Hold ud, hold ud, hold ud !! (27)

 – fortsat, færdiggjort 09. april:

 

  1. Endelig !!
    ‘Thi kendes for ret!’ (I)

Som nævnt i slutningen af kapilet 28:
Den 29. november kl. 09,30 bli’r min sag afgjort af Signaturaen, som er den katolske kirkes højesteret, – faktisk i pave Frans’ navn. Frau Wegan har, som tidligere nævnt, forud fortalt mig, at ingen af de implicerede må være tilstede, hverken anklager eller anklagede, heller ikke deres respektive advokater. Mærkelig procedure. Udfaldet, positivt eller negativt, ‘pars dispositiva’ vil blive givet til advokaterne, først mundtligt og, – efter et par dages forløb, – tilsendt dem skriftligt. I løbet af et par måneder vil dommen i sin fulde udformning, skriftligt blive tilsendt dem, – på latin!

Den 04. modta’r jeg fra Frau Wegan “pars dispositiva”:

Also der Urteilsspruch lautet:

”Affirmative, seu constare de violatione legis in decernendo relate ad decisiones per recursum diei 2 aprilis 2014 apud Congregationem pro Clericis impugnatas”.
Die 29 novembris 2017

Herzlichen Glueckwunsch!
Es dauert einige Zeit bis das geschriebene Urteil erscheint.
Martha Wegan

Jeg forstår ikke en brik. Kun “Herzlichen Glückwunsch!” Det må vel betyde udfald til min fordel? Hvorfor skulle hun ellers ønske mig tillykke?? Straks samme dag videresender jeg  ‘Urteilsspruch’ til min herværende advokat, –  og til hám, som hjalp mig igang med det hele: kirkeretsprofessor ved Universitetet i Münster,  dr. Thomas Schüller:

En time efter min henvendelse modtager jeg følgende fra dr. Schüller:

Lieber Stephen,
Das ist großartig !
Du hast auf der ganzen Linie Recht bekommen
und Dein Bischof muss seine Entscheidung revidieren.
Herzliche Grüße
Thomas Schüller

Nå . . men så må jeg jeg ha’ forstået det rigtigt. At jeg har vundet sagen!
Dét bekræfter dém, som nogle dage senere oversætter for mig:

Domsformuleringen lyder:
Positivt udfald: Der er tale om lovovertrædelse med hensyn til de beslutninger, der den 2. april 2014 gøres indsigelse imod overfor kleruskongregationen.
29. november 2017

Lad os nu se, om Czeslaw Kozon osse i dét stykke er romersk? . . . Og ‘Sandheden tro i kærlighed’?. .  Jeg har forgæves kikket efter nyheden på kirkens hjemmeside, – dér, hvor min forbandelse for fem-et- halvt-år siden flot blev udbasuneret for det ganske land. . .  Og samtidig set efter, om der er kommet en mail fra biskoppen til præstekollegerne?? . . .  Det ér der . . noget méd, at denne eller hin præsts far ligger syg i Langtbortien,  og at vi skal bede for ham . . Hvilken omsorg . .jamen, det gør vi da gerne.

Søndag den 10. december er vi taget til Maribo. Skt. Birgitta Kirke genåbnes med en messe, hvor biskoppen er hovedcelebrant. Forud tilmelder jeg os hos sognepræsten.  Jeg var i slutningen af 80’erne på liturgikomissionens vegne ‘direktør’ for dén restaurering, der bl. a. førte kirkens alterrum til dét, det er forblevet. Ikke desto mindre forhindrer biskoppen  mig i at koncelebrere ved messen. Heller ikke i ind- og udgangs-processionen, hvor to folkekirkepræster er méd, – helt fint, – er der plads til min modbroder og mig, –  ja, ikke engang en plads i kirken var reserveret til os.

Efter messen har vi en kortere samtale. “Du har vel osse hørt fra Rom!”, siger jeg på et tidspunkt til ham. “Nej”, svarer han. “Har du?” Det fortæller  jeg ham så, – osse udfaldet. Og opfordrer ham til at gå hjem og se sine mails rigtigt igennem, fordi jeg helt ærligt ikke tror på hans udsagn. Hvorfor skulle jeg lille præst få forkyndt resultatet og biskoppen  ikke??  Måske ville Kozon lige tjekke, hvad jeg vidste . . .

Mandag d. 18. er det øst-danske præstemøde (Sjælland / Sydhavsøerne ) inviteret i hans Hellerup-palæ. Jeg har ikke lyst til at komme der. Siden får jeg refereret, at udfaldet af min min sag er blevet berørt af hans Excellence. Noget med, at præsterne vel ikke kan ha’ undgået på facebook / blog  at have set, at jeg i Rom vedrørende min sag har fået medhold. Men, tilføjer han, “Sagen er ikke helt afgjort endnu, og indtil da opretholdes restriktionerne omkring Stephen Holm!”

At sagen ikke helt er afgjort endnu, er en direkte løgn. Præsten,  som Kozon har ‘til bords’,  gør som den eneste, omend diskret,  indsigelse overfor ham: “Det ka’ du da ikke!”, siger han til ham. “Se det nu i øjnene, at Stephen Holm har vundet og du har tabt! At det af kirkens Højesteret er kendt ulovligt, hvad du har gjort overfor ham. Og at dommen ikke kan ankes. Så ka’ du da ikke bare fortsætte!”

Såvidt præsten selv! Ingen andre siger noget, – heller ikke den tilstedeværende arbejdsmiljø-repræsentant. Kozon har ved vort møde i Haraldsted i juli kritiseret mig for, i et på min blog bragt essay, at kalde mine kolleger for ‘kastrerede spytslikkere”. Mig synes i skrivende øjeblik, at betegnelsen faktisk viser sig værende ret så dækkende.

Til gengæld var en aldeles tydelig markering blevet mig til del to dage tidligere, idet jeg om aftenen fandt følgende mail i min mailbox:

Godkväll,
Vi skulle vilja bjuda dig och din medbroder att komma och hälsa på oss ett par dagar när det passar för er. Detta för att uttrycke, att vi står helt på din sida. Ta gärna med dina orgelböcker; kanske kan vi besöka en kyrka här i närheten och du kan spela för oss?
Varmt välkommen och God Jul!
Br Jonas Svensson OCD med medbröder
Karmelitbröderne Norraby
Sverige

Karmelitklosteret i Norraby ér dét kloster, som Sveriges biskop Anders, nu kardinal, tilhører. Skyndsomst takker jeg for mail’en. Med glæde ta’r vi imod indbydelsen og lægger os fast på et par dage først i januar.

Tyvende december skriver jeg et takkebrev til pave Frans, – læs statssekretær kardinal Pietro Parolin, – og en takkemail til min romerske advokat Frau Martha Wegan.  I begge henvendelser noterer jeg udblivende reaktion fra biskop Kozon.  Frau Wegan svarer mig i  juleugen:

Ich freue mich, dass unsere causa gut ausgegangen ist. Hoffentlich macht Bischof Kozon keine Dummheiten …

Værre lyder det fra en katolik på Fyn, som jeg har god forbindelse med, og som har hørt om udfaldet. Han skriver i sin julehilsen:

Kære Stephen

Hjertelig tillykke med afgørelsen! Nu må Czeslaw ikke blot trække sine ulovlige beslutninger tilbage – han burde også trække sig fra det embede, han røgter så slet; ja han burde stå barfodet, iført bodsskjorte med et tændt lys i hånden udenfor kirkedøren, når folk kommer til messe! Jeg synes, det er vigtigt, at denne dom bekendtgøres (måske i KO), så alle danske katolikker ved, du ikke længere er persona non grata! 

Men jeg sidder tilbage med to spørgsmål:
Vil Czeslaw erkende sin overtrædelse og rette op på de ulovlige forhold?
Og hvad i alverden har bevæget Signaturen til at beskæftige sig med en sag fra vort land, der i en katolsk sammenhæng må siges at høre til i periferien?

Vel, du havde en god sag, og Czeslaws ulovligheder har været indlysende; men mon ikke der har været flere klager over manden? Så har din sag været så indlysende, at man kunne fælde en dom! Jeg gætter bare. Der er dog lov og ret indenfor Kirken

Brevskriveren er ikke den eneste, der gætter. Andre gætter ikke, . .  dém, der har hørt om andre sager. . .

Først i januar ta’r vi til Norraby. Omend spitualiteten og livsrytmen er en totalt anden end vores, føler vi os godt tilpas. I rekreationsperioderne får vi talt ud om både dette og hint, og uopfordret erklærer munkene af ærligt hjerte, at de skammer sig over, at to af dém, som havde bidraget med negative henvendelser ang. mig til Czeslaw Kozon, tilhører deres læg-gruppe.

Sidst i januar begynder jeg at kikke efter domsudskrivelsen.  Frau Wegan har jo talt om ‘et par måneder’. I begyndelsen af februar finder an lille mailudsveksling mellem biskoppen  og mig sted:

Kære Stephen,
Tak for mailen.
Selv om sagen i princippet er afgjort, skal afgørelsen jo ogsaa engang formidles ud, og jeg vil inden da gerne vide, hvad det er, jeg måtte have gjort forkert; derfor er dommens begrundelser vigtige. Som du kan forstå, prøver jeg at se mig godt for, så derfor har jeg spurgt i Signaturaen, om sanktionerne gælder indtil dommen foreligger og fået bekræftet, at sådan er det. Det var også, hvad jeg sagde i præsterådet.
Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Svar:

Kære biskop.
Kirkens højeste domstol fastslår 29. november 2017, at du handler ulovligt!
Samme domstol skulle så sige til dig: Men fortsæt bare lidt endnu . .
Hvis du ikke har misforstået ét eller andet, er det godt nok en spøjs domstol!
S.

Imidlertid er der en anden retssag, der overhaler indenom, og som den 22. februar kommer til afslutning med en 56 sider lang dom, – en besynderlig sag, ført af jesuiter mod jesuiter, konkret Niels Steensens kollegium mod Lars Reuter sj, Richard Sprengers sj,  Ignio-Centret (Hølkerup v. Nykøbing Sj, – i ét af mine gamle sogne) Nowegus-Fonden og styrelsesformanden.  Sagen om det af pater Lars Reuter og pater Richard Sprengens oprettede fond / retrætecenter, i første række til brug for elever fra Niels Steensens Gymnasium har været i Holbæk byret, siden i landsretten, senest i Højesteret, som imidlertid sendte den tilbage til Holbæk byret, hvor biskop Kozon iøvrigt overraskende mødte op, da jesuiterens forsvar skulle præsenteres???  Man fortæller, at han faldt i søvn undervejs. Efterfølgende var han påfaldende interesseret i opnåelse af et forlig, hvor de sagsøgte undrede sig over den biskoppelige iver i en sag, som vel burde være ham uvedkommende, ligesom man osse undrede sig over, at han var medunderskriver på en erklæring til Erhvervsstyrelsen, hvori det hedder: “Den romersk-katolske kirke i Danmark består af en række stiftelser med forskellige tilhørsforhold til forskellige ordener inden for den romersk-katolske kirke på verdensplan”. Ser man det! Vi mener da ellers at være på det rene med, at den katolske kirke i Danmark økonomisk hedder Ansgarstiftelsen, –  som intet har med de forskellige ordeners pengekasser at gøre . . .
Retssagen er nu endt ud med, at samtlige anklagede er blevet pure frifundne, og at Niels Steensens kollegium = jesuiterne i Skt. Kjeldsgade, skal udbetale sagsomkostningerne, der sammenlagt beløber sig til  2,2 millioner kroner, –  indenfor en frist af fjorten dage. Hertil kommer så kollegiets egne advokatafgifter samt åbningshonoraret til retsvæsenet for antagelse af sagen, så mon ikke denne lille ‘juleleg’ har kostet Jesu Selskab over 4 millioner kroner?
Det er godt og retfærdigt, at dén behandling som de dygtige patres Reuter og Sprengers, som virkelig har tegnet Niels Steeensens Gymnasium som et moderne jesuitergymnasium, har været udsat for, ikke har været gratis. Mest rystede det mig at høre, hvad pater Sprengers havde måttet opleve, da han i begyndelsen af 2015  p. g. a. sygdom trådte tilbage som forstander og superior for kolleget og blev afløst af henholdsvis pater Ralf Klein, boende i Tyskland og pater Michael Gutkowski, nylig tilkommet fra Polen: Da han efter et kort sygdomsophold  uden for huset vendte tilbage til sit kommunitet, fandt han låsen på døren til sit opholdsværelse og soveværelse udskiftet, samtidig med, at hans private computer var blevet gennemrodet. Som tidligere nævnt blev pater Gutkowskys indsats i Danmark på lidt dramatisk vis ret hurtig afsluttet (se kap. 23, eksempel II), men hjemkommet til Polen har han kunnet begynde på en frisk, idet han i et jesuiter-retrætehus lidt uden for Warszawa, hvor osse unge mennesker modtages, nu er blevet udnævnt til administrerende direktør. . .
Og Niels Steensens Gymnasium, som stadig lancerer sig som jesuiterskole, – ‘en del af et netværk af Jesuiterskoler, præget af det ignatianske dannelsessyn’,  hedder det i en annonce, hvor en ny afdelingsinspektør søges. . . Ved opslag på skolens hjemmeside kan man imidlertid konstatere, at der i skolens bestyrelse ikke figurerer nogen jesuit, omend tre patres og en skolastisker har deres bopæl i huset???  Er vi kommet over til dét, der kaldes: At leve på renomméet?

Ved februar måneds afslutning er min tålmodighedselastik blevet mindre elastisk, og en vis forståelse har jeg da for biskoppens udsagn om, gerne at se sort på hvidt ‘hvad jeg har gjort forkert, før jeg foretager mig noget’. Altså: Et kvart år efter at det er blevet mig forkyndt, at jeg har vundet sagen.  skriver jeg til Frau Wegan. I hendes svar af 02.  marts er der ikke megen trøst at hente, derimod stigende forundring:

Kære Stephen Holm
De bli’r nødt til at udvise tålmodighed.  Der er andre, der har måttet vente over syv måneder på votum fra promotor iusitiae. Det går alt sammen ganske langsomt fremad. Grunden er sikkert reformerne i kurien, som også berører Signaturaen. Egentlig kan det hele kun blive bedre.
Dommen skal ikke kun udskrives, det er måske allerede sket, men derefter skal samtlige fem dommere, som har afsagt dommen, underskrive, og det er ikke så enkelt, fordi dommerne har deres bopæl forskellige steder.
jeg forsikrer Dem: Det altsammen er desværre normalt
Buona Quaresima!

