiden,
hvor jeg blev budt inden for, – sammen med Jomfru Maria, akupunktøren den fremmede kvinde, – og mange flere.

Alle slægter inviteres ind i det rum, hvor den lovsang bor.
Og hvor Guds nærhed erfares. Det rum, hvor han splitter os, når vi er hovmodige i vores hjerters tanker.

Jeg ved ikke hvad I tænker om det her??  Jeg ved knap endnu, hvad jeg selv tænker. .  . .

Vi ved jo dybest set aldrig, hvad andre tænker, og. som Paulus siger det: Vi er og skal ikke være herre over hinandens tro og tanker, men vi skal være medarbejdere på hinandens glæde.

Måske kan Maria komme tilstede hos en nødlidende, fordi hun selv kender skammen, smerten, forvirringen – ja “overgrebet” på det liv, hun havde forestillet sig skulle blive hendes.

Sådan som hun havde forestillet sig det, blev det ikke. Det blev anderledes.
Hun kom til at føde i en stald. Hun kom til at stå under sin søns kors.
Og da var dét moderhjerte hun havde båret ham under helt gennemboret af smerte.
Hvorfor skulle hun ikke kunne komme til os i vores smerte?
Nu alle slægter skal prise hende salig?

Ja, jeg kan egentlig  ikke se hvorfor ikke, og alligevel havde jeg glemt historien lidt.
Indtil jeg skulle forberede prædiken til denne Mariadag.
Da lød akupunktørens ord for mit indre øre: ” Du skal fortælle det videre ” –

Det har jeg gjort nu. Som et ekko af en evig lovsang.
Amen.

 

Reklamer

Brylluppet i Kana

I ‘gamle dage’ hørte vi hvert år på 2. søndag efter Helligtrekonger i messen Johannes’ beretning om Brylluppet i Kana. I den ny litugiske kalender, hvor 2. søndag efter Helligtrekonger er blevet til 2. søndag i årsrækken, hører vi den kun hvert tredje år, nemlig i læseår C, som vi har i år. Faktisk lidt ærgerligt, for det er en vidunderlig evangelie-perikope.

Evangelisten Johannes begynder, – inspireret af skabelsesberet­ningen i begyndelsen af første Mosebog, – sin evangelieversion med en mesterlig “afhandling” om Guds evige Ord, der blev kød og tog bolig iblandt os. For derefter at beskrive, hvorledes dette men­neskevordne Ord, vor Herre Jesus Kristus, kalder sine første disciple. Så følger  beret­ningen om brylluppet i Kana, hvor Jesus gør sit første ‘tegn’. Denne begivenhed “åbner” så at sige Jesu offentlige virke.

Nu er det imidlertid et spørgsmål, om Johannes blot vil referere en stedfunden begivenhed i Jesu liv, eller om han, – i en begi­venheds klædedragt, – præsenterer os for noget, der kunne ligne endnu en teologisk afhandling??

Jeg er overbevist om, at det er det sidste, der rent faktisk er til­fæl­det. Hvis historiens pointe skulle være dén, at Jesus ved brylluppet i Kana “beviste”, at han var noget særligt, fordi han kunne for­vandle masser af vand til masser af vin, så gæsterne, – der på dét tidspunkt forøvrigt havde fået, så hatten passer, – ydermere kunne få en ordentlig kæp i øret, så måtte vores reak­tion vel være denne: De var heldige dengang! Gratis vin til festen! Gratis brandert til alle! Men, helt ærligt, hvad hjælper det os idag? Vi er nødt til at betale vores vin, når vi skal holde fest.

Nej, Johannes vil ikke fortælle os om noget, der skete dengang. Det er ikke en øjenvidneskildring “fra vor udsendte medarbejder i Kana”, vi har foran os. I en begivenheds klædedragt, i et sym­bolsk sprog, i et ‘tegn’-sprog, fortæller evangelisten os om no­get, som har vedvarende betydning, altså om noget, der osse sker idag!

Allerede beretningens åbningsord burde gøre os opmærksomme: “Tre dage derefter…” Hvem hører ikke i disse ord trosbekendel­sens ord: “På tredie dag opstanden fra de døde!”? Drejer beret­ningen sig om den opstandne Kristus? Godt nok hører vi i be­gyndelsen af Kana-fortællingen Jesus sige til sin moder Maria: “Min time er endnu ikke kommet!”, – altså timen for hans død og opstandelse. Men i løbet af fortællingen forudgriber så at sige “sin time”!

Ihvertfald er det mærkeligt: Der er tale om et bryllup, men vi hører så at sige intet om  brudgom og brud. Med min­dre vi i overført betydning betragter Kana-fortællingens hovedper­soner som brudgom og brud: nemlig Jesus og Maria. Så genkender vi i Jesus den opstandne Kristus som holder bryllup med det ny gudsfolk kirken, som Maria jo er et billede på.

Når det gamle testamentes profeter forkyndte dén frelsens tid, som gudsfolket skulle opleve med Messias’ komme, valgte de ofte brylluppet som billede. Vi hører det i søndagens første læsning fra profe­ten Esajas’ bog: “Du, Guds folk, skal kaldes hustru, for Her­ren el­sker dig! Som en mand gifter sig med en kvinde, således ta’r din Forløser dig, – sit folk, – til ægtehustru! Som en brudgom fryder sig over sin brud, således fryder Gud Herren sig over sit folk!”.

Altså: Så tæt som brudgom og brud hører sammen, så tæt vil Gud gå i forbindelse med sit folk. For os er det således lykkelig, aktuel nutid: At Gud, i Vor Herre Jesus Kristus, har forbundet sig så in­derligt med os, sin kirke, som en brudgom med sin brud!

