Én eller to dage??

”Jeg tror på de helliges samfund, på syndernes forladelse, på menneskets opstandelse og det evige liv”

Dette den apostoliske trosbekendelses sidste afsnit er overskriften på festen, som vi fejrer den første november eller den første søndag i november, nemlig:

ALLE HELGENS DAG

efterfulgt af
MINDEDAGEN FOR ALLE VORE AFDØDE

– fejring af, at man som kristen strengt taget ikke kan tale om døde, men om levende hér og levende dér! For Gud er ikke de dødes, men de levendes Gud.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, må jeg indrømme, at jeg ikke længere umiddelbart kan finde ud af det. . . .

Det var meget nemmere tidligere. Der talte man om den stridende, den lidende og den sejrende kirke. Mange vil fastholde: Det gør vi stadigvæk:
Den stridende kirke:  det er os her og nu, der i dette jordeliv jf. Paulus må stride den gode strid indtil vi har fuldført løbet.
Den lidende kirke:
det er dem, der efter deres død  er i skærsilden, ventende på udfrielsen fra dette renselsessted, – dém, som i denne proces har brug for vor forbøn. Dem, vi mindes dagen efter Allehelgen!
Den sejrende kirke: Det er ’den store hvide flok, som ingen kan tælle’. De utallige afdøde, som har lagt skærsilden bag sig og nu er hos Gud i himlen og hersker med ham i al evighed. Dem, vi fejrer på Allehelgens dag.

Som det så klart hedder i H. Kejsers fine Allehelgenssalme: ”Jeg tror på de helliges samfund”, – som ikke fik lov til at komme med en den ny Lovsang, på trods af bogens 17 tomme sider:

Jeg tror på de helliges samfund, hvorover ej døden har magt,
for vi, der må stride,
og de, der må lide
og de, der fik sæde i Himmerigs glæde,
er fælles om Frelserens pagt.

I folkekirken er de to dage smeltet sammen til Allehelgens-søndag, og den fejres mere intens end tidligere.  De fleste steder er gudstjenesten henlagt til om eftermiddagen, – med lystænding for årets afdøde, hvis navne bli’r oplæst.

Og hos os katolikker?  Helt ærligt! Oplever vi ikke samme udvikling??
De allerfleste steder finder mindet om vore personlige afdøde sted i forbindelse med  Allehelgensdags-messe, – eller ved en kirkegårdsandagt samme dag om eftermiddagen.
På dagen efter Allehelgen, officielt: Mindedagen for alle afdøde,  er både udbuddet af messer og menigheds-deltagelse i samme, markant aftagende. Og dét på trods af, at enhver præst, som kun bør fejre én messe dagligt, på denne dag må fejre tre.

Må man beskæmmet konstatere, at katolikker af i dag ikke længere tager skærsildsopholdet alvorligt? Eller glæde sig over, at de er så overbeviste om Guds suveræne kærlighed, barmhjertighed og frelsesvilje, at de har svært ved at forestille sig, at deres indsats, efter deres kæres død, skulle have nogensomhelst betydning? Og at de rent faktisk ikke længere tror på, at de med deres bøn skal overtale en vred og retfærdigt dømmende og straffende Gud til at lade nåde gå for ret, jvf. Allesjæle-salmen i salmebogen fra 1951: “O Fader, vær ej længer vred, forbarm dig over hine!…O Gud, lad din retfærdighed formildes ved vor tåre” (nr. 336), – og for den sags skyld den gamle requiemsmesses sekvens og offertorium, som gudskelov ikke længere er at finde i det ny Missale Romanum?

Hvad skal man svare??

Jeg tror ikke, at det er fordi katolikker af i dag ikke accepterer kirkens lære om renselsesstedet. Vi véd, at intet ondt og urent kan indgå i Guds himmel, hvorfor en renselse i vor død afgørende er nødvendig, – og befriende.  Men kunne det være, at vi i dag forestiller os denne renselse som dybest set behagelig? Jeg husker som barn, når jeg under leg havde slået mig og var kommet til at bløde fra arm eller ben, hvordan min mor rensede såret og kom jod i. Det sved som bare pokker, men alligevel var det samtidig rart, fordi jeg vidste, at nu bli’r alt det dårlige passiviseret og første skridt på vejen til heling foretaget.

Jeg hælder til at tro på, at ovennævnte billede slet ikke er så ringe. Og at vi i dag derfor overvejende betragter skærsilden som noget positivt. Vi er jo på ret vej, vores opstandelse er jo i fuld udvikling. . . Osse fordi vi har fået en fornemmelse for, at tiden, som er måling af forandring,  er noget jordisk, hvor alt forandrer sig, – i modsætning til himlens Gud, som er uforanderlig og evig. Således kan man ikke efter døden tale om tid, sådan som det hed i en bøn fra sidste århundrede: Afkorter opholdet i skærsilden med 100 dage. Derimod kan hele livet i dødsøjeblikkets sekund ’passere revy’, hvori renselsesprocessen naturligt kunne være indbygget??

Jeg ved ikke, hvordan du, kære læser, har det, når du tænker på de afdøde, som har stået dig nær . . Ser du dem for dig som (endnu) værende i skærsilden? … Eller ser du dem for dig, som værende hos Gud i hans himmel? Jeg behøver nok ikke fortælle dig min personlige oplevelse.

Men hvordan genvinder vi så meningsfyldt fejringen af ikke bare én, men to dage. Hvordan fejrer vi: først Allehelgensdag og efterfølgende Mindedagen for alle kære afdøde??