Ovenpå denne kolde dukkert er min overraskelse derfor enorm, da jeg mindre en en uge efter, – torsdag d. 08. marts, modtager følgende mail fra Frau Wegan:

Kære Stephen Holm
I dag har jeg modtaget den skriftlige dom. Deres biskop får den tilsendt med diplomatpost, meget hurtigt.
Alt godt!

Jamen fint, at min biskop får tilsendt dommen, – meget hurtigt, – men helt ærligt: Jeg vil da osse gerne selv se den. . . Vedhæftet Frau Wegans mail er den ikke . . . Jeg ringer til hende. Hun har i et fysisk brev modtaget dommen i kopi, som hun nu skal viderekopiere til mig. . . “Alles mit der Ruhe!”

Mandag aften d. 11. modtager jeg en kort mail fra hende:

Dommen afsendt til Dem i dag med posta italiana!

Hvis dét, jeg har hørt om posta italiana bare delvis passer, sammenkædet med mine konkrete erfaringer med superfirmaet ‘Post Nord’, spørger jeg mig selv om jeg mon nogensinde modta’r det brev??? Og undrer mig atter engang: Når en dom i en ‘normal’ ret afsiges, forkyndes den samtidig for samtlige implicerede. En mærkelig fornemmelse: At biskoppen måske allerede kender dommens indhold. Og jeg, som har anlagt sagen, har indtil videre ‘keine blasse Ahnung …”

Men der ligger samtidig en stor trøst midt i det hele:
Den 01. marts blev det forkyndt for den af montfortanerne grundlagte og opbyggede menighed i Kalundborg, at den, – ifølge det lokale bispedømmes dogma om, at en menighed under 300 medlemmer ikke eksisterer, – pr. 01. 01. 2018 er nedlagt og at dens kirke nu sættes til salg. Hertil svarede menigheden ganske enkelt: NEJ!  Enstemmigt forlangte man biskoppens tilbagetrækning af denne hans beslutning, og den 08. marts, inden for 15-dages-reglen, –  meddeltes det ham skriftligt, at såfremt han ikke gør det, vil menigheden indgive hierakisk rekurs i Rom.
(Hvis menigheden bli’r tvunget til at tage dette skridt for overlevelse, kan den slappe af. Så er der chancer for, at Dommedag indtræffer før afgørelsen fra Rom.)
Det hjalp! Den 17. marts modtager menigheden brev fra biskoppen, hvor det hedder, at lukningen, som nu er blevet ‘eventuel’,  foreløbig er udskudt til den 01. januar 2020, men, som det osse hedder i brevet, ‘ikke er taget af bordet’. En repræsentant fra det nye menighedsråd meddeler derpå den 20. marts biskoppen, at indlæggelse af hierakisk rekurs i Rom p. g. a. hans udsættelse nu er blevet uaktuel, men heller ikke ‘taget af bordet’, idet den vil blive aktuel i det øjeblik den lille, men aktive og resourrestærke menighed igen trues med lukning. Man agter ikke at være menighed med pisk hængende over nakken, meddeles det. At en menighed skal være på mindst 300 medlemmer er intet dogme. Jesus begyndte som bekendt med bare tolv.

 

31. Man tror, det er løgn!
‘Thi kendes for ret’ (II)

Midt i Kalundborg’dramaet’, mandag d. 19. marts, Skt. Josefs fest, ligger dommen i min postkasse. Hvilket mirakuløst samarbejde mellem posta italiana og Post Nord. Kun en uge undervejs. Forsendelsen har tykkelse: Otte A4-sider, hvoraf tre er formelle (præsentation og underskrifter) , fem ren tekst. Biskoppen har sikkert haft udskrivningen i hænde gennem de seneste dage. Efter at have fået lidt nødvendig hjælp til en overordnet oversættelse, klarlægges det for mig, at det drejer sig om en uddybning  af det allerede givne udsagn fra 29. november: At biskoppen så at sige i alle mine forhold har handlet forkert/ulovligt.

Men atter åbenbares en for os, der er vant til livet i et retssamfund, mærkelig foranstaltning: Ikke bare forkyndes en ‘normal’ dom for alle implicerede samtidig, men den er efter sin forkyndelse offentlig og kan læses af enhver interesseret, som det f. eks. var tilfældet i sagen jesuiterne / jesuiterne, beskrevet i forrige kapitel. Men på denne ‘højesteretsdom’  (Sententia definitiva) hedder det på dens titelside, at den ikke må deles med trediemand!??

Endnu har jeg imidlertid ikke hørt fra biskoppen,  og for at hjælpe den stakkels mand på vej, sender jeg ham dagen efter, den 20. marts, følgende e-mail, – nok mest som en ‘prøve-ballon’ med rigelig luft i, – det kan enhver fornemme af stilen:

Kæreste biskop.
Hvor ér vi dog heldige, at domsudskrivelsen fra kirkens Højesteret i pave Frans’ navn er nået frem til os i rimelig tid før oliemessen.
I din mail af 07. februar skrev du, – forståeligt,  – til mig: “Jeg vil jo gerne vide, hvad jeg har gjort forkert?”
Nu har du fået svaret: Faktisk det alt sammen!!
Men det har du så lejlighed til at forkynde på tirsdag, hvor vi i domkirken skal fejre præsternes enhed med biskoppen og præsternes índbyrdes samhørighed. For selvfølgelig inviterer du mig den dag til at stå ved din højre, – eller for den sags skyld ved din venstre, – side under messen, så ord og gerning bli’r parallelle. Alt, hvad du gennem syv år aktivt og passivt har gjort forkert imod mig, får du nu en dig sikkert kærkommen lejlighed til at lappe lidt på.
Med forsikring om forbøn og med ønsket om en nåderig finale på fyrredages-tiden sender jeg
de venligste hilsener
Stephen

Svaret, jeg får, – to timer efter min afsendelse, – får mig til at gnide mine øjne:

Kære Stephen,
Som sædvanlig er du tilsyneladende bedre informeret om sagens gang end mig. Jeg har endnu ikke modtaget noget, og Nuntiaturet, som skulle formidle det, har heller intet hørt; men nu kan det vel ikke vare længe.
Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Omend jeg fra Signaturaen som nævnt er pålagt, ikke at dele doms-dokumentet med trediemand, mener jeg at kunne forsvare at tilsende scannet kopi af dommen til den åbenbart spændt ventende uvidende (???) med følgende ord:

Jamen, kære Czeslaw, det er da urimeligt.
Godt nok må jeg ikke dele dommen med tredie person , men det kan du vel ikke siges at være??, – så værsgo!
Vedhæftet!
Glæder mig at Nuntius orienteres.
Med de venligste hilsener
S

Denne gang lader et svar vente på sig, men så sker der noget uventet. Min medbroder og jeg har haft en bisættelse i Købehavn og har været væk siden om formiddagen, så før jeg i dag, fredag d. 22. marts,  har været på min mail, oplyser forskellige telefonopringninger, som vi får på hjemvejen,  at der kommet en intern mail ud til alle ‘kirkeligt vedkommende’, meddelende at biskoppen har ophævet sine ulovlige restriktioner:

Såsnart hjemme åbner jeg min mail-box . . .Hvad læser jeg? , – skrevet torsdag d. 22. marts kl. 16,12:

Kære Stephen,
Jeg har nu gennemlæst dommen fra Signaturaen og taget dens kendelse til efterretning.
I den forbindelse skal det naturligvis meldes ud, at de restriktioner du fik pålagt, er ophævet.
Det sker i form vedhæftede skrivelse, som er rettet til præster, menighedsrådsformænd og ordenshuse, i grove træk den gruppe, som fik brev fra mig angående pålæggene i 2012. Desuden vil skrivelsen blive sendt til Pastoralrådets Forretningsudvalg samt blive anbragt på bispedømmets hjemmeside, hvor pålæggene også blev kundgjort i 2012.
Med de bedste ønsker om en velsignet påsketid samt de venligste hilsener,
+ Czeslaw

Jeg åbner lige den til de kirkeligt vedkommende udsendte skrivelse, opslået kl. 16,44:

Meddelelse vedr. pastor Stephen Holm

Kære præster, menighedsrådsformænd og ledere af ordenshuse,

Den 20. juni 2012 sendte daværende generalvikar Lars Messerschmidt nedenstående meddelelse ud til sognepræster, menighedsrådsformænd og ledere af ordenshuse. Den samme tekst blev også offentliggjort på bispedømmets hjemmeside:

“Til sognepræsterne, menighedsrådsformændene og ordenshusene

På biskoppens vegne skal jeg meddele, at pastor Stephen Holm af biskoppen dags dato er blevet pålagt kun at fejre messen i sit privatkapel i Sorø og i det hele taget ikke at udøve nogen funktioner i forbindelse med offentlige gudstjenester og valfarter.

Biskoppen pålægger som følge heraf sognepræster, menighedsrådsformænd samt ordenshuse ikke at invitere pastor Stephen Holm til at holde gudstjenester eller udøve andre funktioner i forbindelse med gudstjenester i jeres kirker og kapeller.

Biskoppen beklager, at det af tungtvejende pastorale grunde har været nødvendigt med et sådant pålæg, og håber, at det kan bidrage til ro i bispedømmet.

Den 20. juni 2012

På biskoppens vegne
Lars Messerschmidt, generalvikar”

Et brev dateret samme dag, den 20. juni 2012 blev afsendt til pastor Holm. I dette brev beder jeg pastor Holm om fremover ”kun at fejre gudstjeneste i kapellet i Sorø og i det hele taget ikke at udøve nogen funktion i forbindelse med offentlige gudstjenester og valfarter.” I samme brev blev pastor Holm informeret om, at sognepræster, menighedsrådsformænd og ordenshuse ville blive pålagt ikke at invitere ham til at holde gudstjenester eller udøve andre funktioner i deres kirker og kapeller.

Pastor Holm indankede min disposition af 20. juni 2012 til den romerske Kleruskongregation, som ikke traf nogen afgørelse i sagen samtidig med, at jeg opretholdt mine pålæg. Herefter klagede pastor Holm til den romerske domstol, Den apostolske Signatur, som antog sagen og den 29. november 2017 traf sin afgørelse. Den definitive og fulde ordlyd af afgørelsen er dateret den 7. marts 2018. Denne afgørelse har jeg selvsagt taget til efterretning.

Spørgsmålet, der stod til afgørelse var, om mine pålæg, også indanket for Kleruskongregationen, var en overtrædelse af kirkeretten, dvs. om pastor Holms rettigheder m.h.t. udøvelsen af hans præstelige virke var tilsidesat.

Signaturaen har afgjort, at mine pålæg om indskrænkninger i pastor Holms præstelige virksomhed ifl. brevet af 20. april 2012 var uberettigede og har således anlagt en anden vurdering af de omstændigheder omkring pastor Holms virke end den, mine rådgivere og jeg lagde til grund for min afgørelse.

Pastor Holm kan således atter i det omfang, han bliver bedt om det og ifl. kirkeretten, frit udøve sin præstegerning i bispedømmet.

København, den 23. marts, 2018
+Czeslaw Kozon

Jamen så langt så godt: . . .

Umiddelbart  savner jeg blot:
1. En undskyldning, – nej, det ord kender biskoppen ikke, men så i det mindste det gængse: Jeg ‘beklager’ . . . den smerte, som jeg således uretsmæssigt har tilføjet pastor Stephen Holm gennem så mange år
2. Et svar på mit ovenstående forslag  ang. oliemessen på næste tirsdag. Nå, det re-fremsender jeg så . .
3. Et svar til min advokat, som allerede  den 09. marts tilskrev  biskoppen som følger:
Kære Czeslaw Kozon
På min klient, p. Stephen Holm har jeg forstået, at den af Signaturaen afsagte kendelse i december 2017 nu er på trapperne i fuld ordlyd.
Jeg hører gerne, hvilke overvejelser som den afsagte kendelse giver anledning til, og herunder hvilken form for oprejsning der tænkes tilbudt min klient

Jah . . for som nu afdøde pater Irenæus så ofte sagde “Altså, så let går det nu ikke …”
Det er fredag aften. En dejlig fornemmelse ér det, at det ikke var (og ér) omsonst at klage i Rom. At jeg igen er en ‘fri’ præst, – hvad jeg jo sådan set hele tiden har været, idet jeg (og andre heller ikke) ikke havde været nødt til at rette mig efter ulovligheder, skønt jeg har overholdt dem til juli 2017. Det har kun enkelte præster i bispedømmet demonstreret.

Fra kl. 16,45 har meddelelsen været at læse på kirkens hjemmeside, – sat på ni minutter efter den personlige henvendelse til mig. . . .Jeg må vel hellere svare biskoppen på denne hans ‘personlige’ henvendelse. Det gør jeg så sent fredag aften:

Kære biskop.
Tak for din personlige henvendelse til mig .
Modus er da udmærket.
De, der dengang blev informeret, skal informeres igen.
Men dengang beklagede du at måtte tage det skridt, du gjorde. Det havde klædt dig, hvis du osse nu havde beklaget den smerte du gennem syv år har pådraget mig, måske endda sagt undskyld. Men det ord har jeg kun hørt dig anvende overfor løgnhalsen Frederik Roed.
Og du er sikkert klar over, sagt med p. Irenæus’ så ofte sagte ord: ”Så let går det nu ikke”
Tænk, at Casper Lund er bedre til det, end du er.
Men alt det vender vi, via min advokat, tilbage til . .
Du slutter med at ønske mig en velsignet påsketid.
I den hilsen sporer jeg, at du helt har fortrængt, hvad jeg skrev til dig, før jeg hjalp dig til kendskab til den udskrevne dom.
Men jeg repeterer da gerne, Værsgo. Glæder mig til at høre fra dig!

