– min medbror og mig, – for at få bevægelse. De siger allesammen til os, at det er vigtigt i vores alder. Hver dag er turen den samme, men på grund af Danmarks velsignede årstidsforandringer, er turen ALDRIG den samme.
På Fredensvej kommer vi forbi en af vejens gangbesværede, som til aften netop kom ud af sin hoveddør. “Skal du på din daglige tur så sent!” spurgte jeg. “Nej”, svarede hun, “Jeg skal ned til Frikirken, hvor der er aftensmad!” Jeg blev lidt misundelig. “Hvad med rødvinen?” spurgte jeg hende. “Den får vi ikke!” var svaret. Så svandt en væsentlig del af misundelsen. “Jamen, skal du da gå helt derned?`” spurgte jeg. “Neeej”, lød svaret. “De kommer og henter mig”. Og se! Straks rullede en bil op foran hendes indkørsel.
Men ‘optrinet’ havde gjort mig nysgerrig. Og straks da vi var hjemme, googlede jeg “Sorø Frikirke”. – egentlig lidt flov over, at vi nu har boet i Sorø i 12 år uden af vide nogetsomhelst om denne kirke. . .
På deres hjemmeside var der henvisning til en 5-minutters video: “Hvad er en frikirke?” Jeg loggede ind, så den igennem og tænkte: Ville vores hjemlige katolske kirke kunne lave en tilsvarende så fin video? F. eks. vores ny informations/kommunikations-chef?
Ikke forventende mig nogetsomhelst i den retning, vil jeg alligevel give jer del i min oplevelse af den viste video. Und jer selv samme oplevelse:
SÅ RUNDEDE MAN DE FIRS, – og selvom man havde planlagt det enkleste forløb for dagen d. 10. november, nåede den dog at realisere sig efter semper-virgo-dogmet: før, under og efter!
Fredagen før med vin-gave fra det aldrende Fredagskor i Svebølle, hvor jeg, – som selv aldrende, – gør tjeneste som pianist.
Søndagen før af menigheden i Slagelse, hvor jeg efter organist-tjeneste til Allehelgen-højmessen blev mødt med tale og vinflasker
På selve dagen, hvor en masse mennesker fra kl. 15 – kl. 19 kom gennem det ’åbne hus’ i Sorø, og hvor dejlige mennesker sørgede for, at alt gnidningsløst kunne finde sted på et altfor lille sted.
Dagen derpå, lørdag eftermiddag, hvor jeg efter organist-tjeneste ved søndagsmessen i Ringsted igen blev mødt med tale, vinflasker, – og blomster.
Og endelig søndag formiddag, hvor jeg i kirken i Næstved blev overdraget fejringen af søndagsmessen med prædiken. I samme anledning efterfulgt af en lille reception i menighedslokalet, – med tale og vin.
Jeg er dybt taknemmelig og siger ad denne vej til alle, som har bidraget med kræfter og/eller med gaver/hilsener:
AF HJERTET TAK!!
Gavebordet bugner i en grad, der gør, at jeg har stadig ikke har haft kræfter til at tage kampen op og nærme mig det. Det skal ske i go’ ro og orden. Og det kommer! Ihvertfald ser jeg allerede nu, at der ikke tegner sig en askese m. h. t. rødvin/portvin.
Sluttelig: Jeg er Gud dybt taknemmelig, fordi han gennem firs år har givet mig et jern-helbred, som det seneste år har givet mig nok kræfter til, sideløbende at sørge for min lidt yngre medbror her i huset, som ikke er det samme helbred forundt. Jeg er min biskop dybt taknemmelig, – ja, du læste rigtigt, – for de fysiske rammer, som har været vores, siden jeg i 2011 for en tid var lukket ude fra det gode(?) selskab. Vort domicil med vores smukke Montfort-kapel i Sorø er for mig en daglig forsmag på paradis. Jeg er alle, som bærer mig, dybt taknemmelig for, ikke at være gået i glemmebogen.