Kunne man måske gøre det sådan:

Allehelgensdag, fejret i hvidt,  ser vi det fra de såkaldte afdødes side og glæder os med dém over, at de er i Guds hånd og han fører dem ind i sit himmelske rige. ”Gud vil, at alle mennesker skal frelses”, skriver Paulus til Timoteus. Og Jesus siger: ”I min fars hus er der mange boliger. Jeg går forud for jer, for at forberede alt, og når alt er klart, kommer jeg og henter jer!”  Vi fejrer på denne festdag de relativt få, som kirken har helgenkåret og de mange, mange, mange, som ikke er blevet helgenkåret, men som ikke desto mindre ér helgener, – fuldt og helt. Fordi Gud helliger sig dem.
Vi ønsker dem tillykke og siger med Brorson:

“Tillykke, Kæmpesamling, ja, o tusindfold tillykke da,
at du var her så tro især og slap såvel  herfra”

Og glæder os så personligt over vores kaldelse til selv engang at tælles blandt alle helgen, når vi kommer til Gud i himlen, for, som apostlen Paulus siger:  ”Lever vi med Kristus, dør vi med ham, skal vi osse opstå med ham”. Faktisk kunne man som kommunionsvers på Allehelgenssøndag synge:

Vi skåler med vore venner og dém, som vi kender.
Og dem, som vi ikke kender: dem skåler vi med!

Dagen efter, – mindedagen for vore kære afdøde, fejret i violet, – ser vi det fra vores side. Vi tænker på vore personlige afdøde og sørger over, at vi ikke længere har dem iblandt os. Og takker samtidig for dét, der blev givet os, netop gennem dem. Vi lægger vores sorg og savn frem for Gud. Osse vores sorg over de gange, vi svigtede dem. Vi be’r for dem, for, – det siger den hellige skrift, – ”det er en gavnlig tanke at bede for de afdøde”. (2.  Makk.) . . . Og dét kan vi gøre, – osse udenfor messen. Om det hjælper dem, tænker vi ikke over, men vi erfarer, at det hjælper os. For som Steen Steensen Blicher så rigtigt udtrykker det i sin novelle ”Hosekræmmeren”:

Den største sorg i verden her
er dog at miste dén, man har kær!

Vi er i de helliges samfund. Et samfund, hvor man ikke kan kommunikere med hinanden, er ikke et samfund. Og som sagt til indledning: Døden findes som sådan ikke. Kun levende hér og levende dér. Så med tillid beder vi til dem og for dem:

Herre, gi’ dem den evige hvile, og lad det evige lys lyse for dem.
Før dem frem til opstandelsens herlighed. Amen

Kunne det gi’ mening??

 

 

Foragt!??

”Forbrydere har fået stjernestatus. Da afsløringerne af Stein Baggers bedrageri var på sit højeste, udkom der et væld af bøger, der satte fokus på hans person, og om få dage bliver hans guldur sat på aktion hos Bruun Rasmussen. Også en række andre forbrydere soler sig rampelyset og udgiver biografier, som ligger øverst på bestsellerlisten. Senest er det Brian Sandberg, Stein Baggers bodyguard, der er aktuel i bogen “Gangster”, men også morderne Peter Lundin og Jørn “Jønke” Nielsen har tidligere udgivet bøger om deres bedrifter. For slet ikke at tale om den bedrageridømte Kurt Thorsen, der fik sit eget tv-show, mens han endnu sad i fængsel.
Hvorfor så imponeret over disse ekstreme typer, som er sygeligt fokuserede på egne behov, og som ingen skrupler har med at snyde, bedrage, slå ihjel og lyve, så længe de får noget ud af det selv? Hvorfor fascineres af en person, der er et eksempel på, at det kan lade sig gøre at være gennemført ond og snøre systemet? Hvem har ansvaret for, at disse typer sættes i centrum?
Grunden ér, at det for medierne udelukkende handler om den gode historie, men problemet er, at når forbrydere kommer på forsiden og får stjernestatus, så bliver de – om man vil det eller ej – eksempler til efterfølgelse. Selv politiet må stå tavst ved sidelinjen og se på, at lovovertrædere forherliges. Når moral er blevet til noget helt subjektivt, placeres ansvaret også alene hos den enkelte.  Men også den enkelte læser, lytter eller seer har et moralsk ansvar for, hvad man vil høre på!”

Ovenstående afsnit fra en klumme i KD, skrevet af Iben Thranholm sommeren 2010, randt mig i hu i forbindelse med denne søndags evangelium (30. søndag i årsrækken, år C): Jesu fortælling om farisæeren og tolderen. (Lukas 18, 9-14). For umiddelbart forekommer det mig, som om Jesus allerede i sin  tid promoverer, hvad Thranholm beskriver. Helt klart er det tolderen, der er historiens ’helt’, ham jøden, der som landsforræder lader sig ’prostituere’ til at arbejde for den romerske besættelsesmagt og som dagligt snyder og bedrager til personlig vinding. Oversæt ham til en nutidig pusher, som for at tjene penge, sælger narkotika til ågerpriser og koldblodigt gør mennesker stofafhænge. Han siger: ”Gud, vær mig synder nådig” og går ’retfærdiggjort’ hjem,. . . indtil han i morgen genoptager sin ’gerning’

Så er der farisæeren, som vi afviser, den skinhellige rad! Som står og praler med alt det gode, han gør. Må jeg henlede opmærksomheden på, at han ifølge Jesus bad stille, – for sig selv!  Oversæt ham til en religionslærer, der samtidig er medlem af det lokale katolske menighedsråd. Han siger til Vorherre, – lidt unødvendigt, for Vorherre véd det jo i forvejen, – men han siger jo kun, hvad der er sandt: ”Jeg overholder ikke bare fredagsboden (hvem gør efterhånden det??) jeg har osse onsdag som bodsdag! Jeg betaler ikke bare 2% i kirkeskat (hvem betaler overhovedet kirkeskat?), men hele 10%. Jeg har ikke skiftet konen ud (hvor mange katolikkers ægteskaber er intakte??) Jeg har aldrig snydt i skat og aldrig udnyttet nogen økonomisk!” Endelig takker han Gud for, at han ikke er som pusheren, der har sneget sig ind i kirken for en kort stund.