– hvorpå jeg re-sender min første mail

Dagen derpå er lørdag, ‘palmelørdag’, og vi har om formiddagen kapellet fyldt af mennesker, der vil begynde den stille uge hos os. Allerede i går aftes strømmede det ind med lykønskninger fra mange, og endnu flere er kommet til, opdager jeg, da jeg i dag sidst på eftermiddagen åbner min mail og efterfølgende ta’r et look på vores facebook-gruppe ‘Ucensurerede . .’, hvor et medlem i går slog meddelelsen fra biskoppen op. En del henvendelser gi’r imidlertid samtidig udtryk for, at  “så billigt bør han ikke slippe!”

Jeg læser biskoppens meddelelse igennem igen, og konstaterer:

1. atter er der blevet talt OM mig og TIL mig, men ikke MED mig.

2. at en beklagelse eller undskyldning for en næsten 6-årig ulovlig isolation  af en præst, ikke findes i Kozons tekst, end ikke i svageste antydning

3. Kozon skriver: ‘Herefter klagede pastor Holm til den romerske domstol, Den apostolske Signatur’, Det er ikke sandt. Jeg klagede i april 2014 til Kleruskongregationen og fik et intetsigende svar. Min herværende advokat lod mig vide, at det skulle vi ikke finde os i. Vi skulle  klage og dét ‘et trin højere’. Dette højere trin er imidlertid paven selv. Min advokat tilskrev så Pave Frans via hans ‘statsminister’ Pietro Parolin, og paven sendte sagen til Signaturaen, som  april 2015 helt uventet meddelte mig, at denne Højesteret var indstillet på at tage sagen, såfremt jeg accepterede. Og det gjorde jeg. . .  Siden har jeg takket paven.

4. I meddelelsen skriver Kozon, at Signaturaen har afgjort, at mine pålæg .. var uberettigede og har således anlagt en anden vurdering af de omstændigheder omkring pastor Holms virke end den, mine rådgivere og jeg lagde til grund for min afgørelse.”
a.
ikke ‘uberettigede’, men ulovlige. Signaturaen har overhovedet ikke anlagt nogen vurdering om ‘mine omstændigheder’, men helt tydeligt om biskoppens! Man har gjort biskoppen det klart, at han med sine dispositioner har handlet ulovligt og kirkeretsstridigt. Det drejer sig ikke om ‘vurderinger’ om mig (Roms og Kozons til sammenligning), men om Roms pegen på Kozons kirkerets-stridige fremturen gennem 6 (8) år.
b. ‘mine rådgivere og jeg …’ Når man véd, at den mand kun gør, hvad der passer ham og kun retter sig efter sine rådgivere, når de siger dét, han gerne vil høre, – dét er i øvrigt hans ret, – er det i den grad grotesk, nu at føre disse rådgivere som nærmest medansvarlige for dumhederne ind på scenen og trække dem frem i frontlinjen. Han skriver ikke: ‘hvad jeg, efter at have ladet mig rådgive, beslutter’. Det burde han have gjort, istedetfor at lade disse arme rådgivere figurere som skjoldvagt. Tænk, hvis det når frem til Rom, at biskoppen af København har rådgivere, der anbefaler ham ulovligheder. .  . endda overfor kolleger??
c. Noget lignende gælder i øvrigt Lars Messerschmidt i tekstens begyndelse: “Den 20. juni 2012 sendte daværende generalvikar Lars Messerschmidt nedenstående meddelelse ud . . .”   Hvorfor ikke straks: “Den 20. juni 2012 sendte daværende generalvikar Lars Messerschmidt i mit navn nedenstående . . .” Først til sidst hedder det: “På biskoppens vegne”
Pastor Lars Messerschmidt var indsat som sognepræst i dét år, jeg var suspenderet. Det var let for mig at være loyal overfor ham, for han behandlede mig godt. Anderledes så det ud efter min pensionering, men jeg husker, at jeg ved gennemlæsning af de af biskoppen til Rom sendte dokumenter faldt over en udtalelse af generalvikaren  ang. mig, som vakte såvel glæde som undren. Jeg husker ikke den nøjagtige ordlyd, men lidt i denne stil: “Du får mig ikke til at give ordrer, men jeg skal drage omsorg for, at de ordrer, du giver, bliver efterfulgt”

4. Endelig undgår Kozon behændigt at nævne, hvad dommen osse berører: nemlig påtale af mangel på beskyttelse af en præst, når vedkommende præsts rygte uretsmæssigt nedsættes i offentlighedens bevidssthed, i øvrigt jvf. dansk straffelovs § 267 Den, som krænker en andens ære ved fornærmelige ord eller handlinger eller ved at fremsætte eller udbrede sigtelser for et forhold, der er egnet til at nedsætte den fornærmede i medborgeres agtelse, straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder.

5. Kozon slutter med at skrive: ‘Pastor Holm kan således atter . . . frit udøve sin præstegerning i bispedømmet’.
Jamen de ulovlige restriktioner af 2012 forbød mig jo ikke kun offentligt at udføre præstetjeneste. Det blev mig osse forbudt at udføre lægmandstjenester: jeg fik pålagt ikke at måtte være organist, ikke være lektor,  ikke måtte foreslå/vælge salmer, ikke udføre sakristantjeneste, ikke at være sekretær i et menighedsråd. Og, jvf. ‘morsom’  skrivelse af 16, 01. 2014 heller ikke gøre det, som jeg ikke gjorde!
Det burde vel have fremgået af meddelelsen, at SAMTLIGE restriktioner er bortfaldet !!

For sandheds skyld skal det medtages, at der de mange år igennem har været enkeltstående ‘lempelser’, ligesom jeg uhindret har kunnet foretage begravelser, hvor det forud var ønsket af afdøde.

Angående ovennævnte og flere ting er der ikke gjort rent bord endnu! Herom skal jeg straks efter påskehøjtiden tale med min herværende advokat.

Tilbage til min mail til biskoppen af 20. marts, hvor jeg lufter en mulighed for, at han ikke bare i ord, men osse i handling viser, at ophævelsen af restriktionerne er en realitet. For efter at han gennem så mange år har ‘hængt mig ud’, er det ikke nok, bare at skrive. Han må osse vise. Det kan han gøre på flere måder, ikke nødvendigvis på den af mig lidt jokemæssigt foreslåede måde. Nu er det den 25. marts, og jeg har ikke fået svar. Det kan jeg ikke acceptere. Jeg rykker for svar og finder følgende i min mailbox natten til den 26.:

Kære Stephen,
Selv om jeg har lang erfaring med, hvad der sker med vor korrespondance og derfor altid har forsøgt at formulere mig, så andre har kunnet tåle indsigt i den, finder jeg det dog efterhånden  ikke hensigtsmæssigt, at den med stor sandsynlighed lander på din blog og måske også på facebook, så derfor må vi finde en anden kommunikationsform.
Med de venligste hilsener

Altså intet svar! . . . Jeg tilmailer biskoppen og anfører, at det altid er fornuftigt, – særlig i hans stilling, – at formulere sig, så andre kan tåle indsigt og efterlyser derpå forslag til ‘anden kommunikationsform’ . . . Jeg får intet svar. . . En sidste gang udbeder jeg mig svar og tilbyder ham, af hensyn til hans blog- og facebook-skræk, blot at skrive et et-tal hvis ja, og et to-tal hvis nej. . . Intet svar! . . I Confiteor siger vi altid: “i tanke, ord og gerning!” Jeg håber ikke, at jeg bliver nødt til at meddele Signaturaen, at biskoppen nok ‘i ord’, men på ingensomhelst måde ‘i gerning’ har efterkommet dommen fra Rom.

Af grunde, nævnt i begyndelsen af kap. 25, udebliver jeg med lettelse således i dag fra oliemessen, men hvis biskoppen på en eller anden led havde accepteret mit forslag af 20. marts eller tilbudt noget alternativt, var jeg kommet.

I øvrigt har en ved domkirken ansat fortalt mig, at han i marts 2011, – efter ophævelsen af suspensionen af fire præster (jeg var den ene) , som havde været beskyldt for seksuelle overgreb, var foretaget, – havde foreslået biskoppen det samme: altså at tage de fire præster i sin nærhed under den forestående oliemesse. Osse dengang vandt forslaget ingen lydhørhed hos excellencen.

I dag skærtorsdag formiddag modtager jeg en kort mail fra folkekirke-sognepræsten i Pedersborg, som samtidig er provst for Sorø-Ringsted provsti. Til orientering havde jeg sendt ham meddelelsen fra kirkens hjemmeside om Roms afgørelse. Han skriver:

Kære Stephen
Tak for din hilsen og tillykke med ankeinstansens afgørelse – langt om længe.
Jeg håber, at du selv har modtaget en mindre formel og måske venligere orientering?
Glædelig påske til jer på Lærkevej
Lars 

Ja, sådan reagerer normalt tænkende mennesker. Men jeg ‘mistænker’ Lars for at skrive, som han gør, fordi han fornemmer, at det aldrig ville være tilfældet.

Nået til 2. påskedags aften, hvor der i den forløbne uge har været tale om afbrydelse af diplomatisk forbindelse med Rusland og store dele af den øvrige verden, må jeg konstatere, at min biskop, umiddelbart efter at han forrige fredag  har måttet ophæve sine kirkerets-stridige resolutioner omkring mig, har ladet sig inspirere og afbrudt forbindelsen med mig. Han nægtede mig svar på et stillet spørgsmål og skrev som fortalt:   “Vi må vi finde en anden kommunikationsform”. Jeg anmodede om oplysning om, hvilken form han havde i tankerne. Jeg har intet hørt. . . .

Jeg kan således konstatere, at efter  biskoppen er blevet dømt og jeg sat fri, har han afbrudt kontakten med mig. Men ‘så let går det nu ikke.’

I går, søndag d. 08. april, hvidesøndag, stødte jeg uventet på biskoppen ved en fest på Amager. Vekslede kort et par ord med ham. Udspurgte ham, nu lejlighed var der, om fremtidig kommunikations-måde!? “Som for eksempel nu”, sagde han. “tete-á-tete!” Faktisk virker det på mig, som om han ærligt ikke forstår et muk af situationens alvor.

Hvorom alting er! Det er nu mandag d. 09. april. Vi fejrer dette års sene Mariæ bebudelsesdag, vores ordensfamilies hovedfest, og vi får huset fuldt af mennesker. Tredje påskedag sendte jeg Kozon en mail, hvori jeg klart gjorde ham opmærksom på, at offentliggørelse af konklusionen af hans dom fra Signaturaen ikke var afslutningen på et mangeårigt forløb, men begyndelsen til en alvorlig oprydning. Samtidig med, at jeg har givet ham tidsfrister m. h. t. hvor længe jeg forholder mig tavs m. h. t. udmelding til pressen, og hvornår jeg, efter reglerne fornyet vil anlægge hierakisk rekurs i Rom.

I dag har han modtaget et længere brev fra min advokat, som i strenge vendinger over for ham fastholder, hvad der er udestående.

Kong Christian den Fjerdes datter, den begavede og åbentmundede Leonara Christina, blev ved iscenesættelse af sin ærkefjende, Frederik den Tredie’s smådumme dronning Sofie Amalie, holdt fængslet i det københavnske Blåtårn gennem 21 år. I Maison Montfort i Sorø har jeg katolsk set siddet fængslet i næsten 6 år. Omend Maison Montfort er ligeså vidunderligt som Blåtårn var rædselsfuldt, så er der, med den hastighed udviklingen i dag foregår, ikke den store forskel på 6 år nu og 21 år dengang. Leonora udfyldte tiden til at skrive om sine oplevelser i sin berømte ‘Jammers Minde’. Jeg har brugt den til at skrive en parallel: ‘Hold ud, hold ud, hold ud!’, som du, kære læser, lige netop nu beskæftiger dig med
Så såre Sofie Amalie døde, blev det meddelt Leonora, at hun allerede den kommende nat i al diskretion kunne forlade Blåtårn. Men nej, så let går det nu ikke! . . “Jeg vil ud med maner!”, sagde hun, – og dét kom hun den følgende dag, – i fuldt dagslys og med fuld honnør.

Jeg har ikke måttet afvente et dødsfald, men en paves indgriben, og da denne indgriben ikke længere kunne betvivles, udgik en stilfærdig meddelelse af sølleste art. Men så let går det nu ikke. Med Leonora Christina siger jeg :

JEG VIL UD MED MANÉR !!

– hvilket nu afventes . . . .

– fortsættes

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Reklamer

Hold ud, hold ud, hold ud !! (26)

 

– fortsat

  1. En uartighed af rang!
    (Jubilæum i Holbæk)

Man forbereder i Holbæk at skulle holde jubilæum. Elvte november 2017,  på sognets og kirkens titularfest:  den hellige Elisabeth af Thüringen.  Primært hundredåret for menighedens grundlæggelse, sekundært tres-året for den nuværende sognekirkes indvielse.

Dengang jeg i 2010 blev falsk beskyldt, var to beskyldninger fra menighedsmedlemmer i Holbæk, hvoraf iøvrigt den ene mindre end en  måned efter indgivelse blev tilbagetrukket. Naturligvis har det skabt spændinger på stedet, især blandt de to impliceredes familier, som ellers skylder vores kommunitet en del, – spændinger, som mine to efterfølgere i sognepræsteembedet ikke har formået at opbløde og heller ikke har ønsket at opbløde, al den stund, at de fint har bidraget til, effektivt at få trukket den af biskoppen befalede tykke streg, som blev beordret trukket efter mit ophør som sognepræst på stedet.

Jeg havde således ikke forventet at få en invitation, men jo mere dagen nærmede sig, jo mere urimeligt fandt jeg det. Ikke, fordi jeg gerne ville deltage, ikke af personlige grunde, men fordi jeg fandt, at en manglende invitation faktisk er en uforskammethed! For ikke at sige en uartighed af rang.

Hvorfor?

For det første: Menigheden i Holbæk er grundlagt af vores ordensfamilie, montfortanerne,  og ordenen  har betjent den i 93 af de 100 år. De eneste repræsentanter i DK for ordenen er p. Thomas Birkheuser,  br. Poul-Erik Jensen og jeg selv. Og ingen af os inviteres.

