“KOM! Vi går for vort folk!”

– sådan sagde Edith Stein, karmelitnonne i Echt i Holland, til Rosa, sin søster og medsøster i klostret, da de i 1942 blev arresteret af Gestapo.

Begge var de født i Breslau, som dengang hørte til Tyskland, i en jødisk familie. Fra jødedommen konverterede de til kristendommen. De havde gennem læsning af Teresa af Avila valgt den katolske kirke og var endt som nonner i karmelitordenen, hvor de havde fundet det liv,  de længtes efter.

Edith Stein var en velrenommeret professor i filosofi og havde kunnet flygte til  f. eks. USA, da tiden endnu var til det, men hun valgte at forblive i Tyskland og indtrådte i ordenen i Köln. Da jorden begyndte at brænde under hende p. g. a. hendes jødiske herkomst, omplantedes hun og hendes søster til et hollandsk kloster, men her kunne Gestapo udmærket finde dem, – ganske særligt efter at de hollandske biskopper officielt havde fordømt nazisterne jødeforfølgelse. Den 02. august 1942 blev de to arresteret og straks deporteret til Auschwitz, hvor de, sandsynligvis den 09. august, blev dræbt i gaskammeret.
Vi fejrer i dag i liturgien  Edith Stein, saligkåret 1987, helgenkåret 1998.

Jeg mener, at man, hvis man skal være helt ærlig, må sige, at Edith og hendes søster Rosa ikke blev myrdet p. g. a. deres bekendelse til Kristus, men ret og slet fordi de var jøder og således indgik i den pulje af seks millioner jøder, som blev myrdet af nazisterne. For Edith selv, der fra jødedommen over en periode som ateist, var nået frem til kristendommen, var det af stor betydning,  at Jesus Messias var jøde, hvorfor hun mente, at hun aldrig havde været nødt til at forlade sine jødiske rødder, fordi hun var blevet kristen. Tværtimod.

Men Ediths ord til sin søster, da nazisterne hentede dem i klostret: “Kom, vi går for vort folk!” har printet sig ind i mit sind og er igennem de seneste otte år igen og igen poppet op, omend i et ganske andet ‘Sitz  im Leben’. Mere og mere oplevet mig moppet ud af dén kirke, som jeg i min ungdom sluttede mig til, som jeg elsker og som jeg uden et gran af tvivl nu som snart gammel mand, – og præst, – vedvarende betragter som ‘Kristi sande kirke,’ har dét, som den gennem samme årrække har udviklet sig til herhjemme, hvor danskere efterhånden er fremmedgjorte og skal høre på forkyndere med en helt anden baggrund end vor og som betragter os ‘indfødte’ med skepsis og som samtidig , – af naturlige grunde, – maltrakterer vort sprog, – og så oplevelserne i folkekirken, hvor man i gudstjenesten sidder i sit eget folk og lytter til udmærkede forkyndere, der i et klart dansk øser ud af vort folks baggrund og kultur, og samtidig konfronteres med gedigne organister, – der er da ikke søndagsgudstjeneste uden musik!!, – gjort, at jeg  har været fristet til at sige til min medbror hér, som har samme oplevelse: “Kom, vi går for vort folk”. Osse selvom vi ville være bevidste om, at vi ville gå til(bage) til en kirke, som ikke har ‘det hele’.

Nu er de otte år forbi, og ulovlighederne overfor mig fra min lokale kirkes side, – stoppet af Rom, – er teoretisk set omme.  Men i praksis er intet forandret, dér, hvor jeg bor. Jeg er stadig udelukket.

Mange danske katolikker i den velbegavede ende, som ikke holder de aktuelle forhold ud, forbli’r teoretisk i kirken, men går til gudstjeneste i folkekirken. Uden at være sig det bevidst, siger de faktisk med Edith Stein: “Kom, vi går for vort folk”.

Og jeg selv og min medbroder hér?? . .  Vi bli’r!!  Uanset, hvor meget vi indimellem kunne have lyst til at gøre Edith Steins ord til vore egne.

Reklamer

ret og vrang

Ikke fordi jeg orker det. Måske heller ikke du, som læser. Efterhånden er emnet trættende, – for os alle sammen. På den anden side nytter det jo ikke, at man ender som apatisk. Der er åbenbart stadig begreber, der trænger til refleksion, – så altså:

På Franz Josef Meyers ellers på mange måder udmærkede hjemmeside “Katolikker i Dialog” kan man læse følgende

24. juli:
I det katolske miljø florerer der misinformation – idet det forlyder at Stephen Holm er frikendt for de beskyldninger der blev indgivet imod ham, men det er ikke sandt. Fakta er at sagerne var forældet da de blev overgivet til politiet, af kirken i 2010, efter der var kommet medie spot på kirkens overgrebssager og dens håndteringen af disse sager.
Deri ligger der ikke en frikendelse af Stephen Holm”

Man kunne selvfølgelig spørge: Hvad er ‘det katolske miljø’?? Og hvem ‘sår misinformation’, – så den endda i disse tørketider kan blomstre?

Jeg har tidligere været ude for en sådan mis-forståelse i et facebook-opslag umiddelbart efter, at kernen i Kozons dom fra Signaturaen i december 17 var blevet kendt. Der stod vist noget a-la: “Hvorfor har ingen skrevet, at Stephen Holm er blevet frikendt af Rom?”
En person kommenterede lidt sarkastik, men sandt, at da det jo var mig, der havde ført retssag mod biskoppen og ikke omvendt, kunne der jo logisk ikke være tale om, at jeg var blevet frikendt.

I en retsstat, – sågar osse i den katolske kirke, – er det sådan, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og at der ved en domstol afsluttende er fældet dom.

Politi/kirke-anmeldelser med beskyldninger om dette eller hint finder sted dagligt.
Hvis politiet/kirken finder det opportunt, igangsættes en politi-efterforskning/ en kirkelig for-undersøgelse.
Er disse ‘frugtbare’, kan de føre de til sigtelse/anklage, til rejsning af en sag, hvis anklagemyndigheden, – ikke efterforsknings- eller forundersøgelsesfolkene, – og slet ikke en advokatundersøgelse – beslutter om der skal rejses en sag, som så vil udmunde i en afgørelse om, om vedkommende er skyldig og dømmes, – eller frikendes.