Angående Vorherre vil jeg med salmedigteren sige:
”Nu velan! Vær frisk til mode! Sind og sjæl opmuntre dig. Pris dog Gud for alt det gode, som han har bevist mod mig. At han indtil denne dag har antaget sig min sag, har mig opholdt og bevaret og mod Satans list forsvaret”.
– som apostlen og evangelisten Johannes taler om i Apokalypsens kapitel 2, er i fuld gang med at blive flyttet, ikke bare fra Efesos, man fra hele den vesterlandske verdens såkaldte kultur. ”Jeg har det imod jer, at I har svigtet jeres første kærlighed. Se, hvor dybt I er faldet. Vend tilbage og gør, som I gjorde engang. Ellers kommer jeg og flytter jeres lysestage fra dens plads. Det vil jeg gøre, hvis I ikke lægger kursen om” (v 4-5)
En overskrift i en artikel i KD 16. oktober, – dagen efter parlamentsvalget i Polen proklamerer: ”FÆRRE POLAKKER SER SIG SELV SOM KATOLIKKER” Ikke overraskende, – det var ventet og måtte komme. Alligevel er det for en katolsk præst deprimerende at læse, hvad to professorer i artiklen udtaler, – mest deprimerende, fordi det er sandt:
Professor og leder af afdelingen for religionsforskning på Institut for Filosofi og Sociologi på Det Polske Videnskabsakademi i Warszawa. Zbigniew Mikołejko: “Det, der kendetegner den unge generation i Polen, er, at de er vokset op i et mere åbent samfund. De rejser mere end deres forældres og bedsteforældres generation, de kender verden og følger mere med i den virtuelt, end den ældre befolkningsgruppe gør. De unge gør oprør mod religionsundervisningen i skolerne og den katolske seksualmoral, og præsternes autoritet er dalende i samme aldersgruppe,”
Lektor i teologi ved Aarhus Universitet Jakob Egeris Thorsen: ”Polen er ikke et unikt eksempel. Mange lande på globalt plan oplever præcis samme tendens, hvor især unge forlader deres katolske, kirkelige fællesskab. Man så det samme ske i Irland i 1990’erne, i Spanien i 1980’erne, og man ser det i dag i de store latinamerikanske metropoler. . Der sker en begyndende udvandring fra den katolske kirke på grund af de samme værdimæssige spørgsmål. I USA vender de unge, urbane og veluddannede katolikker også kirken ryggen, og i Belgien har to tredjedel af medlemmerne i løbet af tre generationer forladt kirken,”
Og hvor er lysestagen så ved at lande?
Jakob Egeris Thorsen: “Der er eksempler på områder i verden, hvor katolicismen vinder frem. Det gælder blandt andet i Afrika og visse dele af Sydøstasien. Her spiller den katolske kirke en helt anden rolle end i Vesten“.
Måske skulle den forestående bispesynode afholdes i Afrika?
– når ét eller andet optager mig, at slå det op på min private facebook-side. Jeg mener osse nogen gange, at det aktuelle er ’for lidt’ til et blogopslag. . . Men det er måske en forkert mening!? Idet jeg nu opfordrer min blogs følgere til, på facebook at følge min profil ’Stephen Holm’ videregiver jeg her på min blog mit seneste facebook-opslag:
AKTIV DØDSHJÆLP omtalte statsministeren på folkemødet på Bornholm og lagde ikke skjul på sin personlige holdning. Mange stemmer har siden lydt, men ikke én eneste katolsk kommentar. Hvornår får vores katolske kirke i DK en person, der er titlen ‘informationschef’ værdig?? Indtil nu har jeg ikke hørt nogetsomhelst . . Selvom jeg er sikker på, at hun ville sige nej-tak, burde man, – og jeg siger det atter engang. – spørge Marie Høgh!:
– urigtigt kaldt for ’fastetiden’. Helt rigtigt kaldt for ’fyrredages-tiden’ (tempus Quadragesima). Ja, den rigtige betegnelse gi’r os det ikke overraskende svar: Fyrredages-tiden slutter, når de fyrre dage er omme.
