Det bar’ en lille melodi . . .

Hvor meget kan man klare, når man er fyldt 75?? Kommer nok an på, hvem man ér! . . .   Denne Krist-Konges-lørdag var ihvertfald for mig med fuldt program: Festmesse i Sorø 10,30. Dåb af et familiemedlem i Slagelse 13,30. Organist ved et bryllup i Ringsted kl. 16.

Var taknemmelig over en god nats søvn forinden. Og alle tre opgaver blev løst med, – fra min side, – overskud. Messen i Sorø gik fint. Messe-deltagernes bevidsthed om, at de var kaldede til at være medkonger og meddronninger med Krist Konge i hans rige, gav dem smil på læben. Det samme oplevede jeg ved dåben i Slagelse med en del kirkefremmede: Smil og glæde fra alles ansigter og en intens medleven i dåbsritualet. Og endelig vielsen i Ringsted med det glade brudepar i den lille lyse og varme kirke og den aktivt medfejrende menighed, som sang af hjertens lyst . . .
Kl. 18,30 hjemme i Sorø. Første vesper til Krist Konges fest kl. 19 i kapellet. Aftensmad, – og ro i huset. . .

Sidder foran fjernsynet, zapper tilfældigt ind på et banalt slagerprogram på DK 4 og konfronteres med en sang, som jeg har hørt mindst hundrede gange, og som aldrig har gjort noget indryk. Men det gjorde den i dén grad nu til aften! Den vandt genklang, fordi jeg ved alle tre gudstjenester havde oplevet, hvor lidt, der egentlig skal til, for at Gud kan gøre det det ganske enkle til noget mega-stort. Og det var jo lige, hvad denne sang bekræftede. Læs teksten igennem og dvæl iøvrigt ved linjen: ’Alle har vi lånt den samme jord’. Det udtryk kan jeg godt li’: Vi har alt til låns. Og: ’En sang ka’ bli’ til mere end du tror’. Lige, hvad jeg netop oplever! Hvor smukt udtrykt:

Jorden er din og min, det sted vi holder af
Pas godt på den, det er en fælles sag
Der skal mere til end blot at sige ’Vi vil’
Prøv engang med denne sang

Det bar’ en lille melodi vi synger her
Men syng kun med, og se så hvad der sker
Til sammen ka’ vi sikkert bli’ det største kor
En sang kan bli’ til mere end du tror

Ligegyldigt hvem vi er og ligegyldigt, hvor vi bor
Så har vi alle lånt den samme jord
Men husk alligevel: Det starter altid med dig selv
Prøv engang med denne sang

Det bar’ en lille melodi, et nemt refrain
som godt kan synges om og om igen
Til sammen ka’ vi sikkert bli’ det største kor
En sang kan bli’ til mere end du tror

Følg nu méd i teksten, mens Anne Herdorf synger. Hun gi’r mig i denne nattetime energi til mit organistvikariat i Tømmerup Kirke i morgen søndag kl. 10,30, – efter laudes i vores kapel kl. 09,00.

https://www.youtube.com/watch?v=-dNxpAh_LeA

 

 

Reklamer

‘Tømmerup-præsten’, – endnu engang

Omend boende i Sorø har jeg har for øjeblikket et par vikariater som organist i Tømmerup Kirke ved Kalundborg og blev derigennem opmærksom på, at der den 15. november skulle være et foredrag i kirken af én af de unge personer, som af den tidligere sognepræst har været udsat for seksuelle overgreb.

Det var ikke for at høre den unge mands ’foredrag’, at jeg mødte op nu i torsdags. Jeg har flere steder læst hans beretninger og osse hørt ham fortælle i den tre-delte radio-dokumentation ’Man stoler vel på præsten’, som DR1 har lavet om ham og som første gang blev sendt i januar 2017. En forfærdelig historie.

Det var kombinationen, der interesserede mig: Kombinationen Tømmerup kirkerum / én af de unge mennesker, som sognepræst fra 2006  – 2016:  Dan Pedersen, senere Peschack  efter grundig politi-efterforskning vedrørende påståede, senere veldokumenterede seksuelle overgreb på børn og unge med efterfølgende rejst sigtelse i først byret, senere i landsret, er blevet dømt skyldig og hårdt straffet for.

Jeg ankom til et kirkerum med tændte alterlys og tændte lys i bænkene, – som til en festgudstjeneste?? Ved indgangen stod der en indsamlingsblok med indskriften DAN-mission, som fik flere til at trække på smilebåndet Jeg var kommet fem minutter før tiden og satte mig på bænken lige ved indgangen, – ved siden af kirketjeneren.

Så gik med ét det elektriske lys ud: I alterrummet og i våbenhuset! ”Et profetisk tegn?” spurgte jeg kirketjeneren, som selvfølgelig i embeds medfør straks rejste sig for evt. udskiftning af en sprunget sikring. Det klarede hun fint.

Præcis kl. 19 bød den aktuelle, ganske unge sognepræst-inde, velkommen. Og gav ord og mikrofon til den unge mand.

Det er vist svært at så tvivl om, at Dan, der som præst har gjort meget godt,- i sin ’sjælesorg’ overfor unge har været mere end alternativ ’avanceret’, hvilket hans to domme jo osse enstemmigt stadfæster.