Kun folkedomstole, eller dém, der ligner en sådan, springer samtlige led over og dømmer skyldig straks efter fremsatte beskyldninger og kræver, at den beskyldte skal ‘bevise’ sin uskyld, og fastslår, at hvis forældelse gør sig gældende, så hár den beskyldte ‘automatisk’ begået det beskyldte.

Det er sandt, at jeg aldrig er blevet frikendt/frifundet, – ganske enkelt, fordi jeg aldrig har været anklaget og sat for en dommer. Og af samme grund er jeg heller aldrig blevet dømt. Og i et retssystem gælder det, at man, hvis man ikke er dømt, ér at erklære som uskyldig. Rent teknisk. Underkendelse af dette er mis-respekt for retssystemet og krænkelse af den uskyldige.

Men det ér på en måde osse sandt, – dét med misinformationer.

Det ér nemlig sådan, at politiets efterforskning sker i stilhed og dens resultat offentliggøres ikke. Kun meddeles det, enten at efterforskningen er blevet indstillet, eller at politiet er  kommet til dét resultat, at der er stof til rejsning af en sigtelse. I så fald overgives dokumenterne til anklagemyndigheden, som så afgørende vurderer, om man vil sigte/anklage vedkommende og føre en retssag, som så vil munde ud i dom/frifindelse.

I mit tilfælde førtes mine sager (naturligvis)  korrekt af politiet.. På trods af forældelse efterforskede man grundigt gennem fem måneder, – måske for se, om der kunne findes andre, ikke-forældede tilfælde, – og indstillede derefter efterforskningen. Det til politiet anmeldte nåede aldrig frem til anklagemyndigheden. Der har således aldrig været tale om ‘sager’.

Når det derimod kommer til parallellen: den kirkelige efterforskning = forundersøgelsen, gik alting galt.
I kirkeretten hedder det i Canon 1717, – understregningerne er mine:

Hvis Biskoppen modtager kendskab til,  der kunne være sandsynlighed for, at noget strafbart kunne være begået, skal han selv eller gennem en anden egnet person forsigtigt indsamle oplysninger omkring de nærmere omstændigheder om det muligvis begåede.
Der skal drages omsorg for, at denne forundersøgelse ikke bringer nogens gode navn og rygte i fare.

Allerede her knækkede kæden første gang, da jeg (og andre) på grund af beskyldninger ulovligt blev suspenderet og dermed stillet til skue i offentligheden og af nogle allerede dømt. Det kunne i hvert fald konstateres af visse tilråb på gaden

Senere knækkede kæden igen for alvor, da forundersøgelsens resultat i enkeltheder blev offentliggjort med dét efterhånden ret kendte udsagn om, at de beskyldendes udsagn var troværdige og at der fra min side var risiko for gentagelse, endelig formuleret af Niels Engelbrecht og Stig Sørensen, senere gentaget af den mere eller mindre ligegyldige advokatundersøgelse, som var planlagt til 2 millioner, men endte ud med at koste bispedømmet 3,8.
Det offentliggjorte udsagn om de beskydendes troværdighed udsiger samtidig, at den beskyldte, – mig, – er utroværdig, når jeg nægter. Og man anfører gentagelsesrisiko for noget, som ikke er bevist  (noget den romerske dom over biskoppen i øvrigt nævner). Hér er der bestemt tale om ‘mis-information i det katolske miljø!’

Forundersøgelses-dokumenterne burde være overgivet til biskoppen (= anklagemyndigheden) i en lukket konvolut med forundersøgernes opfordring til sigtelse eller frafald af samme. Manglende beviser umuliggjorde naturligvis, – som hos politiet, – rejsning af en sigtelse/sag. Ikke desto mindre offentligjordes forundersøgelsens resultat med næsten domsagtig karakter, til udbredelse i aviser, og dét til trods for, at det i  kirkeretsparagraffen, som taler om beskyttelse af den beskyldte samtidig hedder, at forundersøger ved en evt. retssag ikke kan komme i betragtning som dommer.

Intet at sige til, at en kendt dansk advokat har betegnet den katolske kirke i Danmark som et ‘juridisk galehus’. Og intet at sige til, at Roms dom over biskoppen nu fastslår, at biskoppen har handlet ulovligt, ikke bare gennem sine restriktioner mod mig gennem seks år, – det har han bragt på plads, – men ligesåmeget forsømmelser i forbindelse med kirkerettens can. 384, hvor det hedder, at biskoppen med særlig omhu skal beskytte sine præster og dermed deres rygte. I mit tilfælde har han gjort det direkte modsatte, og omend Rom påpeger, at der er noget at rette op på, har han ikke i sinde på nogensomhelst måde at efterkomme det. Men herom nærmere i afslutningen på min følgeton “Hold ud, hold ud . .”, som kommer her på bloggen i  overskuelig fremtid.

‘Sagerne’ ang. mig, som aldrig blev sager,  er siden 11. oktober 2010 (politiet) og siden 31. marts 2011 (kirken) retsligt på plads. Og en vedvarende mis-respekt for dette, –  vi skriver nu 2018, – kan medføre politianmeldelse iflg. straffelovens § 266 c, hvor det hedder:

“Den, der, efter at en sag har fundet sin afgørelse, med hensyn til denne på ny fremsætter de underkendte beskyldninger mod den samme person så hyppigt, at deres fremsættelse udarter til forfølgelse, straffes, når oplysningerne er egnet til at skade den pågældende i offentlighedens omdømme, med bøde eller fængsel indtil 4 måneder.”

 

 

FARVEL, – til ‘katolsk’ facebook!