Det er bekendt, at der drejer som om 40 hverdage. Fyrredages-tiden består af 5 hele uger a’ 6 hverdage, gir i alt 30 dage. Før den 1. søndag har vi askeonsdag + torsdag, fredag og lørdag, gi’r tilsammen 4 dage. Så er vi oppe på 34. Der mangler således 6 dage. Og dét er samtlige hverdage i den ’stille’, hellige uge! Som advent varer til henimod aften juleaftens-dag, varer ’fasten’ til om hen under aften påskelørdag. Påskelørdag, som i den liturgiske kalender markeres med farven ’violet’, – indtil nattegudstjenesten, som mange steder begynder (for) tidligt på aftenen.
Jeg nævner det, fordi jeg efter vores middagsbøn her idag (skær)torsdag i tidebogen opdager en lille bemærkning i rødt: ”Her slutter fastetiden”. . . ???. Det kan simpelthen ikke være rigtigt!
Nu véd jeg udmærket om det hellige PÅSKE-TRIDUUM, som indledes nu iaften, når torsdag, kirkelig set, bli’r til skærtorsdag. Der sker således en overlapning.
Det rigtige svar på spørgsmålet: Hvor tit udkommer ’Ugeskrift for læger?’, lyder mærkværdigvis: Hver fjortende dag! Det samme gjaldt nogle år igennem for katolsk orienterings forgænger ’katolsk ugeblad’
Men ingen burde lade sig spise af med at få at vide, at 40-dages perioden varer 37½ dage
– hverken ’bødlerne’ fra Berlingske gennem deres tre-uger lange fallerede korstog mod den katolske kirkes ledere, den ’ugudelige’ presse eller landets allerhelligste katolikker, som ser ud til at findes i Aarhusområdet?
Nemlig at:
Når en biskop præstevier en mand, foregår der en sakrament-meddelelse, som ikke kan gøres ugjort. På samme måde, som en dåb ikke kan gøres ugjort. Vandet kan ikke løbe tilbage i døbefonten. En biskop (og hans efterfølgere) indtager, efter at have meddelt præstevielsens sakramente, en slags fader-rolle overfor den af ham viede præst, jvf. kirkerettens § 384, som lyder således:
”Biskoppen skal have en særlig omsorg for sine præster, som han skal lytte til som hjælpere og rådgivere; Han skal beskytte deres rettigheder og at sørge for, at de på behørig vis opfylder deres forpligtelser som præster, og at de råder over de midler, de har brug for til at fremme et åndeligt præsteliv.
Han skal også sørge for tilstrækkeligt underhold og social bistand i overensstemmelse med loven.”
Præsten har ved sin sakramentale præstevielse givet afkald på at stifte egen familie. Han hár, – som Jesus siger det: ’forladt alt’ for at følge ham (reelt helt sikkert med ret variabel succes). Hans nærmeste pårørende er derefter hans biskop. Strengt taget: hans nye ’far’, ja, på en måde noget endnu mere, for normalt forventes det jo ikke, at forældre skal forsørge deres voksne børn. Men biskoppen skal, indtil præsten dør, sørge for, at han har et sted at bo, at han kan klare de daglige udgifter, at han har mulighed for at kunne fejre messe og at han iøvrigt får den hjælp, som han har nødig. jvf. sidste sætning i ovennævnte kirkeretsparagraf.
Hvad gør en far mod dém af sine børn, som har opført sig (meget) forkert, måske begået noget kriminelt og bestemt ikke levet op til, hvad der med rette kunne forventes, ja, måske endda vanæret familien? Han irettesætter dem, drager de konsekvenser, som måtte være nødvendige, – men som far slår man normalt aldrig hånden af sine børn. Forældre, der bryder forbindelsen med deres børn, som det f. eks. kan ske i Jehovas Vidner, er ikke noget, man generelt synes om.