Der skal heller ikke herske tvivl om, at den unge mand fremførte sin oplevelses-historie på aldeles nobel og nydelig måde, hvor svære passager blev videregivet med nænsomt sprogbrug, som f. eks. ”  . . hvor der så skete noget, som ikke burde ske”.

Men det gik galt, da han, – egentlig i et smukt forsvar, – fremførte ”Det er ikke kommunens skyld, det er ikke kirkens skyld, det er ikke skolens skyld, det er ikke mine forældres skyld. Altsammen er alene Dans skyld. Det er Dan, der er skurken!”

Uden på nogen måde at udelukke, at dette udsagn kan være sandt, må det i min optik ikke lyde i en bygning, som ’ejes’ af Hám, som vi bekender som Gud af Gud, som lys af lys, som sand Gud af den sande Gud, nemlig Vor Herre Jesus Kristus! For Han har sagt: ”Døm ikke, at I selv skal blive dømt”. Og: ”Den af jer, der er uden synd, kan kaste den første sten.”

 En kirkebygning er ikke, – som det vist blev fremført, – et neutralt rum, der kan bære alt.  Det er dét rum, hvor tilgivelsens ord har hjemme, idet husets ’ejer’ siger til os: ”Tilgiv, så skal I selv blive tilgivet”. Og, til kvinden, grebet i hor:  ”Var der ingen, der fordømte dig? Heller ikke jeg fordømmer dig  . . .”

En klog mand har engang sagt:  ”Et menneske er mere end summen af dets forkerte handlinger.” 

Mennesket og præsten Dan har i dét rum, hvor vi sad torsdag aften, holdt fortræffelige prædikener og, – efter evangelisk-luthersk lære, – forvaltet sakramenterne gyldigt. Alle, som Dan har døbt i Tømmerup Kirke er gyldigt døbte og dermed indpodet i Kristus. Alle, som har været til alters hos Dan i Tømmerup Kirke har modtaget Kristus under brødets og vinens skikkelser. Alle, som Dan har viet  i Tømmerup Kirke, har en gyldig vielsesattest. Alle, hvis kære, under Dans ledelse er blevet stedt til hvile på Tømmerup Kirkegård, har fået en kristen begravelse. Alle, som har Dan har ‘betjent’ som præst, skal være forsikrede om dette!!

I sit foredrag nævnte den unge mand Dans ‘overudviklede’ evne til at være dybt manipulerende. . .  Ved foredragets afslutning blev den unge mand mødt med faste klapsalver. Hvorunder enkelte rejste sig op . . .  og blev fulgt at den næste . ..  og den næste.  . . tilsidst alle sammen, – undtagen mig, der blev siddende, mens jeg mediterede over begrebet ’manipulation’.

Afslutningsvis blev der åbnet for spørgsmål. Først meldte sig ingen, men så rejste en dame sig  . . Hvordan dét udviklede sig, véd jeg ikke, for på dét tidspunkt forlod jeg kirken.

Dette essay sætter ikke spørgsmålstegn ved fakta. Heller ikke ved, at overgreb på personer ganske klart ikke må finde sted. Og det er på ingen måde en kritik af den unge mand, som jo ikke har bedt om, men som er blevet bedt om at holde sit foredrag, – ikke bare i en kirke, men netop i dén kirke, hvor Dan har været præst.

At dét skete, synes jeg er forkert!

Det havde jeg ikke mod til at sige i torsdags, – af skræk for at blive lynchet. Nu råder jeg så lidt bod på min fejhed ved i det mindste at skrive det!

 

‘Sankt’ Kim! Bed for os, – for fa’en

”Santo subito” (Helgen straks!) er folks tilråb ved begravelse af kendte fromme mennesker, som man ønsker helgenkårede omgående.

Jeg kom til at tænke på dette tilråb i fredags aftes, da jeg sad foran fjernsynsskærmen og så, hvorledes Københavns centrum på de nærmeste var blevet sat på den anden ende, ufremkommelig på grund af den sig nærmende ’oktavdag’ for Kim Larsens død. Aldrig har jeg set et lignende folkemylder, og som en kommentator nok rigtigt sagde, ligger hemmeligheden i de sociale medier, – som jo allerede i forbindelse med ikke overpopulære prins Henriks død skaffede et uhørt antal ‘publikum’. Som samme kommentator sagde: ”For ti år siden havde dette ikke været muligt!”

Lad det være hævet over enhver tvivl. Kim Larsen har givet os danskere en gave af danskhed. Vidunderlige danske tekster, – læs ikke: ’tekster på dansk’, for som franskfødte Jean-Pierre Duclos engang har sagt: ”Det er ikke alt på dansk, der ér dansk”. Larsens tekster er helt igennem danske og afspejler som ingen andens den aktuelle danske folkesjæl. Hvem kan ikke ‘spejle’ sig i hans tekster?? Og vidunderlige melodier, der smyger sig om dem på underfuld måde, har han komponeret. Hans talent er en Guds gave, hvilket han på sin måde vist heller ikke var i tvivl om. ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”, som han selv sagde. Da han engang blev spurgt om, hvor han hentede  inspiration fra, pegede han uden ord op mod himlen.