For en orientaler er brylluppet et billede på den allerstørste glæde. Og bryllupsmåltidet er et glædesmåltid. Derfor skildrede profeterne tiden, hvor den så længe ventede Messias ville komme, som ét langt og lykkeligt festmåltid. Med bryllupsberet­ningen fra Kana vil evangelisten Johannes dermed sige til os: Med Jesu Kristi komme til vor jord, er den messianske tid be­gyndt! Men samtidig korrige­rer Johannes jødefolkets Messias-forventning, idet han i sin beret­ning understreger, at Gud virker i det skjulte, – helt anderledes end man havde forestillet sig. Det var jo, siger evangelisten, kun ganske få, der oplevede dét, der fandt sted i Kana. Johannes lader Marias holdning afspejle, hvilken holdning vi skal indtage, nemlig troens, tillidens og for­ventningens holdning. Hun, der er kirkens moder, siger til os, Jesu Kristi kirke og brud: “Alt, hvad Hán siger til jer, dét skal I gøre!”.

Når vi tager alt dette som udgangspunkt, bliver Kana-beretnin­gens vin og vand fyldt med dyb betydning.

Vi er vant til at betragte vand positivt. Vi véd, at vand er en grundlæggende livsbetingelse, vi véd, at alt liv er opstået i vand og at der uden vand ikke er noget liv … På den anden side kender vi osse til vand som symbol på noget negativt. Det er ikke ro­sende, hvis man efter en middag om husmoderen siger, at hun havde hældt for meget vand i suppen. En vittighed er ikke særlig god, hvis den får prædikatet “vandet”, og en tilværelse, der ka­rakteriseres som “udvandet”, er ikke særlig attråværdig! Vi kan gå endnu videre og se vandet som et tegn på død, altså vand som et dødssymbol. Tænk på syndfloden på Noas tid, hvor vandet dræbte alt liv på jorden, tænk på ægypternes skæbne, da de for­fulgte Israel ud i det røde hav, ja, tænk på dåben! Døbefontene i vore gamle landsbykirker har en anselig dybde, fordi børnene ved dåben skulle helt ned i vandet, symbolsk druknes, dels fordi synden skulle druknes, men først og fremmest fordi den, der blev døbt, blev døbt til at dø med Kristus.

Anderledes med vin! Selv om vin kan sløve og vi udmærket kender udtrykket om “at sove rusen ud”, så står vin dog helt og umisken­deligt for liv og glæde! “Skænk vin, skænk glæde!” ly­der et vin­handler-slogan. I modsætning til vand har vin fylde, smag og bou­quet. Vin får et dødt og reserveret selskab til at blive levende og varmt. Vinen løfter stemningen og glæden, “udvider” livet.

Kort sagt: Vandet i Kana-beretningen er døden. Vinen er livet!
Når evangelisten erklærer, at Jesus forvandler vand til vin, mener han, at Jesus forvandler død til liv. Og dét er evangelium: glæ­deligt bud­skab! Johannes forkynder med andre ord: Uden Jesus Kristus, uden troen på ham, er mennesket overladt til en udvan­det tilværelse uden ægte glæde, med udsigt alene til en udslet­tende død. Men når troen på Jesus Kristus holder sit indtog i et menneske, forvandler Kristus udvandethed til dybt og ægte livs­indhold, bekymring og tristhed til glæde og jubel, undergang i død til fuldendelse i liv!

Det egentlige Kana-under nævnes således først ved beretningens afslutning, hvor det hedder: “Han åbenbarede sin herlighed og hans disciple troede på ham!” Med andre ord: Kana-beretningen begynder med van(d)tro og slutter med “vin”tro!  Salmeforfatteren har ret, når han siger: “Hvor Herren vil dvæle, kan vand vorde vin!” (bryllupssalmen “Jert hus skal I bygge”, v. 3).

Altså: Brylluppet i Kana er ikke en historisk, men en evig begi­ven­hed. Brylluppet i Kana er et faktum, når mennesker kommer til tro på Jesus Kristus som den menneskevordne Gud og manife­sterer denne tro i dåben. I dåben finder “brylluppet” sted, og livet som døbt er lig med bryllupsfesten. Men tilføjes må det, at dén forbin­delse, som den døbte har indgået med Kristus, er stærkere end æg­teskab. For i ægteskabet lover man: “til døden jer skil­ler!”. Men i dåben forener man sig med Kristus “i liv, død og opstandelse!”. Bryllupsmåltidet er nadveren, fejringen af den hellige messe. “Sa­lige er de, som er indbudte til Lammets bryl­lupsmåltid” hedder det, – med ordene fra Johannes Åbenbarings bog, – ved fremvisning af nadverelementerne umiddelbart før kommunionen.

“Den ny og evige pagt!” – siger præsten ved messens forvand­ling, når bryllupsmåltidet tilberedes! I Kana var sten-vandkar­rene til brug for gennemførelse af jødisk trospraksis tomme, be­retter Jo­hannes. Vil han dermed sige, at den jødiske lovreligion, – sten-tav­lerne, – med Kristi komme er udtømt og har nået sin af­slutning? Kunne det være dét tema, Maria berører, når hun siger: “De har ikke mere vin!”?. . .  Ihvertfald fremgår det klart: Nu er Messias kom­met, og med ham ér frelsen begyndt! Sagt med Jo­hannes’ ord: “Og de fyldte de tomme kar med vand”, – dét vand, som Jesus forvand­ler til vin, billedet på den livgivende frelse, som Messias tilsiger: Syndernes forladelse, Helligåndens glæde og fred, ham selv i alt­rets sakramente!