Sådan må en biskop derfor forholde sig: På den ene side: Tage klart afstand fra præstens forkerte handlinger og drage nødvendige konsekvenser, samtidig med, at han overbevisende bekymrer sig for dém, præstens handling(er) er gået ud over. På den anden side: Tage hånd om præsten, – for han er jo hans ’søn’.
Det gælder for retsligt dømte præster. Men endnu mere for ikke-dømte. En biskop, som, – for at beskytte sig selv, – gi’r efter for pøbelens råb : ”Korsfæst ham, for x og y har beskyldt ham?”, er ikke en rigtig biskop. En rigtig biskop står som ’far’, jeg havde nær og sagt, automatisk på sin søns side, indtil andet er bevist, og selv da, omend han selvfølgelig som sagt må drage relevante konsekvenser m. h. t. præstens officielle funktioner.
Enhver må kunne se, at det er en frygtelig svær balancegang, som en biskop i sit embede tvinges ind på. Ligemeget, hvad han gør, kan han være sikker på kritik, – fra den ene eller den anden side.
Dét må man have méd, når man taler om ’håndtering af sagerne’ og om, at kirken ’holder hånden over’ præsterne.
Det drejer sig i vor kirke ikke om relationen: chef / ansat. Det drejer sig om relationen: far / søn. Det drejer sig om personer, – syndere: kæmpestore, større eller mindre, – som Kristus, – velvidende om disse personers inderste, – har kaldet til præsteembedet og lagt sin hånd på. I kraft af denne deres vielse forbli’r de præster til deres død, ja, måske ’længere’? (’sacerdos in aeternum’) – osse de præster, som méd eller uden kirkelig tilladelse, efter kortere eller længere tid i ’embedet’, vender det ryggen og bare stikker af fra det hele!
Lad mig så tilsidst tilføje: For præster, der tilhører et ordenssamfund, indtager ordens-forstanderen biskoppens rolle.
– som jeg egentlig aldrig har benyttet, har jeg taget i brug medio oktober.
Nu benytter jeg den til kortere opslag. For øjeblikket har jeg, – under opslaget ”Tid til at nyde adventstiden – -” to links til blogopslag af præst i folkekirken Marie Høgh, som iøvrigt indsættes som med-præst ved Skt. Nikolai Kirke i Holbæk nu på søndag, 4. søndag i advent.
Hendes opslag handler om problemerne ang. TV’s nej til genudsendelse af julekalenderen ’Pyrus’ og om aktiv dødshjælp.
I min optik er hun bare ’lige på kornet’. Tænk, hvis vi i offentligheden havde en katolsk stemme, som kvalificeret løbende gav klar og tydelig lyd fra sig i forbindelse med aktuelle emner.
På næste søndag, den 16. oktober, på den hellige Hedvigs mindedag, lukker Dalum kloster officielt, – fortæller Skt. Albani Kirkes ’Ugeseddel’ af i dag: 08.- 16. oktober, – fremlagt i kirken.