Helt ærligt, kære læser, har du aldrig bedt som farisæeren? Har du aldrig takket Gud, fordi du ikke er pyroman, pædofil, ludoman, alkoholist, narkoman m. m., og fordi du har fået en ægtefælle, som bare har været god for dig??? Er det egen fortjeneste, hvis du ikke må ligge under for netop nævnte tendenser? Nej. Det er ikke din fortjeneste, at du er blevet holdt fri, lisså lidt, som dem, der er ramt af nævnte tendenser, der fører til ovennævnte ’synderegister, har valgt det totalt frivilligt.

For at få fat i lignelsens pointe tror jeg, at vi skal se på indledningen: ”Til nogle, der stolede på, at de var helt i orden og som foragtede dem, de mente ikke var det”, fortalte Jesus denne lignelse. Ja foragt er slemt, netop af de netop nævnte grunde, for ingen har noget at rose sig af, alt er nåde. Men hvem siger, at farisæeren praler? Takker han ikke for den nåde, han har modtaget? Og tolderen: Er det ikke nåden, der får ham til at sukke og sige: ”Gud. Vær mig synder nådig”?

Kun én er retfærdig, og det er Gud. Gud er den retfærdige dommer, som vi hører det i søndagens første læsning fra Siraks bog. Når vi sympatiser med tolderen, – i øvrigt fordi han ligner os, – og foragter farisæeren, – fordi vores middelmådighed harmoniserer fint med janteloven, – så gør vi os til dommere og må lytte til apostlen Jakob, når han i sit brev siger: »Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; – men du, hvem er du, som dømmer din næste?« (Jak. 4,12)

Derfor: Det er aldrig i vor lod at foragte: Hverken tolderen eller farisæeren.

Og så kan jeg sluttelig ikke nære mig for at citere Jesus-ordet fra Matthæus 7,21, hvor han siger: ” Ikke enhver, som siger: ’Herre, Herre!’ til mig, skal komme ind i Himmeriget, men kun den, der gør min himmelske faders vilje.”
Tolderen sagde: ”Herre, Herre!”, – helt fint! . . Men dén, der gjorde sin himmelske fars vilje, – var farisæeren!

 

 

I disse dage er det 35 år siden . . .

. . . . at den unge, engagerede og frygtløse polske præst
JERZY POPIELUSZKO
på forfærdeligste måde led martyrdøden, – bare 37 år gammel.

Jerzy blev født i 1947 i en lille landsby i det nordøstlige Polen. Hans forældre opdrog ham i den katolske tro og som polsk patriot.

Efter fuldført skolegang trådte han i 1965 ind i præsteseminaret i Warszawa og begyndte sine teologiske studier. Men snart måtte han afbryde dem på grund af obligatorisk militærtjeneste. Sammen med andre præstestudenter blev han sendt til en specialenhed, hvor unge præstestudenters moral og værdier skulle brydes ned. De blev tvunget til at høre på politiske foredrag, og om søndagen til at se propagandafilm eller film med erotisk indhold. Men gennem lokale sjælesørgere blev præstestudenternes tro og håb næret.

Etter endt militærtjeneste kunne Jerzy fuldende studierne, og i maj 1972 blev han præsteviet af kardinal Stefan Wyszyński ærkebiskop af Warszawa og polsk primas. Som ny præst virkede han først i forskellige menigheder, siden ved katedralen i Warszawa.

I 1980 blev han forflyttet til menigheden St. Stanislaw Kostka i bydelen Zoliborz i Warszawa, og dér tilbragte han den sidste del af sit liv. I august samme år udbrød der strejker i flere byer og regioner i Polen. Pastor Jerzy knyttede sig til arbejderne ved Støberiet Warszawa, fejrede messer for dem og hørte skriftemål, – tog kort sagt ansvar for deres åndelige liv og førte mange søgende arbejdere til troen på Gud. Pastor Jerzy var også til stede ved næsten alle retssager mod arbejderne efter strejken.

Et af resultaterne af strejkerne var grundlæggelsen af fagforeningen Solidaritet, med Lech Walesa som leder. Pastor Jerzy var med i bevægelsen helt fra dens begyndelse. Den fik hurtigt enorm tilslutning og bragte det kommunistiske regime i Polen til randen af sammenbrud. Det endte med, at Polens statsminister indførte undtagelsestilstand i Polen, hvilket betød at de gældende lovene blev sat ud af kraft og at ledelsen fik fuldmagter, som den ellers kun ville have i krigstid.

Jerzy var glødende antikommunist, og han motiverede de troende til protest.

Da myndighederne slog ned på Solidaritets medlemmer, prædikede pastor Jerzy åbent mod regimet, og til sine ugentlige prædikener i sine «messer for hjemlandet» kunne han samle op til 50 000 mennesker. Han krævede retfærdighed og frihed, men han var langt mere end en politisk agitator. Han forkyndte enkle sandheder som for eksempel at frihed er bedre end slaveri, at sandhed er bedre end løgn, at det gode er bedre end det onde. Men alene dette var provokerende for et regime som forlængst havde forladt grundlæggende menneskelige værdier.

Engang blev han spurgt: “Når du taler om ondskab, hvorfor sætter du så ikke navne på?” Pastor Jerzy gemte sit ansigt i hænderne, var næsten grædefærdig og sagde: “Har I slet ikke forstået, hvad jeg prædiker? Jeg kæmper mod det onde, ikke mod mennesker, som i endnu højere grad er det ondes ofre, end vi, som forfølges af dem.”

Pastor Jerzys prædikener blev regelmæssigt transmitteret af ’Radio Free Europe’, og derigennem blev han ’berømt’ i hele Polen for sin kompromisløse holdning mod regimet. Under trusler prøvede man at bringe ham til tavshed, men uden held. Regimet arresterede ham i 1983, men han blev ret hurtigt sat fri efter indgriben fra kirken, – han blev benådet ved et amnesti.

Men systemet gav ikke op. Der blev planlagt en bilulykke for at dræbe ham den 13. oktober 1984, men han undslap. Den alternative plan var at kidnappe ham, og den blev så iværksat. Den 19. oktober var han inviteret til et møde som blev holdt af Foreningen for pastoral omsorg for arbejdere i en lille by nord for Warszawa. Han fejrede messe for de mange fremmødte, hvorefter han mediterede rosenkransens smertefulde mysterier.