For det andet: I de forløbne hundrede år har jeg været sognepræst en fjerdedel af tiden. Og over halvdelen af den tid, hvor den nuværende kirkebygning har været sognekirke, og hvis nuværende indre i høj grad skyldes Montfortkommunitetets initiativ og økonomiske støtte.

For det tredje: At menighedens faciliteter i dag ikke er begrænset til kirkebygningen og dens kælder, men at Elisabethinersøstrenes tidligere hus, som bispedømmet efter søstrenes afgang fra Holbæk i 1974 havde udlejet til Holbæk kommune, er blevet tilknyttet kirken  og indrettet til menighedsafdeling, præstebolig  og udlejningsafdeling, ér tilkæmpet i min tid som sognepræst.

En måned før jubilæet skærer jeg det hér nævnte ud i pap i en mail til sognepræst og menighedsrådsformand, – en mail, som jeg, før afrundende bemærkninger,  afslutter således:

Dags dato har jeg ikke modtaget nogen invitation til jeres fest,
– hverken som tidligere sognepræst gennem 25 år
– eller som repræsentant for dén ordensfamilie, der har grundlagt sognet og gennem 93 år har oparbejdet og videreført det
– og regner heller ikke med at modtage en sådan.

Denne mail er ingen opfordring til at indhente det forsømte, men et udtryk for, at det, set med mine og mange andres øjne, er en uforskammethed af rang, ja, en direkte, uhørt uartighed, som der ikke kan findes nogen legal undskyldning for.

Den 05. november, en uge efter et afholdt menighedsrådsmøde, får jeg ikke desto mindre svar fra sognepræsten, – med et indhold, ganske som forventet, – med en beslutning, helt sikkert befordret af ham, – hvori det bl. a. hedder:

Din personlige fortjeneste for kirkebygningen vejer utvivlsomt tungt, men den smerte, som din skribentvirksomhed påfører efterhånden ikke så få mennesker i menigheden – dine tidligere sognebørn – vejer mindst lige så tungt, måske tungest. Ikke desto mindre, at du lover at fortsætte din krig (læs venligst afslutningerne på alle afsnit af dine ”Hold ud! Hold ud!”).

Din mail har udrettet, at sagen blev drøftet på det sidste menighedsrådsmøde og vi kunne ikke finde det hensynsfuldt at invitere dig til Sankt Elisabeths fest. Din tilstedeværelse kommer sikkert til at gøre ondt på alt for mange mennesker.

Inviterede eller ej. Montfortanerne skal repræsenteres, så på jubilæumsdagen møder vi op i kirken til festmessen og sætter os på en af de bagerste bænke.  Alle, som husker os fra for syv år siden, gi’r os knus og venlige ord. Det er mest udlændinge. Vi bemærker, at den danske del af menigheden, ihvertfald ved dette jubilæum er skrumpet ind til at kunne tælles på to hænder. To af de fra menighedsrådet tilstedeværende, som kommer forbi os, negligerer os: den ene: en tamil, som har jeg hjulpet i en ægteskabssag, en indsats, som en tid lang gav mig de fleste tamilere i menigheden på nakken;  den anden: en tidligere elev fra min tid som lærer i Nordsjælland, hvor jeg var medvirkende til hendes optagelse i den katolske kirke og siden som præst hjulpet i forbindelse med sanering af hendes ægteskab og egentlig har vist ret stor tillid . . .   Vi glæder os over at konstatere, at kirkerummet smukt er blevet nymalet op til festen. Men belysningen??  En nymonteret korrumsprojektør skinner direkte ind på den nøgne væg og et stykke af loftet over det store opstandelses-krucifiks. Under krucifikset, hvor korstolene står, er området henlagt i skygge. De fire lysekroner i kirkerummet har hver to kranse af el-pærer. Kun den underste gi’r lys, i den øverste er der indsat pærer, der bare svagt glimter.

Messen begynder. Indgangsprocession: Biskoppen og sognepræsten, ydermere den netop nu i København på besøg værende ny nuntius , som biskoppen har bragt med, – sammen med en præstegæst fra Litauen. Sidstnævnte to har naturligvis aldrig tidligere været i Holbæk. I sin indledning nævner sognepræsten, nervøs og delvis uforståeligt, at grundlæggelsen af menigheden er foretaget af montfortanerne, og han opremser rækken af sognepræster, hvor så og sige ingens navne bli’r udtalt rigtigt, bortset fra ‘Stephen Holm’.  Men det nævnes da ikke, at denne sognepræst gennem 25 år og hans medbroder , begge repræsenterende montfortanerne, er til stede, omend siddende i kirkebænken.  For sognepræsten såvel som for biskoppen er vi ‘luft’.

Messen fortsætter. Bemærkelsesværdig god menighedssang, – men  organisten er jo osse kompetent. Til gengæld uorden i sangteksterne. Og jeg tænker på det smukke hæfte vi lavede til kirkens 50-års-jublilæum, hvor iøvrigt både borgmesteren og en repræsentant fra folkekirken var inviterede, – og deltog.

Kort før messens slutning får Nuntius ordet. Noget skal han jo sige, når han nu er bragt med. Højst fem minuttet taler han, men indkasserer to gange et bragende bifald. Forståeligt. For det er virkelig forløsende at lytte til et menneske, der helt enkelt taler fra hjerte til hjerte. Og det kan amerikanerne.

Efter messen er der procession til Elisabethstatuen. – en mat ‘forestilling’ i sammenligning med tidligere. Halvdeprimerede tager vi derefter hjem til Sorø. Holder os væk fra festen. Hygger os derhjemme med en grillkylling fra Cafe Luccas og en god flaske rødvin.

Men ‘post festum’ mailer jeg til sognepræsten og siger ham, som en slags svar på hans mail af 05. november,  klart min uforbeholdne mening. Blandt andet skriver jeg:

Du har med succes arbejdet på at virkeliggøre, hvad din biskop, som hentede dig herop, befalede, da vore 26 år på Vestsjælland var omme. “Der skal slås en TYK streg!!”.  Det naturlige bånd mellem tre menigheder og deres hyrde(r) gennem 26 år skulle aktivt hugges over.  Dén ordre udførte Lars M. til punkt og prikke, og som hans efterfølger har du trofast fortsat linjen. Selv fortalte du mig ved din udnævnelse: “Jeg sendes hertil med instruktioner!”. Du har fint bidraget til, at den unaturlige og umenneskelige fremmedgørelse overfor dém, der på en måde var vores familie, et langt stykke af vejen er lykkedes. For som det hed i ‘Sjællands Tidende’, hvor det blev fortalt, at du som min efterfølger skulle redde kirken på Vestsjælland:  “Som barn legede jeg ikke præst, men kommandosoldat!”  Præst, – en flittig og arbejdsom, –  er du blevet, og kommandosoldat er du forblevet.

 En del af dem, som ikke kan holde dig ud, har desværre forladt ‘foretagenet’.  Andre søger hértil.  Dem, som måtte have brug for noget smertestillende, når de ser og hører mig, er naturligvis ikke kongruente med dem, som, når vi støder på dem, omfavner os og siger gode ord.  Dém er der vel osse plads til?.  Den katolske kirke i Danmark er mindst lisså meget min kirke som din. Mindst er den Nuntius’, hvis Holbæk-besøg opreklameres.  . . Hvorimod dém, der har slidt og slæbt på stedet i 25 år. .  . .

I øvrigt gider jeg ikke henvisninger til mine blog-tekster! “Hvis jeg taler usandt, så bevis, at det er usandt! Hvis jeg taler sandt, hvorfor slår du mig så??”

Den dybeste årsag til hele det groteske forløb er dybest set ikke sognepræsten. Årsagen er biskoppen, som endog havde chance for på stedet at ‘udligne’, men ikke gjorde det.  Og er man som min efterfølger kommandosoldat, lever man under mottoet: “Der Führer spricht, wir folgen” . .  i håb om, at det nok i sidste ende vil gi’ personlig pote, uanset, hvad man personligt inderst inde måtte fornemme . .

På facebook-siden ‘Ucensurerede katolske stemmer”, var der i anledning af Nuntius’ besøg åbnet en tråd, hvor en replik ledte over på Holbækjubilæet med en henvisning til en netop bragt artikel i ‘Nordvestnyt’. På dén tråd indsætter jeg en henvisning til et af mig skrevet blogindlæg om Holbæk menigheds historie, som umiddelbart kun synes overfladisk kendt, – og efter jubilæumsmessen indsætter jeg bl. a. følgende:

– og undrede os over, at Elisabeth, som Elisabethinersøstrene har overdraget Holbæk som Elisabeth af Thüringen, nu pludselig skulle være Elisabeth af Ungarn. Ok, dér er hun født, men som fire-årig kom hun til Thüringen. Hele hendes helliggørelsesproces har fundet sted dér. Dér er hun død og begravet. Og til dér: Wartburg og Marburg, har Holbækmenigheden i vores tid valfartet to gange. Elisabeth er én af Tysklands mest ‘populære’ helgener. Men nu skulle hun så pludselig anråbes som ugrisk . . Nå, sådan er der så meget, man undrer sig over . . .
Lad mig fortælle en lille episode fra hendes liv:
Som fyrstinde åbnede hun under stor modstand fra hoffet Wartburgs kornlagre og lod de fattige fra Eisenach forsyne sig.
Senere, da hun forlod Wartburg for i Eisenach at leve som fattig blandt de fattige, skulle hun en dag over floden, der løber gennem byen. Midt på broen træffer hun én af dem, som hun før som fyrstinde har hjulpet. Men nu, hvor der ikke ‘er mere at hente’, og hvor der lissom ikke er plads til passage for dem begge på broen, skubber vedkommende Elisabeth i floden og fortsætter derefter mod land. Med sit på det tørre.

Hvorfor kom jeg til at tænke på netop dén episode??

https://stephenholm.wordpress.com/2017/11/07/man-runder-de-hundrede/

– fortsættes

 

Eksempel Assens

Den gudskelov stærke menigheds-blæst omkring beslutning om lukning af den af montfortanerne grundlagte menighed og byggede kirke i Kalundborg, som vi forlod i 2011, har inspireret mig til en slags status over senest myrdede kirke/menighed, – nemlig Vor Frelsers i Assens, hvor vi i syv år var tjenestegørende.

Vi, Montfortkommunitetet, overtog i  2005 ‘ruinen’ Assens, – på eget initiativ. Efter træghed fra bispedømmet, som havde dømt den til nedlæggelse, men støttet af Odense, som Assens på det tidspunkt hørte under.

Vi:
lod alterrummet i kirken nymale
og satte ny belysning op, så kirkerummet strålede
købte og installerede orgel
omdannede det nederste af kirken til kaffestue
fornyede et næstent sammenstyrtet tag på et udhus til kirken
fornyede udtjente tagrender på tårnet og  restaurerede vejrhanen
Haveområderne blev saneret.

Til kirken hørte et hus (præstegård) i stand under middel.
Menigheden disponerede over  to små  værelser i stueplan
Herudover to udlejningslejligheder, (stuen og 1. sal) som vi, til trods for kvaliteten, gunstigt fik udlejet:  7000 kr. indtægt pr. måned
På 2. sal et stort tomt værelse, som blev indrettet til præsteværelse, nymalet og gulvtæppe lagt på. Møbleret.
Koldt og varmt vand blev installeret i menighedsafdelingen og det ny  præsteværelse. Vand havde man ellers måttet ‘låne’ i et overfor kirken liggende supermarked.
Ved hjælp af den vietnamesiske del af menigheden blev husets facade istandgjort og hele bagsiden af huset nymalet.
Vinduer i 1. sals lejligheden samt i det nyindrettede præsteværelse blev totalt fornyet.

På et tidspunkt var en Kristusfigur på kirkens facade i fare for at styrte ned. Vi tilbød bispedømmet at tage den ned og opstille figuren i haven, uden udgift for bispedømmet.  Dette afslog man: Figuren skulle istandsættes og nyopsættes. Og bispedømmet afholdt den selvvalgte udgift.

Alt andet har bispedømmet ikke bidraget til med så meget som en krone, hvorimod Montfortkommunitetet og andre har støttet. Vi har således ikke på nogen måde i vore syv år (2005-2012) ligget bispedømmet til last. Tværtimod: Bispedømmet har indkasseret 35% af de fleste indtægter som den lille menighed har haft.

Vi modtog i 2005 en kasse med ca. 20.000 kroner. Da bispedømmet slagtede den smukke kirke, var der 100.000 kr. i kassen.
Da vi kom til Assens var der små 50 mennesker i kirkedistriktet. Personligt besøgte jeg så at sige hver husstand. Da vi afleverede, var der 95 på listen.
Da vi kom, var messedeltagerne ved to månedlige søndagsmesser 6-8.  Da vi forlod, var gennemsnittet af messedeltagere hver søndag (lørdag) 20.

Vores lægbroder og jeg selv kunne i 2011 have taget bolig i huset i Assens og fortsat sjælesorg og administration, så lang tid vore kræfter endnu ville række.  Men nej! Man valgte at formøble kirke plus hus i Assens til 1 million kr, og installerede os, – efter eget valg, – i Sorø i en skøn villa til 2,2 millioner.  Med påbud til mig om, ikke at foretage mig nogetsomhelst uden for vores domicil. Dét, man normalt kalder ressourcespild.

Nu er alle muligheder i Assens ødelagt, det såkaldte messested er selvfølgelig ikke blevet til noget, og den lille menighed er smuldret, – kun ganske få tilbagelægger de 38 km til kirken i Odense eller de 40 km til kirken i Fredericia

Sådan opfatter bispedømmet København åbenbart missionsbefalingen: “Gå ud i alverden og forkynd evangeliet for alle mennesker”

Nationalmuseet har gudskelov fastholdt, hvad vor aktuelle ledelse for et år siden bare har formøblet, – uden respekt!  Læs her, se smukke billeder, og bliv gul og grøn af ærgrelse, sådan som vi selv bliver det

http://danmarkskirker.natmus.dk/uploads/tx_tcchurchsearch/Odense_2617-2624.pdf

 

 

 

Hold ud, hold ud, hold ud !! (25)

– fortsat

  1. Intermezzo II: Lys og glæde sidst i august (2017)

Som altid går jeg efter frokost ind på min mailbox for at tjekke indgået post. Osse fredag den 25. august. Og hvad ser jeg? Indgået post fra Casper Emanuel Lund . . ??? . . Jeg gnider mine øjne. . . Hvad nu? Logger ind . . .