Forhistorie jvf. p. Franz Klars bog ”Redemptorister i det danske vikariat” (1950):
Efter forespørgsel fra redemptoristerne i Odense henvendte generalforstanderinden for Skt. Hedvigsøstrene i Breslau sig til dérværende pater Peter Damian Steidl med bøn om hjælp til at få etableret et kloster i Danmark, og pater Steidl lovede at holde udkik efter et egnet sted. En halv times vej syd for Odense, i Dalum, lå herresædet ”Christiansdal”. Opført i det 12. århundrede som kloster for Benediktinerinder.. I 1572 døde den sidste nonne, for klosteret havde efter reformationen, – som flere andre, – fået lov til at bestå til det naturligt uddøde. Klosterkirken var blevet luthersk sognekirke. – det er den stadig, – og klosterbygningen kom siden hen på mange forskellige hænder. Senest havde enken efter justitsminister Nicolai Reimer Rump (død år 1900) ejet godset. Efter hendes død søgte arvingerne at sælge det, men ingen ville købe. Den 01. maj 1906 fik pater Steidl et brev fra familien Rumps sagfører. Man forespurgte, om søstrene måske var interesserede i at købe ”Christiansdal”?. Straks tog pater Steidl, sammen med redemptoristernes advokat, ud for at se på godset. Helt betaget af bygningen, den herlige park og den billige pris, – 60.000 kr. – blev der samme aften telegraferet til Breslau. Imens rygtedes det i Odense, at katolikkerne ville købe godset, og stiftsprovsten fra folkekirken satte alt i bevægelse for at skaffe de nødvendige 30.000 kr i udbetaling. Det blev meddelt pater Steidl, at stiftsprovsten ville købe, men heldigvis kom i sidste øjeblik accept fra Breslau, og pater Steidl, med sin advokat, købte på søstrenes vegne ejendommen for øjnene af stiftsprovsten, som blev rasende, da han så spillet var tabt. I samme måned kom de fire første Skt. Hedvigsøstre til Danmark. Huset blev renoveret og året efter kunne de højtideligt indvie Dalum Kloster.
Siden har Skt Hedvigsøstrene, – med Dalum som moderhus. – udført et stort arbejde i bispedømmet: I Kolding, Aabenraa og Haderslev. På Amager, i Tåstrup og i Slagelse. På Bornholm. De ’toppede’ i Danmark med omkring 1960: 115 søstre. Nu kan de ikke mere. Tre søstre sidder tilbage i Dalum og forstærkning er udelukket. To af de tre forbli’r i Odense i et nyerhvervet hus, én vender hjem til Polen.
Skt, Hedvigsøstrenes ledelse har naturligvis som det første tilbudt bispedømmet at købe det nu udbyggede kompleks, som osse rummer en lille smuk kirke. Og jeg er sikker på: Til en rimelig pris. Men nej! Chancen for at overtage dét, der centralt beliggende i Danmark, som f. eks.ved frasalg af kasernen på Gl. Kongevej, som er en formue værd, kunne blive bisperesidens, bispekontor, kursus-bygning, lejligheder til pensionerede verdenspræster, modtagelsessted for kommende præster m. m. falder nu pladask til jorden. Ofte efterlyste ’Visioner ’ er reserverede til prædikener.
Alle, der kender stedet og har kærlighed til det, har selvfølgelig gjort sig deres tanker. Hvad skal der ske, når søstrene ikke kan længere? Men ingen har vist anet en så brat (’diskret’) lukning. Begravelsen finder sted i dybeste stilhed.
Hvad en lille redemptoristpater for 115 år siden kunne stable på benene, (Efter for søstrene at have erhvervet Dalum Kloster, byggede han for menigheden Skt. Albani Kirke) kan et helt bispedømme 115 år senere ikke klare at bevare i katolsk regi. Jeg har flere gange overfor biskoppen pointeret, hvilket kulturtab det ville for være for vor lokal-kirke at miste Dalum kloster, som nok aldrig mere ville kunne tilbagevindes. Uengageret svar, – osse indeholdende noget om økonomi . . . Medgivet: Tiderne er andre nu end dengang. Andeligt såvel som finansielt. Ikke desto mindre: Det, der dengang var glødende missions-vovemod, Gud-i-vold, er nu blevet til kølig, rentabel ’forretning’.. Hvor der er vilje, er der vej. Hvor ingen vilje ér, er der ingen vej.
Et benediktinerindekloster fra 1100-tallet, nedlagt ved reformationen, de seneste 115 år atter katolsk, lykkes det heller ikke denne gang for ’stiftsprovsten’ at købe. Langt pengestærkere er vist lløbet med hele herligheden. Og pater Steidl vender sig, – hvis han kunne, – i sin grav.