Har Johannes i sin Kana-beretning osse villet lede vore tanker hen på den forvandlede vin, som vi nyder i hver messes livgi­vende måltid? Hvordan det end måtte være, kan vi kristne af idag ikke lade være med, i Kana-brylluppets vin osse at se et billede på dén vin, i hvilken Kristus skænker sig selv til os, – igen og igen. I mes­sen erfarer vi noget af det messianske glæ­desmåltid, fordi vi dér på særlig måde fejrer “ægteskabet” mel­lem brudgommen Kristus og bruden, vort kirkelige fællesskab. Vi drages ind i mysteriet om Vor Herres død og opstandelse.

Vores lægbroder havde en søndag dén opgave at køre en ældre se­nil-dement ordenssøster, som var på besøg i vores område, og som ikke længere havde styr på nogetsomhelst, til søndagsmes­sen i Sla­gelse. Da hun træder ind ad kirkedøren og ser den til søndagen smukt pyntede kirke, udbryder hun begejstret: “Ihh!! Skal her være bryllup?”. Og med sandheden i behold kunne min medbroder svare hende: “Jah, det kan man godt sige!”

Og alt er osse idag som dengang ledet på vej ved jomfru Marias medvirken, dén Maria, som var méd, da Jesus ved brylluppet i Kana foregreb “sin time”, dén Maria, som stod under korset, da nævnte “time” var inde. Vedvarende siger hun til os mennesker: “Alt, hvad Hán siger til jer, det skal I gøre!”.

 

 

 

 

‘Skråt op’ med Herodes!

 

Jeg påkalder gerne, når jeg synger en hymne,  den hellige Treenighed: Gud Fader, Søn og Helligånd, jomfru Maria og alle helgener. Men jeg nægter at påkalde kong Herodes, som, – såvidt jeg ved, – ikke er blevet helgenkåret. Manglede osse bare med de masser af lig, den despot har i lasten . .

Så siden Helligtrekongerssøndag har jeg haft et problem. Jeg vil nemlig gerne, i hverdagene efter Helligtrekongerssøndag i vesper synge hymnen ”Crudelis Herodes”, fordi den så fint indeslutter Epiphanifestens tre aspekter: 1) Vismændenes tilbedelse, 2) Jesu dåb i Jordan, 3) Brylluppet i Kana”

Men jeg undlader det første vers, fordi jeg ganske enkelt ikke vil tiltale Herodes! Og tænker så ved mig selv: Er der noget galt med den danske oversættelse!?? Men denne mistanke afkræftes, når jeg læser tysk og engelsk oversættelse. Så på latin må hymnen de facto tiltale kong Herodes. . .   Men ham, – latin eller ej, – nægter jeg at tiltale indenfor kirkebygningens fire vægge.

Godt nok er det et kedeligt spørgsmål, som hymnen stiller ham. Ikke desto mindre vil jeg ikke være méd . . .   Lovsang nr. 348:

Hvor kan, Herodes, på dit slot,
du frygte for en nyfødt drot?
Han røver ingen jordisk glans,
han skænker himlens sejrskrans.

De følgende tre vers af hymnen henvender sig bemærkelsesvis ikke direkte, men fortæller om de før nævnte tre aspekter: Vismændenes tilbedelse, Jesu dåb i Jordan og Brylluppet i Kana.

Først vers 5 bliver en personlig henvendelse:

Lov være dig, vor Frelser bragt
at hedningfolk har set din magt.
Gud Fader pris og herlighed
med Ånden i al evighed.

Hvem er dig?  Da ingen ny person i de følgende vers er blevet tiltalt, må det jo logisk være hám, der er tiltalt i første vers. Om man må da osse medgi’ Herodes, at han har gjort alt for at vose sin magt . . .

Tænk, hvor let første vers, – og dermed osse det sidste, –  kunne gøres ’stuerent’, ved at gøre det fortællende, – som vers 2, 3 og 4 . Bare en mini-ændring, og det bli’r helt accaptabelt. Således burde det hedde:

Hvor kan, Herodes, på sit slot,
dog frygte for en nyfødt drot?
Han røver ingen jordisk glans,
han skænker himlens sejrskrans.

Jeg husker ikke, om jeg foreslog denne ændring ved udgivelsen af den seneste udgave af ’Lovsang’. Men det er osse fuldstændig ligegyldigt, for hvis et forslag kommer fra Stephen Holm, underkendes det helt automatisk,-  uanset om det har mening eller ej. Læs janteloven.

God afslutning på juletiden!

Den hellige Families fest

Mette Marie Trankjær er sognepræst i Horbelev på Falster. På et tidpunkt har dette spændende menneske i KD skrevet bl. a. nedenstående tekst, som jeg har gemt. Nu er hun 56 og jeg små tyve år ældre. Jeg bruger hendes tekst som prædiken nu på den hellige Families fest, – søndag ml. jul og nytår, – og vil gerne dele den med jer.
Og med den ønske jer, mine læsere en glædelig jul, – den er jo først lige begyndt, – og et lykkeligt og velsignet 2019.

TO GANGE med ti års mellemrum har jeg holdt juletale
på den samme efterskole.
Første gang voldte det ikke problemer.
Men anden gang blev jeg frygtelig nervøs. Forsøgte at berolige mig selv.
Havde jeg gjort det én gang, kunne jeg vel gøre det igen?
Nej, det var det, jeg kom mere og mere i tvivl om, hvorvidt jeg kunne?
Og det var episoden med frimærket, der for alvor fik mig til at indse,
at jeg i mellemtiden ikke bare er blevet midaldrende.
Jeg er slet og ret blevet en dinosaur, – et fortidslevn.