Han sluttede med følgende ord: «Lad os bede Gud om at sætte os fri fra frygt og terror, men først og fremmest fra længsel efter vold og hævn». Efter mødet bestemte pastor Jerzy sig for at tage hjem, selv om det var sent. En ven, han havde haft méd til mødet, kørte bilen

På vej hjem til Warszawa blev bilen standset nær landsbyen Górsk, – af officerer fra det hemmelige politi, forklædt som færdselspoliti. Etter at have givet chaufføren håndjern på, slog de præsten bevidstløs med slag i hovedet, kneblede ham og kastede ham i bilens bagagerum. Det lykkedes chaufføren at komme ud af bilen og slå alarm, men hans flugt fik ikke politiofficererne til at ændre planer. De sparkede og slog Jerzy så hårdt, at lægen, som senere foretog obduktionen, sagde, at han aldrig havde set et menneske med så svære indre læsioner. Derefter bandt de hans hænder og fødder og kastede ham i floden Wisla med en sæk, fyldt med sten, bundet til hans ene fod. Sandsynligvis var han endnu i live. da han blev kastet i floden, 80 km. nord for Warszawa. Han blev 37 år gammel.

Den 30. oktober blev hans lig bjerget op fra floden, og nyheden om det politiske mord udløste et voldsomt spektakel i hele Polen. Mere end 250.000 mennesker deltog i begravelsen den 3. november. Efter chaufførens identifikation af de tre sikkerheds-politiofficerer blev de og én af deres overordnede arresteret og dømt til fængsel mellem 14 og 25 år for mordet. Senere blev de sat fri som en del af et amnesti. Ingen højtstående tjenestemænd blev kendt skyldige. De blev frikendt på grund af manglende bevis.

Jerzys grav ved kirken St Stanislaw blev et samlingspunkt for Solidaritet men også et katolsk valfartsmål. I dag vidner et museum i kirkens kælder om pastor Jerzys såvel politiske som åndelige betydning

Ikke overraskende var det pave Johannes Paul II, som i 1997 satte gang i pastor Jerzys saligkåringsproces. I 2009 gav pave Benedikt XVI ham titlen Venerabilis, «Ærværdig». Den 6. juni 2010 blev han saligkåret i Warszawa. Næsten 150.000 mennesker havde samlet sig til friluftsmessen på byens centrale torv. Omkring hundrede biskopper var til stede.

Ved afslutningen af den to timer lange messe blev pastor Jerzys relikvier båret i procession gennem Warszawa til Det guddommelige Forsyns Kirke i forstaden Wilanow, cirka tolv kilometer fra torvepladsen. Denne imponerende kirke er fortsat under udbygning,

Det polske postvæsen udgav et særligt frimærke for at markere saligkåringen.
73 polske byer har en gade, som bærer Jerzy Popieluszkos navn.

Evige Gud,
I dit forsyn gjorde du den salige præst og martyr Jerzy Popiełuszko
til et standhaftigt vidne om kærlighedens evangelium
og til en forsvarer for den menneskelige værdighed.
Vi, som mindes hans voldelige martyrdød, be’r dig:
Lad os på hans forbøn og efter hans eksempel leve i sand frihed
og gør os i stand til at overvinde denne verdens ondskab med det gode.
Ved vor Herre Jesus Kristus…

 

 

Godt, at psykisk vold nu resulterer i dom !

Under denne overskrift bragte Kristeligt Dagblad i forgårs, den 15. oktober, en kronik, hvori det bl. a. hedder:

Straffeloven er for nyligt ændret, så psykisk vold nu sidestilles fysisk vold, og i sidste uge faldt den første dom.

Er det rimeligt? Ja, for volden resulterer i en kaskade af problemer, skriver professor Ask Elklit og ph.d.-studerende Sarah Dokkedahl

I foråret 2019 vedtog et stort flertal af partierne en ændring af straffeloven, som kriminaliserer psykisk vold. Det er en stor ændring, som mange kommer til at forholde sig til. Der er kommet en ny form for forbrydelse, som i virkeligheden er et ældgammelt fænomen, og som ofte er forekommet, uden at nogen har tænkt på det som kriminelt

Der er to mulige grundformer af den psykiske vold: en aktiv og en passiv.
Ved den aktive udsætter en person en anden person for vedvarende ydmygelse og nedgørelse, som har det budskab i sig, at den anden er forkert, værdiløs, uønsket eller foragtelig.
Ved den passive form bliver den anden overset, ignoreret, holdt udenfor og modtager ikke den følelsesmæssige opmærksomhed og næring, som får os til at gro som mennesker. Dén form kan udøves uden et ønske om at skade, – på grund af manglende evne eller kapacitet, psykisk sygdom, dårlig begavelse og andet.
De to grundformer har dét tilfælles, at de angriber vores selv, vores identitet hvorfra vores selvfølelse udgår.

Hvis den psykiske vold kommer fra vores nærmeste rammer den selvfølelsen meget stærkere, end hvis den kommer fra mere perifere relationer. Når psykisk vold indgår som del af mobning, slår den også hårdt, fordi den ødelægger muligheden for at knytte sig til f. eks. kolleger på arbejdspladsen.

Den citerede artikel berørte mig ret så meget, fordi ovenstående ér, hvad jeg som præst fra min lokale kirkelige myndighed har oplevet siden april 2010, hvor misbrugssager skyllede indover bispedømmet og jeg et år igennem blev udsat for dét, som journalist og forfatter Erik Meier Carlsen har beskrevet som ”kirkelig panik, der på tragisk vis drukner alle hensyn til saglighed, kendsgerninger og de anklagedes retssikkerhed

En pause indtrådte herefter, men fra juni 2012, hvor der fra officiel side, – som i pressen formuleret af menighedsmedlemmer fra én af mine tidligere menigheder: – blev åbnet for fri mobning af mig, tog det for alvor fat. Påtale af dét, som jeg kaldte et overgreb, ændrede intet. Heller ikke en anmeldelse til Kleruskongregationen i 2014. Først da kirkens højeste retsinstans, den romerske Signatura i 2016 modtog sagen, blev der reageret, og ovennævnte lokale kirkelige myndighed fik i begyndelsen af 2018 fra Rom kirkerets-dommen: Der er handlet ulovligt (voilatione legis), – egentlig: øvet vold mod loven, – og dermed mod dén person, som gennem næsten seks år har måttet ligge under for det.