Faktisk er det ikke mindre end en skandale! Endnu et led i dén udvikling, som får mig til at tænke én af mine præstekollegers oplevelse af bispedømmet København af i dag. Han siger: ”Som en dårlig opsætning af ’Der Untergang!’”
Det ny missale på dansk har nu været gældende gennem fire søndage (tre uger). Hvad synes man?? Det véd jeg ikke! Jeg kan kun konstatere, hvad jeg selv synes, og det vil jeg så gøre i denne ’anmeldelse’, som i en lidt kortere form har været bragt i k. o. nr. 12 af 23. september, – omend en anmeldelse egentlig ikke kan have den store interesse for kirkefolket som sådan, der aldrig får bogen i hænde. Men nu gør jeg det alligevel. Og tillad mig at sammenligne med det i det tyske sprogområde gældende missale, som jeg kender. Og som ikke kalder sig ’romersk missale’ men ganske enkelt: ’Messebog’
Først bogens udstyr. Umiddelbart var jeg meget begejstret, for det ér bestemt en meget smuk bog. Men bejstringen fordampede ret hurtigt ved konstatering af, at bogen er for smuk, for ’æstetisk’ til at imødekomme den fornyede, gældende liturgi, som ikke desto mindre er den direkte årsag til dens udgivelse. Den er for meget en kopi af før-konciliære romerske missaler, som liggende på en lille bogpult, var bundet til altret, og af ministranter båret fra den ene side af altret til den anden, liggende på denne pult. Ligesom disse missaler er den ny bog ikke egnet til at blive båret af mange forskellige hænder ved mange forskellige lejligheder. Og dét skal den være! Ikke bare skal den bæres og holdes foran præsten ved hans stol under ‘dagens bøn’ ‘(som nu, slavisk oversat, kaldes ’kollekt’) og under bønnen-efter-kommunionen. Den skal være ’bærbar’ osse kyndelmisse ved introduktion og lysvielse, askeonsdag ved aksevielsen, palmesøndag ved introduktion og palmevielse, påskenat under påskelysets og dåbsvandets indvielse, orationerne efter de mange læsninger o. s. v. . Den tyske messebog er mindre, lettere at håndtére og af slidstærkere papir, idet man hér har taget hensyn til de krav, der stilles til en messebog af i dag. Den er på størrelse med ‘moderudgaven’: det ny Missale Romanum på latin, som det osse er tilfældet med det aktuelle norske missale. Det tyske missale har i øvrigt en meget tydelig typografi.
Var det i slutningen af halvfjerdserne, at vores kirker og kapeller for første gang fik tilsendt ’Ordo Missæ’ på dansk i et smukt tryk, – på paplignende løsblade? Tydelig tekst på holdbart papir. Næsten lisså god var afløseren, det nu ugyldige, ’Ordo Missae’ fra 2010. Bogen indeholder kun de tekster, der er bundet til altret. Ikke desto mindre med slidstærkt, hvidt papir, som tydeliggør teksten.
Det er klart, at det ny missale med de mange bladevenlige sider (1500 tekstsider = 750 blade) måtte trykkes på tyndere (for tyndt?) papir, men den valgte cremede ’antik’farve gør teksten svagere og vil ganske sikkert volde dårlige og aldrende præste-øjne problemer. Typografisk havde det været klogt at skele til den tyske messebog og måske forud have sendt skriftprøver til udtalelse hos os præster, som skal være bogens brugere. Ligesom musikken til ændrede tekster burde havde været forelagt de få organister i vores lokalkirke, som kan spille. Billederne kunne vi have undværet. Og hvis endelig, så kopier af de fine, mere moderne, tegninger, som ér i det første ny latinske missale fra 1970.