Det handler ikke om det ydre.
Det er alt dét inde bagved, den er helt gal med,
og det var altså episoden med frimærket, der fik mig på sporet.

Det begyndte med, at min søn på 19 år kom blæsende ind i mit kontor med en kuvert i hånden og spurgte: ”Hvor skal frimærket sidde?”.
Jeg blev chokeret, sur og flov!
Vidste min ellers kvikke, velinformerede søn virkelige ikke, hvor frimærket skulle sidde på et brev?

Samtidig med at jeg surt klaskede frimærket fast i øverste højre hjørne på kuverten, slog det mig, at uvidenheden vel skyldtes en mangel i den stakkels drengs opdragelse, og jeg blev flov. For så faldt det tilbage på mig, og lidt forfængelig er man jo altid både på sine børns og egne vegne.
På stedet besluttede jeg at lægge låg på den historie.
Dét hér var der ingen, der skulle få at vide!

Men det gik op for mig, at der ikke var nogen grund til at være flov,
og der var heller ikke nogen grund til at være sur.
Til gengæld var der god grund til at være chokeret,
for hvordan tror I det er at opdage, at man skal ud at holde tale for unge og i mellemtiden, helt umærkeligt, er blevet forvandlet til en dinosaur, der ikke har opdaget, at breve var noget, man skrev i meget gamle dage, og at dem, man skal tale til, ikke er dinosaurer og heller ikke forstår dinosauer-sprog….

Selv véd man faktisk godt, at man heller ikke taler deres sprog
og man skal heller ikke skal tro, at man kan lære det,
for det udvikler sig hurtigere end noget andet sprog.
Det ville være lettere at komme til at tale kinesisk
end at lære sig unge menneskers sprog.
Og mens kinesere måske ville være taknemlige for, at man havde lært deres sprog, så er det mit indtryk, at der ikke findes noget mere pinligt end dinosaurer, der forsøger at tale unge-sprog.
Så dét lader jeg være med at forsøge og konstaterer nøgternt følgende:

Intet af det, jeg regner for selvfølgeligt, er selvfølgeligt for de unge
og omvendt.
Det er slut med selvfølgelighederne.
Det må vi gøre os klart, før vi overhovedet begynder at kommunikere.

Unge mennesker kommunikerer ikke pr. brev, men på sms, facebook, twitter. Der er ikke meget brug for at vide, hvor frimærket på et brev sidder. Brevfænomenet er kraftigt på retur, nærmest dødt.

Så her står jeg altså, og kan ikke andet end at erkende, at jeg er blevet en dinosaur fra brevskrivningens nu allerede meget fjerne tidsalder, – og nu i aften skal tale til en flok unge, som måske nok kan høre, at jeg taler dansk,
– men i øvrigt ikke forstår mit sprog
– for slet ikke at tale om min verdensopfattelse eller mine selvfølgeligheder.

Jeg har osse engang været 16 år, –  men jeg har aldrig været i deres alder, for verden så meget anderledes ud, da jeg var 16 år i 1978.

Jeg var ikke på efterskole, men i USA som udvekslingsstudent.
Dér havde vi sådan en postkasse som dém, man ser på film: En aluminiumsboks med et rødt flag, der var oppe, hvis posten havde lagt noget i. Når jeg kom hjem fra skole, og flaget var oppe, løb jeg med bankende hjerte ud til postkassen, for det kunne jo være, der var noget til mig – og skønt vár det, når der mellem de amerikanske breve og aviser, tittede en kuvert frem, hvor jeg i øverste højre hjørne kunne se et dansk frimærke.
Så var dagen reddet! Der var brev hjemmefra.

Intet internet, ingen sms, ingen facebook eller twitter,
– og jeg savnede det ikke, for det fandtes jo ikke.
Bare disse dejlige kuverter med frimærker på.
Så derfor véd jeg godt, hvor frimærket skal sidde!
En kuvert med et frimærke talte jo sit helt eget sprog.
Fortalte om, at der var nogen, der holdt af mig og tænkte på mig.
Ikke mindst mine forældre, som havde ladet mig tage af sted.

NÅR VI FÅR BØRN, må vi sande, at de kommer véd os, men ikke áf os,
og selvom de er hós os, tilhører de os ikke.
Kærlighed kan vi give dem,
men ikke vores tanker, for de har deres egne tanker.
Deres kroppe kan vi give husly, men ikke deres sjæle,
for de bor allerede i huset af i morgen, som vi ikke kan besøge,
– end ikke i vore drømme.

Vi er flitsbuer, hvorfra vores børn sendes ud som levende pile,
Men Ham, der spænder pilen,
og som altså både buerne og pilene er afhængige af,
– ja, det er selvfølgelig Gud,
Gud, som har os i sin hule hånd, på mange måder.. . .
forældre såvel som børn.

Gud nøjes ikke med at sende os en sms
eller skrive på facebook eller twitter,
han sender ikke engang et brev med frimærket i det rigtige hjørne.
For hvad er egentlig en besked på sms eller facebook eller twitter
eller for den sags skyld et brev, andet end:
erstatning for nærvær.
Man sender brev eller sms, når man ikke kan eller ikke vil komme selv.