Der findes en hel del af dem, såkaldt ‘katolske’ facebook-grupper. Der er vist fire ‘store’:  to åbne og to lukkede.
I en åben gruppe er alle opslag tilgængelige for alle, som har en facebook-profil, i en lukket gruppe skal man være medlem af den for at kunne se, hvad der sker på siden. Medlem bli’r man derved, at sidens administrator lukker én ind.
De enkelte grupper har mellem 150 og 250 medlemmer, men ret så mange er medlem af flere grupper samtidig og melder sig gerne til orde, – mens man fra  de allerfleste intet hører.

Siden Steffen Lund og Anne Wille grundlagde  ‘Ucensurerede, katolske stemmer’ (2012) har jeg været méd i den gruppe og har haft fornøjelse af det, ganske særligt, fordi biskop Kozon som bekendt på dét tidspunkt kirkeretsstridigt satte mig ud på et sidespor.  I gruppen har jeg frit kunnet melde mig til orde, og det har været velgørende. Selvfølgelig: Når man stikker næsen frem, risikerer man, at nogen slår én over den, men det har altid på denne side været under rimelige vilkår.

Men jeg må nok indrømme, at jeg sidste uge blev overrasket. Lisså overrasket, som jeg blev det, da det sidst i marts blev bekendt, at biskoppens ‘forbandelser’ over mig efter Roms indvirken var blevet ophævet, og hvor jeg skulle se mig selv og Roms afgørelse uhæmmet haglet igennem af en ordenssøster på en ‘katolsk’ facebook-side.
Efter at Weekendavisen nu den 20. juli  i en artikel har rettet op på biskoppens ukorrekte i ‘katolsk orientering’ givne “Meddelelse om pastor Stephen Holm” og klarlagt, at det faktisk drejer sig om en ‘Meddelelse om biskop Kozon’, er det gået  løs med overfald på mig på den lukkede side, som på det tidspunkt hed ‘Katolsk Danmark’,- egentlig en opfølgning af den største, nu nedlagte gruppe ‘Katolikker i Danmark’.  Opslagene (fra to personer, som ‘lever’ af at forfølge mig) var så perfide og injuriegrænsende, ja ærekrænkende, at jeg måtte meddele sidens administrator, at tråden var en direkte afkræftelse af sidens formålsparagraf. Spontant tilbød administrator mig at slette tråden, hvilket jeg syntes var en rimelig løsning. Efterfølgende blev han imidlertid overfaldet af de pågældende gruppemedlemmer i en sådan grad, at han ændrede gruppens navn, – yderst passende og humoristisk, –  til ‘Kværulante og besværlige katolikker’. Nu fik han for alvor på puklen, og hvad der i mellemtiden er sket, ved jeg ikke, blot tilsendte han mig nu nogle faktisk upassende spørgsmål, som han ‘var nødt til at stille mig’ . Tre gange har jeg tilbudt ham at besvare dem, men pludselig virker han uinteresseret. I stedet har han givet gruppen atter et nyt navn: ‘Katolikker herhjemme i Danmark’, og, hører jeg, nu med udsendte spørgeskemaer, der nærmer sig det komiske og som så at sige ingen svarer på. Ydermere kan jeg på en anden side læse fra min ærke-forfølger, som ikke respekterer lov og ret, og som  grupperer mig med den nu dømte kardinal McCarrick, følgende : ” – og dette vil nogen kunne nikke genkendende til at de har oplevet og oplever, også i DK – hvor en præst i denne uge truede en katolik til at slette et facebook opslag. . . Løgn!

Hele dette forløb har fået mig til at indse, at katolske facebook-grupper egentlig ikke er andet end sandkasser for en ganske lille gruppe katolikker, som åbenbart har for megen tid til overs. Og næsten som en åbenbaring stod det helt klart for mig, at det for mig som nu igen offentligt fungerende  præst, ganske enkelt er uværdigt længere at lege med . . .

Det affødte følgende skriv på  ‘Ucensurede katolske stemmer’:

TAK FOR NU!

Det er vist almindelig kendt, at biskoppen og jeg ikke er de bedste venner. Og uenige om mange ting.
Flere gange har han overfor mig udtrykt, at han er ikke glad for mine skriverier, hverken på min blog eller på Facebook.
Jeg selv har imidlertid været glad for at være méd, og har da osse frit givet mine meninger til kende.
Men én ting har længe undret mig:
At jeg stort set er den eneste præst i DK, hvis replikker yderst regelmæssigt dukker op i en åben Facebook-gruppe, omend kun i en enkelt .
Den sidste uges oplevelser, med et niveau, som ikke er et niveau, har været en yderst blandet fornøjelse og har på en eller anden måde været en øjenåbner for mig med henblik på såkaldte ‘katolske’ Facebook-grupper.
Og jeg har overvejet, – efter, at Roms indflydelse har sat mig fri og jeg igen fejrer messer i forskellige kirker, – om tiden for min aktive medvirken i en sådan gruppe, – nu bør bringes til ophør?
Helt tydeligt bringer det jo ikke noget godt med sig. Måske derfor holder mine med-præster sig osse generelt fra dette Forum ?? Og måske har biskoppen ret på dette punkt, når han udtrykker, at jeg som præst bør overveje min facebook-medvirken ??
Det har været hjælpsomt og underholdende i dén tid, hvor jeg var bundet på hænder og fødder, men de tider er nu forbi.
Jeg har stadig min blog, hvis der er noget, jeg vil meddele. Og den søges af dem, der gerne vil læse. Min følgeton om mine oplevelser siden 2010 afsluttes snarest.
Med disse forklarende ord trækker jeg mig fra fænomenet ‘katolsk’ facebook- gruppe og ønsker, at det præg, denne gruppe indtil nu har haft, må fortsætte.
Og for klarheds skyld: Ovenstående beslutning er truffet af mig selv. INGEN, – heller ikke biskoppen, – har tvunget mig til det.

Min beslutning har jeg ikke fortrudt!

O, holy priest of God!

I går eftermiddags celebrerede jeg messe for Moder Thereses søstre på Nørrebro i København, – sammen med den lille menighed, som de samler omkring sig. De fortæller at de har været i deres beskedne røde hus i Sigurdsgade nu gennem 21 år, og at en stor del af deres apostolat ér,-  jvf. Matt. 25, 35,  – at give de sultne at spise. Det sker i en hyggelig samlingssal, fra et køkken, der stråler af properhed. Hver middag bænker der sig mellem fyrre og tres personer, – flest i weekend’en.