Samtidig var det aldeles velgørende, at han havde sine meningers mod. Han gjorde og sagde, hvad han fandt rigtigt, bedøvende ligeglad med reaktionerne, – fra såvel ’høj’ som ’lav’. Om han har kendt ham eller ej, gav han forfatteren Søren Robert Fauth, ret i sin påstand, (- som iøvrigt osse er gældende i flere katolske sammenhæng): ”Systemet er super-ensrettet. Tag en hvilken som helst arbejdsplads, og se hvor mange medløbere, der ér. Hvem tør give køb på følelsen af at være en del af flokken? Det nemmeste er at mene dét, de andre mener. Hykleriet er altomfattende!”.

Samtidig kom jeg til at tænke på en anden begivenhed, som jeg tidligere har skrevet om:
Det var dén junidag i 1984, hvor der foran Tårnby kirke på Amager holdt hærskarer af motorcykler parkeret, og en enorm folkemængde havde taget opstilling. En ældre dame, som tilfældigt kom forbi på Englandsvej, spurgte en avisdreng: “Hvad i alverden foregår der hér?” … “De begraver Makrellen!”, svarede han. Spontant udbrød den gamle dame: “Sikke dog et postyr for en død sild!”

(Til uvidendes oplysning: “Makrellen” var det almindeligt brugte navn for lederen af en rocker-bande)

Ja, sikke dog et postyr for en død Larsen, egentlig fuldstændig udenfor alle proportioner: 30.000 mennesker på gaden i hovedstaden og, omend mindre, kæmpemanifestationer i Odense, hvor Larsen døde, og i Aarhus, alle syngende og spillende Larsens sange, alle takkende for dét, som hver enkelt kunne fortælle om dén gave, Kim Larsen havde været for dem, råbende på deres individuelle måde og med deres individuelle forestilling: ”Santo subito!”

Men netop nævnte tilråb, – som naturligvis ikke blev formuleret med de nævnte ord, – lod mig atter sande, at reformationen osse her har slået fejl: Helgen’dyrkelsen’ (jeg kan godtnok ikke li’ ordet) ikke kan undværes. Den katolske kirkes fremhævelse af Guds gaver og Kristi efterfølgelse, som gennem visse mennesker stråler så klart og så tydeligt, at man ikke kan undgå at få øje på Gud selv gennem dem, er vigtig. Og netop showet omkring Kim Larsen viser det så tydeligt. Helgener er nødvendige for mennesker. Man så de med lukkede øjne (bedende?) mennesker med deres fakler i deres hænder! Og hvor fandt de det i Aarhus naturligt at lægge blomsterne, når der ikke var noget Sankt-Larsen-sakrofag??: Ved domkirken!

Og dette var så kun ’vigilien’. Nu afventer vi ’folkebegravelsen’ på oktavdagen for Kim Larsens død, i morgen søndag, på Rådhuspladsen i København, mindekoncerten – med efterfølgende indsatte særtog, så de mange ’pilgrimme’ efter koncerten kan komme hjem.

Der er vist ingen helgener, der, dengang de levede, ville bryde sig om, efter deres død at skulle æres som helgener. Tænk på den af så mange mennesker trængte pater Pio, som ønskede, at der ved indgangen til hans kloster blev opsat et skilt med inskriptionen: ”Tosseanstalt”. Og på fattige Vincent af Paul, som er endt i et sølvskrin højt over hovedaltret i Lazaristernes Kirke i Rue-des-Sevres i Paris. Og hvad ville Kim Larsen have sagt til fredagens show og mængden af blomster i de tre nævnte byer?? Nok gentaget sin ofte sagte sætning: ”Det drejer sig ikke om mig, men om min musik”. Man kunne tydeligt høre Larsens stemme, da en deltager lagde ham følgende i munden: ”Man gi’r s’gu ikke blomster til en mand! Giv for fanden pengene til kræftens bekæmpelse!”

Når man nærmer sig de 75, har man ikke svært ved at synge med på:
”Om lidt er vi borte! . . Vi ses måske igen!”. . .Cirkussang eller ej. Ihvertfald langt mere evangelisk, end når de i det katolske Bayern skråler: ”Wir kommen alle, alle, alle in den Himmel”. Jeg mener, at dét, Kim Larsen synger, er dét, som Jesus har lovet os, – hvis vi vil. . .  Ikke garanteret os.

’Helgendyrkelse’ på den ene eller på den anden måde.. . Jeg er bange for at måtte komme til at indrømme, at den folkelige manifestation omkring Kim Larsens død for mig har været en større åndelig oplevelse, end når de om en måneds tid slæber knoglerne af Therese af Lisieux og hendes forældre rundt i landet.

Så ’Santo subito’: ‘Sankt’ Kim, du, som åbent indrømmede: ”Jeg har syndet, så det stod i stænger”, og som kunne bede til din Herre og Skaber, som så rigt begavede dig, – og dermed os: ”Så vis mig nåde og miskundhed!” Til dig, som nu véd, at  “der er sol over Gudhjem i de dødes land”, til dig siger jeg helt privat, og uden for lov og ret: Bed for mig . . for fa’en!

 

Confiteor . . .

Sikke et ’Confiteor’, – Kim Larsens, – død 30. september.
Jeg brugte denne syndsbekendelse i messen i dag den 1. oktober, hvor den montfortanske association var samlet i Sorø.
Ja, altfor ofte ér det, som om ‘det går den anden vej’ . . .