Men nu kommer det mærkelige:
Når man i et ’normalt’ retssamfund er blevet dømt skyldig i en lovovertrædelse, medfører det en straf, – mindre eller større, betinget eller ubetinget, – men en straf! Omend et helt afsnit i kirkeretten handler om strafbestemmelser, lader det til, at ingen straf er blevet pålagt i denne sag? En overordnet er af Højesteret blevet dømt for en begået lovovertrædelse uden at modtage nogensomhelst form for straf!? Dette svækker naturligvis domsafsigelsen, – osse, når flere af de rådgivere, som ifølge samme overordnede skulle have anbefalet ulovlighederne, fortsætter som rådgivere!? Så omend de ulovlige forhold overfor mig ved dommens udskrivelse objektivt blev bragt til ophør, så er de det subjektivt ikke, og jeg oplever tydeligt fortsat de faktorer, som udtrykkes i ovennævnte citerede artikel-afsnit.

De næsten overperfekte fysiske rammer, som undervejs er blevet mig til del, eliminerer ikke årelang psykisk mishandling, som ifølge artiklen ”angriber vores selv, vores identitet, hvorfra vores selvfølelse udgår!”, og, som ifølge citeret kronik, siden foråret nu civilretsligt sidestilles fysisk mishandling.

Kronik-artiklen, – plus dét evangelie-stykke, som vi skal høre på søndag (29. sø. i året, år C) om enken, der vedblivende fordrer sin ret, – bestyrker mig i, ligeledes vedblivende ikke at acceptere ulovlig, personlig mobning, – og slet ikke i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn!

 

Tomhed???

”Endeløs tomhed, siger Prædikeren, endeløs tomhed,
Alt er tomhed”.

Således begynder første læsning, – fra Prædikerens bog, – i messen i dag på den nu snart afsluttede søndag: 18. søndag i årsrækken, år C.

Jeg kan meget bedre li’ den tyske udgave:
”Windhauch, alles ist Windhauch”,
– altså: ”Som et vindpust! Alt ér som et vindpust”,
– forbigående, flygtigt ..

Tanken præger faktisk Adam Oehlenschlägers digt ‘Bjarkemål’, hvor de første to linjer er velbekendte:

Hvad er vel Livet?
Et pust i sivet
som synker ned.
Et spil af kræfter
som higer efter
en evighed.
Til evigheden
så morgenrød
går vej herneden
kun gennem død.

Hjemkommet fra søndagsmessen i en københavnsk kirke faldt jeg over et interview i KD med Jørgen Carlsen, som har været forstander på Testrup højskole syd for Aarhus og fra 2011- 2016 medlem af etisk råd. Det drejer sig i interview’et om Ludvig Holsteins sommersang ”Fyldt med blomster blusser æbletræets gren”.
Nogle udtalelser fra ham falder så fint i tråd med den tyske udgave af første læsning. Og jeg vil gerne dele disse hans tanker med jer, mine læsere:

”Vi har en alt for snæver forståelse af, hvad en pessimist er.
Vi tror, at det bare en, der ser sort på alting. Det kan det selvfølgelig også godt være, men pointen her er, at den sande pessimist i filosofisk forstand er den, der venter sig så meget af livet, at man ikke kan undgå at blive skuffet. Man kan sige, at pessimistens problem er, at han eller hun har en overfrankeret forventning til livet, og fordi den er overfrankeret, kan man næsten ikke undgå at blive vemodig eller melankolsk.
Glæden er så kort. Den varer ikke ved.
Glæden og skønhedsdrømmen fordufter:
Drømmen stiger op mod himlens sky med et dyb af lykke,
som den ikke kan nå.
Lykken er uopnåelig.
Den kan indfinde sig i glimt, men forsvinder så igen.
Vi bliver mindet om, at intet varer véd.
Ethvert møde rummer en afsked.
Enhver glæde rummer en senere sorg.
Nu, hvor jeg har rundet 70 år og nærmer mig min udløbsdato, skyldes melankolien, at jeg véd, at livet ikke er uendeligt. Min egen forventning til livet er også lidt overfrankeret, så måske er det medvirkende til, at jeg sidder på min altan og tænker på, hvor mange somre jeg mon har tilbage? Jeg håber selvfølgelig meget på den evige sommer, som forskellige salmedigtere jo også skriver om – i for eksempel ”Det dufter lysegrønt af græs”, men det er kun en trøst, for jeg foretrækker de virkelige somre.
Men lykken er lunefuld og kan ikke fastholdes.
Den smuldrer mellem fingrene på os.
Til gengæld har Holstein begået et digt, der er blevet til en sang, som på smukkeste vis besynger både sommeren og livets sårbarhed.”

Tomhed? Nej!
Som et vindpust: JA!

 

Højre og Venstre

FESTEN FOR APOSTLENE SKT. PETER OG SKT. POUL

  • sidste weekend i juni

 Året igennem fejrer kirken mange helgenfester. Og oftest har hver hel­gen sin egen mindedag. Man kan umiddelbart undres over, at de to stør­ste apostelskikkelser, Sankt Peter og Sankt Poul, må deles om en festdag. Men jeg tror, at det har en dyb og afgørende be­tydning.

Kunne man sige, at vi kirkeåret igennem næsten kronologisk fejrer trosbekendelsens elementer? Jul: Jeg tror på Gud, den almægtige fader, der ved Helligånden og jomfru Maria gi’r os sin enbårne Søn. Påske: Jeg tror på Jesus Kristus, pint, korsfæstet, død og begravet, op­standen og opfaret til himmels. Pinse: Jeg tror på Helligånden… Og hvad kommer så, – i slutningen af juni? Jeg tror på én, hellig, katolsk og apostolisk kirke….