Jeg gik i det lille sakristi for at ‘iføre mig paramenterne’, som det hedder, hvorefter mine øjne faldt på et ophængt skilt over fremlæggelsesbordet. Et citat af Moder Therese, – selvfølgelig:

O, holy priest of God!
Celebrate this mass as if it was
your  first mass
your last mass
your only mass

Du Guds hellige præst:
Celebrér denne messe, som var det
din første messe
din sidste messe
din eneste messe.

Jeg sjusker aldrig, når jeg fejrer den hellige messe. Den har gennem mine snart 35 år som præst været hver dags højdepunkt. Og med Guds nåde som største hjælp kan jeg med taknemmelighed sige: Jeg har i de mange år ikke én eneste dag forsømt at celebrere messen.

Alligevel må jeg indrømme, at teksten i den grad slog mig og udvirkede i mig, at jeg med ekstra opmærksomhed og bevidsthed, – og i stor taknemmelighed, fejrede netop dén messe.

O, holy priest of God . . .

På  hjemmesiden for nabosognekirken vest for vores domicil kan man læse:
Ingen hverdagsmesser pga ferie:
Der er ingen hverdagsmesser i ugerne 30 – 34 (23. juli – 24. august)

Noget lignende gælder vores egen sognekirke øst for vores domicil

Du kan være så meget ‘Holy priest of Gud’, som det skal være.  Hér kommer du ikke på tale som vikar, omend du bor ganske tæt på. Hellere aflyses messerne.

Men lad mig så i stedet indbyde jer, der så længe må undvære hverdagsmesser, til at køre de få kilometer til vores lyse, smukke Skt. Montforts kapel på Lærkevej i Sorø. Messetiderne kan I finde på vores hjemmeside: www.montfort.dk – under linket ‘liturgi’.

I skal være velkomne! Jeg vil gøre mig umage med at celebrere hver messe, som var den min første, min sidste, – og min eneste.

Hold ud, hold ud, hold ud (udenfor nr.)

Pause

Med ca. en måneds mellemrum har jeg siden april 2016 offentliggjort et afsnit af beskrivelsen om mine kirkelige oplevelser siden 2010, – under overskriften “Hold ud, hold ud, hold ud!”.

Ved mit seneste opslag af 30. maj stillede jeg i udsigt, at næste opslag vil være afslutningen, men nu har vi den 10. juli, og jeg har endnu ikke kunne indfri, hvad jeg stillede i udsigt. Derfor følgende forklarende ‘pausetekst’, som vil blive slettet og indarbejdet i slutkapitlet, såsnart vi er så langt.

Beretningens kapitel 33, offentliggjort 30. maj,  sluttede således:
‘Min (herværende) advokat har .. den 08. maj i en kort mail, anmodet biskoppen om tilbagekalde sin fastholdte beslutning om, ikke at ville følge (Signatura)dommens ånd op i tanke og gerning. I et svar af 18. maj, hvor biskoppen siger: “Jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg yderligere kan eller bør gøre på baggrund af Signaturas afgørelse“, afslutter han med at anføre: “Jeg er naturligvis interesseret i, at opfølgningen på sagen får en værdig afslutning, så hvis en samtale mellem os to kan gavne denne proces . . .”. Denne samtale er min advokat indstillet på tage’.

Den af biskoppen foreslåede samtale fandt sted den 04. juni og endte ud i, at biskoppen skriftligt skulle meddele min advokat forslag til, hvilke tiltag, der konkret kunne igangsættes. Men først en god måned senere, umiddelbart før hans Excellence den 08. juni er taget på ferie i Brasilien, har min advokat modtaget svar, – uden forslag, – som af mig forventet.

Allerede den 23. april foreslog jeg, – som det osse fremgår af kapitel 33, – at vi lissågodt først som sidst kunne meddele statssekretæren biskoppens modvilje m. h. t. at iagttage ånden i dommen, som svært kan misforstås:

Ingen kan overse, at biskoppens restriktioner har ladet præsten tilbage uden nogensomhelst form for forsvar, og at biskoppen intet har foretaget sig for at rehabilitere præstens rygte. I stedet blev hans rygte forværret, fordi alle sognepræster blev opfordret til, ikke at invitere ham. På dén måde blev det endnu sværere at genoprette præstens gode rygte.
Når alt tages i betragtning står det med moralsk sikkerhed fast, at de proportionsforhold, som ér at iagttage ved enhver afgørelse og ved ethvert dekret, er blevet tilsidesat.

Det er trist, hvis det bli’r almindeligt, at kirkeligt ‘ansatte’, for deres retssikkerheds skyld,  er nødt til at kommunikere med deres overordnede via advokater. Hvor udbredt det er blevet, skal jeg ikke kunne sige, men som tidligere fortalt véd jeg om ét tilfælde, der de seneste år er løbet parallelt med min sag, nemlig konflikten mellem Novegusfonden (bl. a. jesuiterne Spengers og Reuter) og Niels Steensens kollegium (jesuiterne i Sankt Kjeldsgade). Sagen har været det civile retssystem igennem og endt ud i, at Novegusfonden er blevet frifundet og Niels Steensens kollegium dømt til at betale 2,2 mill, hvor personer fra fonden, p. g. a. manglende indbetaling har måttet sende regningen til inkasso. Samtidig har Signaturaen (er den blevet opmærksom på danske forhold??)  antaget en sag mellem pater Lars Reuter og jesuiterordenens ledelse, som Reuter har ment sig nødt til at anlægge. I øvrigt har han fået samme advokat, som jeg har haft, nemlig Martha Wegan. Og helt klart betaler jesuiterordenen naturligvis pater Reuters advokatudgifter, al den stund, at han jo er jesuit.

Nu imødeser jeg en snarlig afslutning på min sag, – værdig eller uværdig, – men en afslutning.