 

Når mit regnskab det ska’ gøres op
så tror jeg nok Vor Herre får en prop.
For jeg har syndet så det stod i stænger,
men det vil jeg ikke længer’

Jeg er ikke en af de flinke
Det tør jeg sige uden at blinke
Der er sikkert flere minusser end plusser
– plus det løse, som ingen husker

Så vis mig nåde og miskundhed!
Der var momenter af kærlighed
og øjeblikke, hvor mit mismod
Ikke tyngede mig ned

Og jeg gik den lige vej: Op til himlen, op til dig!
Men for det meste
var det ligesom om
Det gik den anden vej.

https://www.youtube.com/watch?v=kQ8uPOejbXU

 

Der bor en bager . . .

En af de ting jeg virkelig nød, da vi i 2011 kom til Sorø, vár, at der i byen fandtes et rigtigt, godt gammeldags posthus! Glæden herover delte jeg med stedets venlige ekspedient, men hun forstod at gøre skår i den, da hun fortalte mig grunden: “Det er fordi vi endnu ikke har fundet nogen, der vil huse os. Såsnart det sker, lukker vi!”

Der gik dog et lille års tid før man kunne læse i ugeavisen ‘Sorø Avis’, at postekspeditionen nu flyttede til ‘Svegaards Boghandel’ på byens hovedgade. . Resultatet kunne være meget værre: Bagest i den store boghandel havde et lille, beskedent  postkontor fundet plads: Med disk og bi-lokale til pakker m. m.  Når det nu skulle være, var det en nogenlunde æstetisk løsning, som ‘smagte’ af, hvad det skulle være.

Hvad der så siden gik galt, véd jeg ikke; kun, at boghandelen blev så læsterligt træt af postekspeditionen, så man efter relativ kort tid opsagde kontakten med postvæsenet og smed dem ud.

Jeg opdagede det, da jeg kom i boghandelen for en postekspedition. På mit spørgsmål om, hvor postekspeditionen var blevet af, fik jeg svaret: “De er flyttet op til Kongebro-bageren overfor restaurant ‘StøvletKatrine’! . .   ‘Jamen, det er jo det lille bageriudsalg, hvor jeg indimellem henter morgenbrød’, svarede jeg.

Nu skulle jeg så for første gang til bageren i post-øjemed, – i anledning af afsendelse af et anbefalet brev til Rom. . .  Jo, udenfor var der er blåt skilt, der signalerede: “Post Nord”. Postekspeditionen var nu i yderste ydmyghed indrettet bagest i forretningen, hvor der på bagvæggen var opslået nogle intermistiske hylder med postpakker, – grænsende op til bestående hylder med hvedemel, – og en disk med skuffer. I én af disse var frimærker, i en anden ‘plakater’ til breve af denne eller hin art,  i en tredje det allerhelligste, som man kun  nærmede sig i allerstørste ærbødighed: det autoriserede poststempel, der dokumenterede den ydmyge filials gyldighed.

Da jeg kom ind i forretningen drejede ekspeditionen sig om et lille landbrød og tre flødeskumskager, som ekspeditricen professionelt afviklede med den autoriserede plastikhandske på den ene hånd. Straks efter ekspeditionen fløj handsken af og ekspeditricen stod nu bag postdisken som postfunktionær, klar til formalia omkring det anbefalede brev, som skulle sendes.  Så manglede kun betalingen: 148 kr. Den fandt sted ved kasseapparatet i bageriafdelingen og, omend en postekspedition, fik jeg en kvittering med flot overskrift: “Kongebrogårdens Bageri” .

På vej ud spurgte jeg hende, om hun havde en ‘Håndværker’, – en gængs  betegnelse for et stykke solidt morgenbrød. Plastikhandsken var hurtigt på igen og stolt fiskede hun den sidste ‘Håndværker’ op og ville komme den i en pose, hvilket jeg dog straks forhindrede, idet jeg sagde til hende: “Nej, jeg skal ikke ha’ den, men ville bare give jer det tips, i denne forretning måske at omdøbe den til en ‘Postmester’? Hun kunne ikke lade være med at smile.

På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med, – dog uden at smile, – at drage en trist sammenligning med afviklingen af postvæsenet i Sorø og det katolske bispedømme København.

Hold ud, hold ud, hold ud!! (30)

– fortsat og afsluttet!


35. Jeg ÉR ude, – omend uden manér!

Den af biskoppen foreslåede samtale med min advokat, – ang. biskoppens passivitet overfor dele af dommen fra Rom, – fandt sted den 04. juni og endte ud i, at biskoppen skriftligt skulle meddele advokaten forslag til, hvilke tiltag, der konkret kunne igangsættes, – for en værdig afslutning!? For at holde ham fast på det, afgik der den 08. juni et fornemt brev med klar argumentation fra min advokat. Først en god måneds tid senere, den 06. juli, umiddelbart før hans Excellence drager på ferie til Brasilien, har min advokat modtaget et ‘tomt’ svar fra ham, – selvfølgelig uden forslag, – sådan, som det vár at forvente.  Efter atter engang at have luftet sine personlige frustrationer omkring mine af ham så ivrigt læste blogindlæg,  som han samtidig medtager som en grund  til, ikke at fortage sig yderligere, skriver han:

“Jeg ser ikke noget til hinder for, at jeg tager din klients aktiviteter på sin blog med i mine overvejelser” 

– og fortsætter så:

“Jeg må tage klart afstand fra dine antydninger om, at min undladelse af yderligere opfølgning på Signaturas dom er at tolke som en fortsat opretholdelse af pålæggene fra min side”

Jo, det er lige netop, hvad det de-facto ér, når mine nabopræster,- som begge er blandt de ‘rådgivere’, som, – ifølge biskoppen selv, – i 2012 rådede ham til at begå ulovligheder og fastholde dem, – med hans helhjertede velsignelse, hvis ikke på hans anbefaling?,  hellere aflyser messer ( i det ene nabosogn hverdagsmesser gennem hele fem uger) end spørger mig, om jeg vil træde til som afløser, lissom man i min aktuelle sognekirke hellere holder festmesser uden orgel end spørger mig, om jeg vil spille.
(I parentes bemærket: Rådgivere, der tilråder ulovligheder bli’r i det normale liv fyret,-  for ikke at tale om dén, der begår ulovligheden, jvf. Ninn-Hansen og tamilsagen. Men det sker ikke i vort lokale ‘juridiske galehus’. Her bli’r sågar visse af de nævnte rådgivere genvalgt og ta’r imod valg)

Kozon afslutter:

“Jeg tror ikke, at yderligere tilkendegivelser fra min side vil påvirke andres fastlagte meninger i nogen som helst retning!. . Jeg mener således, at der ikke er behov for yderligere tilkendegivelser fra min side som opfølgning på Signaturas dom. . .  Hvis det skønnes ønskeligt mødes jeg gerne med din klient senere på sommeren for mundtligt at gøre rede for mine bevæggrunde”.

Nej, det ‘skønnes ikke ønskeligt’ at udbede mig flere møder med en person, som til fulde har vist, at han ikke kan ‘se’, hverken med øjne eller hjerte, og som over for min advokat kalder sin præst for ‘din klient’… Sikkert har han ret i, at han ved eventuelle positive tiltag i forhold til mig  vil få over nakken af dém, som stadig hár det bedst med at dømme mig, – præster såvel som lægfolk. Men det er nu engang en leders lod.  Skulle han modsat skønne det ønskeligt at tale med mig, hvis han finder det hensigtsmæssigt, véd han, hvor jeg bor. En enkelt gang  gennem de seneste syv år har han jo kikket ind hos os her i Sorø.

Altså: Kort og godt! VI vender tilbage til 23. april, hvor jeg, – som det fremgår af kap. 33, – foreslog, at vi lissågodt først som sidst kan meddele statssekretæren om biskoppens afslag på at iagttage vægtige passager i dommen, som kun svært kan overses:

Vigtigt forbliver biskoppens forpligtigelse overfor præsten, som med skrivelser til bispedømmet med urette blev anklaget for svære fejl, samt forpligtelsen af samme biskop til på ret måde at informere de troende om den uretfærdigt beskyldte præsts uskyld  (jvf. Can. 384), – desto mere, da der var en offentlig negativ reaktion mod præsten.

Ingen kan overse, at biskoppens restriktioner har ladet præsten tilbage uden nogensomhelst form for forsvar, og at biskoppen intet har foretaget sig for at rehabilitere præstens rygte. I stedet blev hans rygte forværret, fordi alle sognepræster blev opfordret til, ikke at invitere ham. På dén måde blev det endnu sværere at genoprette præstens gode rygte.
Når alt tages i betragtning står det med moralsk sikkerhed fast, at de proportionsforhold, som ér at iagttage ved enhver afgørelse og ved ethvert dekret, er blevet tilsidesat.

Bemærkelsesværdigt ér det, at dommen fra Rom ikke direkte påbyder biskoppen nogetsomhelst konkret, – bortset at informere korrekt om dommens udfald, hvilken har i sandhed IKKE har gjort, idet han på intet tidspunkt har meldt ud, at Signaturaen har dømt ham for at handle kirkeretsligt ulovligt:
1. dels med henblik på de seks-årige uhyrlige restriktioner overfor mig = han har gjort noget, som han bestemt ikke skulle have gjort
2. dels med henblik på den totalt manglede beskyttelse af mig og mit rygte. = han har undladt noget, som han bestemt skulle have gjort.
Implicit ligger det således i udtalelserne, at han, for ikke fortsat at være ‘ulovlig’, må rette ind!
Pkt. 1 har han accepteret og handlet på. Pkt. 2 negligerer han ganske og aldeles!!

På den anden side, – helt privat . . Hvorfor søge ‘æres-sanering’ hos en person, – omend biskop, – der ikke selv er ær-lig, og som ikke evner at leve op til sit selvvalgte motto om, i kærlighed at være sandheden tro?? . . . Måske var det klogere at tage ved lære af nogle Jesus-ord, som evangelisten Johannes videregiver, og gøre dém til sine egne:

“Min ære vil jeg ikke have fra mennesker. Hvordan skal I kunne tro, når I vil have jeres ære fra hinanden? Jeg søger ikke min egen ære, – der er én, der søger den, og han dømmer! ” (5, 41+44, 8, 50) ??

Ikke desto mindre: At biskoppen intetsomhelst vil gøre for at rette op på sidstnævnte forsømmelser, har min herværende advokat nu, i en vægtig skrivelse af 13. august,  tilsendt pave Frans, læs: statssekretæren = kardinal Paulo Parolin, – med kopi til Signaturaen og til min romerske advokat Frau Wegan.