Kære Stephen,

Længe har jeg siddet og stirret på det blanke papir og forsøgt, at finde de rette ord, men hvordan begynder man et brev til et menneske, man har påført så meget smerte? Jeg ved det ikke

Jeg har været i tvivl, om jeg overhovedet skulle kontakte dig. Om det måske var bedre, at lade være for ikke at forstyrre den fred, du (forhåbentlig) har fundet i Maison Montfort i Sorø. Når jeg alligevel vover det, så er det fordi jeg vil lade det være op til dig, at afgøre hvad der videre skal ske.

Jeg vil ikke forsøge at undskylde hvad der dengang fik hele sagen til at rulle (m.h.t. Peter og Berlingske) eller forklare, hvordan det hele kunne komme så vidt. I stedet vil jeg takke dig for den tid jeg var hos dig og Claus i Slagelse. Dine prædikener, den fyldte kirke søndag efter søndag, vores køreture rundt på Vestsjælland, vores tidebøn og rosenkrans. Alt det er jeg utroligt taknemmelig for.

Derfor vejer det også tungt på min samvittighed, at jeg har bidraget til at tilsmudse dit eftermæle og kastet en skygge over alt det fantastiske arbejde, du og Claus i så mange år har udført. 

Jeg tror jeg vil stoppe her. Som sagt, så vil jeg lade det være op til dig, hvad der videre skal ske. OM der skal ske noget.

Jeg beder om din tilgivelse, men forventer den naturligvis ikke.

Guds fred.

Casper

Noget sådant modtager man syv år efter, at det har fundet sted. Miraklernes tid er så sandelig ikke forbi! Jeg er uærlig, hvis jeg ikke nævner, hvor hjertensglad jeg bliver. Den udstakte hånd ta’r jeg naturligvis imod. I mit mailsvar senere samme dag skriver jeg bl. a.:

Jeg ta’r imod din undskyldning. Og jeg tilgi’r dig.
Ellers må jeg jo holde op med at bede Fadervor.
Vi høres og ses!

Selv om jeg kvier mig en lille smule ved det, synes jeg, at jeg må videresende mailen til biskoppen, som vist ikke i dette stykke kan påklistre mig, ikke at tale og handle ‘præsteligt’. Jeg gør det med følgende indledningsord:

Kære biskop.
På min indbakke finder jeg vedhæftede mail.
Selvfølgelig var det dagens overraskelse. Det håber jeg osse, det bli’r for dig.
Casper Lund  er i denne mail et så stort menneske, at han kan bede om undskyldning og om tilgivelse. Det er der andre, der ikke kan!
Jeg har i sinde at tage imod undskyldningen, og som kristent menneske må det være naturligt at tilgive.
Jeg føler mig lidt illoyal overfor dén, der viser mig så stor tillid, når jeg til dig fremsender mailen, men jeg mener,  at jeg bør gøre det.
Jeg beder dig udvise dybeste diskretion.
Men du må da gerne fortælle din generalvikar, som i 2010, – efter at du i 2008 havde lovet mig, at jeg aldrig mere skulle høre om denne sag,-  alligevel opsøgte de to herrer for at få et opkog af sagen, –  til skade for mig.
Naturligvis går en kopi af denne skrivelse til mine advokater i Rom og i København.

Mange hilsener. Jeg håber, du glæder dig sammen med mig
Stephen

Hvad jeg får som svar, ryster samtlige, som jeg viser det. Hvordan disse udtrykker sig, skal jeg lade være uskrevet. Igen viser dén mand, som skal være som en far for sine præster, en himmelråbende mangel på empati:

Kære Stephen,
Tak for din e-mail.   M.h.t. Casper Lund burde han for god ordens skyld sende sin e-mail til Niels eller mig, hvis det skal kunne betragtes som en tilbagekaldelse af anklagerne. Du skriver, at jeg gerne må informere Niels, så selv om du maner til yderste diskretion, vil det vel ikke være et brud på den at vise ham mailen, hvilket dog stadig skulle betyde, at Casper selv skriver til Niels eller mig.
Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Efter at have sundet mig et par timer, sender jeg følgende gensvar:

Kære biskop.
Jeg håbede, som jeg skrev, at du ville glæde dig sammen med mig, men burde have vidst, at det aldrig kunne blive tilfældet. I stedet skriver du, hvad Casper “burde, hvis”.
Casper bør overhovedet ingenting.  Han har skrevet til mig. Dén mail har jeg i tillid delt med dig, selv om jeg burde vide, at tillid til dig aldrig medfører noget positivt. Jeg har med halvdårlig samvittighed videresendt Caspers så personlige mail til dig, og jeg forsikrer dig, at den er videresendt med den 100%s ordlyd, som jeg har modtaget. Jeg lyver ikke! Det gjorde jeg heller ikke, da jeg på min blog citerede Henrik for at fortælle, at det var dig, – og ikke ham, – der ville have ham til Rom til studier.
”Betragtes som en tilbagekaldelse af anklagerne”, – du mener beskyldningerne. . . Jamen læs dog, hvad manden skriver. Det ér, hvad det skal betragtes som!  Desuden kan det aldrig tilbagekaldes. Det står på tryk alle steder. Men nu er der én af dem, der falskt har beskyldt mig, og siden har gået med dårlig samvittighed i syv år og ikke længere kan bære det. Og at han lader mig det vide, gør mig godt.
Ja, du må vise, læs ‘vise’, ikke sende, mailen til Niels, – sammen med min indledende bemærkning til dig i samme mail.

Jeg har ikke fået svar og udbeder mig det heller ikke. Hvad skal jeg med et svar fra en mand, som ikke har flair for det mest basale m. h. t. medmenneskelighed???

Men efterfølgende, den 02. september, får jeg en reaktion fra Casper på mit mail-svar til ham, – som gør mig godt, og som jeg naturligvis osse prompte videresender til mine advokater i Rom og København, – og til biskoppen:

Kære Stephen,
Tak for din mail. Jeg er blevet meget glad for dit venlige svar.
Jeg vil sige dig tak for din venlige modtagelse af min mail og for din evne til at tilgive. Det kan ikke have været let.
Jeg er ked af, at jeg lod mig bruge som en brik i det karaktermord, du blev udsat for. Det var dybt uretfærdigt og det kom meget bag på mig, at Peter pludselig ønskede at være anonym, da sagen begyndte at rulle. Det har senere fået mig til at betvivle sandhedsværdien af hans anklage.
Jeg håber du, trods de mange voldsomme skæbneslag, trives i Sorø og finder styrke og trøst hos Claus og din trofaste flok af associerede.
Guds fred.
Casper

Samtidig ser jeg på vor lokale kirkes hjemmeside en hoved-artikel med et pave-citat som overskrift: ”Lær os ældre at håbe, tilgive og komme videre!” (Pave Frans til de unge i Columbia). Jeg bli’r helt glad og tænker så, at det jo faktisk ér, hvad Vorherre netop har givet mig kraft til at gøre! Og håber så på, at min biskop osse får det lært, hvis han engang skulle nå til ’skelsår og alder’.

(- netop nævnte udtryk randt mig i hu, fordi jeg kom til at tænke på en katekismusoverhøring fra fjerne tider, hvor en lille pige en smule havde blandet sine tillærte begreber. Spørgsmålet lød: “Hvem kan gyldigt firme?”, – hvorpå hun uden blinken svarede: “Enhver biskop, som er kommet til skelsår og alder!”)

Men i hvert fald har Kozon, som jeg i min mail tillod ham det, vist den til sin generalvikar. Og det fik samme ret hurtigt til håndvasken og næsten endnu med sæbe på hænderne sender han mig medio september følgende mail, – som jeg oplever som en aktualisering af 1. mosebog kap. 3 vers 13:

Kære Stephen.

I din mail til biskoppen skriver du, at jeg i 2010 skulle have opsøgt Casper og Petar. Det er ikke i overensstemmelse med sandheden. Om det var journalisterne, der opsøgte Casper eller omvendt, ved jeg ikke; men sagen rullede, da Casper med navns nævnelse og stort fotografi over to sider i Berlingske Søndag klagede over, at hans sag mod hans vilje var blevet lukket, hvilket fra min side offentligt førte til tilbud om at åbne den igen.  

Jeg undrer mig over, at Casper kan sige, “Jeg er ked af, at jeg lod mig bruge i det karaktermord, du blev udsat for.”. Det var ham, der tog sagen op igen af egen kraft.

Venlig hilsen
Niels

I stedet for at række et håndklæde svarer jeg straks generalvikaren, at sæben ikke er stærk nok til at fjerne skidtet, og sender samtidig biskoppen en kopi, – ikke af sæben, – men af min svarmail:

Kære Niels.

Jeg har modtaget din mail.
Jeg vil, når jeg engang i næste uge ser ham, konfrontere Casper med den..

Jeg holder mig til følgende:
En beskyldning mod mig blev rettet i sommeren 2008 fra de to herrer Petar og Casper
Kirkeretsligt korrekt (hvad ikke var tilfældet i 2010) blev forundersøgelsen efter can. 1717 foretaget diskret.
I september s. å. erklærede Casper sig som værende ude af sagen. Dét dokument har I.
I november s. å. tilbagetrak Peter sin beskyldning. Dét dokument har I.
I november s. å. modtog  jeg skrivelse fra biskoppen, at sagen havde været behandlet korrekt, at den var afsluttet, og at jeg kunne være forsikret om ALDRIG MERE at skulle konfronteres med den (frit efter hukommelsen, kopien med den rigtige ordlyd har I).

Jeg er fuldstændig ligeglad med dobbeltsider i Berlingske ’Skidende’. Og om, hvad Casper dér har måttet ytre. Din opgave havde været at gøre din souchefs ord til mig troværdige og fortælle Berlingske, at I kunne dokumentere, at der m. h. t. den sag ikke var mere at komme efter, – i stedet for at lade dig ’inspirere’ af samme dengang modbydelige avis til at gøre bispedømmet til en børnehave og opsøge de to klynkende. Det var således ikke Casper, der ’tog sagen op igen af egen kraft’. Det var dig!

I sin bog fortæller Frederik om, – men jeg er åben  for, at det muligvis er usandt, det ér jo ret så meget i dén bog, – hvordan Berlingske  presser dig, men hovedindtrykket fra nævnte bog ér, at du ret hurtigt gør dig til bon-kammerat med ham, og i din åbenmundethed overfor ham gi’r indtryk af håb om, nu endelig at få skovlen under mig.

Und wenn das nicht gelingt, dann haben wir andere Methoden.

Mh
Stephen

Jeg har ikke hørt videre. . . .   Men jeg har spurgt Casper om hans holdning til, at jeg bringer denne beretning på min blog. Han havde ikke det fjerneste at indvende.

 

  1. To mails på en oktoberdag (2017)

Den første mail er fra den ene af bispedømmets to arbejdsmiljørepræsentanter og omhandler resultatet af den arbejdspladsvurdering, som vi præster har foretaget via et os tilsendt skema:

Kære medbrødre,
Efter den sidste arbejdspladsvurdering (APV ) har vi  gennemgået besvarelserne. som primært omhandlede dårligt arbejdsmiljø grundet konflikter samt kritik af grupper af præster.  . . .

Resultatet af vurderingen undrer ingen, der er ‘i møllen’. Dårligt arbejdsmiljø skyldes altid et firmas ledelse, og yderst prekært er det, når det drejer sig om et firma, hvor kristendommens principper formodes at være i højsædet. “I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”.

Jeg er kun bekendt med få medbrødres besvarelser, plus naturligvis mine egne, som alle har bidraget til nævnte vurderingsresultat.

En ændring vil kun kunne tilvejebringes med udskiftning af ‘firmaets’ ledelse. Det er den normale konsekvens, – lige nu hører jeg med det ene øre nede fra stuens TV-apparat:  “Anna Mee Allerslev trækker sig som københavnsk borgmester på grund af massiv kritik”, – men en sådan løsningsmodel er i vort ‘firma’ udenfor det muliges grænser.

Så vi fortsætter med at leve under overskriften:  dårligt arbejdsmiljø, grundet konflikter! Og trøster os med ord fra Prædikerens bog, kap. 3:  Alt har sin tid. . .”

En parentetisk tilføjelse: En præstekollega har fortalt mig, at han havde besøg af biskop Kozon. Biskoppen sidder i en stol, og præsten siger til ham: “Jeg beundrer dig, Czeslaw!”. Kozon retter sig lidt op i stolen, og præsten fortsætter: “Jeg kender faktisk ikke ét eneste menneske, der bli’r mødt med så massiv kritik som du, og som er i stand til at være fuldstændig upåvirket af det!” . .   Præsten mente, at Kozon modtog replikken som en kompliment. . .


Den anden
mail er fra min romerske advokat Martha Wegan. Endelig! To.et-halvt.år efter Højesterets overtagelse af sagen:

Alleluja! Alleluja!
Am 29. November 2017 um 9.30 wird das Richterkollegium der Ap. Signatur Ihre causa entscheiden.
Die Richter sind: Card. Leonardo Sandri, Card. Joseph Versaldi, Exc. Philippo Iannone, O.Carm. Exc. Ioannes Villibrordo Maria Hendriks, Card. Mamberti, Praefekt
Der Ponens, Hauptrichter, ist Card. Versaldi

Mit allen guten Wuenschen
Martha Wegan

Rart, at sagen nu ser ud til at komme til en afslutning. Og jeg er glad for Frau Wegans gode ønsker. Hun har gjort et flot stykke arbejde. Den 05. oktober havde hun meddelt mig, at pave Frans havde udnævnt fem nye dommere til Signaturaen, blandt dem tit. ærkebiskop Frans Daneels o. præm., som, da jeg i 2015 anlagde sagen, var domstolens sekretær, og som jeg tror har hjulpet mig til antagelse af den. Hám skrev jeg nu til dagen efter, ønskede ham tillykke med udnævnelsen og spurgte ham, om han måske kunne udvirke en fremskyndelse af sagsbehandlingen. Det ‘mistænker’ jeg ham nu for, at han har gjort.