Hold ud, hold ud, hold ud !! (29)

   fortsat

    33. Jeg vil ud med manér!

– og det kommer jeg sandsynligvis ikke, for dét har den ansvarlige for de mange års ‘fængsling’ helt tydeligt ingen intention om.

For ikke at forstyrre påskens højtid, havde jeg ventet indtil natten efter 2. påskedag med at sende biskoppen følgende mail:

Til  Czeslaw Kozon
biskop af København

For over en uge siden henvendte jeg mig til dig, og du krøb uden om et svar gennem formuleringen: “Vi må finde en anden kommunikationsform”.
Straks bad jeg dig om forslag til, hvilken form du kunne forestille dig, men indtil nu har jeg intet hørt fra dig. Ved afslutningen af påskehøjtiden må jeg derfor benytte mig af gængs kommunikationsvej og tilmaile dig som nu følger:
Dommen fra Signaturaen i  Rom, – ikke over mig,  men over dig, – er ikke AFSLUTNINGEN på et forløb, men BEGYNDELSEN til en forestående oprydning.  Som du skrev til min advokat 12. april 2016 ‘vil afgørelsen fra Signaturaen afklare mange ting’.  Afgørelsen foreligger nu. “Afklare mange ting” skal derfor nu påbegyndes!

Som hjælp til din hukommelse opstiller jeg gerne ret så ‘mange ting’:
1. din kirkerets-ulovlige suspension af mig (og andre, foråret 2010-2011), som hængte mig ud til folkedomstolen.
2. din manglende reaktion overfor Nadia Tecza (og Birgitte Tecza) på deres falske beskyldninger mod mig  (januar 2011)
3. din tavshed m. h. t. min pensionering som sognepræst (2011) , hvor du, – skønt dokumentation på frivillighed foreligger, – ikke offentligt modsagde “tvunget på pension”, hvilket  er at opfatte som ansøgning om pension under falske forudsætninger hvilket dermed tvivlsomgør processen.
4. din grundløse tilbagekaldelse af din godkendelse af Montfortkommunitetet, som på ingen måde havde haft nogensomhelst ulovlig fremtræden, hvilket igen gav anledning til ydmygelse og mistænkeliggørelse af mig.
5. din kirkeretligt ulovlige hængen mig ud i den totale offentlighed ved offentliggørelse af den af dig konstruerede personalesag, som du forkyndte, ikke bare for de implicerede, men for hele kongeriget Danmark ved at sætte dine uhyrlige bestemmelser på kirkens officielle hjemmeside (2013)
6. din totale mangel på beskyttelse af mig som din præst, påvist ved fra bispedømmet uimodsagte  overskrifter i pressen som f. eks “Stephen Holm blev fjernet efter beskyldninger om overgreb på børn” (2012),  “Biskop bandlyser sexanklaget præst” / “Biskop undsiger anklaget katolsk præst” (2013),  “Stephen Holm er tidligere katolsk præst” (2014).
7. din hængen mig ud i min ny menighed i Køge, hvor du forbød mig, – udover dine ulovlige bestemmelser, – at være sekretær i menighedsrådet og foreslå salmer (2014)
8. dine videre krænkelser af min person, beskrevet i min advokats henvendelse til dig, osse via den kirkelige domstol og Nuntiaturet, –  fra 08. juni 2015 til overfor citerede skrivelse af 12. april 2016, – uafsluttet.
9. din aktuelle mangel på enhver form for undskyldning i din offentliggørelse, – i øvrigt med faktuelle fejl, – af Signaturaens dom over dig af 23. marts 2018.
10. din aktuelle mangel på ethvert initiativ til offentligt at gøre godt, hvad du gennem otte år har forvoldt af ondt.

Da vi åbenbart ikke kan kommunikere, må jeg have min advokat ‘på banen’. Nu, hvor det helt klart fra Rom er markeret, at du har handlet kirkerets-stridigt overfor mig, vil advokatregninger for den mig  nødvendige bistand for, at min retssikkerhed ikke skal lide tort, blive sendt til Ansgarstiftelsen. Som biskop har du mig som præst i ‘dit brød’ og naturligvis vil du ikke forlange, at jeg ud af en dansk præsteløn skal kunne betale sådanne udgifter. Ikke desto mindre har jeg dog, indtil sagen nu er blevet afgjort, ved hjælp af godgørende folk, selv afholdt dem. Men det sker ikke fremadrettet.

Du vil høre fra min advokat snarest. Allerede den 09. marts har han henvendt sig til dig uden at få svar. Afviser du enhver forhandling, eller undlader du at svare os indenfor 15 dage efter min advokats snarlige  henvendelse, ser vi os nødsaget til, atter at indlægge hierakisk rekurs, – at lade Rom vide, at nok har du handlet på Signaturaens afgørelse ved at offentliggøre, at dine pålæg var ulovlige, men at du intetsomhelst har foretaget  for at råde bod på de betydelige skader,  din ulovlige forholden gennem otte år har forvoldt.  Indenfor samme 15 dage vil kontakt til aviser / dagblade ikke blive foretaget.

Sendt samtidig til min advokat.
Med de allervenligste hilsener

Den i min mail bebudede henvendelse fra min advokat, rummende ovennævnte temaer, formuleret anderledes, men bestemt ikke mindre skarpt, afsendtes til biskoppen 6. påskedag. Den 12. april modtager advokaten kvittering for modtagelse af begge skrivelser. Biskoppen betegner den seneste som ‘konstruktiv’ og lover hurtigst muligt at svare på de enkelte punkter.

Det gør han i et brev, modtaget af min advokat den 19. april, videresendt til mig d. 20. Et svar, – manglende enhver form for moral og etik, –  der typisk glider af alle tilsendte argumenter. Det er ufatteligt, at dén mand ikke fatter, at det er HAM, dommen fra Rom handler om: En biskop, der har handlet ulovligt!