Hermed ‘færdigt arbejde’ herfra. Sagen har fyldt mere end rigeligt og været ret så udmattende, – ikke bare for mig selv, men osse for mine nærmeste omgivelser. Hvordan Rom vil reagere på biskop Kozons påtalte forsømmelser = fortsatte ulovligheder, – eller ikke reagere, – bliver Roms sag!

Efter Kozons forfalskede “Meddelelse om pastor Stephen Holm” på såvel kirkens hjemmeside som efterfølgende i ‘katolsk orientering’, og efter, – som tidligere fortalt,  – at jeg i samme censurerede blad, af  CHEFredaktøren (?) blev forhindret i, på korrekt måde at fortælle om dommen fra Rom, har sidste tiltag fra min side været at gøre et par seriøse (!!)  journalister opmærksom på, at en artikel med overskriften “Dansk, katolsk biskop sat på plads af Rom!”, – som jeg har nævnt det i kap. 32, – har manglet. Jeg har haft en behagelig samtale med en behagelig journalist fra KD, som i første række bør være dén avis, der bringer dén nyhed, bladet har forsømt at bringe, – ganske særligt på grund af avisens effektivitet i juni 2012. Men jeg har holdt samme journalist for øje, at han skal sikre sig, at hans chefer, først og fremmest katolske Jeppe Duvå,  ikke spænder ben for den.  En anden seriøs og kendt journalist, som i en række artikler i Weekendavisen omkring årsskiftet 2010/2011 afslørede hjerneforskeren Milena Penkowas videnskabelige uredelighed, og som i februar 2013 i samme avis bragte en rammende helside-artikel om biskop Kozons virke under overskriften “Bare måden han er biskop på . . .” , har jeg osse haft kontakt med.  Jeg har afgjort ikke brudt mig om at føle mig nødt til at gøre det, men det er ikke rimeligt, at avisartikler fra 2012 med overskrifter som “Biskop undsiger anklaget katolsk præst” og “Biskop bandlyser sexanklaget præst”,  ikke, – nu efter dommen fra Rom, – skal følges til dørs!!  Det var de to nævnte journalister helt enige med mig i, og det affødte så en artikel i Weekendavisen den 20. juli: “Den endelige dom”, og i Kristeligt Dagblad den  27. juli: “Vatikanet underkender katolsk biskop i sag om dansk præst”. I sidstnævnte artikel kan man læse, at klager over biskopper ikke længere er ‘gæstemad’ i den romerske Signatura.

Offentliggørelsen af de to artikler udløste på en såkaldt katolsk facebook-side nogle hadreplikker imod mig.  Artikler, som handler om Roms kendelse over biskop Kozon, blev på den mest modbydelige måde drejet til en hetz mod mig, –  med injuriegrænsende indhold. Det har åbnet mine øjne for, hvad disse ‘katolske’ sider i virkeligheden ér. Og  jeg har indset, at min medvirken på en sådan side, – efter at jeg nu igen fejrer messer i kirker rundt om i Danmark, – mildt sagt ikke er optimal. Jeg har derfor den 29. juli trukket mig fra den ellers så udmærkede facebook-side ‘Ucensurerede katolske stemmer”,  som jeg med glæde og fornøjelse gennem mine ‘forbandelses-år’ har været et absolut aktivt medlem af.

At sammenfatte og afslutte:

Dét, jeg højst havde turdet håbe på, men dybest set ikke forventede, er sket: At en lille, pensioneret sognepræst i det lille og fjerne danske bispedømme, ved den katolske kirkes højesteret i Rom har vundet en af ham anlagt sag mod sin biskop! Dét er vist aldrig før hørt i vor hjemlige kirkes historie? Og jeg tror ikke, at det var sket, hvis paven ikke havde heddet Frans. Han har udvirket, at biskoppen af København er blevet dømt som overtræder af kirkeloven og følgelig har måttet standse sin ulovlige kirkelige ‘fængsling’ af mig og tilbagesætte mig i frihed. Resten af dommen har han ikke respekteret.

Foreløbig må jeg give mig tilfreds med det opnåede. Og glæde mig over, at der i dén kirke, jeg elsker, gudskelov overordnet findes lov, ret og anstændighed. Seende tilbage på seksogtyve lykkelige år som sognepræst og nu gående mod de 75,  med den velsignelse, der ligger i, – trods dét, jeg de seneste otte år har været udsat for, – at kunne leve et dagligt præste-liv, være ved ganske godt helbred og have mit gode humør i behold,  så glæder jeg mig dagligt over vores herværende fællesskab, vores vidunderlige Sorø-domicil,  som biskoppen i 2011,  i forbindelse med  tvangsforflyttelse lod os erhverve, vores gudstjenester i vores skønne Montfort-kapel, tjenesten for medlemmerne af den montfortanske association, vores lille trofaste ‘søndags-valgmenighed’, de relativt mange organistforespørgsler fra folkekirken og de nu begyndende ‘katolske tiltag’, hvor der sendes bud efter mig.