Men at det er kirken, der skal dømme i en klage over kirken, – at det er biskopper, der skal dømme i en klage over en biskop, er, – for at sige det mildt, – ikke umiddelbart tillidsvækkende. Og dét faktum, at parternes advokater, for slet ikke at tale om anklagede eller anklagende, ikke må være til stede under behandlingen den 29. november, gi’r ikke et indtryk af normale regler i en retsstat.
Jo nærmere dagen rykker, jo mere svinder tilliden . . .

– fortsættes

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Hold ud, hold ud, hold ud! (24)

 – fortsat

   24. De ‘sociale medier’: Blog og Facebook

Overraskende i netop senest omtalte forløb (opslag 12. januar) havde jeg den 17. maj 2017 modtaget et postbesørget brev fra biskoppen, skrevet den 08. I brevet indleder han med at sige, at  ‘der er et par ting, det ligger mig på sinde at få udtrykt’, hvorefter han går over til at skrive om, hvad der fra min side  ‘foregår på de sociale medier og på din blok, som han gennem nogen tid har fulgt lidt med i, dog ofte kun summarisk ‘(???). Han rejser så spørgsmålet om, hvordan det kan være, at jeg lægger så stor vægt på, at han besøger mig, når jeg ofte omtaler ham og andre i bispedømmet ‘negativt, sarkastisk og respektløst’. Han skriver ligeud: “Hvis jeg er så slem . . kan jeg ikke forstå, at du overhovedet vil have mig inden for døren”.
Afslutningsvis skal han så lige anføre en ny påklage: “Der er flere ting i din adfærd, som jeg også undrer mig over. Fra to præster vest for Storbælt har jeg hørt beklagelse over, at du dukker op til præstemøderne der, også selv om du ikke er indbudt og dér, ifl. præstene er med til at sprede dårlig stemning . .
Som sagt ved jeg ikke, om det vil give dig noget at tænke over, men jeg har i hvert fald følt det hensigtsmæssigt at nævne det.

Jeg besvarer brevet således:

Kære Czeslaw

Jeg har via det fabelagtige firma Post-Nord  i går den  17. maj  modtaget dit personlige brev, dateret  den 08.. Tak for brevet. Jeg opfatter det positivt, at du henvender dig, – men fatter ikke, hvor lidt du fatter. . .  Og af samme grund er en egentlig samtale med dig så svær. . . Alligevel sender jeg dig nu en slags svar, – på mail i stedet for på dyrt, tykt vandmærket brevpapir, – for at du ikke skal vente atter en uges tid på en evt. reaktion.

På det personlige plan:
Du har i mit kald som præst nu gennem syv år ødelagt mit præsteliv. Efter trofast gennem 28 år at have betjent en trediedel af Sjælland, har du trængt mig ud af din kirke og hængt mig ud til offentlig spot og spe. Helt bevidst og konsekvent, næsten sygeligt, vogter du over, at de evner, jeg hár, på ingen punkter tages i anvendelse, samtidig méd, at hvert nyt år under disse omstændigheder i min nu efterhånden fremskredne alder tærer på mig. Du tror vel ikke, at det går sporløst henover mig som dét udadvendte menneske, jeg ér?

På det overordnede plan:
Jeg oplever, at du virker ødelæggende for vores kirke i Danmark, at du har skabt et usundt miljø. At din magtsyge tilfredsstilles gennem krinkelkrogede manøvrer, som dårligt tåler dagens lys. Den holdning har jeg ret til at ha’, og du kan ikke undgå at have erfaret, at jeg så langt fra er alene om den. Som du jo så grundigt orienterer dig om, – tak for det – gi’r jeg, osse på min blog og på en enkelt facebook-side, hvor der jo som bekendt ikke er nogen læse-tvang, udtryk for det.  “Jeg fægter med åben pande for hvad jeg for alvor tror!”  Du oplever mine indlæg som ’negative, sarkastiske og ofte respektløse’ .. Tja . .! Nu er respekt jo ikke noget, man kan kræve, men noget, man kan vinde!

Men samtidig méd, at du ’er så slem’, er du for mig et medmenneske. Og ingen, som ringer på vores dør, – selv dem, vi måtte have det allerdårligst med, – bliver afvist, og da slet ikke en biskop, som langt om længe er blevet hjulpet til at varetage sin embedspligt!  Hertil kommer, at du har dén evne, at man, når man står overfor dig, har svært ved at være gal på dig. Dit smil er afvæbnende, – vær glad for det!  I min verden kan jeg være så vred på dig, som jeg vitterlig ér, uden at det hindrer mig i, i al din fumlethed, at gi’ dig en knus. Og dén er lisså ægte som min vrede.

Jeg har sendt dig et par refleksioner, som du typisk ‘besvarer’ med fornyede, omend mindre påklager! Hertil følgende:  I 2016 har jeg (vi ) været til to præste’møder’ i det jyske. Hos vores medbror Thomas i Horsens, hvor vi var inviterede, og hos Benny i Esbjerg, som blev glad, da vi tilmeldte os. Hvis ’du har hørt beklagelser fra to præster’ synes jeg du skulle bede de to retskafne, kollegiale medbrødre om personligt at henvende sig. Præstemøderne er ikke bispestyrede, og derfor finder jeg det faktisk upassende, at du overhovedet blander dig. Du burde vide, at det m. h. t. disse møder er en generel lettelse, når du ikke er til stede, ligesom du burde vide, at der blandt præsterne er langt flere end to, der indbyrdes beklager sig over dig, – i lighed med massevis af lægfolk.  At præstemøderne ikke lever op til, hvad generalvikaren har skrevet om dem:  “hvor meget det betyder for præsterne at kunne have et fællesskab om deres tjeneste, hvor de kan udveksle erfaringer, glæder og sorger.” er en kendt sag, for de få gange, hvor det virkelig sker, – som det gjorde i Esbjerg, hvor vi alle blev bedt om at fortælle, hvordan vi har det, – er der altid et par stykker, der vil karakterisere dette som ’spredning af  dårlig stemning’
‘Der er flere ting i min adfærd, som du undrer dig over’, skriver du.. .Jamen, kære Czeslaw, jeg lover dig, at det er gensidigt, selv om det fra min side med tiden er blevet mindre og mindre . . .
Nej, dine observationer gi’r mig ikke nyt at tænke over.  De seneste syv år har jeg ikke kunnet lavet andet end at at tænke.
Men har du tænkt over, hvad du nok havde undgået, hvis du i min status som præst havde behandlet mig anstændigt???

Kærlig hilsen
Stephen

Jeg har ikke hørt videre fra biskoppen, – men han har osse umiddelbart efter modtagelsen af min mail haft nok at tænke på:
Først afviklingen af det i weekenden 18. – 19. maj fastlagte 200.000 kroners ligegyldige pastoralrådsmøde på Magleås, som helst skal over scenen uden større bølgeskvulp, hvorfor tiden spildes med f. eks, navneopråb, som kan klares ved afkrydsning på liste og biskoppens beretning, som kunne have været tilsendt skriftligt.
Dernæst den for ham sikkert svært fordøjelige kendsgerning, som han ved mødets slutning erfarer, nemlig at pave Frans i forbindelse med søndagens Regina-coeli-bøn har udnævnt en nordisk biskop til kardinal, . . .  og at det er en anden end ham sélv, der er udnævnt, – nemlig den svenske.

Ikke desto mindre sendte jeg i kopi ovenstående til dén præst, der stod for det kommende præstemøde i det jyske,-  som orientering. Han skrev tilbage:

Det er synd, at I ikke kommer til præstemødet, – det er kun 8 præster der har meldt sig til det… Tak for din prædiken i KO. Den var rigtig god!!!

 

  1. De ‘fem onde år’ (20. juni 2017)

Mørklægningsgardiner var velkendte under tyskernes besættelse af Danmark  (1940-45),  den periode, som fik betegnelsen  ‘de fem onde år’!

Mørklægningsgardiner kender vi imidlertid stadig til her i huset. Ikke, fordi vi har nogetsomhelst at skjule udadtil, men i mit vidunderligt lysfyldte arbejdsværelse er solen sent eftermiddag ofte så stærk, at jeg simpelthen må trække et sort gardin for det store vestvendte vinduesparti for overhovedet at kunne se, hvad der står på min computer-skærm.

Et nedrullet mørklægningsgardin er imidlertid osse hvad jeg oplever omkring min person i katolsk sammenhæng, hvor jeg helst ikke må ses eller høres. Således må vores kapel heller ikke figurere i ‘katolsk lommebog’. (- ikke desto mindre uddeltes der i 2016 flere kommunioner hér end i sognekirken i Ringsted). Som bekendt må jeg i katolsk sammenhæng udenfor mit domicil her i Sorø  intetsomhelst sige eller gøre, – bortset fra at trække vejret, omkring hvilken funktion ingen biskoppelig bestemmelse (endnu) foreligger.

Dagen i dag, – den 20. juni 2017, – går ikke sporløst forbi mig. I dag er det nemlig fem år siden, at Kozon parkerede mig på et sidespor og rullede nævnte mørklægningsgardin ned omkring mig! Og samme dag satte dette handlingstræk til offentligt skue på kirkens officelle hjemmeside,  – til videregivelse i ret så mange af landets aviser, – dog med anden ordlyd end den af mig her benyttede.

‘Jubilæumsdagen’ har medført (atter) en henvendelse til biskoppen fra mig. Sikkert vil mine mange og lange henvendelser til Kozon efterhånden undre, ja, måske endda trætte, læseren.  De undrer osse mig selv. Ufatteligt, hvilken energi jeg lægger i at tilskrive en person, som ikke på nogensomhelst måde kan bevæges til nogetsomhelst. Ikke desto mindre. . . Før jeg har set mig om, er en mail til Excellensen blevet fabrikeret. Denne lyder, – her en lille smule forkortet, – således:

Kæreste biskop.

Jeg regner med, at jeg, inden dagen er omme, fra dig har modtaget F E M flasker god rødvin.
For netop i dag er det nemlig F E M år siden, at du med din underskrift på et offentliggjort papir smed mig ud af DIN lokalkirke og udhængte mig til spot og spe i den almindelige offentlighed i Danmark, – efter gennem små 30 år at have tjent lokalkirken trofast og klaret en trediedel af Sjælland for bispedømmet.
Igen og igen har du bildt mig ind, at din udsmidning ‘ikke behøver at være permanent’. Igen et eksempel på hykleri. Du har aldrig selv troet på, at den skulle være temporal.
April 2014 havde jeg nok! Skrev på dine gentagne opfordringer til kleruskongregationen.
Kunne lisså godt have skrevet til min læselampe.
Juni 2015 tog højesteret sig sammen og anerkendte efter indsendt klage overraskende min sag, som du påfølgende forhalede i næsten et år.
Maj 2016 var så endelig akterne samlede.
Nu har vi juni 2017 og endnu ikke nået til en afklaring. Men sådan ér det, når en institution skal undersøge sig selv. Håber på retfærdighed,-  min advokat påpeger i sit 9-sider forsvarsskrift personforfølgelse og proportionsforvrængning.
Hvad det bli’r til, ved jeg ikke, og jeg bli’r mere og mere ligeglad.
Men så meget véd jeg: Du har ødelagt fem væsentlige år af mit præste-liv. Du har fået mig til at tvivle på kirken som kærlighedens og barmhjertighedens formidler, ja, et langt stykke ødelagt min ellers livslange glæde over at være katolik.
Godt klaret af en biskop, –  men sådan må det være, når dén, man hár, mest interesserer sig for manifestering af  magt og udklædning til det pinlige og ikke formår at være der for mennesker i sin tjeneste, som han skubber ud i  lidelse og nød, og som langt mindre drømmer om at lindre de vilkår, han selv skaber omkring dem.
Nå, hvorfor skriver jeg til dig, når jeg véd, at det er spildt krudt??  Måske, fordi jeg er lisså naiv som Abraham, der håbede, hvor håb syntes udelukket, – dét, der forøvrigt  i et gammelt skriftespejl hed: ‘At håbe dumdristigt’. Abraham blev det regnet til gode, men det var dengang. Jeg håber dumdristigt og det må jeg skrifte ved førstkommende skriftemål.

Med de allervenligste hilsener
Stephen

Jeg fik ret hurtigt et ‘svar’, – med tak for min mail (?) og med uddybning af en biting i min henvendelse. Svaret blev afsluttet såleledes

Jeg skal gerne paa et senere tidspunkt skrive til dig mere udförligt, ogsaa om andre emner.
De venligste hilsener
+Czeslaw

Straks svarede jeg:

Kære biskop
Du behøver ikke at gøre dig umage med at skrive til mig.
Du kan sige til mig, ansigt til ansigt hvad du evt. måtte have at sige, når vi ses til det afsluttende pølsegilde i Haraldsted den 09. juli
Haraldstedvalfarten, som vi gennem 25 år med stor akkuratesse gennemførte, og som du osse har taget fra mig og tilladt forvandlet til en discount-udgave af, hvad den tidligere vár, holder jeg simpelthen ikke til at deltage i.  Men vi ses afsluttende.
Stephen

 

  1. I Haraldsted juli 2017. Mere blog og facebook

Ikke desto mindre meddeler biskoppen sig alligevel skriftligt, – natten før Haraldstedvalfarten. Han mener ikke, – nok med rette, – at dagen i morgen vil være en velegnet lejlighed, og for ikke at glemme noget vil han skriftligt fastholde, hvad han har på hjerte.  Det drejer sig slet ikke om bemærkninger til den nød,  jeg har fremlagt for ham i mine seneste mails, men, som han skrev  ‘ogsaa om andre emner”. Dette er hans egentlige anliggende, –  en fortsættelse af hans tidligere nævnte henvendelse af 08. maj:  “Der er noget andet, jeg godt vil kommentere, nemlig din blog, hhv. hvad du indimellem udtrykker på facebook”.