En præst, som jeg har vist korrespondancen, skriver til min advokat bl. a.:

Stephen Holm har sendt mig brevvekslingen mellem dig og Czeslaw Kozon, og ligeså opmuntret jeg blev ved at læse din henvendelse til Kozon om en anstændig oprejsning og i bedste fald undskyldning til Stephen Holm, ligeså nedslået blev jeg, da jeg læste biskoppens vrangvillige og ansvarsafvisende svar.
Jeg vil gerne ventilere min og andre klerikeres forargelse og harme over den mildest talt pinlige, umoralske og ukristelige afvisning af enhver form for egentlig forsoning, oprejsning, undskyldning,
Det er ikke akceptabelt at en leder, vor “overhyrde”, efter Signaturaens dom ikke vil eller ønsker at gøre, hvad der måtte være muligt for at gøre uret til ret. Denne lunkne kryben uden om er så langt fra en biskops aflagte løfter, som man kan komme.

Biskoppen afviser de enkelte punker i advokatskrivelsen med begrundelsen, at han ‘ikke ser ‘:
“Jeg ser intet problematisk i formuleringen . . .
“Jeg ser heller ikke, at der udover . . .
“Jeg ser fortsat ingen anledning til at gå videre . . .

Det lader til at være et kronisk problem hos Excellensen: Nedsat synsevne! Jeg har lige haft en lille korrespondance med ham vedr. kalender-placering af en ny Maria-mindedag, som er blevet indført for hele kirken og skal fejres første hverdag efter pinse. Det er ifølge den universelle kalender mandag, for denne kalender kender ikke til det faktum, at i Danmark, – og i enkelte andre lande, – fejres pinsen to dage, nemlig 1. og 2. pinsedag. Jeg foreslog ham derfor, i vor lokale kalender at ‘skubbe’ den til om tirsdagen. I svaret, jeg fik, lyder det bl. a. således:
“Jeg ser ingen grund til at fravige universalkalenderen . . .

Folk, som har fysiske synsproblemer, bli’r normalt henvist til en synsprøve, som kan fastslå, om den prøvede har brug for briller, eller måske for nogle stærkere end de aktuelle. At biskoppen generelt ‘ikke kan se’, er et alvorligt handicap, når man som han skal beklæde en lederstilling, og rigtig problematisk bli’r det, når han normaliserer sin reducerede synsevne:  Når biskoppen ikke kan se, ér der ikke noget at se, – selvom andre tydeligt ser. Når han så heller ikke ønsker at se, hvad andre ser, er der ingen vilje! Og hvor der ingen vilje ér, er der heller ingen vej. Men  . . .  og dét kunne man spørge sig: Er den virkelige årsag at finde i dét udsagn, som Antoine de Saint-Exupéry lægger ‘Den lille Prins’ i munden: “Mennesket ser kun rigtigt med hjertet” . . så biskoppens syns-problemer i virkeligheden er en hjerte-fejl??  – jvf. Ordsprogenes bog, hvor det i kap. 2 bl. a. hedder: “Forsøg at forstå med hjertet, for hvis du søger dybere indsigt og dømmekraft, skal du nå frem til gudsfrygt og forståelse. For Gud vogter på den retfærdiges kurs og bevarer dém, der er overgivet til ham!”

Mest grotesk er det, når biskoppen svarer advokaten på næstsidste afsnit af min mail, idet han, endnu engang henvisende til sint problem, skriver:
“Jeg har også modtaget din faktura . ., men ser ingen anledning til, at betalingen af nævnte regning pålægges bispedømmet!”

Da det er jo mig, og ikke advokaten, der har tilsendt biskoppen fakturaen, er jeg nødt til at skrive til ham og give ham fuldstændig ret! Jeg ‘ser’ heller ingen anledning til, at betalingen pålægges bispedømmet!  Det er jo ikke bispedømmet, der har tabt en sag, – det er biskoppen! Umiddelbart respekterer han åbenbart ikke den i Danmark gældende regel: at dén, som taber en retssag, skal betale sags-omkostningerne. Dommen fra Signaturaen er på dette punkt lidt uklar.  Ikke desto opfordrer den i hvert fald parterne til samtale, – hvilket biskoppen jo totalt afviser, – og omtaler can. 384, hvori det bl. a. hedder, at biskoppen skal være sine præsters hjælper, beskytte deres rettigheder og drage omsorg for deres sociale vel.  Det er ikke svært at bevise, at præstelønnen i bispedømmet København, – som jeg i øvrigt overordnet er helt tilfreds med, ligesom jeg ér det med mine øvrige materielle vilkår  – ikke kan bære advokat-omkostninger. Men mon ikke biskoppen skulle få råd ud af den lille million af kirkens midler, han årligt bevilliger sig selv? Han kan så glæde sig over, at udgifterne er bagateller i sammenligning med dem, jesuiterne er blevet dømt til at udrede til deres frikendte medbrødre Reuter-Sprengers m. fl.. Og samtidig glæde sig over, at jeg igennem seks/otte års mishandling har klaret mig uden pyskologhjælp, – dén hjælp, som bispedømmet ellers storsindet tilbyder såkaldte ‘ofre’.

Da jeg således endelig fuldtud mener at kunne erkende, at såvel evne som vilje for enhver form for forhandling mangler, samtidig med, at en veludviklet argument-resistens overbevisende er tilstede, så ‘ser’ jeg  ingen grund til videre anstrengelser. Man kan jo ikke forpligte nogen udover deres evner. Og ikke forvente at finde velvilje og forståelse, som ikke forefindes, – sådan som det så rigtigt hedder i den kendte folkesang “Det var en lørdag aften”: “Hvor kan man plukke roser, hvor ingen roser gror?” –  blot kan man mere og mere, – og det gør flere og flere, – undre sig over, at en person med så grundlæggende mangler i, hvad der ‘ude i verden’ alment forventes af enhver leder og internt måtte forventes af en bekendende kristen, vedvarende kan stå i spidsen for en kirkeafdeling, som han, – som jeg og ret så mange andre ‘ser’ det,  – er godt i gang med at køre ‘i sænk’, – medgivet:  hjulpet på vej af tidernes ugunst.