Sådan var det ikke med Gud!
Han kunne og ville komme selv.
Han kom selv, og han kommer selv.
Gud sendte ikke bare ord, hverken digitalt eller pr. brev med frimærke på,
nej, han lod ordet blive kød, – i barnet i krybben.

Lad os huske det, når vi mødes i al vores forskellighed.
De unge fra en allerede fjern fremtid,
og os dinosaurer,
der tumler rundt med vores uforståelige, men velmente pinligheder
Lad os huske, at bag alt dét, vi ikke forstår ved hinanden,
er der er tale om
mennesker, der er Guds,
– og som han elsker så højt, at han kom til verden for dem.

Glædelig jul på den hellige Families fest!

 

200 år: “Stille Nacht, heilige Nacht”

 – opdateret 24. januar 2019, – på månedsdagen!

VI VÁR DER . . .

– min medbror og jeg, i Oberndorf ved Salzachfloden, en by i Østrig. lidt mindre end Sorø, 18 km. nord for Salzburg. Jeg som koncelebrant i julenats midnatsmesse, – min medbroder i korstolene t. h.

Hvorfor? Fordi vi simpelthen ville være på ’gerningsstedet’: på dét sted, hvor verdens nu mest kendte og mest elskede julesalme ”Stille Nacht, heilige Nacht”, oversat til alverdens sprog, i 1818, – altså for 200 år siden, – under beskedne forhold blev sunget for første gang af tekstforfatter og komponist: landsbyens kapellan og organist.

Det var en hård tid i Oberndorf dengang. Grænsen til Bayern var efter Wienerkongressen blevet rykket frem til Salzachfloden og havde alvorligt amputeret Oberndorfs opland og indtjeningsmuligheder. Fattigdom og sygdom kendetegnede landsbyen. Kort før jul 1818 kunne det konstateres, at sognekirkens orgel var brudt sammen og man måtte imødese en julenatsmesse uden orgel.

Sognets kapellan, Joseph Mohr var vokset op under de ydmygende omstændigheder, som en person, født udenfor ægteskab, dengang havde som vilkår. Han blev en engageret præst, som indlevede sig i sognebørnenes liv og solidariserede sig med dem i deres sociale forhold i en sådan grad, at det medførte ham de største vanskeligheder, såvel i forhold til sine vekslende sognepræster som til de kirkelige myndigheder i Salzburg, for hvem han igen og igen måtte stå skoleret. Kun kort tid holdt sognepræsterne i de enkelte sogne ham ud. Således nåede han i sit relativt korte liv, – han blev 58 år, – at være kapellan i 15 forskellige kirker i bispedømmet. Men hám var det, der kom til at skrive teksten til verdens mest elskede julesalme. Det gjorde han op til jul i 1816, i Mariapfarr syd for Salzburg, hvor han havde sin første kapellanstilling. I Oberndorf var han fra 1817-1819, og det var kort før jul i 1818, at han bragte sin tekst med til kirkens organist. Om han kunne lave en melodi til digtet, så man kunne byde kirkegængerne noget alternativt efter messen, nu orgelet var blevet stumt??

Det kunne han, Franz Xaver Gruber, – fra 1816 til 1829 stedets lærer og organist. Osse han havde sine problemer, idet hans kære omkring ham døde på stribe. Selv blev han 76 år og nåede at være gift tre gange, – de to første hustruer døde. Han fik i alt 12 børn, hvoraf han måtte bære de 8 til graven, før de nåede voksenalderen. Men hám var det, der kom til at komponere den ganske enkle, nu verdenselskede melodi. De største kunstnere er dém, der på enkel måde kan udtrykke meget. De sidste 28 år af sit liv var han organist og korleder i Hallein, syd for Salzburg.

Som det skete julenat 1818 i sognekirken i Oberndorf, hvor Frans Gruber, bas, og Joseph Mohr, tenor, sidstnævnte med sin guitar, foran julekrybben ved et sidealter, efter messen sang ”Stille Nacht”, således gentog det sig nu julenat 2018: En tenor og en bas, – til guitarledsagelse. Den jubilæumsfejrende julesalme, – i originalversion, -lød denne gang efter juleevangeliets forkyndelse. Det var som om man i den musestille, stopfyldte kirke, kunne høre hjerterne åbne sig. Og ved messens slutning fik vi lov til, allesammen at synge salmen.

Det var en pragtfuld midnatsmesse, – hvor det lokale kirkekor i øvrigt professionelt sang ‘Oberndorfer Stille Nacht Messe’ med orgel og orkesterledsagelse,

Et pat bemærkninger til denne ’Oberndorfer Stille-Nacht-Messe’: Den har samtlige elementer: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus-Benedictus, Agnus Dei, – og er komponeret af Hans Klier, som var født i 1874 i Laufen, – den bayerske by overfor Oberndorf. Musikuddannelse i Salzburg og efterfølgende ansættelse forskellige steder, indtil han i 1938, godt hundrede år efter Franz Xavier Grubers ophør, blev organist og korleder i Oberndorf, en stilling, som han bestred næsten til sin død i 1957.
I 1950 skrev han sin ‘Oberndorfer-Stille Nacht-messe’ for kor, orgel og orkester, – til ære for sin nu berømte forgænger. Det er en meget smuk messe, hvor elementer af kendte østrigske julesange på fineste måde dukker op her og der i de forskellige satser Således er f. eks. i Kyrie-satsen Stille-Nat-motivet klart genkendeligt.