I en lang mail, holdt i en ganske pæn tone, foreholder biskoppen mig ‘uværdig udtryksmåde for en præst’ , ‘kommentarer til alting’, ‘manglende baggrundsviden for at kunne udtale mig’, ‘ukærlig facon overfor andre mennesker’. ‘usaglighed’.
Han afslutter således:
“Som du ser, har jeg givet mig tid til at læse din blog. Jeg har ikke nævnt alle de ting, jeg har streget under i den; men det ovenfor omtalte skulle tilstrækkeligt udtrykke, hvad jeg mener med det ukærlige og usaglige i din kommunikationsform”.

At biskoppen med interesse læser, hvad jeg skriver, har jeg på intet tidspunkt været i tvivl om, men at han osse fortæller mig, at han har udskrevet min blog og endda foretaget understregninger, er måske lidt overraskende, – tænk, at han har tid til dét . . Skal det måske ulovligt lægges ind i mine akter??, . . eller skal det mon oversættes og sendes til Rom?? – Jamen, det må han hjertensgerne, så bli’r de jo (endnu) klogere dernede.

Ikke desto mindre afkræver jeg ham i Haraldsted,  på trods af hans lange e-mail, en samtale, hvilket  han velvilligt imødekommer. Vi bruger vel en 15-20 minutter, hvor jeg i øvrigt lader ham vide, at jeg nu, efter fem års total-karantæne, ikke længere agter at tage hans bestemmelser ad notam og at jeg fremover vil imødekomme anmodninger om hjælp, der måtte rettes til mig.

Men efterfølgende synes jeg dog, at hans lange skriftlige henvendelse kræver en skriftlig reaktion, som jeg søndag aften afsender:


Kæreste biskop.

Selvom vi har talt sammen (eller talt til hinanden) i Haraldsted, vil jeg dog skriftligt knytte et par bemærkninger til din lange mail, som du har gjort dig umage med at skrive til mig i går nat.
Din mail henholder sig mest til  ‘det ukærlige og det usaglige i min kommunikationsform’ på blok og internet. Hvad jeg nu sammenfatter, har jeg i det store og hele allerede sagt dig

  1. ‘Ukærligt og usagligt’ vár, hvad du som personalesag OFFENTLIGT lod komme over mig 20. juni 2012, og som affødte nedværdigende avisartikler, som du og din stab på ingen måde imødegik.
  2. Min blog blev ‘født’ efter dette overgreb på min person. Igennem to år, siden din kirkerets-stridige suspension af mig i april 2010 havde jeg i offentligheden IKKE sagt et eneste ord.
  3. ALT kunne du have undgået, – osse tid og udgifter til oversættelsesarbejde af dokumenter, – hvis du havde opført dig anstændigt og ikke havde foretaget dette overgreb. Til syvende og sidst har du DIG SELV at takke for det hele.
  4. Hvordan man omgås mennesker, som man har magt over, fatter du ikke. Mine mange henvendelser til dig, hvor jeg virkelig overordnet beskriver, hvilke lidelser du påfører mig (og andre), lader dig totalt kold. I stedet for hæfter du dig ved detaljer, som viser din egen selvoptagethed, – som viser, at du ikke fatter, hvad det drejer sig om. Ingen ansvarlig, normalttænkende  leder, – slet ikke i religiøst regi,  – som havde modtaget, hvad du hár, ville undlade at træde hjælpende til, i det mindste at opsøge.   At du ikke gør det, kan kun tilskrives ondskab eller manglende evne til at forstå og sætte sig ind i.
  5. Det hører med til psykologisk grundforståelse at vide, at hvis man trænger mennesker op i en krog, fastholder dem og fratager dem ethvert forsvarsmiddel, begynder de at ‘slå’.
  6. Jeg medgi’r, at jeg indimellem på min blog er ukærlig og på områder sikkert osse usaglig, – du pegede på et par reelle eksempler, – nøjagtigt, som du selv. Du gør f. eks ikke forskel på, om jeg ’har sagt’, eller om jeg refererer, hvad ’andre har sagt’.
    Jeg beklager, at det hele har udviklet sig som det hár, men det er din ageren overfor mig, der har drevet mig derhen, hvor vi er nået. Meget kunne sikkert have været undgået, hvis du havde draget omsorg , vist forståelse og handlet udfra dén kærlighed og barmhjertighed, som du igen og igen prædiker om, men åbenbart ikke evner at praktisere.
  7. Måske kunne en helbredende omvendelse begynde med, at du, som sidder inde med magten, ville omvende dig fra dit magtmisbrug og fra dine personlige sympatier/antipatier. Og i stedet vise dig som den barmhjertige og omsorgsfulde far, som enhver biskop har pligt til at være overfor sine præster.

Såvidt denne læsning

Stephen

Lidt tragi-komisk var det, at biskoppen under samtalen i Haraldsted. –  jvf. hvad han i sin e-mail havde skrevet til mig, – havde ‘grebet mig’ i en konkret usandhed på min blog vedr. en af ham foretagen disposition overfor en tidligere præstestudent, – en usandhed, som han foreholdt mig. Denne ‘usandhed’ kunne imidlertid efterprøves, idet jeg henvendte mig til netop nævnte person, som prompte anførte, at jeg på min blok havde citeret korrekt. Dette meddelte jeg i en kort mail biskoppen samme søndag aften, anførende, at jeg, da jeg jo har erfaringer med både biskoppen og den tidligere præstestudent,  stolede på sidstnævntes forklaring.  Lidt forbløffet blév  iøvrigt sidstnævnte, da han mandag modtog en længere mail fra biskoppen, som efterfølgende havde gennempløjet hans akter, men desværre (?) ikke fundet belæg for sit udsagn overfor mig. Overfor biskoppen kunne personen kun fastholde, at dét, jeg havde citeret på min blog, var korrekt. Biskoppen indrømmede overfor ham ‘Jeg kan huske galt’.  Men da jeg rykkede Excellencen for et svar på min replik til ham desangående, lød det anderledes: ‘ . . at jeg ikke nødvendigvis har helt uret; men meget videre kommer vi sikkert ikke i denne sag’.

Joh, det gjorde vi så absolut, – altså kom videre i ‘sagen’, – råt og kontant fra min side!  Hvorpå  jeg sluttelig opfordrede biskoppen til at revurdere sit valgsprog “Sandheden tro i kærlighed”, anførende, at det forekom mig, at begge dele halter ret så alvorligt.

– fortsættes

Højt til loftet!

– blev der idag sagt i et TV-program.

Det var der osse i går, omend man næsten skal bukke nakken, når man går ind. . .   gennem den lille entre, –  i  den varme stue, hvor temperaturen vist nærmer sig de 25 grader, og hvor udsigten gennem de små vestvendte vinduer til landskabet udenfor i dén grad matcher til Blicher og Aakjær . .  Jeg bli’r nostalgisk.  Jeg  er tilbage i min barndom, – dengang, da Danmark endnu var Danmark. Tænk! . .  At få lov til at opleve dét igen, – i dét år, hvor jeg fylder 75 år . . .

Anledningen var en person, der er tyve år ældre end mig, – én, der kunne fejre  95 år fødselsdag. Stedet er Omø, og personen er Mille. Egentlig hedder hun Emilie, men aldrig er det blevet til mere end Mille. “Milde Moses!”. siger jeg til hende, hvergang vi mødes, for omend hun ikke er så gammel som hin nu nævnte mammut-skikkelse fra det gamle testamente, har hun dog sine års vægtige vægt.

Hvert år den 23. januar går turen til Omø. Det har den ikke altid gjort, men nu, hvor Mille ikke længere er i stand til, hver søndag at underlægge sig sin ellers vante søndagsplan: Færge Omø-Stignæs, bus Stigsnæs-Slagelse busstation, gåtur til Vor Frue Kirke i Frederiksgade. Og retur! Afgang Omø 8,00, hjemkomst Omø 15,30, – har jeg pålagt mig den aldeles smertefrie pligt: At garantere, at der på hendes fødselsdag er  messe i hendes hus på Omø, som sågar, –  efter stormkatastrofen, hvor oversvømmelser faktisk lagde huset øde, men hvor det, ved hjælp af gode venner, i bedre stand kunne genetableres og juridisk set nu ikke længere er hendes, – bærer påskriften “Milles hus”, – med klausul om, at hun kan bebo det, til hun skal bæres ud derfra.

Hvor var det dog dejligt. Med et par medlemmer fra Slagelse menighed, os selv fra Sorø og med  to dejlige tilstedeværende damer fra Fyn, – den ene er jyde,  – som hjælper Mille i særlige anliggender, – fejrede vi den hellige messe i hendes varme stue. Kikkende fremover til næste søndag:  festen for den hellige Ansgar, Nordens apostel. Jeg bildte den lille menighed ind, at da Ansgar sejlede sin berømte sejlads fra Sønderjylland til Birka i Sverige var han passeret Omø og netop dér faldet i sørøveres hænder, som berøvede ham alt, hvad han af liturgisk materiale havde méd  sig ombord.  Dén købte de, – bortset fra  Mille, som hævdede, at det havde været folk fra Agersø,  som havde overfaldet Ansgar. Husk, kære læser, at der er et lisså stærkt ‘kærlighedsforhold’ mellem Omø og Agersø, som der ér mellem Danmark og Sverige.

Vi ér i den økumeniske bede-uge for enhed i troen. De to ‘tjenende ånder’ fra Fyn tager del i messen, om muligt mere andægtigt end vi, de ‘rettroende’. Og sammen med os modtager de altrets helligste sakramente med inderlighed. Godt, at jeg ikke har fyldt dem med snak om, hvor ‘smertefuldt’ det ér, at de ikke, – bare fordi de er kristne fra Bogense og ikke fra Napoli, – kan modtage sakramentet. Jeg retter mig efter pave Frans og er inspireret af  hans  rundskrivelse om glæden ved evangeliet.

Så frokostbord bagefter, – med sild en-masse, –  og med efterfølgende, som rimer med dén skål agurkesalat, som jeg for 95% af dens indholds vedkommende, indtager egenhændigt, –  en flig af paradis.

Øllerne er fra ‘Albani’ i O’ense. Og snapsene mangler så sandelig ikke. Allesammen ta’r vi fra, men ingen kan som Mille drikke snaps og forblive ædru. Som gode og pavetro katolikker ledsager vi, – på melodien ‘Den lille nisse . . ‘, –  den første snaps med  sangen:

Se pave Frans den første! I venners lag han ka’ sit kram.
Vi holder ham i ære , og ta’r den første dram!

Jeg har lovet Mille, såfremt jeg overlever hende, – jeg bliver mere og mere i tvivl?, – at forestå hendes begravelse. Liturgien har jeg endnu ikke på plads, – kun én ting er fastlagt, nemlig omkvædet til 1. vekselsang.  Det vil lyde som det gjorde, da vi fejrede messe i Omø Kirke i forbindelse med Milles indflytning i sit fornyede hus for år tilbage:

På min lysegrønne ø, vil jeg leve, vil jeg dø,
ganske langsomt, succesive, peu-en-peu.

Der er nemlig højt til loftet på Omø!

 

 

Hold ud, hold ud, hold ud! (23)

–  fortsat

22.  Oliemesse i Skt. Ansgar, begravelse i Skt. Albani,
og mirakuløst  besøg i ‘Maison Montfort’!

” ‘Oliemessen’ i Pedersborg” – i 2014, – var overskriften på denne beretnings anden del kap. 12.. (maj 2017), hvor jeg osse beskriver, hvad begrebet ‘Oliemessen’, som fejres i domkirken, dækker.

I 2013 og 2014 havde jeg været udelukket fra deltagelse i denne messe og efterfølgende samvær.
I 2015 fik jeg den kollektive indbydelse og mødte op.
I 2016 var jeg igen udeladt af indbydelseslisten, men tilmeldte mig ikke desto mindre og mødte op, -som beskrevet i kap. 16.

Nu i 2017 får jeg indbydelsen, men tilmelder mig ikke, – framelder mig sågar hos ‘ceremonimesteren’, som rent faktisk, – forstyrrende for mange, –  virker som messens hovedcelebrant.  Hvorfor framelder jeg mig??   Fordi jeg, omend jeg opfatter mig selv som værende 105 % katolik, må erkende, at jeg har sværere og sværere ved at identificere mig med dén ‘kirke-ånd’, som biskop Kozon har fremelsket, og at jeg mere og mere føler mig fremmed i den. Hans fremtoning i pseudo-barok-udklædninger, hans ledelsesform, eller mangel på samme, hans pastorale og økonomiske dispositioner, hans respektløse omgang med vor hjemlige kirkes historie, læs: kirkelukninger, o. m. a. fylder mig mere og mere med et konkret ubehag.  Jeg erkender, at jeg har problemer med, – billedligt udtrykt, – at være blandt den blinde bisværm, hovedsageligt af  ‘småbierne’ fra neokatekumenatet, som summer omkring ‘dronningen’, når jeg er nået til dén opfattelse, at evangeliet og dét, der p. t. kendetegner det officielle bispedømme København, faktisk ikke har ret meget med hinanden at gøre. Jeg tror ikke, at pave Frans ville kunne overleve bare tre dage i dét klima, der er blevet vort hjemlige. Men, – det skal understreges, – det er min subjektive oplevelse.

Mødte jeg således ikke op til oliemessen i domkirken, meldte jeg mig til koncelebration i Skt. Albani Kirke i Odense ved redemptorist-pater Leo Drzals begravelse onsdag i påskeoktaven, – fordi jeg holder af redemptoristerne, og fordi jeg ganske godt har kendt pater Leo og respekteret ham hele mit præsteliv igennem, ja osse fra før jeg blev præst.  Det blev en god oplevelse, forstået på den måde, at det, – som det bør være, –  blev en ordensbegravelse. Redemptorist’chefen’ i Odense, p. Bernhard Kofod var naturligt requiemsmessens hovedcelebrant, – selvfølgelig i hvidt (påskeoktav), og provincialen fra Wien, p. Alfons Jästl, som havde begyndt sin ‘karriere’ i 80’erne gennem seks år på Amager, stod for selve begravelsen. Biskoppen var indbudt til at prædike, – og ikke andet. Sådan!

