ret og vrang

Ikke fordi jeg orker det. Måske heller ikke du, som læser.
Efterhånden er emnet trættende, – for os alle sammen.
På den anden side nytter det jo ikke, at man ender som apatisk.
Der er åbenbart stadig begreber, der igen og igen trænger til refleksion, – så altså:

I en retsstat, – sågar osse i den katolske kirke, – er det sådan, at man er uskyldig indtil det modsatte er bevist, og en domstol afsluttende har fældet dom.

Politi-  / kirke-anmeldelser med beskyldninger om dette eller hint finder sted dagligt.
Hvis politiet / kirken m. h. t. en anmeldelse finder det opportunt, igangsættes en politi-efterforskning / en kirkelig for-undersøgelse.
Er disse  ‘frugtbare’, kan de føre til sigtelse  / tiltale / anklage, til rejsning af en sag, – vel og mærke hvis anklagemyndigheden, – ikke efterforsknings- eller forundersøgelsesfolkene, – og slet ikke en ‘uvildig’ advokatundersøgelse – jvf. det foreliggende materiale beslutter, at der skal rejses en sag, som så vil udmunde i en dom, en afgørelse om, om vedkommende er skyldig og dømmes, – eller frifindes.

Kun folkedomstole, eller dém, der ligner en sådan, springer samtlige led over og dømmer skyldig straks efter fremsatte beskyldninger og kræver, at den beskyldte skal ‘bevise’ sin uskyld, og fastslår, at hvis forældelse gør sig gældende, så hár den beskyldte ‘automatisk’ begået det beskyldte.

M. h. t. beskyldninger vedr. mig (2010) er jeg aldrig er blevet frikendt / frifundet, – ganske enkelt, fordi jeg aldrig har været sigtet / tiltalt / anklaget og som sådan stillet for en dommer.
Og af samme grund er jeg heller aldrig blevet dømt.
Og i et retssystem gælder det, at man, hvis man ikke er dømt, ér at erklære som uskyldig.
Rent teknisk.
Underkendelse af dette er mis-respekt for retssystemet og krænkelse af den uskyldige.

Konkret m. h. t. mig personlig

Det ér sådan, at politiets efterforskning sker i stilhed, og dens resultat offentliggøres ikke. Kun meddeles det:-  enten: at efterforskningen er blevet indstillet, – eller: at politiet er  kommet til dét resultat, at der er stof til rejsning af en sigtelse. I så fald overgives dokumenterne til anklagemyndigheden, dén myndighed, som afgørende vurderer, om man vil sigte/anklage vedkommende og føre en retssag, som så vil munde ud i dom/frifindelse.

I mit tilfælde blev beskyldningerne imod mig  – kke overraskende – korrekt behandlet af politiet.
På trods af forældelse efterforskede man grundigt gennem fem måneder, – måske for at se, om der kunne findes andre, ikke-forældede tilfælde, – og indstillede derefter efterforskningen. Det til politiet anmeldte nåede aldrig frem til anklagemyndigheden.
Der har således aldrig været tale om ‘sager’.

Når det derimod kommer til parallellen: den kirkelige efterforskning = forundersøgelsen, gik alting galt.
I kirkeretten hedder det i can. 1717, – understregningerne er mine:

Hvis Biskoppen modtager kendskab til,  der kunne være sandsynlighed for, at noget strafbart kunne være begået, skal han selv eller gennem en anden egnet person forsigtigt indsamle oplysninger omkring de nærmere omstændigheder om det muligvis begåede.
Der skal drages omsorg for, at denne forundersøgelse ikke bringer nogens gode navn og rygte i fare.

Allerede her knækkede kæden første gang, da jeg (og andre) på grund af beskyldninger ulovligt blev suspenderet og dermed stillet til skue i offentligheden og af flere allerede dømt. Det kunne i hvert fald konstateres af visse tilråb på gaden.

Senere knækkede kæden for alvor, da forundersøgelsens resultat i enkeltheder blev offentliggjort med dét efterhånden ret kendte udsagn om, at ‘de beskyldendes udsagn var troværdige og at der fra min side var risiko for gentagelse’,-  konkluderende formuleret af Niels Engelbrecht og Stig Sørensen, – senere gentaget i den mere eller mindre ligegyldige advokatundersøgelse, som var budgetteret til 2 millioner, men endte ud med at koste bispedømmet 3,8.
Det offentliggjorte udsagn om de beskyldendes troværdighed udsiger samtidig, at den beskyldte, – altså mig, – er utroværdig, når jeg afviser beskyldningerne. Og man anfører gentagelsesrisiko for noget, som ikke er bevist  (noget, som den romerske dom over biskoppen i øvrigt nævner).

Forundersøgelses-dokumenterne burde være overgivet til biskoppen (= anklagemyndigheden) i en lukket konvolut med forundersøgernes opfordring til sigtelse eller frafald af samme. Manglende beviser umuliggjorde naturligvis, – som hos politiet, – rejsning af en sigtelse, som kunne have ført til en sag. Ikke desto mindre offentligjortes forundersøgelsens resultat med næsten doms-agtig karakter, til udbredelse i aviser, og dét til trods for, at det i  kirkeretsparagraffen, som taler om beskyttelse af den beskyldte, samtidig hedder, at forundersøger ved en evt. retssag ikke kan komme i betragtning som dommer.

Intet at sige til, at en kendt dansk advokat har betegnet den katolske kirke i Danmark som et ‘juridisk galehus’.

Og intet at sige til, at Roms dom over biskoppen (2018)  fastslog, at biskoppen havde handlet ulovligt, da han, – efter få klager fra menighedsmedlemmer, – gennem hele 6 år (2012-2018) isolerede mig og forbød mig at gøre nogetsomhelst i sit bispedømme, – kun var jeg ‘fri’ i det hus, hvor jeg bor. Dommen påpegede osse forsømmelser i henhold til kirkerettens can. 384, hvor det hedder, at biskoppen med særlig omhu skal beskytte sine præster og dermed deres rygte. I mit tilfælde har han gjort det direkte modsatte, og omend Rom påpegede, at der var noget at rette op på, har han ikke på nogensomhelst måde efterkommet det. Blot er ‘blokaden’ ophævet.

‘Sagerne’ ang. mig, som de-facto aldrig blev sager,  er siden 11. oktober 2010 (politiet) og siden 31. marts 2011 (kirken) henlagt.
Og en vedvarende mis-respekt for dette, –  vi skriver nu 2018, – kan medføre politianmeldelse iflg. straffelovens kap. 27 om freds- og æreskrænkelser.