Nu til indholdet, som vel ér, som det skal være. Omend det undrer mig at blive præsenteret for ukorrekte betegnelser som ”Den stille uge” og ”Alle sjæle”? Hér vil jeg indskrænke mig til dét, der i al almindelighed mest vil interessere / irritere, nemlig ændret ordlyd af kendte bønner / akklamationer. Hér berøres hele kirkefolket. Og jeg tænker på forholdet til ’Rom’. . . Er det Rom, der siger til os: ’Sådan må I ikke sige det!’. .. Eller er det os, der siger til Rom: ’Sådan vil vi gerne sige det!’ Og så, efter godkendelse, gi’r Rom ansvaret?? I det store tysktalende område har katolikker og protestanter opnået enslydende formulering m. h. t. den apostoliske Trosbekendelse og Fadervor. Det undrer, hvorfor det hos lille-os kun er lykkedes m. h. t. Fadervor??? Spørgsmål: Har Rom befalet, at vi skal bibeholde den apostoliske trosbekendelse i den aktuelle umulige, uøkumeniske ordlyd?? Når vi nu godt (gudskelov) må bevare det folkekirkelige ”Gud være lovet for sit glædelige budskab!” før evangelielæsningen Jeg tror, at vi alle sammen er glade for, når vi i kor skal sige Fadervor, at vi ikke længere skal tænke på, om vi er i folkekirken eller hos os selv. Så langt, så godt og så positivt. Blot lidt trist, at vi nu, hvor der, ihvertfald i de romanske lande, med paven i spidsen, gøres noget ved det umiddelbart uforståelige ’Led os ikke i fristelse’, har lagt os fast på netop denne formulering.. Siden 2018 siger italienerne: ’Overlad os ikke til fristelse’, I de fransksprogede lande siges noget lignende. Endelig det komplicerede svar ved ’Orate, Fratres…’, slavisk oversat fra latin. I min optik en lidt speget teologi: ”Mit og jeres offer”?? Jeg har da ellers lært, at messeofferet er en aktualisering af Jesu Kristi offer??? I det af Rom godkendte norske missale (2011) står det så enkelt og fint: ’Til lov og ære for hans navn og til hele verdens frelse!’, – næsten parallelt med vort tidligere”Herren til ære og verden til frelse”. Ifølge den tyske messebog kan dialogen helt undlades: Præsten kan efter håndtvætningen bare sige ”Lad os bede!”, – hvorpå følger bønnen over gaverne. Sympatisk løsningl
’Romersk Missale’ på dansk er nu et givet faktum, hvorefter vi-have-os-at-rette. Uanset hvád er bogen en præstation. Lad os så henad vejen se, hvordan tingene u’vikler sig, som de siger på Sy’havsøerne.
Foreløbig har det beklageligvis medført, at den nugældende liturgi i bispedømmets hovedkirke, domkirken, ikke fejres som foreskrevet. Ordets gudstjeneste skal ledes fra præstens stol (sedilia) , men stolen står i domkirken tom, idet præsten, fra han betræder koret indtil messens læse-del står ’klistret’ til altret, – med de ny missale foran sig! Og domkirken er vist ikke det eneste sted for dette uvæsen.
Jeg véd ikke, hvorfor jeg kom til at tænke på Robert Schumanns ord: ”Formel hält uns nicht gebunden, uns’re Kunst heisst Poesie” .
Tror, at disse ord fortsat vil inspirere mig . . . . .
tilføjet på min facebook-profil 21. oktbr.:
DET NY MISSALE har m. h. t. Herrens Bøn (Fader vor) givet os ordlyd, fælles med folkekirken. Tak Med den apostoliske trosbekendelse har vi desværre ikke opnået det samme. Ikke tak.
Hvad med GLORIA?? -som på latin indledes: GLORIA IN EXCELSIS DEO, ET IN TERRA PAX HOMINIBUS BONAE VOLUNTATIS og som, osse i det ny Missale oversættes, som vi kender det: ÆRE VÆRE GUD I DET HØJE OG FRED PÅ JORDEN FOR MENNESKER MED GOD VILJE
Sidste linje læser jeg umiddelbart sådan: Fred på jorden for de mennesker, der har deres gode vilje til fred og ikke løber rundt og laver ballade.:
Det er få FOLKEKIRKEr, der i deres søndags-liturgi har (Kyrie og) Gloria méd. Når det sker, synges Gloria i en versificeret udgave, nemlig salmen: ”Aleneste Gud i himmerig” Hér står der i første vers:
Aleneste Gud i Himmerig ske lov og pris for sin nåde, – – – På jorden er kommen stor fryd og fred, vi mennesker må vel glædes ved Guds yndest og gode vilje.