Glæder mig ikke bare over vores domicil, – osse over vores bevægelsesmuligheder. I juni måned sprang en hjort ud fra skovkanten, direkte indover den Fiat Punto, som min medbror og jeg siden min pensionering som sognepræst har haft til rådighed. – med en sådan kraft, så endog passagersædets air-back udløstes. Samlet reparation vurderet til 60,000 kr, hvilket fra Ansgarstiftelsens forsikringsselskab udløste for den  375.000 km kørte kære bil, en dødsattest.. Men se! I løbet af no-time, – netop som jeg skulle vikariere i tre kirker i Sønderjylland og derefter på retræte i Tyskland, – er vi af stiftelsen blevet hjulpet på vej til et nyt, gedigent køretøj. Fantastisk!

Mange siger til mig, at jeg er dén af de i 2010 af biskoppen udhængte, der har klaret mig bedst igennem, til trods for, at jeg har været den hårdest ramte. Den yngste af os forlod klogeligt bispedømmet og har, såvidt jeg er orienteret, nu kronede dage i Langtbortistan, en anden er gået totalt i stykker, en tredje og fjerde bærer tydeligt præg af mishandlingen, en femte gør det samme, men klarer sig igennem ved fuldt og helt at hellige sig sin lokal-opgave og ellers faktisk totalt at isolere sig fra bispedømmet. Hvis det er rigtigt, at jeg er dén, der har klaret mig bedst, skyldes det i allerhøjeste grad min herboende medbroder: br. Poul-Erik Jensen. Jeg har ikke været alene, men haft – og hár, –  en uvurderlig støtte ved min side, – loyal, osse dér, hvor det må være svært for ham at være det. Jeg kan ikke takke ham nok! Netop mens jeg sidder og skriver dette, kommer budskabet om Benny Andersens død til os gennem fjernsynet,  – Benny Andersen, som det fåtal af herboende katolikker, der har lidt føling med dansk kultur, véd, hvem ér. Og jeg kommer til at tænke på dét citat fra hans ‘Vennesang’ , som jeg læste for min medbroder på hans 70-års fødselsdagsfest:

“Jeg elsker at sidde alene, og drømme og fantasere,
men har jeg været længe nok alene, vil jeg ikke være alene mere,
så er det godt at ha’ en rigtig ven  og ha’ nogen at snakke med igen.
Enten én med bukser eller kjole på,  bare det er én, som man kan stole på!
Det er rart at være alene,  men!  Det er bedst at ha’ en ven!”

Beklageligvis har forløbet taget mere på ham end på mig og ikke befordret hans sundhedstilstand. Han anfører, at han får det dårligt, når han genopfrisker de forskellige hændelser ved at læse mine blogindlæg. Han er ikke enig med mig og én af mine gode præstekolleger, når vi overfor hinanden igen og igen fastslår, at underholdningsværdien i det hele har været i topklasse. Mine advokater er overbeviste om, at det er min humoristiske sans, der har reddet mig igennem. Ihvertfald er det dém, der har bøjet nakken, der har klaret sig dårligst. Jeg selv gjorde det til at begynde med, men da de biskoppelige overgreb blev utålelige, var det slut. Siden har jeg bidt fra mig og parallelt skrevet mig ud af mine frustrationer.

Nu ønsker jeg ikke længere, at Kozon skal ‘fylde’ i mit personlige liv. Nu skal han skal ‘bare’ være min biskop, – med sine fejl og mangler, – sådan som han ér,  – og jeg hans præst, – med mine fejl og mangler, – sådan som jeg ér!  Ingen af os kan lave om på hinanden, men jeg håber, at vi fremover kan leve i fred ved-siden-af-hinanden, for méd-hinanden opnår vi nok aldrig. . .

Jeg har vundet over min biskop. Nu mangler jeg at vinde over mig selv og lære at acceptere min magtesløshed i forbindelse med de uhyrligheder og den middelmådighed, ja opløsning i min hjemlige kirke, som jeg igen og igen passivt må være vidne til, og som gør ondt langt ind i sjælen. Og, – dét mærker jeg tydeligt, – dét er et projekt, som vil tage sin tid, og som kun ved Guds nådes hjælp,-  på forbøn af jomfru Maria og Sankt Montfort, – overhovedet vil kunne lykkes.

Hermed afsluttes min fortløbende beretning. Ikke alle, der har valgt af følge den – heller ikke alle blandt dem, der personligt er mig venligt stemt, – har syntes lige godt om dens form. Flere hár, som biskoppen har formuleret det, i forskellige forbindelser, savnet ‘den præstelige tone’, mens andre til fulde har nydt dens nok så ‘kontante’ stil. For atter andre har den været en kærkommen anledning til behagelig cementering af deres fordomme m. h. t. mig. Nogle mener, at jeg har været for hård overfor biskoppen, andre det modsatte, men sagen ér, at biskoppen kun har én at ‘takke’ for, at denne følgeton overhovedet er blevet skrevet: Sig selv! For mig personligt har min blog været min eneste mulighed for i mine trængsler at komme til orde og fremlægge forholdene, som jeg har oplevet dem, og, omend jeg har en vis forståelse for den kritik, som mine indlæg af flere personer er blevet mødt med, må jeg alligevel tilkendegive en tilfredsstillelse véd, at otte års mildt sagt ikke-behagelige kirke-oplevelser skriftligt er blevet fastholdt. Måske vil jeg, som en slags testamente, udgive den i bogform .  Da teksten jo bli’r stående hér på min blog, vil jeg gerne gøres opmærksom på evt. faktuelle fejl, som så omgående vil blive rettede.