Jeg mener godt, at man kunne sige, at festen for apostlene Peter og Poul er festen for den ene, hellige katolske og apostoliske kirke. Katolsk betyder jo altomfattende, – det hele, – og alt er kun méd, når vi har både apostlene Peter og Poul. Der var nem­lig i apostel­kollegiet ikke større modsætninger end netop de to. Og dét så at sige på alle punkter! Når vi derfor i én fest fejrer yderpunk­terne Peter og Poul, fejrer vi strengt taget osse alle de andre apostle som den mere bløde mellemvare.

Spændingen mellem de to yderpunkter gi’r uro. Men en uro, som er en livsnødvendighed for kirken, ligesom spændingsforskellen i en stikkontakt er en forudsætning for strøm. Tillad mig to cita­ter i den anledning. Mario af Galli: “Hvis spændinger i kirken skulle mar­kere, at kirkens enhed er i krise, så har kirkens enhed aldrig eksiste­ret, for spændinger har der altid været!”. Og en nu­tidig kirkehisto­riker: “Splittet kirke idag? Det er kun romanti­kere, der tror, at den første kirke ikke måtte kæmpe hårdt for en­heden!”.

Så forskellige var Peter og Poul, at man i kirkens begyndelse rent faktisk talte om en petrinsk og en paulinsk kirke. Og de kristne dis­kuterede helt åbent, i hvilken af de to kirker man fandt den sande og autentiske kristendom, som vandringsprædikanten fra Nazareth havde forkyndt. Lad os se på de to:

Peter: egentlig Simon. Fisker fra det jødiske bøh-land ved Gene­zareth Sø, med almindelig begavelse, omend lidt langsom i for­stå­elsen. Opdraget rent jødisk og kaldet direkte af Jesus, hvem han siden undervejs fornægtede, men dog elskede af hele sit hjerte. Konservativ og snæversynet natur og ofte unuanceret. Alt eller in­tet. Og alligevel: Hám gjorde Jesus til Peter, til klippen, hvorpå han ville bygge sin kirke, og hám overdrog Jesus på særlig måde nøg­lemagten, så han kunne binde og løse på hans vegne.

Poul: egentlig jødisk Saul. Fra Tarsus. Højt begavet, intellektuel og international. Uddannet af den lærde Gamaliel. Farisæer med et indædt had mod de kristne, som han nådesløst forfulgte. Slået af hesten ved Damaskus, kaldet af den Opstandne til omven­delse. Gjort til verdensmanden Poul. Benådet med Helligåndens glød. Overbevisende prædikant og en inspirationens mand. Im­pulsivt handlende. Og alligevel: Til trods for hans fortid som kristen­forføl­ger og til trods for hans vedblivende utæmmede na­tur, kaldte den opstandne Kristus ham til at være apostel og hed­ninge-missionær.

Vi kender det danske ordsprog: “Modsætninger mødes og sød mu­sik opstår!”. Ordet “mødes” skal i dén forbindelse forstås rig­tigt. Det betyder ikke et flygtigt træf som i sætningen: “Jeg mødte ham, da jeg var på vej til byen”. Meningen er dén, der kommer til udtryk, når to uenige parter skal forhandle og så ud­trykker: “Nu håber vi, det lykkes os at mødes”. Altså at man kan finde et fælles ståsted, til trods for, at man ikke er enige. At mod­sætnin­gerne Peter og Poul i dén forstand kunne mødes, var afgø­rende for den unge kirkes skæbne og forhindrede dens splittelse.

Det ny testamente beretter om fire møder mellem Peter og Poul. Fire gange, hvor de mødes “face to face”. Og mon ikke menig­he­derne hvergang har spurgt sig selv: “Finder de hinanden, kan de mødes?”. Eller vil kirken falde fra hinanden i en konservativ ret­ning under Peter, der kun ser tilbage på begyndelsen og for­bliver en jødisk sekt, og en progressiv under Poul, der glemmer den vel­signede begyndelse og søger nye og uprøvede græsgange, løsrevet fra dén grund, som Jesus har lagt? Vil kirken gå fra hin­anden under kampråbene fra den ene side: “Vi holder med Pe­ter”, og fra den anden side: “Vi holder med Poul!”? Vil de to ride hver deres kæp­hest, eller vil de, med deres forskellige nådegaver og kvaliteter tjene den korsfæstede og opstandne Herres sag i den ene og samme kirke. Sådan at begges kræfter forenes til én kraft? Hvordan går det, når klippe og storm mødes?

Lad os se på de enkelte møder.

Første gang

– er tre år efter Paulus’ omvendelse. I tre år har han uden “kirke­lig autorisation” arbejdet for Kristus og hans kirke, i sikker be­vidst­hed om sit apostelkald. Men nu vil han, ung-apostlen, kaldet af lysstrå­len ved Damaskus, anerkendes af gammel-apostlen Pe­ter, som per­sonligt har kendt Jesus før dennes død og opstan­delse. Og som Je­sus på særlig måde har overdraget nøglemagten.

Et vovet eksperiment: Vil den fåmælte fisker Peter anerkende den veltalende “professor Poul”, som besidder alle de sprudlende nåde­gaver, han ikke selv har? Vil han, der var øjenvidne til Jesu åben­baring af sin herlighed på Taborbjerget og som ved Kæsarea Filippi fik overdraget nøglemagten, være i stand til at anerkende en kirke­lig komet af en opkomling, der ikke har gået i Jesu per­sonlige skole, og som tilmed har en uheldig kristenforfølgelse på sit gene­ralieblad??? Og tage ham alvorligt, når han siger: “Jeg har ikke modtaget evangeliet fra noget menneske, men gennem en di­rekte åbenbaring fra den opstandne Kristus!”? (Gal. 1,12). Kort sagt: Vil Klippe-Peter, der står for cementeret ro og orden, aner­kende balla­demageren og vildbassen Saul-Poul?? Hvad sker der?? Man holder vejret af spænding, når man betænker, hvilket afgø­rende øjeblik man er vidne til. Og underet sker! Den af Jesus lo­vede Helligånd hjælper Peter til at anerkende den ham i ånd og vi­den langt over­legne Poul. Han erkender, at Poul ikke vil bygge en ny kirke, men bygge méd på Peters kirke, selv om Pouls stil er ny og helt ander­ledes. Denne beslutning, truffet af den første blandt ligemænd, er al vor beundring og taknemmelighed værd. Her var angst for det ny og ukendte ikke bestemmende, heller ikke misun­delse overfor den bedre begavede og mere succesom­bruste. Be­stemmende var alene frihedens og rummelighedens Ånd, Jesu Kristi Ånd.