Iøvrigt blev midnatsmessen nturligt transmitteret af den østrigske radios program 1, hvilket medførte, at hele Østrig blev bevidst om, at Dänemark var repræsenteret, idet sognepræsten ved messens begyndelse bød os velkommen. Den er osse at finde på YouTube. Her er to link:

https://www.youtube.com/watch?v=4p_x_wfPefM&t=362s

Fejringen af jubilæet var i øvrigt begyndt allerede kl. 17, – men ikke i kirken. Det er nemlig sådan, at sognekirken i Oberndorf 2018 ikke er den samme som 1818. Den daværende kirke blev skadet af bl. a. fire oversvømmelser og måtte i begyndelsen af 1900-tallet rives ned. Den nuværende og større er på mere sikker grund bygget og indviet i 1906. Men på dét sted, hvor den gamle kirke lå, er opført et ganske lille ”Stille Nat Kapel” med to glasmosaikker af dels Joseph Mohr, dels Frans Gruber, indviet i 1937. Året igennem besøges det af folk fra hele verden. De mange færdselspoliti-biler nu den 24, december 2018 vidnede om, at 7000 mennesker var ventet til jubilæumshøjtideligheden, hvor borgmesteren holdt tale og sognepræsten sang juleevangeliet, og hvor flere kor og musikgrupper medvirkede. Alle fremmødte var dygtigere til at udholde vinterkulde på 1 grad i 50 minutter end vi tilrejste vikinger fra Norden, der havde fået fornemme pladser ved siden af sognepræsten,

Salmens ikke forventede sejrsgang ud over hele jorden er en historie for sig. Et sødt lille ordskifte viser, hvordan alle nationer har taget ”Stille nat” til sig: En østrigsk redemptoristpræst havde fået udnævnelse for Brasilien og var ankommet kort før jul. Julenat synger menigheden; ”Noite feliz! Noite feliz!“ Og præsten, som endnu ikke er helt méd på det portugisiske, synger med, – på tysk. Efter messen spørger en ministrant ham: “Denne dejlige brazilianske julesalme . . Kender I osse den i Østrig??

Jeg elsker mit Sorø-bysbarn B. S. Ingemann. Men jeg tilgi’r ham aldrig hans danske udgave af hér omtalte julesalme, skrevet i 1850! ”Glade jul, dejlige jul” er ikke ”Stille nat, hellige nat”, er ikke ”Silent Night, holy Night”, er ikke ”Douce nuit, sainte nuit” osv. . . Christian Nørgaard past. em. har i en kronik i Kristeligt Dagblad skrevet: ”Ingemanns tekst har udvirket, at man i folkekirkens salmebog aldrig har villet give plads til en egentlig oversættelse af ”Stille Nacht”. Til den nyeste udgave fra 2003 havde jeg foreslået, at vi ved siden af Ingemanns salme også havde fået ”Stille nat, hellige nat”, men det blev der desværre ikke afset plads til. Var man mon bange for, at den østrigske salme skulle udkonkurrere Ingemanns???

Godt, at vi i vores katolske salmebog har en anstændig gengivelse.

Billedresultat for stille nacht kapelle

* * * * * * * *

Mange nye publikationer er naturligvis udgivet i anledning af jubilæet. Salzburg-præsten Roland Kerschbaum har skrevet et smukt lille hæfte ”Stille Nat! Hvad salmen kan sige os i dag”. Her mediterer han bl. a. over salmens to første ord: ”Stille” ”Nat”, som indleder hvert af de oprindelige seks vers. Normalt synges nu kun vers 1, 2 og 6.
Jeg gengiver Kerschbaums betragtninger på dansk:

”Stille”

. . thi således taler Herren, Israels hellige: Gennem omvendelse og stilhed vil I blive frelst, for i stihed og tillid ligger jeres kraft” (Es. 30,15)’

”Velkommen, stille adventstid” synger vi i mange af vore kirker 1. søndag i advent. For de fleste mennesker er det imidlertid årets mest støjende og hektiske tid.
Men med ordet ”stille” begynder den nu 200-årige julesalme.
At være stille, at være i stilhed er noget, de fleste mennesker af i dag ikke kan holde ud. Hele tiden må der ske et eller andet, hele tiden må mobiltelefonen, computeren eller TV-apparatet være online.
Selv udendørs kan man ikke færdes uden øretelefoner.

Men stilhed er ikke, ikke at høre noget. Den, der er stille, hører ting, som ellers undgår opmærksomheden: sit eget åndedræt og hjerteslag, træernes susen, bækkenes klukken, fuglenes sang, snefnuggenes bløde fald.
For dén, der er stille, dukker indre billeder op.
Man hører sit indre og fornemmer, hvor man ér og hvem, man er!
Osse i musikken er stilheden er vigtigt element:
En pause skaber spænding, leder over til noget nyt, skaber åndehul, den er dynamisk og om end lydløs, dog en høre-oplevelse.
Flere gange hedder det i bibelen: ”Den, der har ører at høre méd, skal høre!”
Folk med fysisk nedsat hørelse kan hjælpes med mere og mere moderne høreapparater.
Men stilhed kan hjælpe med til, at man ikke mister evnen til at kunne høre med hjertet.
”Stille” er ordet, som hvert vers i salmen begynder med.
Den synger om Hám, der blev født som menneske på vor jord om natten, på det tidspunkt, hvor døgnet i gamle dage var mest stille.
Dette guddommelige menneske elskede sit jordiske liv igennem menneskelivets ’fest og farver’. Men han elskede osse stilheden i sin personlige bøn på bjerget, natten igennem.

Stilhed giver orientering og ny kraft.
Jesus vidste om salmistens ord: ”Min sjæl er stille for Gud alene. Han blev mig til frelse. Hos Gud alene finder min sjæl sin ro, fra ham kommer mit håb” (Sl. 62, 2. 6.)