I øvrigt er mit testamente som sådant på plads. Det skál det være i en alder som min. På plads er osse, – mine medbrødre bekendt, – forholdene omkring min begravelse. Mit gravkors (plus min medbrors) ligger i kælderen her i Maison ‘Montfort’, Sangblads-originalen er udskrevet, – ingen grund til at belaste de efterladte med den slags ting, – og bestemt er det ligeledes, hvem der skal forestå begravelsen. Min biskop har siden 2010 to  gange på det nærmeste slået mig ihjel. Tredje gang, hvor det bliver afgørende, vil jeg være ham foruden!  Og dem, som møder frem, skal helst ikke kede sig og irriteres af idelig mitra-trafik.

Undervejs, mens jeg afsluttede første del af min beretning, udgav Birthe Rønn Hornbech sine fyldige erindringer om tre års ministertid. I sin anmeldelse af Rønns beretning skrev KD’s chefredaktør Erik Bjerager:

“Hvor ville det have løftet disse erindringer over dagligt vande, hvis hun havde haft blik for bjælken i sit eget øje! Erindringer er en vanskelig genre. Når den selvkritiske refleksion ikke ér der, falder projektet til jorden!”

Jeg håber ikke, at det er tilfældet med min beretning.

 

Sorø, 18. august 2018
p. Stephen Holm SMMass

 

 

“KOM! Vi går for vort folk!”

– sådan sagde Edith Stein, karmelitnonne i Echt i Holland, til Rosa, sin søster og medsøster i klostret, da de i 1942 blev arresteret af Gestapo.

Begge var de født i Breslau, som dengang hørte til Tyskland, i en jødisk familie. Fra jødedommen konverterede de til kristendommen. De havde gennem læsning af Teresa af Avila valgt den katolske kirke og var endt som nonner i karmelitordenen, hvor de havde fundet det liv,  de længtes efter.

Edith Stein var en velrenommeret professor i filosofi og havde kunnet flygte til  f. eks. USA, da tiden endnu var til det, men hun valgte at forblive i Tyskland og indtrådte i ordenen i Köln. Da jorden begyndte at brænde under hende p. g. a. hendes jødiske herkomst, omplantedes hun og hendes søster til et hollandsk kloster, men her kunne Gestapo udmærket finde dem, – ganske særligt efter at de hollandske biskopper officielt havde fordømt nazisterne jødeforfølgelse. Den 02. august 1942 blev de to arresteret og straks deporteret til Auschwitz, hvor de, sandsynligvis den 09. august, blev dræbt i gaskammeret.
Vi fejrer i dag i liturgien  Edith Stein, saligkåret 1987, helgenkåret 1998.

Jeg mener, at man, hvis man skal være helt ærlig, må sige, at Edith og hendes søster Rosa ikke blev myrdet p. g. a. deres bekendelse til Kristus, men ret og slet fordi de var jøder og således indgik i den pulje af seks millioner jøder, som blev myrdet af nazisterne. For Edith selv, der fra jødedommen over en periode som ateist, var nået frem til kristendommen, var det af stor betydning,  at Jesus Messias var jøde, hvorfor hun mente, at hun aldrig havde været nødt til at forlade sine jødiske rødder, fordi hun var blevet kristen. Tværtimod.

Men Ediths ord til sin søster, da nazisterne hentede dem i klostret: “Kom, vi går for vort folk!” har printet sig ind i mit sind og er igennem de seneste otte år igen og igen poppet op, omend i et ganske andet ‘Sitz  im Leben’. Mere og mere oplevet mig moppet ud af dén kirke, som jeg i min ungdom sluttede mig til, som jeg elsker og som jeg uden et gran af tvivl nu som snart gammel mand, – og præst, – vedvarende betragter som ‘Kristi sande kirke,’ har dét, som den gennem samme årrække har udviklet sig til herhjemme, hvor danskere efterhånden er fremmedgjorte og skal høre på forkyndere med en helt anden baggrund end vor og som betragter os ‘indfødte’ med skepsis og som samtidig , – af naturlige grunde, – maltrakterer vort sprog, – og så oplevelserne i folkekirken, hvor man i gudstjenesten sidder i sit eget folk og lytter til udmærkede forkyndere, der i et klart dansk øser ud af vort folks baggrund og kultur, og samtidig konfronteres med gedigne organister, – der er da ikke søndagsgudstjeneste uden musik!!, – gjort, at jeg  har været fristet til at sige til min medbror hér, som har samme oplevelse: “Kom! Vi går for vort folk”. Osse selvom vi ville være bevidste om, at vi ville gå til(bage) til en kirke, som ikke har ‘det hele’.

Nu er de otte år forbi, og ulovlighederne overfor mig fra min lokale kirkes side, – stoppet af Rom, – er teoretisk set omme.  Men i praksis er intet forandret, dér, hvor jeg bor. Jeg er stadig udelukket.

Mange danske katolikker i den velbegavede ende, som ikke holder de aktuelle forhold ud, forbli’r teoretisk i kirken, men går til gudstjeneste i folkekirken. Uden at være sig det bevidst, siger de faktisk med Edith Stein: “Kom! Vi går for vort folk”.

Og jeg selv og min medbroder hér?? . .  Vi bli’r!!  Uanset, hvor meget vi indimellem kunne have lyst til at gøre Edith Steins ord til vore egne.