Igen og igen har kirken i løbet af historien stået i lignende situa­tioner, men ikke magtet at klare den i apostlen Peters ånd. Havde pave Leo X været en sand Peter og Martin Luther en sand Poul havde de rakt hinanden hånden, og i stedet for at splitte Kristi kirke havde de reformeret den i ånd og sandhed.

Anden gang

– er fjorten år efter, i forbindelse med apostelkoncilet i Jerusa­lem, hvis afholdelse Poul for en stor del var skyld i, idet han, til trods for almindelig kirkelig praksis, havde optaget masser af hedninger i kirken uden at forpligte dem på “omvejen” over jøde­dommen. Atter truede en splittelse: I en traditionel kirke, der sagde: Kristen kan man kun blive, hvis man er jøde. Og i en pro­gressiv kirke, som sagde: Vi optager alle, der tror på Kristus, uanset deres baggrund! Paulus drager til koncilet i håb om, at autoriteterne vil godkende min forkyndelse og min måde at ar­bejde på” (Gal. 2, 2b). Koncilet arbejder og Peter forkynder re­sultatet: “Helligånden og vi har be­sluttet, at kirken er for alle, altså katolsk” (jvf. ApG. 15, 28). Poul ville ikke arbejde uden Peters godkendelse, og Peter anerkendte, at Poul nåede menne­sker, som han ikke selv kunne nå.

I en leder i “katolsk orientering” for mange år siden, skrev nu afdøde Oluf Bohn: “Hvis vi ikke véd, hvad mennesker mener, kan vi ikke sætte kon­struktivt ind. Det er rigtigt, at vort udgangspunkt skal være for­an­kringen i Guds liv, men evangeliet skal leves og for­kyndes sådan, at det bli’r forståeligt for vore medmennesker!”. Ingen sognepræster kan arbejde uden deres biskops accept og anerken­delse. Men biskopperne må have forståelse for, at det ikke i før­ste række er i bispe-palæerne og i generalvikariaterne, at man mærker, hvor ‘skoen trykker’ og hvordan trykket afhjæl­pes. Det mærker som de første sognepræsterne i arbejdsmarken.

Tredie gang

– ér, da Peter efter apostelkoncilet besøger Pouls menighed i An­tiokia og i praksis “glemmer” at føre koncilets bestemmelser ud i livet. Poul siger da ligeud til Peter: “Du har uret, du handler for­kert og du er for fej til at leve koncilets beslutninger!” (Gal. 2, 11f.).

Der har altså fra kirkens begyndelse været åbenhed overfor klar kritik, osse kritik af dem, hvis autoritet med selvfølgelighed blev anerkendt. Det ville være godt, hvis man idag forstod, at en så­dan kritik er livsnødvendig for kirken og ikke kan undværes, omend den naturligvis har sine grænser. Ligesom man må have forståelse for, at en autoritet, som kan sige: “Hertil og ikke læn­gere!”, er lige så uundværlig, men osse har sine grænser.

Fjerde og sidste gang

– er i verdenshovedstaden Rom. Hvor ondskabens trone er rejst, og kejser Nero udøver sit rædselsherredømme, skal nu Kristi herre­dømme finde fodfæste. Al uoverensstemmelse mellem Peter og Poul er ophørt, og i broderlig forening vidner de om Kristus og besegler ved deres martyrdød deres kærlighed til ham og hans kirke. Nu helliges og velsignes Rom ved de to apostles blod. Fra nu af er Rom Peters by, og fra nu af er Rom Pouls by, den katol­ske kirkes by.

I præfationen i messen på Peters og Pouls fest hedder det om de to apostle: “Her på jorden arbejdede de, hver med deres nådega­ver, for at samle den ene kirke. Nu er de forenede hos dig og har modtaget den samme sejrens laurbærkrans!”.

Festen for Peter og Poul er som sagt festen for den hellige katolske kirke. Ka­tolsk, – ikke forstået som et navn på dén kirke, som vi kalder vores, men: som en kva­litet, der skal kendetegne den! Den fælles fest for Peter og Poul belærer os om følgende: En petrinsk kirke uden plads til Poul er ikke katolsk! Og en paulinsk kirke uden anerkendelse af Peter er heller ikke katolsk. Katolsk er kirken kun, når den er såvel petrinsk som paulinsk.

Vi må nok sige, at den kirke, der voksede ud af det efter-reformatoriske koncil i Trient var en overvejende Pe­terskirke. Liturgien vidner om det. Der lå på den 30. juni en minde­dag, som hed: “Ihukom­melse af Sankt Poul”. Hvorfor dog det? Fordi det var blevet skik, på højfesten for Peter og Poul den 29. juni, udelukkende at fejre Sankt Peter og pavedømmet. Den dårlige samvittighed skulle så renvaskes dagen efter (en hverdag, hvor in­gen kom til messe!). Det sidste koncil har gudskelov igen sat tin­gene på plads. De, som mente, at de var katolikker, fordi de tilhørte Peters kirke, har vrangvil­ligt måttet finde sig i, at de først ér det, når de tager Pouls kirke med. Og Poul-typerne har måt­tet finde sig i, at de ikke kan kalde sig katolikker, hvis de ikke i deres kirkesyn har Peters autoritet og myndighed med!