Sidste linjer læser jeg umiddelbart sådan. Fred på jorden for os mennesker, som Gud sin har vist sin kærligheds gode vilje.
Spørgsmålet ér, om bonae voluntatis udsiger noget om ‘Deo’ eller ‘Hominibus’: Om Guds eller menneskers ‘gode vilje’
Både tysktalende, fransktalende og nederlandsktalende er enige med udsagnet i “Aleneste Gud”
De tysktalenede siger: Ehre sei Gott in der Höhe und Friede auf Erden den Menschen seiner Gnade. = og fred på jorden for menneskene, som han har vist sin nåde
De fransktalende siger: Gloire à Dieu au plus haut des cieux et paix sur la terre aux hommes qu’il aime. = og fred på Jorden for menneskene, som han elsker
De nederlandsktalende præcis som de frankofone: Eer aan God in den hoge en vrede op aarde aan de mensen die Hij liefheeft . GLORIA har jo sit udspring i englesangen Julenat: Og her gir det god mening: Ære være Gud i det høje, og fred på jorden for mennesker, for nu har Gud i sin menneskevordelse i Jesus Kristus vist os, at han vil os alt godt, sågar blive en af os.
Så der skulle nok i det ny Missale have stået: ÆRE VÆRE GUD I DET HØJE OG FRED PÅ JORDEN FOR MENNESKER, SOM HAN HAR VIST SIN GODE VILJE!
endnu en tilføjelse m. h. t. Fadervor´s indledning:
Hvordan kan “Præcéptis salutáribus moniti et divina institutióne formáti audémus dicere:” (Påmindede ved heldbringende befalinger og dannede ved guddommelig undervisning vover vi at sige) blive til: “Til frelse har Herren lært os at bede og givet os lov til at sige:” . . . . når alt andet skal være såååå nøjagtigt?
Men nu er Missalet trykt, og endnu en mulighed for god ajourføring er gået tabt.
– hedder det i ægtefællernes gensidige meddelelse af ægteskabets sakramente. Og omend den katolske kirke (naturligvis) ikke anerkender ’ægteskab’ mellem to ens-kønnede, må man gå ud fra, at enskønnede, som absolut vil giftes, mener det alvorligt. Derfor er Søren Papes reaktion, i relation til den aktuelle offentlige mening, i mine øjne dybt beklagelig. Uanset hvordan Søren Pape skulle ha’ fundet sin ’ægtefælle’: Som ’nevø’ til den dominikanske republiks præsident, som ’jøde’ i en særlig adventistisk forbindelse, hvor man som faktisk definerer sig selv som en slags jøder, på en bar i Brüssel eller som trækkerdreng, er i min verden aldeles ligegyldig. Søren Pape har som et bekendende kristent menneske sagt JA til ham, – og han til ham, – efter at have bragt ham til Danmark, hvor samme medbragte har dummet sig mere end én gang. Man vi har læst om Papes kærlighed til ham. I søndags var han méd til stor dronninge-middag på Christiansborg, – i dag onsdag ser vi, at han er blevet ’fyret’.
”Lad et ja være et ja . . . ”, siger Kristus. En anden har sagt: ”Frankrigs trone er vel en messe værd”. Her er åbenbart en chance for, måske at blive statsminister, en ’ægtefælle’ værd?
Jeg har aldrig tænkt over, om Søren Pape er utroværdig. – – Men fra nu af er han det for mig! Og dét har jeg skrevet til ham på hans Facebook-side!
stephen holms blog 