”Nat”

”Da dyb stilhed herskede overalt og natten i sit løb var nået til sin midte, da sprang dit almægtige Ord fra din kongelige trone i himlen som en kriger ned midt i det fortabte land.” (Visd. 18, 14 ff)

Jul bliver, på samme måde som påske, fejret om natten.
Julenat og påskenat er hellige, lægende og frelsebringende nætter.
Nattens mørke blev i antikken betragtet som ulykkernes, dæmonernes og dødens forum. Salme 91 taler om ’nattens rædsler’ (v. 5) og Jesus taler om en nat, hvor ingen mere kan påvirke noget som helst (sml. Joh. 9, 5a). Det var i nattens mulm og mørke, at Jesus blev taget til fange og mishandlet af de romerske soldater. Men når Gud kalder sin nye skabning til live, vil nat og mørke ikke længere eksistere (Åb. 22,5)

Nat kan osse i vor tid være mange ting:
Sygdom og sorg, problemer, kriser i vore medmenneskelige relationer, situationer, som lammer og fylder os med angst. På trods af, at vort elektriske lyshav er tændt natten igennem, er der mange mørke nætter i et menneskes liv. Den store mystiker, karmelitpræsten Johannes af Korset, taler, ligesom Moder Teresa af Calcutta har gjort det, om sindets mørke nat. Men netop i mørke er man usigelig taknemmelig for lyset. Derfor skrev Johannes engang: ”Himmeriget er indeni jer! Elsk, hvor der ikke er kærlighed, og du har lært at elske!” Denne hellige præst, som blev hjemsøgt af så meget mørke, skrev henimod slutningen af sit liv:
”Når vi når til vores livs aften vil vi blive dømt efter kærligheden!”

Barnet er ikke bange i natten, når en voksen er hos det.
Børn har en ur-tillid i sig, når de bli’r holdt og båret af voksne.
Og dette er tro i en nøddeskal:
At have tillid til, at jeg i mit mørke bli’r holdt og båret, – af Gud!

”Nat!” Dette ord bliver i første linje i hvert vers af salmen nævnt to gange. Jul fremtryller ingen livstom romantik, men vil tænde lys i vore livs nætter. Natten er, på grund af jul, blevet hellig nat,
for natten er blevet broen mellem Gud og mennesker,
lægende og styrkende.

 

 

Det bar’ en lille melodi . . .

Hvor meget kan man klare, når man er fyldt 75?? Kommer nok an på, hvem man ér! . . .   Denne Krist-Konges-lørdag var ihvertfald for mig med fuldt program: Festmesse i Sorø 10,30. Dåb af et familiemedlem i Slagelse 13,30. Organist ved et bryllup i Ringsted kl. 16.

Var taknemmelig over en god nats søvn forinden. Og alle tre opgaver blev løst med, – fra min side, – overskud. Messen i Sorø gik fint. Messe-deltagernes bevidsthed om, at de var kaldede til at være medkonger og meddronninger med Krist Konge i hans rige, gav dem smil på læben. Det samme oplevede jeg ved dåben i Slagelse med en del kirkefremmede: Smil og glæde fra alles ansigter og en intens medleven i dåbsritualet. Og endelig vielsen i Ringsted med det glade brudepar i den lille lyse og varme kirke og den aktivt medfejrende menighed, som sang af hjertens lyst . . .
Kl. 18,30 hjemme i Sorø. Første vesper til Krist Konges fest kl. 19 i kapellet. Aftensmad, – og ro i huset. . .

Sidder foran fjernsynet, zapper tilfældigt ind på et banalt slagerprogram på DK 4 og konfronteres med en sang, som jeg har hørt mindst hundrede gange, og som aldrig har gjort noget indryk. Men det gjorde den i dén grad nu til aften! Den vandt genklang, fordi jeg ved alle tre gudstjenester havde oplevet, hvor lidt, der egentlig skal til, for at Gud kan gøre det det ganske enkle til noget mega-stort. Og det var jo lige, hvad denne sang bekræftede. Læs teksten igennem og dvæl iøvrigt ved linjen: ’Alle har vi lånt den samme jord’. Det udtryk kan jeg godt li’: Vi har alt til låns. Og: ’En sang ka’ bli’ til mere end du tror’. Lige, hvad jeg netop oplever! Hvor smukt udtrykt:

Jorden er din og min, det sted vi holder af
Pas godt på den, det er en fælles sag
Der skal mere til end blot at sige ’Vi vil’
Prøv engang med denne sang

Det bar’ en lille melodi vi synger her
Men syng kun med, og se så hvad der sker
Til sammen ka’ vi sikkert bli’ det største kor
En sang kan bli’ til mere end du tror

Ligegyldigt hvem vi er og ligegyldigt, hvor vi bor
Så har vi alle lånt den samme jord
Men husk alligevel: Det starter altid med dig selv
Prøv engang med denne sang

Det bar’ en lille melodi, et nemt refrain
som godt kan synges om og om igen
Til sammen ka’ vi sikkert bli’ det største kor
En sang kan bli’ til mere end du tror

Følg nu méd i teksten, mens Anne Herdorf synger. Hun gi’r mig i denne nattetime energi til mit organistvikariat i Tømmerup Kirke i morgen søndag kl. 10,30, – efter laudes i vores kapel kl. 09,00.

https://www.youtube.com/watch?v=-dNxpAh_LeA

 

 

‘Tømmerup-præsten’, – endnu engang

Omend boende i Sorø har jeg har for øjeblikket et par vikariater som organist i Tømmerup Kirke ved Kalundborg og blev derigennem opmærksom på, at der den 15. november skulle være et foredrag i kirken af én af de unge personer, som af den tidligere sognepræst har været udsat for seksuelle overgreb.