Der skulle være tre præster ved altret. Pater Bernhard, pater Alfons . .  og hvem som den tredje? Man havde kærligt og rigtigt valgt 81-årige pater Jerzy Kruk. Hvorfor skriver jeg sådan? Fordi han, i efterdønningerne af sexhysteriet, som drev bispedømmet til vanvid, i lighed med flere af os andre (Hans Esmark, Reinhold Sahner, Leo Kertz, Finn Arvé og jeg selv) , fik en nedværdigende behandling. Biskoppen havde firmet i Odense hvidesøndag 2012 og efterfølgende hygget sig i kommunitetet. To dage senere får Jerzy, der er sognepræst, et brev fra biskoppen, hvori det hedder, at han på stedet er suspenderet og skal forlade huset. – omend Redemptoristordenens ejendom , –  hurtigst muligt. . .Uhørt!
Jerzy havde været sognepræst i Svendborg og Nyborg. I Nyborg var der blevet bygget et nyt menighedshus/præstebolig, og Jerzy, som elskede Nyborg,  glædede sig til at tilbringe sin livsaften hér, havde han dog rundet de 70. Men det gik anderledes. I 2008 skulle sognepræsteembedet i Odense nybesættes og der var ingen. Provincialen bad Jerzy. Han sagde ‘nej’!  Biskoppen bad ham, og nu sagde han ‘ja’, – men, understregede han, for eét år! Det blev imidlertid til fire. Nu som 72-årig fik han, udover det lille Nyborg, ansvar for den kæmpemenighed, som Odense ér. Og ham ér det, der fire år senere, 76 år gammel, får netop skildrede behandling.  En gammel sag om evt. blufærdighedskrænkelse i en svømmehal af en 13-årig dreng, som for længst var overstået og som biskoppen kendte til, da han udnævnte ham til sognepræst i Odense, blev nu p. g. a. advokatundersøgelsen kogt op på ny. Og Jerzy, som fire år tidligere havde hjulpet biskoppen ud af hans aktuelle nød, kunne nu stå uden hjælper. Samtidig blev hans drøm om otium i Nyborg spoleret, ja, passivt måtte han i julen 2015, fra sin nyerhvervede lejlighed på Vognmandsvej i Nyborg, se på, at den økonomisk selvbærende Stella Maris kirke, netop restaureret, blev lukket, og at dén, sammen med menighedshus/præstebolig  blev afhændet og frasolgt.
Redemptoristernes provincial i Wien sendte Kruk-sagen til ordens-generalatet i Rom, som sørgede for, at sagen blev sendt til rette sted, og ret hurtigt faldt den ud til pater Kruks fordel. Man fortæller, at Kozon ‘gjorde store øjne’, da han blev konfronteret med  afgørelsen. Ikke desto mindre offentliggjorde han den ikke, og en redemptoristpræst fortæller, at da man til generalvikaren indvendte: “Jamen, han er jo frikendt’ , fik svaret: “Biskoppen er af en anden mening!” . . .
Sagt på dansk: Hold da kæft, hvor betryggende! . . .

Men ved denne begravelse blev Jerzy Kruk af sin orden rehabiliteret, og han glædede sig til, nu 81 år gammel, igen at stå ved altret i Sankt Albani. To meter fra ham sad biskoppen. Nadverbønnen begynder, vi passerer konsekrationen og kommer til det afsnit, hvor der skal bedes for hám, vi begraver. Jerzy skal bede bønnen. Men netop som han begynder den, bliver han afmægtig og falder bagover. Omend de nærtstående præster forsøger at gribe ham, ligger han på gulvet og slår baghovedet ned mod stengulvet. Menigheden er som lammet, og jeg må indrømme, at jeg troede, at vi nu skulle holde dobbeltbegravelse, Men de netop nævnte præster får ham på fode igen og mirakuløst, – og dét mener jeg helt bogstaveligt, – kan han fortsætte koncelebrationen og holder ud resten af messen. Det var Vorherres gave til denne mishandlede præst. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvilke tanker der løb gennem biskoppens hoved, da Jerzy faldt omkuld  . . ???
For, som Jerzy efterfølgende tolkede det skete: “Det var psykisk!”

Efter begravelsen var vi i Fjernøsten. Lidt mere præcist i restaurant ‘Hongkong’ i Overgade, hvor redemptoristerne bød på dejlig mad og drikke. Da vi forlod restauranten, glemte jeg min frakke, hvilket jeg først opdagede et par dage senere. Telefonopringning til såvel restauranten som til pater Bernhard løste problemet. “Jeg får den ved lejlighed”, sagde jeg til pater Bernhard.

Dén lejlighed blev før end anet, for søndagen efter firmede biskoppen i Odense og pater Bernhard foreslog ham,  måske i spøg, på hjemvejen at køre forbi Sorø og aflevere frakken til mig. Og minsandten,  om biskoppen ikke slog til! Efter at have boet her godt 5 år, skulle vi så endelig få besøg af vores umiddelbare chef og vort hus’s ejer. Indtil nu havde han vægret sig, bl. a. med henvisning til forståelig usikkerhed omkring, hvilken modtagelse der ville blive ham til del. I relation hertil havde jeg overfor ham påpeget, at vi havde haft  besøg af en person, der heller ikke m. h. t. velkomst følte sig sikker, hvorfor han havde garderet sig og ringede på vores dør, iført styrthjelm. Jeg havde anbefalet biskoppen at gøre det samme.

Nu kom han så.  Allerede fra vinduet i mit arbejdsværelse havde jeg set ham ankomme, så min overraskelse ved døråbningen var ikke den af ham forventede. Han så hus, kapel og have og virkede godt tilfreds. Men han siger jo aldrig noget, hverken positivt eller negativt, hverken buh eller bæh. Men en kop kaffe ville han gerne ha’, og i dén time han var her, fik vi  snakket om både dette og hint, og jeg følte, at han havde været glad for den givne anledning (frakken) til at komme til os. Jeg selv osse.

Til afsked sagde jeg til ham, omend han under sit besøg, – meget apropos, –  ikke havde undgået verbalt at ‘få nogle på frakken”: “Selv om jeg er skidesur på dig, ka’ du så se, at det gik glat, – helt uden styrthjelm?”. . . Dét indrømmede han med et smil.

 

  1. Kozons ‘speciale’: Ulige behandling

Jeg husker ikke, hvem det vár, der sagde til mig: “Hvis man vil behandle folk éns, skal man behandle dem forskelligt, – fordi folk ér forskellige!” Der er en stor del sandhed i dét udsagn, men osse dét har sine grænser. Jeg vil her fremdrage to mig bekendte grænseoverskridende eksempler, som ikke direkte har med mig at gøre, men samtidig vedstå, at jeg selv i mine negative forhold osse positivt oplever mig forskelsbehandlet, for de excellente boligforhold, – som  Kozon, efter sin modbydelige mobben-os-ud fra vores bolig i Kalundborg ,  – slutteligt har ladet blive min medbroder og mig selv til del,  finder vist ikke noget sidestykke. ‘Maison Montfort’ har vi navngivet stedet, omend flere har tilkendegivet over for os, at ‘Samvittighedshuset’ ville være det rigtige.

Eksempel 1:
Min i det jyske værende medbroders fem-årige sognepræsteudnævnelse udløber 01. august 2017,  og biskoppen skriver i begyndelsen af marts til ham, at der er mulighed for forlængelse. Han spørger ham skriftligt om hans indstilling til dette og meddeler samtidig, at han vil forhøre sig om menighedsrådets ditto.  En lidt mærkelig fremgangsmåde, når det drejer sig om en ikke-konstitueret, men de-facto sognepræst. I slutningen af april meddeler biskoppen ham, at han vil forhøre sig separat hos hvert MR-medlem og bede den enkelte sende sit svar direkte. En uhørt fremgangsmåde, som kun kan skabe utryghed og misstemning, idet min medbroder oplever, at alt foregår bag hans ryg. Samlet går der tre måneder, – indtil et firmelsesbesøg i begyndelsen af juni, – hvor han ikke véd, om han er ‘købt eller solgt, hvilket for denne præst medfører helbredsmæssige problemer, så han søger læge…
Personlig bliver jeg irriteret, fordi jeg igen skal opleve en leder uden lederevner, og fordi jeg skimter forskelsbehandling.
Og ganske rigtigt:  En på Sjælland for biskoppen trofast logrende sognepræst fik sin sognepræstetjeneste for flere menigheder fornyet sidste år. Jeg gætter på, at menighedsrådene i dette tilfælde ikke er blevet udbedt nogen udtalelse og får hos medlemmer af  samme råd min formodning bekræftet . . .
Modsat: Et flertal i et menighedsråd i en forstad til København  oplevede uoverskuelige problemer med deres sognepræst, som tilhører det hos biskoppen så populære neokatekumenat.  Ultimo 2015 var det blevet så belastende, at de bad biskoppen om at give dem en ny sognepræst. Efter flere samtaler måtte samme flertal imidlertid erkende, at deres anmodning blev totalt negliceret, hvilket så medførte, at samme flertal i begyndelsen af 2016 trak sig fra menighedsrådet og en tid senere alle løste sognebånd.
Og vi véd det jo efterhånden allesammen: Hvad de forskellige råd udtaler, er reelt komplet ligegyldigt. Det drejer sig om, hvad biskoppen vil og ikke vil, om hans sympatier og antipatier. Kun, hvis rådsudtalelser er parallelle med det af ham i forvejen besluttede, bli’r de taget til indtægt.
Rent ‘spil for galleriet’, hvilket jeg i en skriftlig henvendelse lod biskoppen vide.

Eksempel 2:
I slutningen af april 2017 blev jeg gjort bekendt med følgende: Kort før påske havde klasser fra landets eneste katolske gymnasium været på lejrskole (retræte) på en kirken tilhørende kursusejendom.   Den relativt nye lokalsuperior fra det ordenssamfund, som faktisk ‘tegner’ gymnasiet, deltog som præst. Under opholdet aflurer han, – ved at kikke gennem et vindue, –  nøgne pige-elever, mens de er i bad.  Dette bli’r meddelt rektor, som samtidig orienteres om, at noget lignende faktisk havde fundet sted året tidligere. Det kan forståeligt ikke accepteres, og rektor gør det rigtige: Politianmelder! Og orienterer forældre og lærere, – med bøn om diskretion af hensyn til skolens omdømme. Den bemeldte præst vedstår det skete, opsiger sin stilling på skolen og forlader kommunitetet ved skolen.
Nu er bemeldte præst imidlertid medlem af biskoppeligt råd og suppleant i præsterådet. – det fremgår af ‘katolsk lommebog’  Så jeg forespørger pr. mail, den 01. maj Excellencen, om medlemmerne af det ‘kun rådgivende’ biskoppelige råd pr. 01. maj  17 er identisk med de i katolsk lommebog 2017 nævnte??
Den 03, maj svarer han mig:

Kære Stephen,
Jeg undrer mig lidt over din forespørgsel, men skal da gerne svare. En ændring i forhold til den i lommebogen angivne liste over medlemmer af bp. råd består i, at pater Paul Marx fra i går efter eget ønske ikke længere er medlem af samme råd.
Med de venligste hilsener
+Czeslaw

Således bekræfter biskoppen indirekte, at den nævnte præst stadig er medlem af de to råd.

Understreges skal det naturligvis, at politianmeldelsen på indeværende tidspunkt ikke har ført til sigtelse, langt mindre til dom. Og glædeligt ér det, at biskoppen endelig har lært at overholde Canon 1717 stk. 1.  Men der bør vel være forskel på konsekvenserne af en ‘blot’ politianmeldt, men ubevist beskyldning og et de-facto fastslået og af den beskyldte vedstået forløb??

Den 05. maj sender jeg biskoppen en mail, hvori jeg sluttelig skriver:

– et PS, – som ikke kræver besvarelse:
Nedenstående skal læses i forbindelse med en oplevelse, som jeg havde lørdag d. 10. april 2010 ved 18-tiden, hvor min biskop ringede til mig og sagde:  “Jeg har en ke’elig mæ’delelse til dig. Du er blevet politianmeldt!! .. Så jeg bli’r nø’ til at suspendere dig!”
Hvilket så straks skete i fuld offentlighed.
Kirkens hjemmeside er i skrivende stund samstemmende med din indirekte bekræftelse af i forgårs.
Diskret beskyttelse af anklagede og anklager ér, indtil noget konkret foreligger, kirkejuridisk foreskrevet.  Men lad mig alligevel erindre dig om en sætning i en tidligere mail til dig, “Dét, der er en uorden, ér, at der i din forretning er ulige behandling.  Det kommer an på, hvem det ér, der skal ‘behandles’.”  Og dette er temaet for mit PS til dig, – ikke et angreb på præsten”.

I begyndelsen af juni er sagen imidlertid nået frem til offentlighedens kendskab, hvilket ‘tvinger’ biskoppen til en meddelelse på kirkens officielle hjemmeside. – den 05. juni. Her skriver han bl. a.: Den pågældende præst blev umiddelbart suspenderet fra sin stilling på skolen og anmeldt til politiet.  Jeg kan tilføje, at den pågældende præst heller ikke længere udøver nogen funktioner i bispedømmet”.

Samme dag kan man på den private, men ganske udmærkede hjemmeside “katolikker i dialog” læse ret så udførligt om ‘nyheden’. Men først en måned senere bemærker samme hjemmeside, under overskriften “Ikke i dette tilfælde”, at bemeldte præst, til trods for biskoppens udtalelse af 05. juni, stadig figurerer som medlem af biskoppeligt råd og præsteråd på kirkens officielle hjemmeside.

Endelig erfarer vi den 01. august, – over samme officielle hjemmeside, – at nævnte præst den 24. juni har forladt Danmark og er vendt tilbage til Polen. Det passer bare ikke, erfarer jeg fra pålidelig kilde. På skrivende tidspunkt bor han i sin ordens sommerhus i Gilleleje. Men samme hjemmeside lod os jo tidligere vide, at en anden pater fra samme selskab, – som hurtigt var slettet fra hjemmesidens præsteliste, – var flyttet til Bruxelles, hvilket heller ikke er sandt.  Nok er han overgået fra den tyske til den nederlandske ordensprovins, men, – selvfølgelig efter aftale med hans ny provincial, – er hans bopæl stadig i Danmark, i Norvegus-fondens Inigo-Center ved Nykøbing Sj, og hans adresse kan slås op på ‘krak’.

– fortsættes