Modsætninger mødes og sød musik opstår! Måtte det være vor bøn på denne fest, at det altid må være sådan! At Peter bøjer sig mod Poul, og Poul mod Peter. For hvis modsætningerne i Kristi Kirke ikke mødes, opstår der ingen musik, – kun mislyde og grel skratten, som ingen har glæde af.

 

 

Theo er død . . .

– og dét uden at ‘advare’ mig først! Na sowas . . .

Hvem er Theo?? Theo er professor em. DDr. Theo Schäfer, præst i bispedømmet Trier og regens (‘skoleinspektør’) på præsteseminariet i Lantershofen ved Bonn fra 1976 – 2000, – på det tidspunkt, hvor jeg ’studerede´ på seminariet, – fra 1979 – 1982.

Han døde nu i februar, 88 år gammel.

I montfortansk regi, fra vores ’Niederlassung’ i Bonn, blev jeg, med præsteuddannelse for øje, i 1979 sendt til det nyligt oprettede præsteseminarium St. Lambert i Lantershofen ved Ahrweiler/Bad Neuenahr, 35 km fra Bonn. Det særlige ved dét seminarium vár og ér, at man optager kandidater ”reiferen Alters” (med professorer ”überreiferen Alters”), – på dansk: at man optager kandidater uden studentereksamen, mén: med en færdiggjort anden uddannelse i rygsækken, – akademisk såvel som ikke-akademisk. Og man skal være fyldt 25 år for at kunne begynde der. Og at man på dette seminarium ikke har ’semestre’, men ’trimestre’, dvs. tre klasser pr. år, hvilket reducerer de normale tolv klasser, der strækker sig over seks år,  fra seks til fire år. Ferierne er så tilsvarende kortere.

Når jeg ser tilbage på min studietid, må jeg sige, at dét seminarium var alle tiders. Vi fik en grundig syntese, hvilket vil sige, at vi ikke gik til bunds i nogetsomhelst, – til gengæld blev vi all-round orienteret, hvilket var så udmærket. Ingen student blev bortvist p. g. a. svagheder i tilegnelse af stof. Regens fandt altid én eller anden medstudent, som var ’stærk’ i det pågældende fag, og som kunne hjælpe den ’tilbagestående’ kandidat, – hvorimod vurderet uegnethed til gejstligt liv flere gange medførte bortsendelse.

Og nu kommer vi til sagen: For ét er tilbageblik, noget andet ér at være i situationen. Som 36-årig skandinav, med en læreruddannelse som baggrund og med efterfølgende elleve års lærervirksomhed, er en omplantning som dén, jeg måtte opleve, utålelig. På skolebænken under to totalitære systemer: den katolske kirke og den tyske mentalitet, var for mig som skandinav en udrikkelig cocktail. Og som bekendt har jeg aldrig, – heller ikke dengang, – lagt skjul på, hvad jeg mener. Jeg var en prøvelse for dét seminarium, og først og fremmest for min regens, som var en inkarnation af dét, vi danskere forbinder med ægte tysk mentalitet. Egentlig hadede vi hinanden. Og der var flere lejligheder, hvor det havde været oplagt for ham at bortvise mig. Men han gjorde det ikke! Og hvorfor ikke? Fordi han var overbevist om mit kald. Og dét er hans storhed: At han kunne holde sine personlige ’Neigungen’ i ave, og holde sig til det af ham erkendte fakta.

For ikke helt at underminere institutionen og for, på min superior pater Harry Herberighs’ anmodning, blev jeg sendt hjem et halvt år før tiden og skulle via selvstudium, – fra Slagelse, – klare det sidste trimester og tage til Lantershofen mhp. to afsluttende eksamina. Beståelses-karaktererne var dengang fra 1 til 4. Fik man 5 eller 6 var man dumpet. Omend jeg var rimelig uforberedt, gik det perfekt. I pastoralteologi fik jeg 1, – emne: blandede ægteskaber, – i kirkeret, som jeg på daværende tidspunkt anede ganske lidt om, fik jeg 2. Og regens var stolt. Men han var bestemt ikke begejsteret, da jeg i min afskedstale i de forsamlede studenters midte, nok lidt uklogt sagde: ”Herr Regens! Ich habe Sie geliebt und gehasst!”

Ikke desto mindre. Han kunne have spoleret min fremtid, men han gjorde det ikke. Og i fuld bevidsthed om dette har jeg hvert år siden ringet ham op på hans navnedag, den 09. november, – dagen før min fødselsdag, – det hjæper mig til at huske. Og ønsket ham tillykke.

Jeg forlod Lantershofen før jul 1982. Gik til afsluttende eksamen juni 1983. Et tidspunkt efter at vi var passeret år 2000, sagde Theo til mig: ”De er den eneste, som er forblevet mig tro! Deres opringning på denne dag er hvert år min største glæde” . Og et par år senere: ”Nu synes jeg, vi skal være dus!”. Vi kom vist til at kunne li’ hinanden . . .

Det var en svækket og indimellem grædende Theo, jeg havde i telefonen den 09. november sidste år. For 35. gang. Problemer med hjertet og flere længerevarende hospitalsophold havde naturligvis sat deres spor. At det var sidste gang, vi talte sammen, viste jeg ikke, – men det vár det.

Nu er han død og begravet, erfarer jeg fra præseseminariets informationsblad, som jeg stadig modta’r. Den 09. november i år bli’r messen i Sorø for ham. Det er en fantastisk oplevelse at have kendt og have været ’underlagt’ et ’kirkeligt’ menneske, der kunne tæmme sine personlige patier og antipatier og lade sin nøgterne erkendelse vinde. Nyligt har jeg oplevet det absolut modsatte.

Faktisk skylder jeg Theo, at jeg er blevet præst. Den 05. maj i år har jeg været det i 35 år. Gudskelov nåede jeg at tilkendegive det overfor ham. Hvis kirken havde flere ledere af hans type, ville kirken have det meget bedre.

Tak, Theo! Så længe jeg lever, glemmer jeg dig ikke. In Dankbarkeit!