Derfor har jeg i dag d. 23. april  bedt min herværende advokat at standse en meningsløs ‘kommunikation’, som jo de-facto ikke finder sted. Og følgende er et faktum:  Signaturaen udtaler sig juridisk, –  og kun dét! Den har konstateret, at biskoppen kirkeretsmæssigt har handlet ulovligt.  Og  således pålagt ham at fjerne  ulovlighederne, hvilket han har gjort.  Forvoldte person-skader og vanskeligheder m. h. t. medmenneskelige relationer interesserer ikke den romerske domstol. Lov og ret beskæftiger den sig med. Ikke andet!  Ikke desto mindre taler dommen om biskoppens forsømmelser m. h. p. canon 384 !!

Min advokat mener derfor, at både biskoppen og vi selv skal gives endnu en ‘chance’, at det må være muligt at få ham til at forstå, at 6/8 års forbandelse ikke neutraliseres blot ved at fjerne forbandelsen, hvorfor han d. 01. maj har sendt ham endnu en klar skrivelse.

( Parentes: Billedet hér er lidt dårligt, men jeg prøver: En lammet person er henvist til livet i et lejet værelse. En uenighed mellem lejer og husejer resulterer i, at ejer lukker for varmen. Vinteren kommer, personen fryser og får influenza og lungebetændelse, som ikke behandles. Der bli’r klaget til huslejenævnet. Og husejeren bliver pålagt, igen at åbne for varmen. Når man så anfører overfor ham, hvilke personskader han har forvoldt ved at lukke for varmen, svarer han bare: ‘Jeg har gjort, hvad jeg er blevet pålagt. Jeg har igen åbnet for varmen . . . ‘)

Igen er vi blevet afvist. Og dét ret så hurtigt,- i en mail af 04. maj. Min advokat har så endelig den 08. maj i en kort mail, anmodet biskoppen om tilbagekalde sin fastholdte beslutning om, ikke at ville følge dommens ånd op i tanke og gerning. I et svar af 18, maj, hvor biskoppen atter gør opmærksom på sine synsproblemer: “Jeg kan ikke rigtig se, hvad jeg yderligere kan eller bør gøre på baggrund af Signaturas afgørelse“, afslutter han nu med at anføre: “Jeg er naturligvis også interesseret i, at opfølgningen på sagen får en værdig afslutning, så hvis en samtale mellem os to kan gavne denne proces . . .”. Denne samtale er min advokat indstillet på tage. Her tændes et lille håb . . ??

 

34. Rent praktisk

I katolsk orientering kom meddelelsen den 04. maj, – ganske, som jeg havde ‘spået’. Jeg kontaktede efterfølgende ‘overredaktøren’ for optagelse af en ucensureret kommentar fra min side, omend jeg er på det rene med, at k. o. og ucensureret er en umulig cocktail. Ved fremsendelse af min kommentar fik jeg det som forventet bekræftet, og da jeg ikke lader mig byde, at min tekst ‘redigeres’, trak jeg den tilbage. Den offentliggøres i stedet på min blog / facebook samme dag som næste k. o. udkommer, – den 27. maj.

Mandagen før den 04. maj var jeg på uanmeldt besøg hos sognepræsten i Slagelse. Som altid blev jeg venligt og åbenhjertigt modtaget, men sporede dog denne gang en vis nervøsitet, som kunne hænge sammen med, at vi nu første gang mødes, efter at den endegyldige dom fra Signaturaen over biskoppen er blevet alment kendt. Jeg fremførte mit anliggende: I år er den 06. maj en søndag. Og netop søndag d. 06. maj 1984 fejrede jeg min første hellige messe i Vor Frue Kirke i Slagelse. Mit anliggende var nu, – efter at Rom har idømt biskoppen, at han gennem seks år har behandlet mig ulovligt og de dermed biskoppelige ‘forbandelser’ imod mig er ophævet, – mit ønske om at koncelebrere messen med ham på søndag i Slagelse. Dette kunne han ikke umiddelbart tiltræde. Under henvisning til de i menigheden ‘sårbare personer’ – udelukkende dem, der ville glæde sig, – var han yderst betænkelig, men ville tænke over det. Konstaterende, at Roms afgørelse intet praktisk betyder, fik jeg bekræftet med hans udlægning af den romerske domstols uankelige afgørelse: At Signaturaen har truffet sin afgørelse på et ikke tilstrækkeligt grundlag, idet biskoppen har tilsendt den for lidt materiale!?? (Min romerske advokat: Eine Unmenge von Papieren) Omend sådan en bemærkning m. h. t. kirkens højeste domstol er direkte respektløs, må jeg på den anden side give sognepræsten ret:_At ikke alt er blevet tilsendt. Alt positivt om mig var, – som tidligere nævnt – , udeladt.
Ikke desto mindre. Efter ‘at have tænkt over det’, ringede sognepræsten mig op og meddelte mig, at jeg var velkommen på søndag!! . .  Jeg blev virkelig glad, og faktisk osse lidt taknemmelig, for ét er, hvad jeg synes, er ret og rimeligt, et andet ér, at det for ham muligvis ikke har været helt let at sige dette ja, men måske i lydighed mod netop denne søndags evangelium gjorde han det. Og det påskønner jeg. Jeg fik den bedste behandling af ham under messen og jeg håber, at det for ham blev en lisså god og positiv oplevelse, som det blev for mig. Mange i menigheden, både gamle kendinge og nye ubekendte, hilste hjerteligt og ønskede tillykke, og helt tydeligt mærkede jeg, at den nu brudte isolation gjorde mange glade og lettede.