Det var ikke for at høre den unge mands ’foredrag’, at jeg mødte op nu i torsdags. Jeg har flere steder læst hans beretninger og osse hørt ham fortælle i den tre-delte radio-dokumentation ’Man stoler vel på præsten’, som DR1 har lavet om ham og som første gang blev sendt i januar 2017. En forfærdelig historie.

Det var kombinationen, der interesserede mig: Kombinationen Tømmerup kirkerum / én af de unge mennesker, som sognepræst fra 2006  – 2016:  Dan Pedersen, senere Peschack  efter grundig politi-efterforskning vedrørende påståede, senere veldokumenterede seksuelle overgreb på børn og unge med efterfølgende rejst sigtelse i først byret, senere i landsret, er blevet dømt skyldig og hårdt straffet for.

Jeg ankom til et kirkerum med tændte alterlys og tændte lys i bænkene, – som til en festgudstjeneste?? Ved indgangen stod der en indsamlingsblok med indskriften DAN-mission, som fik flere til at trække på smilebåndet Jeg var kommet fem minutter før tiden og satte mig på bænken lige ved indgangen, – ved siden af kirketjeneren.

Så gik med ét det elektriske lys ud: I alterrummet og i våbenhuset! ”Et profetisk tegn?” spurgte jeg kirketjeneren, som selvfølgelig i embeds medfør straks rejste sig for evt. udskiftning af en sprunget sikring. Det klarede hun fint.

Præcis kl. 19 bød den aktuelle, ganske unge sognepræst-inde, velkommen. Og gav ord og mikrofon til den unge mand.

Det er vist svært at så tvivl om, at Dan, der som præst har gjort meget godt,- i sin ’sjælesorg’ overfor unge har været mere end alternativ ’avanceret’, hvilket hans to domme jo osse enstemmigt stadfæster.

Der skal heller ikke herske tvivl om, at den unge mand fremførte sin oplevelses-historie på aldeles nobel og nydelig måde, hvor svære passager blev videregivet med nænsomt sprogbrug, som f. eks. ”  . . hvor der så skete noget, som ikke burde ske”.

Men det gik galt, da han, – egentlig i et smukt forsvar, – fremførte ”Det er ikke kommunens skyld, det er ikke kirkens skyld, det er ikke skolens skyld, det er ikke mine forældres skyld. Altsammen er alene Dans skyld. Det er Dan, der er skurken!”

Uden på nogen måde at udelukke, at dette udsagn kan være sandt, må det i min optik ikke lyde i en bygning, som ’ejes’ af Hám, som vi bekender som Gud af Gud, som lys af lys, som sand Gud af den sande Gud, nemlig Vor Herre Jesus Kristus! For Han har sagt: ”Døm ikke, at I selv skal blive dømt”. Og: ”Den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten.”

 En kirkebygning er ikke, – som det vist blev fremført, – et neutralt rum, der kan bære alt.  Det er dét rum, hvor tilgivelsens ord har hjemme, idet husets ’ejer’ siger til os: ”Tilgiv, så skal I selv blive tilgivet”. Og, til kvinden, grebet i hor:  ”Var der ingen, der fordømte dig? Heller ikke jeg fordømmer dig  . . .”

En klog mand har engang sagt:  ”Et menneske er mere end summen af dets forkerte handlinger.” 

Mennesket og præsten Dan har i dét rum, hvor vi sad torsdag aften, holdt fortræffelige prædikener og, – efter evangelisk-luthersk lære, – forvaltet sakramenterne gyldigt. Alle, som Dan har døbt i Tømmerup Kirke er gyldigt døbte og dermed indpodet i Kristus. Alle, som har været til alters hos Dan i Tømmerup Kirke har modtaget Kristus under brødets og vinens skikkelser. Alle, som Dan har viet  i Tømmerup Kirke, har en gyldig vielsesattest. Alle, hvis kære, under Dans ledelse er blevet stedt til hvile på Tømmerup Kirkegård, har fået en kristen begravelse. Alle, som har Dan har ‘betjent’ som præst, skal være forsikrede om dette!!

I sit foredrag nævnte den unge mand Dans ‘overudviklede’ evne til at være dybt manipulerende. . .  Ved foredragets afslutning blev den unge mand mødt med faste klapsalver. Hvorunder enkelte rejste sig op . . .  og blev fulgt at den næste . ..  og den næste.  . . tilsidst alle sammen, – undtagen mig, der blev siddende, mens jeg mediterede over begrebet ’manipulation’.

Afslutningsvis blev der åbnet for spørgsmål. Først meldte sig ingen, men så rejste en dame sig  . . Hvordan dét udviklede sig, véd jeg ikke, for på dét tidspunkt forlod jeg kirken.

Dette essay sætter ikke spørgsmålstegn ved fakta. Heller ikke ved, at overgreb på personer ganske klart ikke må finde sted. Og det er på ingen måde en kritik af den unge mand, som jo ikke har bedt om, men som er blevet bedt om at holde sit foredrag, – ikke bare i en kirke, men netop i dén kirke, hvor Dan har været præst.

At dét skete, synes jeg er forkert!

Det havde jeg ikke mod til at sige i torsdags, – af skræk for at blive lynchet. Nu råder jeg så lidt bod på min fejhed ved i det mindste at skrive det!