Slagelseoplevelsen står i skærende kontrast til oplevelsen i min eget sogn, Ringsted, som Sorø hører under.  Så at sige hver søndag mangler man en organist. Jeg har ingen intention om at tiltræde som sådan, – jeg er i første række præst, ikke organist, – men hvis jeg er ledig omkring store fester, vil jeg da gerne bidrage med, hvad jeg kan. Således tilbød jeg at spille til menighedens påskemesse 2. påskedags formiddag, ihukommende biskoppens forbøn ved åbningen af det såkaldte ‘Barmhjertighedens År’ (2016) :  “Styrk fællesskabet i vort bispedømme og foren os alle i aflæggelsen af et godt vidnesbyrd om din kærlighed og sandhed, således at alles karismer og talenter bliver værdsat og brugt. Gør os ivrige efter at få alle til at føle sig hjemme i din Kirke. Derom beder vi.” . . . Men nej! Den neokatekumenale andenpræst, som er præsten på stedet, og som i øvrigt i sine prædikener udmærker sig ved, at de færreste forstår, hvad han siger, afviste. Ganske upåvirket af den romerske afgørelse. Et fornyet tilbud om at spille til pinsemessen pinselørdag eftermiddag fik samme modtagelse. Effektivt bakket op af den i København boende sognepræst, som kun viser sig i Ringsted til skolemesser,  er de to gejstlige enige om, at jeg, – omend hørende til sognet, – som ‘ustyrlig’ skal holdes ude, hvorefter man haver sig at rette, – selvom den almindelige stemning i menighedsrådet og menigheden ér, at man gerne vil åbne op.

Bortset derfra er der andre præster, som straks efter meddelelsen på kirkens hjemmeside, – en par enkelte osse før, – har bedt mig vikariere.  Osse til min gamle menighed i Kalundborg er jeg en søndag blevet indbudt. Således har jeg allerede nu haft gode oplevelser.

– afsluttes

 

– ikke uberettiget, men ulovligt: KATOLSK BISKOP DØMT AF ROM! Supplement til k. o. nr. 7 – 2018

Efter at have læst “Meddelelse om pastor Stephen Holm” på kirkens hjemmeside ultimo marts, og siden set den, – næsten ordret, – gengivet i ‘katolsk orientering’ nr. 6 af 04. maj, ønskede jeg at skrive en kommentar, som hofredaktøren, – den dagligt fungerende er i dette tilfælde sat ud af spillet, – havde opfattet som ønske om et læserbrev.

Ved tilsendelsen af kommentaren fik jeg følgende svar:

Jeg tror vist vi talte forbi hinanden, da vi talte sammen i telefonen om muligheden for at bringe et korrigerende læserbrev. Og ja, hvis biskoppen i KO nr. 5 har gengivet indholdet/ordlyden af kendelsen ukorrekt, er du naturligvis i din fulde ret til at pointere dette for Katolsk Orienterings læsere.
Men kommentarerne om  din situation (jeg hentyder her til de to sidste afsnit af læserbrevet) bedes du slette – dem er du naturligvis velkommen til at bringe på din egen blog.

Omend irriteret, men samtidig beæret over, at informationschefen storsindet byder mig velkommen på min egen blog, – hvilken bredde, – redigerede jeg dog imødekommende de to sidste afsnit og ændrede lidt på de første, fordi jeg i mellemtiden var blevet klogere på, hvad der stod i dommen (som jo er på latin). Det indbragte mig følgende:

Jeg vil gerne henvise til min mail , hvor jeg bad dig om at slette de sidste to afsnit i dit oprindelige læserbrev – jeg bad dig ikke om at skrive et nyt!
Hvis du ikke vil acceptere dette står det dig naturligvis frit for at bringe læserbrevet på din egen blog og/eller hvad du ellers måtte have tænkt dig at gøre.

Nej, jeg accepterer ikke censur og meddeler den høje redaktør, at han ‘kan rende og hoppe . . “:

Den ny kommentar er blevet til, dels  fordi jeg i mellemtiden har fået dybere indsigt i dommens indhold, dels for at imødekomme dine indvendinger.
Og Nej! Jeg vil ikke acceptere censur af nogensomhelst art, så hermed er det vedtaget , at jeg bringer min kommentar andetsteds.
Mvh
Stephen

‘Andetsteds’ er så hér. Læs, hvad der ikke måtte komme i k. o. – hvis du måtte være interesseret.:

katolsk orientering nr. 7, 25. maj 2018, – supplement:

Ikke ‘uberettiget’, men ulovligt!!

K A T O L S K   B I S K O P   D Ø M T   A F   R O M !

KOMMENTAR: I  k. o. nr. 6, primo maj læser jeg, i lettere redigeret form, den allerede på kirkens hjemmeside ultimo marts offentliggjorte biskoppelige meddelelse vedrørende mig, – en meddelelse, som i virkeligheden mere er en meddelelse om biskop Kozon, idet det jo er hám, der fra den katolske kirkes højeste domstol, – faktisk paven selv,  – har  modtaget en uankelig dom, der fastslår, at han gennem seks år har handlet  ‘uberettiget’, – læs: ulovligt, –  overfor en præst i sit bispedømme, idet han i sine dispositioner vedrørende denne præst har overtrådt kirkeretten.
Kærnen i dommen lyder som følger: “Der er tale om lovovertrædelse med hensyn til de  beslutninger, der i 2014 gøres indsigelse imod”
Dommen er i første række ikke afsagt p. g. a. manglende proportionalitet, som ganske vist nævnes, men slet og ret, fordi det er ulovligt,  p. g. a. et personligt anstrengt forhold til en præst, at fratage denne præst hans  præstelige rettigheder og hænge ham ud i offentligheden.

Efter flere gange forgæves at  have bedt biskoppen om at ophæve sine urimelige restriktioner, så jeg ingen anden mulighed end at gøre indsigelse i  Rom, hvilket i øvrigt skete efter gentagne opfordringer fra biskoppen selv.

Signaturaen, som i sin dom er gået helt tilbage til forholdene omkring min suspension fra 2010-2011, og som påpeger biskoppens pligt til omsorg for sine præster og pligt til afstandtagen fra rygter, har nu klart givet til kende, at der, ikke uden rejsning af en kirkerets-sag,  som efterfølgende fører til domsafsigelse, kan idømmes en straf, og slet ikke i det omfang, som er blevet mig til del, – heller ikke, selvom straffen iklædes formuleringen ‘pastoral, administrativ disposition’.

Flere, som har læst biskoppens officielle meddelelse, leder, – som jeg selv, – forgæves efter en undskyldning, ligesom man undrer sig over rådgivere, der bakker op om ulovligheder.

p. Stephen Holm